Fingrene Væk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2018
  • Opdateret: 29 jul. 2018
  • Status: Igang
Hvad gør man, når man ikke kan holde fingrene væk fra drenge? // Mit bidrag til 2. runde i talentkonkurrencen.

3Likes
2Kommentarer
184Visninger

1. Fingrene Væk

Selv i det svage loftlys fra garagen kan Asger ligne en statue fra antikken, der er blevet vækket til live. En græsk surfer, med hans krusede hår, det flade smil i mundvigen og den lille ørering, han har hængende i øreflippen. Hjørnerne i garagen er mørke, fars rundsav ligger i skyggerne og stirrer ondt på os, men alligevel er det, som om Asger formår at lyse hele rummet op. Det er kun ham, og hans smil, jeg har øje for. Hans hvide, lige tænder har tryllebundet mig som kviksand, der holder fast og trækker mig ned, men lige nu er jeg ligeglad med, om jeg drukner. 

“Hey, du har en drømmefanger,” udbryder han og griber fat i træcirklen, der er viklet ind i snor, før han dumper ned ved siden af mig i sofaen. “De er så megacool, i hvert fald hvis du er interesseret i det overnaturlige. Vidste du, at det er inde i de her perler, at de onde drømme bliver brændt op, efter de er blevet fanget i nettet?” Han drejer en af perlerne mellem sine solbrune fingre. 

Hans ord snører sig sammen til en lang tråd. En melodi. Hans bløde stemme og de solbrune hænder, der stryger hen over trådene. Mon det er ham, der har fanget drømmefangerne, eller drømmefyrefangerne, der har fanget ham? Han sender mig et afventende blik. Holder øje med, om jeg hører efter. Hvorfor han gør det, forstår jeg ikke. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen frivilligt ville stoppe med at lytte til ham. Han putter en lok af sit blonde surferhår om bag øret. “Er det for kedeligt?” spørger han med et smil, der får mit hjerte til at opløses som en badebombe i et badekar. Bobler op og flyder. 

“Nej,” svarer jeg. Kan næsten ikke lade være med at grine. Når jeg er væk fra ham, kan jeg ikke tænke på andet end ham, og når jeg endelig er sammen med ham, er det, som om mine sanser bliver overvældet. Vil gerne gemme det hele, men der er så meget, og min hjerne overarbejder og går i hak. Men Asger smiler bare. Og jeg glemmer det. Glemmer alt andet end ham. 

“Hvad gør fjerene så?” spørger jeg. Ikke så meget fordi, det interesserer mig, men mere fordi Asgers smil lyser op, og hans stemme drypper af honning.

“Det har jeg faktisk glemt at læse op på.” Han slår en hæs latter op og klør sig i håret. Ugler det en smule og tager elastikken ud. Skal lige til at binde håret op forfra, da han bliver afbrudt af sine egne tanker. “Men de er helt klart det allerfedeste ved drømmefangeren. Prøv lige at mærk, hvor bløde de er.”

Han tager fat i enderne af de nederste snore og peger en lille fjer mod mig. Mine fingre rammer fjeren, der er for kort til at have plads til begge vores fingre, uden vi rører hinanden. Det er bare i et splitsekund, men jeg kan mærke hans lune hud mod min. Fjeren, der kilder mine fingerspidser, sammen med den småru hud fra hans fingerspids. Jeg fanger hans blik uden at fjerne mine fingre fra fjeren. “Det er næsten ikke til at holde fingrene væk, du ved?” Hans evige smil skinner. Som en kugle af lys, der går gennem min krop.  

Jeg kender følelsen alt for godt. Fingrene, der arbejder af sig selv, uden jeg har noget at skulle have sagt. Som for eksempel lige nu, hvor Asgers brune øjne glimter i det svage garagelys. Det er, som om han har stjålet dem fra et dådyr. “Jeg ved præcis, hvad du mener,” når jeg at mumle, før jeg læner mig ind mod ham og stjæler et kys, inden han når at reagere. Jeg bliver nødt til at strække mig for at nå op til ham, så jeg tager fat i hans albue. Mærker, hvor tæt på han står, mærker varmen og hans små nervøse bevægelser. Ved ikke, hvad han skal gøre af sine hænder. Det når kun at vare i et splitsekund, inden han trækker sig væk. Men gnisten fra kysset har tændt fyrværkeri i mit indre. Et skævt smil løfter op i hans mundvige. Han åbner munden som for at sige noget, men der er ikke nogle ord, der er passende.

Jeg har det på præcissamme måde. 

Et øjeblik sidder vi bare og kigger lidt på hinanden. Ånder luften helt ned i maven for at få fyrværkeriet til at stoppe, men oxygenet får gnisterne til at sprede sig. 

“Hør,” Asger rømmer sig og ser over i den anden ende af rummet mod min fars rundsav. “Det er ved at blive lidt sent, og jeg skal op til træning i morgen. Ses vi i morgen?” Ilden fra fyrværkeriet styrter op til mine kinder. Ses vi i morgen?Et bånd, han binder rundt om mig, så han er sikker på, jeg ikke slipper væk.

Han vil gerne ses i morgen.

Jeg nikker. “Selvfølgelig,” kvækker jeg og kan slet ikke skjule mit smil. Og smilet klæber sig fast. 

 

“Hej.” Mors stemme er klar og tydelig. Finder mig som en pil, da jeg træder ind gennem garagedøren. “Er han taget hjem allerede?” Hun stikker hovedet ud fra køkkenet og får øje på det smil, jeg prøver at undertrykke. 

Jeg er en fiasko. 

“Han skal træne tidligt i morgen,” siger jeg lidt fjernt. Hænger stadig i sekundet, hvor vores læber blev flettet sammen. Hvor jeg var så tæt, at jeg kunne mærke hans pandehår i mit ansigt. Jeg kan ikke holde det hele for mig selv. Så jeg eksploderer og fortæller mor det hele. Hun betragter mig med det der blik, som voksne har. Det der lad-de-unge-være-unge blik.

“Nu skal du jo passe på, Ella,” siger mor bare, da jeg er færdig. 

“Hvad mener du?” spørger jeg. En smule irriteret. Skal hun slet ikke fortælle mig, hvor dejligt det lyder? Hvor flink Asger er, og hvor søde vi kunne være sammen?

“Du har en tendens til at rykke en smule hurtigt ud, ikke? Bare vær sikker på, du ikke skynder dig for meget. Nyd det lidt, alting varer ikke evigt. Du vil ikke spilde din chance ved at hive dem ud i noget, de ikke er klar til.” Hendes ord hænger i luften, og selvom jeg rækker ud efter dem, får jeg ikke helt fat i dem. “Husk nu bare, hvad der skete med Lukas,” fortsætter hun og vender sig tilbage mod lasagnen. “Og Martin og Rasmus og Jakob.” Hun ser drillende på mig, og jeg ryster på hovedet.

“Det her er anderledes end de andre,” siger jeg bare. Asger er noget andet. Asger er Asger.

Mor trækker på skuldrene. “Fint, bare pas på dig selv, ikke?” I et hurtigt øjeblik ser hun bekymret ud, men udtrykket er væk, før jeg overhovedet når at opfatte det ordentligt. Jeg nikker bare og går på Instagram for at tjekke, om Asger har lagt et nyt billede op. 

 

Jeg drømte om ham i nat. Han havde inviteret mig over til sig, og vi var taget ud at sejle. Der var kommet et stormvejr, og vi endte på en øde ø som de eneste mennesker tilbage i verden. Derfor føltes det lidt som et tegn. Et syn ud i fremtiden, da Asger sendte mig en SMS og spurgte, om vi ikke kunne mødes senere på eftermiddagen. Sekunderne føltes som timer. Det eneste produktive, jeg havde at lave, var at stirre på hans fødselsdagshilsner på Facebook fra dengang, han var 14. 

Selv 14-årige Asger var en uundgåelig humørbombe. 

Så da jeg endelige står foran hans dør, er det nøjagtig samme følelse som i går. Overvældelse af mine sanser. Selvom der ikke er gået særlig lang tid, har jeg savnet ham. Savnet det skæve smil, de nysgerrige øjne og den måde, han udtaler sine o’er. 

“Halløjsa,” siger han, da vores blik mødes. Der er en splint af nervøsitet, der holder ham tilbage. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, det er sødt, at han er nervøs over at snakke med mig. 

“Jeg tænkte lidt på det, der skete i går,” siger han. Øjnene finder ned mod hans fødder. Han laver en gestikulation med hånden ind mod sit værelse. Det er nu. Det er nu, han vil fortælle mig, at han også kan lide mig. Han kan umuligt ignorere alle de signaler, jeg har sendt ham. Kysset må have åbnet hans øjne. “Jeg har ikke lyst til at mislede dig,” siger han så bare. Jeg ser på hans fingre, der bliver filtret ind i hinanden. Han kigger på dem, som om han er et barn, der har gjort noget forkert. Skamfuldt. “Jeg tror ikke, vi helt har de samme følelser for hinanden.” Resten af samtalen husker jeg ikke. Kun følelsen af at have slugt min tunge. Følelsen af at have knækket mine tårekanaler. Mit indre bliver oversvømmet. Jeg er for fuld. Overvældet.

 

Da jeg kommer hjem, haler jeg mig selv op til mit værelse. Begraver mig selv levende i sengen og lader tårerne flyde. 

Det er så uretfærdigt. 

Selvom han aldrig var min, føles det, som om jeg har mistet ham. 

Mit hjerte bankede for ham, og nu er det gået i stykker.

Al den kærlighed, jeg havde til ham, rådner inden i mig. Fordærver mig. 

Mor kommer ind, da det er ved at være aftensmadstid. “Åh, lille skat, hvad er der dog sket?” spørger hun med sin bløde stemme, og dæmningen sprænger, og igen fortæller jeg hende det hele. Anders fra parallelklassen sender en snap, og jeg stirrer på den lidt for længe, før jeg fortsætter. Mor udstøder et suk og klistrer et udmattet smil på læben. “Det var jo det, jeg sagde til dig. Jeg vil ikke have, du bliver ved med at blive såret, bare fordi du ikke kan holde fingrene væk fra drenge. Husk, at ikke alting varer evigt.” Hun siger det drilagtigt. Men det er som om, noget i hendes stemme føler sig en smule lettet over at sige det. Mit blik fanger mine fingre. Et eller andet sted er der noget, der slår klik. For hun har jo ret. Mine fingre fortsætter med at hive mig ud på dybt vand. Trækker i mig som en stærk havstrøm, og hver gang følger jeg bare med i stedet for at gøre modstand. Men ikke mere. Jeg har trådt på de skarpe sten for længe, og de åbne sår brænder i saltvandet. “Hør, jeg bliver nødt til lige at løbe over til naboen med de havestole, men jeg kommer tilbage lige om lidt, okay?” Mor sender mig et af sine bløde smil og venter ikke på et svar, før hun forsvinder ud af værelset.

Et øjeblik sidder jeg bare. Stilheden summer omkring mig. Det er, som om den skal til at bide mig. Sengen under mig knirker, da jeg rejser mig og går ud mod garagen. Fars rundsav står ovre i hjørnet, gemmer sig under det nulrede tæppe. Asgers elastik ligger oven på det. Han må have glemt den, da jeg kyssede ham. Tanken om hans varme krop mod min sender kuldegysninger op ad min ryg. Jeg ryster på hovedet og ser igen på mine fingre. Det er, som om de håner mig. Men nu skal de væk. Væk, væk, væk. Snart behøver mit hjerte ikke at blive knust af surferdudes eller skaterfyre eller nørderne i hjørnet af klasselokalet. Kærlighed varer ikke evigt, så hvorfor skal det her spil? 

Jeg river tæppet af rundsaven, støvet trækker ind i mine næsebor og kradser i min hals. Duften af gammel olie og metal danser omkring mig, mens jeg betragter saven. Den står majestætisk og skinner, selvom lyset er svagt. Det er som om, den bærer en selvsikkerhed, som jeg aldrig vil kunne opnå. Hån alle steder. 

Ledningen ligger på bordet, og jeg sætter stikket i stikkontakten. Ser på kontakterne. Lyser op. 

Min krop bevæger sig i en trance. Jeg er klar. Færdig med halvlangt hår og fodboldbaner og mærkelige bøger om aliens. Færdig med drenge og følelser og hjertesorg. Bare færdig. Mine fingre når kontakten og trykker den ind. Det mest nyttefulde de har lavet på det seneste. Rundsaven spinner. Fylder hele garagen med sin spændte brummen. Det hele bruser inden i mig. Tankerne, der pisker mig. Rædslen og panikken, men mest af alt vreden. Frustrationen. Følelsen af at være magtesløs. Af at have fundet sværdet, men at mangle sine arme. At vide, kilden til lykke er ti meter væk, men der er en kæmpe mur imellem. Tid til at vælte muren. 

Bølgerne af følelser vælter ind over mig. Tankerne hvirvler, men jeg når ikke at finde mening i dem, før saven har fået fat i min venstre lillefinger. Smerten æder mig op indefra. Som en syre, der bider i mine tårekanaler, og jeg skærer tænderne sammen for at ignorere den. 

Tager en finger mere. 

Blodet flyder ud af min krop fra de små huller. Tømmer mig. For hver finger, hver dråbe føler jeg mig mindre overfyldt. Mit låg er ikke ved at springe af længere. Så jeg fortsætter, indtil alle fingrene på venstre hånd er væk. Min håndryg stirrer på mig. Som et nøgent dyr. Det ligner et rumvæsen, ikke noget, der er en del af mig. Fingrene ligger på bordet. Skriger, men mit indre skriger højere. Og så går jeg videre til næste hånd.

Skærer.

Brækker.

Løsner. 

Jeg ånder ud. Renser. Stirrer på de to dyr for enden af mine arme. Ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...