Den sidste blomst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2018
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
58Visninger
AA

5. Sorggruppen

17.34 Var hun gået glip af skolen? Hun må have lagt og sovet hele dagen. Hun havde jo heller ikke sovet så meget i nat. Smerten ramte hende igen. Rosa var væk. Den tanke kunne hun aldrig vænne sig til. Hun tog hendes hjemmesko på, og slæbte hendes ben ned mod køkkenet. Hendes ben havde aldrig føltes tungere. Det føltes som om hun var lænket fast. Fanget. Det var en underlig følelse. I dag føltes tanken endnu mere ægte. I dag kunne hun rent faktisk forstå, at Rosa var død. Det gjorde ikke sorgen nemmere. Tvært imod. Det fik hende til at indse at der var så meget Rosa aldrig fik oplevet. Hun satte sig ved det lille firmandsbord i hjørnet. Den 4. stol ville aldrig blive fyldt ud. Hendes mor satte sig ved siden af hende.

”Jeg har meldt dig i en sorggruppe. Du starter i morgen” Sagde hendes mor.

”Mor jeg er ikke klar endnu. Jeg har brug for mere tid” sagde Naya.

”Du starter i morgen! Forstået?” sagde hendes mor med hævet stemme. Naya havde aldrig oplevet hendes mor sådan. Så kommanderende. Det var underligt. Kunne hendes mor ikke bare forstå at hun havde brug for tid? Hendes mor virkede nærmest mere sur end ked af det.

”Hej. Du må være Naya. Mit navn er Jørgen. Jeg er leder af sorggruppen” sagde en lettere buttet mand og rakte hånden frem. Naya tog imod hans hånd med et forsigtigt smil.

”Ja det er mig. Hvor kan jeg hænge min jakke?” spurgte Naya, mens hun stod og kiggede ned i jorden. Jørgen viste hende hen til en knagerække i forskellige farver. Naya prøvede at undgå øjenkontakt med ham. Det føltes som om, han bare kunne se lige ind i hende, som om hun var en vandmand. Han ville kunne se hver eneste ting. Naya glemmer aldrig synet, af Rosa der lå helt bleg i den hvide hospitalsseng. Hun så så fredfyldt ud, men samtidig så hun overhovedet ik fredfyldt ud. Der var ar i hendes ansigt og drop i hendes arm. Det var underligt at se hendes søster sådan. Rosa havde altid været en meget livlig pige. Den slags pige der aldrig sad stille, som altid var glad og smilende. Der havde hun lagt i et helt hvidt rum uden nogen farver og ingen lyde. Det føltes tomt at tænke på. Naya begyndte at græde igen. Rosa kom ikke tilbage. Jørgen kiggede på hende med et trist blik.

”Det er altid hårdt at miste nogen” sagde han, som om at det bare var hverdag at miste sin søster. Hvad regnede han lige med? At hun ville komme syngende ind i lokalet med et stort smil? Hun havde sgu da lige mistet hendes søster.

”Du ved ik noget som helst om mig” sagde Naya spydigt. Det gjorde han jo faktisk ikke. Rosa og hende var nok jordens tætteste søstre. Jørgen kiggede bare på hende med et smil. Han var sikkert vandt til at folk sagde sådan. Han viste hende ind i et lille rum, hvor der allerede sad nogle andre i.

”Så er vi her vidst alle sammen” sagde Jørgen med en munter stemme. Han var åbenbart den type der aldrig var i dårligt humør. Naya kiggede lidt rundt i rummet. Der var et lille bord, som alle var samlet omkring. Der stod 11 stole ved bordet. 2 af dem var tomme. De var nok til Naya og Jørgen. Jørgen gik helt hen til bordet og satte sig som forventet på en af stolene. Det samme gjorde Naya. Der var helt stille ved bordet. Folk tænkte sikkert den samme tanke: Hvad skal jeg her? Det var et spørgsmål Naya havde haft i hovedet lige siden hun trådte ind ad døren. Naya kiggede rundt på folkene rundt om bordet. Hun fik øjenkontakt med en pige. Hun var lille og tyndt og havde nogle sørgelige øjne. Hendes tøj så lidt slidt ud.

”Nå” sagde Jørgen og så sig omkring. Indtil videre gik han Naya ret meget på nerverne.

”Grunden til at vi er samlet her i dag, er at vi alle har mistet en kær. Det er svært at miste, en man holder af. I skal starte med at fortælle lidt om jer selv. I skal fortælle hvad i hedder, hvor gamle i er og hvem i har mistet. Det med hvem i har mistet kan godt være lidt svært. Derfor skal i vise omsorg for hinanden. Lad os starte med dig” siger han og nikker til pigen ved siden af ham. Hun kigger lidt forskrækket på ham. Hun har det nok ligesom Naya. Den følelse med at være bange for at lukke op.

”Mit navn er Katja” sagde pigen med en lille spinkel stemme. Det var tydeligt at hun ikke havde lyst til at være der.

”Jeg er 12 år” sagde hun. Man kunne se at hun næsten skulle til at græde. Det var faktisk lidt synd for hende, syntes Naya. Naya kunne godt forstå at det var svært. Hun frygtede, når det blev hendes tur. Tænk at hun skulle fortælle andre, at hendes søster var død. Det var så forfærdeligt.

”Jeg har mistet min mor” sagde lille Katja. Hun begyndte at græde. Man kunne se hvor svært det var for hende. Det var sikkert hendes far, der havde sagt hun skulle tage til det her pis. Det var virkelig noget pis. Naya glædet sig ikke til, at det blev hendes tur. Hun ville sikkert også begynde at græde. Det var så svært det hele. Jørgen tog en hånd på Katjas skulder. Det skulle han i hvert fald ikke gøre på Naya. Turen gik videre til den næste. Han Hed Lukas. Han var 11 år, og havde mistet sin moster. Naya syntes alle var så meget yngre end hende. Lukas var en rimelig høj dreng med helt krøllet hår. Han så knap så ked af det ud, som Katja gjorde. Rækken fortsatte rundt. Der var en pige på 14, som havde mistet hendes nyfødte bror. Naya blev nærmest sur over det. Hun havde kendt Rosa i 9 år. det var jo meget værre. Hende her havde jo ikke engang lært hendes bror at kende. Det kunne måske også være en del af sorgen. At man ikke havde fået muligheden. Det må være mærkeligt. Du kender personen og alligevel er det én du slet ik kender, og man får aldrig muligheden, for at kende personen. Den næste i rækken var en 9-årig pige. Hun havde mistet hendes mor. Hun virkede helt kold. Hendes ansigt var nærmest frosset. Hun sad bare og stirrede ud i luften. Hun havde sikkert slet ikke forstået hvad der var sket endnu. Rækken fortsatte, og det blev tættere og tættere på, at det var Nayas tur. Der var kun én person inden Naya nu.

”Mit navn er Laura. Jeg er 15 år, og jeg har mistet min storebror” sagde hun. Hun virkede rimelig ligeglad med det. Hun sad og gnaskede på et stykke tyggegummi. Hun gjorde det på sådan en rigtig irriterende måde. Jørgen roste hende, og sagde at hun klarede det godt. Nu var det blevet Nayas tur. Hun kiggede ned i jorden. Ordene sad fast. Det var ligesom, da hun skulle fortælle det til Christian. Hendes tunge føltes som sandpapir. Det var svært at forholde sig til alle de tanker omkring Rosa. Det var stadig så uvirkeligt. Jørgen kiggede forventningsfuldt på hende.

”Mit navn er Naya” sagde hun med hendes mest spinkle stemme. Alles øjne var fangede på hende.

”Jeg er 16 år” sagde hun. Hun kunne fornemme, at Jørgen gerne ville til at blive færdig med runden. De havde været i gang i 10 minutter nu. Naya kunne ikke sige det næste, som hun skulle sige. Det kunne ikke være rigtigt. Hun kunne ik få sig selv til at sige de ord. Ordene ville ikke forme sig i hendes mund. Hvis hun sagde ordene blev det endnu mere virkeligt. Hun ville have det skulle forblive uvirkeligt. Tanken om at Rosa ikke var her mere, gav hende en kvalmende fornemmelse.

”Og jeg har mistet……. min søster” sagde hun. hun kunne mærke hendes tårer stige op til øjnene. Hun kunne ikke klare det her. Der måtte være en måde at få Rosa tilbage på. Hun kunne ikke være væk for altid. Der måtte være en vej tilbage til livet. Det var ikke sådan her, det skulle være. Hendes hænder rystede. Jørgen smilte, og sagde at de skulle til at videre.

”Nu vil jeg gerne have, at i prøver at sætte jer sammen 2 og 2” sagde han. Naya kiggede rundt. Hun kendte slet ikke nogen. Der var 9 at vælge imellem. Én af de 9 skulle hun sidde at åbne sig for om lidt. Det var ikke en rar følelse. Hun havde overhovedet ikke lyst, til at åbne sig for nogen af dem. Hun kiggede rundt for at prøve at få øjenkontakt med nogen. Der var ingen øjenkontakt. Folk kiggede ned i jorden. Den lille pige som vidst nok hed Katja, sad med et lommetørklæde i hænderne. Pigen på 14 kiggede op. Hun fik øjenkontakt med Naya. Naya kunne ikke huske hvad hun hed. Det var hende der vidst havde mistet hendes nyfødte bror. Naya gik hen til hende. De andre var også begyndt at rejse sig.

”Skal vi 2 være sammen?” spurgte Naya, så glad som det var muligt. Hun kunne se at pigen tænkte det sammen. Hun svarede ja. Der var en underlig tavshed, som om der skulle til at ske noget stort, ligesom på film. Men stilheden fortsatte. Det begyndte at blive nærmest ubehageligt at stå der. Naya havde lyst til bare at løbe ud af rummet. Hun blev ved med at sige til sig selv, at hvis hun gik nu var hun svag. Hun kiggede ind i pigens øjne. De var mørke. Faktisk var de ikke mørke. Hun havde bar et mørkt blik. Hendes øjne var blå.

”Hør godt efter” sagde Jørgen. Naya havde lyst til at himle med øjnene. Det her var jo latterligt. Hun fik det bare værre af det her. Det hjalp hende ikke ligefrem, at hun skulle fortælle hendes inderste følelser til en fremmed.

”Nu skal i bare fortælle lidt om jer selv. Fortæl hvad i laver i jeres fritid, og hvad der ellers er at fortælle” sagde Jørgen med et lille smil. Det kunne han ikke mene, tænkte Naya. Hun havde altså ikke lyst til at dele hele hendes liv med en eller anden fremmed pige, som hun aldrig havde mødt. Det var underligt det her. Naya fik tårer i øjnene igen. NEJ!! Nu måtte hun stoppe. Hun skulle jo være stærk. Hun kunne ikke begynde at græde. Hun skulle være stærk for Rosas skyld. Naya tog en dyb indånding. Hun skulle gøre det her for Rosa.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...