De skal være glade for, at de ikke har mødt dig

De siger alle sammen, at smerte er midlertidig.

2Likes
2Kommentarer
80Visninger
AA

1. De skal være glade for, at de ikke har mødt dig.

Der var blodmåne i dag. Jeg havde sat mig for at jeg ville se den, men jeg glemte det, og kom tilfældigvis i tanke om det igen da jeg var på vej ud i køkkenet efter jordbær-te. Min yndlings-te. Vidste du godt det? Det tror jeg ikke. Der er meget, du ikke ved om mig.

Mens jeg stod ude på terrassen i bare tæer og kiggede på månen, kom jeg pludselig til at tænke på dig. Om du mon også stod et sted i verden og kiggede på den.  ”Pludselig” er måske et lidt forkert ordvalg. Jeg tror, at jeg har tænkt på dig hver dag de sidste 12 måneder. Jeg tænker på, hvad du mon ville tænke, hvis du nu tænkte på mig. Sommervinden legede med de hvide hår på mine arme og terrassefliserne var stadig varme. Er du også stadig varm?

Jeg forstår ikke hvorfor jeg er. Så jeg holder det for mig selv. Og fra mig selv, vel egentlig også. Når jeg tænker på dig, tænker jeg på, hvordan jeg vil afvise dig, når du en dag kommer rendende og vil have mig tilbage. Men du er ikke kommet rendende endnu. Og det forstår jeg heller ikke. Hvor fuck er du henne? Sidder du fast et eller andet sted? Har du tabt hjertet, på din jagt efter dig selv?

Det er alligevel alt for sent nu. Jeg kan mærke, at når jeg græder, er det gamle tårer, der vælter ud af øjnene på mig, som har de i sinde at oversvømme hele Sydfyn. Og jeg er begyndt slet ikke at ane, hvad jeg græder over. Så måske skyder jeg bare skylden på dig. Hvad skulle jeg ellers være ulykkelig over? De sidste mange måneder har været sindssyge, på sæbeopera-måden, og normale mennesker ville nok have været knækket som tørre pinde i efterårssolen, men sandheden er, at jeg ikke har manglet noget som helst. Andet end dig.

Da jeg blev smidt ud hjemmefra, en kold oktober-aften, med en svigen i brystet og beskeden om at jeg ikke længere havde noget at gøre det sted jeg altid havde kaldt hjem, cyklede jeg over til en veninde med mine ting i cykelkurven og den flakkende forlygte som eneste lys for enden af tunnelen. Men det var det eneste lys jeg behøvede. Om det så var gået ud på vejen. For jeg vidste, at på et tidspunkt ville du komme hjem til mig.

Jeg flyttede ind i en lejlighed med højt til loftet (i hvert fald hvis man stod midt på gulvet), og havde så meget lyst til at ringe til dig og vise dig det hele, at jeg var nødt til at kaste mig over den nærmeste fuckboy - én med lyst hår og krøller i pandehåret, helt modsat dig - bare for at kunne fylde tomrummet ud. Jeg forestillede mig, hvordan du en dag ville finde vejen tilbage. Jeg ville sukke til lyden af vores røvirriterende dørklokke og hoppe ned ad trappen, for at finde dig for foden af den med din sportstaske over skulderen og et ydmygt, overgivende blik i dine brune øjne.

Det skete bare aldrig. I stedet fandt du en ny. Jeg må virkelig have overvurderet mig selv og din vilje til at elske mig. 

Nu er jeg smidt ud igen, og tilbage hvor jeg startede. Det hele går så hurtigt, at det føles som om tilværelsen skifter, hver gang jeg blinker. Jeg lukker øjnene det ene sted, og åbner dem det andet. Det begynder at gå op for mig hvor flygtigt alting er. Hvor mange forskellige vinduer jeg har stirret ud af det sidste år, med viljen til at være lykkelig men et tomt hul i brystet. Det eneste der ikke ændrer sig, hver gang udsigten bliver skiftet ud, er at jeg leder efter noget på den anden side af vinduet. Hvor bliver du af?

Jeg har egentlig altid troet på, at smerte er et midlertidigt begreb. Især når vi snakker om knuste, iturevne, sønderbombede hjerter. Alting heler igen. Men dem der siger det, dem der i bagklogskabens lys påstår at smerte er midlertidig – de har ikke mødt dig.

De skal være glade for, at de ikke har mødt dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...