født på ny

Historien handler om en dreng/mand som dør og "fødes på ny".

0Likes
0Kommentarer
15Visninger

Author's note

Den her lille novelle skrev jeg i min fritid da jeg var Sverige. Håber i kan lide den.

1. kapitel 1

Vand. Masser af vand. Intet andet end vand og mørke. Jeg kunne ikke få vejret. Følte mig tom. Forladt. Jeg kunne ikke tænke. Jeg var ikke vred eller ked af det. Heller ikke glad, tværtimod. Jeg var alle tre ting og ingen af dem på samme tid.

Stilhed. Intet andet end stilhed og tomhed. Jeg var et drænet hjerte. Et hjerte drænet for blod og følelser. Der var intet tilbage af mig. Slet intet. Kun tomhed og mørke. Og alligevel der i mørket var der et lille lys. Det var ikke større end det fineste af det fineste sandkorn. Det forsvandt et lille kort øjeblik, før det kom igen. Det nærmest svømmede. Det svømmede ned mod mig, og blev større og større for hver lille millimeter.

Jeg følte mig ikke så alene og forladt mere. Jeg kunne faktisk føle. Nu var der ikke mere den samme tomhed og stilhed. Jeg var stadig tom og alligevel ikke.

Lyset var nu på størrelse med en diamant. En diamant som tilhørte en ring, som kun den mindste af den mindste ringefinger kunne passe. Lyset blev større. Det var som om, det ikke kunne andet. Det kunne ikke andet. Kun blive større og større og større. Svømme og svømme og svømme.

Jeg kunne føle hele min krop. Bogstaveligt talt fra top til tå. Men jeg kunne ikke bevæge den. Ikke mine tæer. Ikke mine fingre. Ikke mit hjerte. Enten forestillede jeg mig det, ellers var jeg død. Var jeg virkelig død? Føltes det sådan her at være død? Var man død, hvis man var tom? Var man død, hvis man ikke kunne føle noget? Var man død, hvis hjertet næsten ikke bankede?

Lyset var nu på størrelse med månen. På størrelse med den måne vi kigger på, en sen aften med vores elskede i hånden. Jeg kunne ane en skikkelse. Var det en fisk? Måske et menneske? Jeg vidste det virkelig ikke. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig. Jeg kunne kun blinke tårene væk i saltvandet.

Lyset blev kraftigere og større. Det var sølhvidt og nu på størrelse med….. Jeg vidste det egentlig ikke. Man kunne ikke sige hvad størrelse det havde mere.

Lyset var blændene, men jeg ville ikke lukke øjnene. Mine øjne brændte af saltvand og blændelse. Jeg holdt dem åbne af stædighed alene. Til sidst kunne jeg ikke mere, og måtte lukke dem. Jeg kneb dem helt sammen, og åbnede dem langsomt igen.

Lys. Lyset var så tæt på mig nu, at det ikke blændede mig mere. Jeg kunne nu tydeligt se skikkelsen. Det var ikke en fisk. Det var ikke et menneske. Hvad var det?

Jeg drejede øjnene en lille smule til højre, og et syn mødte mig. Det var en pige. Hun havde langt skindene guldhår, som strakte sig helt ned til hendes talje. Det lyste svagt. Hendes lille fine næse var dækket af små fregner, der fortsatte hen af hendes kinder og

op i panden. Hendes lyseblå øjne funklede som diamanter. Hendes læber var svagt pinke, og havde den mest perfekte fyldige form. Jeg havde aldrig nogensinde set, en kvinde så smuk som hende. Hun måtte være den smukkeste på hele jorden.

Bag hende var der noget. Det lyste så kraftigt hvidt, at jeg ikke kunne se hvad det var. Jeg kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se. Bag hender var der… var det vinger? Det lignede det. Kæmpemæssige hvide vinger. De strakte sig så langt, øjet rakte. Jeg blev glad af at se på dem. De så så dejlige bløde ud. Blødere end selv den blødeste pude i hele verden.

De var dækket af fjer. Bittesmå hvide silkefjer. Jeg ville gerne røre dem. De var jo lige der foran mig. Jeg prøvede og prøvede, men min arm ville ikke flytte sig. Jeg lå bare, og svævede nede på havets dyb.

Pigen slog et let slag med de lysene vinger, og var nu helt tæt på mig. Hun kiggede mig dybt i øjnene. Hendes lange sorte øjenvipper kildede mig. Jeg prøvede at række ud efter hende, men kunne ikke. Min krop var gået i dvale. Nu kunne jeg ikke engang blinke. Jeg kunne kun stirre ind i… Hvad var hun? Hun var en engel. Jeg var sikker på det.

Hun tog min kind, og lænede hovedet helt hen til mit. En varme bredte sig i min krop, da hendes fine fingerspidser rørte min hud. Jeg følte mig tryg og glad.

Vores næsetipper rørte næsten hinanden. Jeg ville gerne føre min hånd op til hendes kind, men jeg kunne slet ikke bevæge mig. Min krop sov.

Englen lukkede øjnene, og trykkede sin næse hen til min. Vores læber var kun få milimeter fra hinanden. Jeg ventede. Ventede på hendes fyldige læber. Ventede på hendes varme. Ventede på hendes kys.

Hendes dødskys.

Så skete det. Hendes læber ramte mine. De var helt silkebløde mod mine ru læber.

Det var ikke et vildt kys. Det var heller ikke et roligt kys. Det var sådan et kys, man får af sine småsøskende. Ikke vådt. Ikke tørt. Men begge på en gang.

Glæden strømmede ind over mig. Jeg følte mig ikke tom mere. Jeg følte mig fuld. Fuld af energi, glæde, kærlighed og tryghed. Det hele kom på en gang.
Glæden boblede ud i mine årer, og gav mig følelesen i kroppen tilbage. Jeg kunne bevæge mig igen.

Hun trak sig væk, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg så ind i hendes sjæl. Jeg kunne se smerte, sorg og kærlighed. Smerten kunne jeg se gennem hendes mørke øjne. Sorgen kunne jeg mærke når hun rørte ved mig, og kærligheden strålede hun af.

Jeg var ikke alene mere.

Hun tog min hånd og slog et let slag med vingerne, så vi sivede op mod overfladen som to små bobler.

Jeg var så glad og tryg. Hvis det ikke var for vandet, ville jeg nok sprutte af lykke.

Hun slog et lidt hårdere slag med sine enorme hvide vinger, og vi sivede nu hurtigere op end før. Jeg kiggede ned mod havets bund, og et forfærdeligt syn mødte mig. På bunden lå en mand. En mand der så sørgelig ud. En mand med rosinhud og uden farve. En mand uden følelser. En mand uden sjæl.

En død mand.

Der var ikke nogen havdyr. Intet liv. Intet andet end død og mørke.

Jeg så hans ansigt, og mærkede et stød i hjertet. Jeg genkende manden på bunden.

Manden var mig.

Englen slog endu et slag med vingerne. Et svagt et.

Jeg kunne ikke bære at se mit eget lig ligge helt alene på bunden, så jeg drejede hovedet og kiggede op mod vandets overflade.

Lykke. Masser og masser af lykke og glæde. Vi var næsten ved overfladen. Mon det var svært at bryde gennem den?

Jeg rakte op mod overfladen, og lukkede øjnene. Englen slog et kæmpemæssigt, kraftigt slag med vingerne. Det var nok til at bryde gennem overfladen.

Hun slap min hånd.

Jeg åbnede øjnene af skræk, og kiggede op. Hun var der ikke. Det var vandet heller ikke. Der var kun et tykt lag af små hvide skyer, der kildede mig. Var jeg i himlen?

Ville jeg falde ned?

Jeg faldt ikke ned. Jeg blev båret op, men af hvad?

Det var ikke englen. Jeg undersøgte mine hænder. Mine arme. Mine ben og fødder. Til sidst undersøgte jeg min ryg med hænderne.

Der sad noget fast på mig. Hvad var det?

Jeg følte på det. Det var fast, hårdt og stærkt. Det føltes som to store muskler, men der var bare lige det at de sad udvendige og ikke indvendige. Jeg følte videre, og kørte min hånd langs den ene enorme muskel. Den begyndte at føltes lidt mærkelig, men blød.

Jeg kørte den videre og… var det hår? Nej det var ikke hår. Det var fjer. Små hvide fjer.

Jeg drejede hovedet, og fik øje på noget kæmpe. På min ryg sad der noget stort, som var dækket af fjer. Det lignede dem som englen fra vandet, også havde. Det lignede vinger.

På min ryg sad to kæmpemæssige, enorme og hvide vinger. De var blødere end selv det fineste silke. Jeg prøvede at slå et lille forsigtigt slag med dem. Jeg skød op i luften som en pil. Der skulle ikke mere til. Jeg slog igen et slag. Et kæmpe et. Jeg skød videre op i luften gennem alle de hvide skyer. Jeg grinte, og skreg af glæde. Jeg følte mig fri, som havde jeg været lænket de sidste tusind år. Jeg var friere end et menneske. Friere end en fugl. Ligeså fri som en engel.

Jeg følte mig på en eller anden måde ny. Min krop lå og rådnede på havets bund, mens min sjæl fløj  rundt oppe i skyerne. Jeg var født på ny. Født som en engel. En fri engel.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...