Flashback

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2018
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Igang
Bastian Thompson er en dreng med en særlig hobby. Antik butikken er hans frirum, hvor han bruger meget af sin tid, og det er stedet hvor han ikke behøver at bekymre sig om skolen.
Bastians liv var normal indtil han begynder at få visioner, om noget der minder om en anden og skræmmende virkelighed, som ændre på alt hvad han har og tror på, men butikken er det eneste pusterum han kan bruge for ikke at tænke på det.
Den lille og mørke antik butik er også stedet hvor han møder den rige direktør-datter, Jessica Moore, som tager hans opmærksomhed, men forskellen på dem hver i sær er for stor, tror de.
Men hvordan skal et venskab kunne blomstre hvis den ene skal leve op til populariteten på skolen og familieproblemer, og den anden zoner ud og ser en anden barsk verdenen.
Hvordan kan de hjælpe hinanden?

Flashback

0Likes
0Kommentarer
56Visninger
AA

3. I

Kapitel 1

Han betjener en kvinde på samme alder som hans mor. Hun havde været i butikken i lang tid og spurgt ind til nærmest alle ting og deres histore og hvor de kom fra. Hun smilede ekstra meget til ham og han tænkte at hun bare var meget glad. Der var dog noget ved hende, som han ikke helt kunne sætte ord på. Da hun forlader butikken stopper hun op ude foran, og kigger ind gennem vinduet, men Bastian tænker ikke over det. Han begynder på rengøringen, som betyder at det er ved at være lukketid. Han gør kluden fugtig, og lægger den på gulvet. Kosten bruger han til at fører kluden rundt med. Midt i hans arbejde lyder klokken ovre ved døren som er et tegn på at der er en kunde der går ind.

”Vi har lukket” siger han, men ingen svarer. Han vender sig og i døren står en pige, på hans alder vil han skyde på. Hun nikker langsomt og skal til at forlade butikken igen men han afbryder hende.

”Er det noget bestemt du leder efter?” han fanger hendes opmærksomhed og hun smiler svagt. Han ser hendes små smilehuller som danner sig på hendes kinder.

”Nej, egentlig ikke. Jeg elsker bare at kigge.”

Han nikker som svar, og fortsætter med at vaske gulvet hvilket forvirre hende. Skal hun gå?

”Skal jeg gå eller?” spørger hun om, men han ryster på hovedet og siger ikke mere.

Uden videre kan han hører hendes sko der trasker rundt på gulvet mens hun kigger på de små ting. Han kigger op, og betragter hendes ansigtsudtryk der tit skifter når hun lægger opmærksomheden på en ny ting. Han går helt i stå med det han var igang med. Hun rækker ud efter en lille æske der er pyntet med små sten. Et lille smil breder sig på hendes læber. Den har fanget hendes opmærksomhed. Bastian kan sagtens huske manden der kom ind med den. Det var en ældre mand der skulle af med den fordi hans kone var gået bort. Han vidste ikke hvad han skulle gøre med den, og han skulle selv på plejehjem og havde ingen børn som kunne arve den. Bastian kan huske at manden bad Bastian om at give den et godt nyt hjem, og det følte han at den ville få hvis hun ville købe den. Der var et eller andet med hende og den æske.
Pludselig går døren op igen men Bastian lægger ikke mærke til det. Han står stadig og beundre hende. Hendes blik falder fra æsken og hen mod døren. Støj hyler ham ud af den, og får hans blik væk fra hende. Han kender dem. De piger der kom ind af døren er Taylor og hendes veninder. Deres grin fylder butikken. De passer ikke ind her. Bastians søskende går i skole med dem. En irritation sitrer frem inde i ham.

”Hvad kigger du på freak?” spørger Taylor om, og lægger ekstra tryk på det sidste ord. Hun kigger på Bastian, og de andre piger der lige er gået ind griner.

”Lad ham nu være, Taylor” kommer det ovre fra sidelinjen af. Hun sætter æsken tilbage på hylden, og går frem mod dem.

”Der var du jo Jess! Vi har ledt efter dig. Vi forstod ikke hvor du blev af!” kommer det fra veninden, Lisa.

Han bliver nødt til at tælle til ti inden han tænker videre over deres højrøvede og snobbede stemmer der er skinger i hans ører. Han kan ikke fordrage dem. Hans søskende har fortalt ham om dem, og de har mødt dem nogle gange før i byen. Taylor, Madison og Lisa. Det er typisk nogle high school piger, de tror de ejer alt. De tre forlader butikken og der bliver stille. Efter hans tællen går hun over til ham.

”Er du okay?” spørger hun om og han nikker fordi han er okay. De kan ikke røre ham hvis det er det hun tror, fordi en freak er han jo. Han er speciel. Eller måske vil han ikke vise hende sin svaghed. Hun smiler til ham og går hen mod døren. Da hun åbner døren ringer klokken igen og hun kigger op på den.

”Og for resten, vil du ikke lægge æsken til side til mig – skriv den op til Jessica Moore.” hun forlader butikken og straks tager han æsken fra, pakker den ind så godt han nu har lært og skriver den op til hende. Han kigger over mod døren.

”Jessica Moore” siger han for sig selv, det ligger perfekt i hans mund – Jessica Moore.

 

XXX

 

Han låser døren til den lille butik. Vinden har taget til, og det kræver hue og handsker. Efteråret er koldt i år, og dele af USA har været ramt af hårdt vejr, og det kan stadig mærkes. Han retter på hans taske og sætter derefter kurs hjemad på cyklen. Byen er trafikeret, men han prøver så vidt muligt at tage de mindre veje dog er det er svært i denne del.

Som han en del af hans rutine hjemad, smutter han forbi bageren der ligger på hjørnet til den vej han bor på. Bastian køber det samme brød som han gjorde i går og dagen før det. Han er lidt af et vanedyr. Bageren kender ham, og ved hvad han skal have. Han cykler op af vejen der ligger på en stejl skråning. Da han cykler ind i indkørslen stiger hans store søster, Anna, ud af sin bil og de hilser på hinanden.

”Hvad så lillebror?” siger hun med et smil. Han ryster på hovedet, og sætter sin cykel ind i garagen.

Hun er altså kun to år ældre end ham. De følges ind og en duft af aftensmad får dem til at udbryde i kor ”pandekager." De griner og sætter deres ting på plads. Anna tager brødet og går ud i køkkenet, hvor han selv går ind på sit værelse, og smider sig i sengen. Han kigger op i loftet som er tildækket af plakater som han har samlet fra butikken. 

"I don't know where I'm going from here, but I promise it won't be boring.

- David Bowie"

Siger en af plakaterne, og har et billede af musikeren. Loftet er tapetseret med med lignende plakater af musik legeneder, skuespillere og gamle betydningsfulde fysikere. 

Han ligger og tænker over alt og intet, hvis det overhovedet er muligt. Han tænker på hende. Jessica Moore. Han kan huske alle de små detaljer om hende. Den mørkeblå trøje med lyseblå blade som mønster, og den gule nederdel hun havde på. Hun har en helt fantastisk måde at klæde sig på, det passede til hendes interesse omkring butikken. Han husker hendes ansigtsmimik. Hendes små hænder der nysgerrigt rørte søgende på tingene der fangede hendes opmærksomhed. Hendes blide stemme, og hendes modige måde at stille sig frem og sige det til Taylor. Det gjorde indtryk på ham. Hans tanker om Jessica Moore forsvinder da det banker på hans dør, og hans mor kommer ind.

”Sover du?” spørger hun om, og han sætter sig op og kigger på hende.

”Nej, hvorfor?” svarer han.

”Vi har råbt efter dig i lang tid men du svarede ikke, vi skal spise nu.”

Han rejser sig fra sengen, og følger efter hende ned til bordet hvor de andre sidder. Casper, Anna, hans far og nu også hans mor. Han sætter sig på den ledige plads, og Anna sender ham et smil. De spiser i tavshed indtil deres far spørger, som sædvanlig om, hvordan deres dag har været. Da de andre har fortalt om hvordan deres dag har været, lander opmærksomheden på Bastian fordi han holdte sig tavs. Da han lægger mærke til de andres blikke rømmer han sig.

”Den har vel været fin?” siger han så, og ikke mere. Aftensmaden fortsætter med at de andre snakker på nær ham. Hvorfor, er der ingen der ved på nær ham selv. Han har altid været stille når han spiser, lige meget hvad. Selv når det handlede om ham på hans fødselsdag. Da de andre er ved at være færdig bliver han siddende.

”Er du færdig skat?” spørger Rebecca, moren om. Men han svarer ikke.

”Hallo, Bastian?”…

 

Der er stille, alt for stille. Det eneste man kan hører er mandens dybe vejrtrækning, og bestikket der rammer de gamle og ridsede tallerkner i en skinger lyd. Den lille sidder og kigger på dem, og kan ikke forstå hvad der sker. Der er en anspændt stemning mellem manden og kvinden, som sidder overfor hinanden. Han vil have øjenkontakt men hun undgår det ved at kigge ned i bordet eller ned i tallerkenen. Hendes hænder ryster let hver gang hun fører gaflen op til munden. Hun kan ikke kontrollere det. Nervøsiteten danner små svedperler på hendes pande som langsomt løber fra panden og ned ved tindingerne. Den lille tager fat om børnegaflen og begynder at spise, som om alt er normalt. Den lille rækker ud efter sit glas men støder hånden ind i den så mælken spreder sig ud over bordet. Manden reagerer, og rejser sig op så hurtigt at stolen falder med et brag og den lille bliver forskrækket. Manden tager fat i den lilles arm og trækker ham op af babystolen, og kvinden råber og skriger.

”Nej nej nej nej nej!”

Hun tager sig til hovedet, og skriger efter manden, men han er ligeglad. Han rusker i den lille som begynder at græde voldsomt. Hun slår manden for at få ham til at stoppe men intet sker. Hun prøver og prøver men han giver hende en lussing som får hende til at holde mund og stoppe. Der bliver stille i rummet, på en yderst uhyggelig måde.

 

Han gisper pludselig, og kommer til sig selv da Peter, hans far, rusker hårdt i ham.

”Bastian? Er du okay?” spørger de om og alle kigger på ham. Bastian har røde og hævede øjne, og sidder stadig på stolen ved bordet.

”Hvad skete der?” stammer Bastian og kigger forvirret rundt på dem. Anna kigger på ham med medlidenhed. Rebecca tager hans hænder og trækker ham langsomt væk fra stolen men han tager hurtigt hans hænder til sig da han er oppe og stå. Han kigger skiftevis på dem. Han føler sig pinligberørt over episoden.

”Jeg – jeg går i seng” fortæller Bastian stammende og forlader køkkenet hurtigt.

Han kan hører de andre snakke stille omkring hvad der lige skete. Han er selv ligeså forvirret og ligeså skræmt som dem, måske endda mere. Han føler virkelig han var væk i noget tid, som om han var et helt andet sted. Hvad handlede det om? Han havde så mange spørgsmål omkring episoden i køkkenet. Deres stemmer hæver sig nedenunder hvilket gør at han lytter ved døren.

”Mor, hvad skete der lige?” spørger Casper med en meget nervøs stemme.

”Jeg ved det ikke søde, hvad skal vi gøre Peter?”

Bastian forstiller sig Rebecca der ser over på Peter i håb om, at han ved hvordan de skal håndtere situationen.

”Jeg synes ikke vi skal overreagere, måske er det bare en engangsting.” Han kan hører, at de går rundt.

”Nu synes jeg vi skal lade som ingenting og hvis det sker igen, så må vi søge hjælp udefra” siger Peter hvorefter Bastian lukker døren i et dyb suk.

Han ligger samme sted som før. Han stirrer op på en af plakaterne. Pladespilleren kører med en Jazz-vinylplade som fylder rummet med en beroligende atmosfære efter den skræmmende episode. Ingen har banket på eller er kommet ind til ham. Måske synes de også at han er en særling, en freak. Måske en skændsel til familien. Han passer ikke ind her heller. Han passer kun ind nede i butikken. Hans typiske stil som er ripped jeans, hættetrøje, og beanie passer ikke ind sammen med den store flotte villa. Alle værelser ligner hinanden på nær hans. De andres vægge er hvide og værelserne er lyse, hans vægge er marineblå, og mørk. Det viser hans personlighed mere end de hvide vægge ville gøre. Det mørke skab som han fik fra butikken er lavet af valnød og af samme træsort som natbordet ved sengen og skrivebordet ovre ved vinduet. Udsigten er noget af det bedste ved hans værelse. Udsigten over byen. Han elsker at fordybe sig i udsigten på en god dag, men dagen i dag er ikke god. Han samler energi til at få sig rejst fra sengen men det tager noget tid. Ovre fra skrivebordet ligger hans telefon som pludselig lyser op hvilket får ham til at give fra sig. Han trasker langsomt hen over gulvet og tager den op.


”Facebook: Jessica Moore har sendt en venneanmodning”


Et skævt smil breder sig, og han låser straks telefonen op. Vil det være for underligt at acceptere den nu? Han går ind på hendes profil. Han trykker ind på hendes profilbillede. Det ligner noget der er blevet taget af en professionel fotograf. Det er taget i profil, også ligger hendes hånd mod hendes kind. Hendes øjne er ikke rettet mod kameraet. Hendes profilbillede er anderledes men fantastisk. Han kan ikke lade være med at trykke acceptere venneanmodning.


”Messenger: Du har fået kontakt til Jessica Moore”


Får han en notifikation om, og en besked tjekker straks ind.

 

11:01 PM, Jessica Moore: 
”Hej! Ville bare hører om du fik skrevet æsken op i mit navn? Gik tilbage til butikken men du var der ikke, og døren var låst.”


Bastian tænker lidt over hvad han skal svarer. Hvad nu hvis han skriver noget forkert, så hun tror han er lidt af en freak? Det var nok noget over det de kaldte ham, som ramte på en eller anden måde, hvilket har gjort ham lidt nervøs på sig selv. Hvad nu hvis det er det alle tror om ham?
 

11:06 PM, Bastian Thompson:

”Jo det gjorde jeg, du kan komme og hente den i morgen. Butikken åbner klokken 6 AM og lukker 7 PM.”

 

Han står med mobilen i hånden, og han kan se at hun har læst den, men hun svarer ikke. Han sukker i det åbner døren sig meget stille. Han lægger mobilen hurtigt på skrivebordet og kigger over mod døren. Det er Anna der kommer ind. Bastian sender hende et svagt smil. Hun går over til ham og trækker ham ind i et kram. Han lægger sine arme om hende, og der går noget tid før hun trækker sig fra ham.

”Hvad så?” spørger han om og læner sig op af skrivebordet og kaster mobilen et hurtigt blik, intet svar. Hun trækker på skulderne.

”Ikke meget, er du okay? Du gik hurtigt.” Denne gang er det hans tur til at trække på skulderne.

Han var vel okay, lidt rystet, men okay. Hun nikker og tager hans hånd og giver den et klem.

”Du kan altid snakke med Casper og jeg, det ved du godt ikke?” siger hun efterfølgende med et smil.

Han nikker, ”det ved jeg godt.”

Mobilen giver lyd fra sig og de begge kigger på den.

 

”Messenger, Jessica Moore: Fedt mange tak, jeg synes ikke jeg har set dig før…”

 

Mere står der ikke. Bastian skal til at gribe ud efter sin mobil men Anna er hurtigst.

”Jessica Moore som i Moore-Industries, Jessica Moore?” siger Anna og kigger overrasket på Bastian. Han forstår hende ikke.

”Hvad mener du?” Hun kigger på ham med store øjne.

”Hendes far er direktør for firmaet Moore-Industries, de bor i en kæmpe lejlighed på Upper East Side” fortæller Anna.

”Øh, okay?” kommer det fra Bastian. Hvordan ved hun sådan noget? Hun ved alting, og nogle gange også for meget.

”Hvorfor skriver hun til dig?” Han trækker på skulderne, som om han ikke ved det, men det gør han jo.

”Stop med at lyve, hvor kender ud hende fra?” Anna bliver meget nysgerrig, og det er det som Bastian elsker mindst ved hende. Han sukker dybt og tager mobilen fra Anna og sætter sig over på sengen. Anna står midt i rummet og ser bestemt på ham med armene over kors. Hun går ikke før han fortæller hende hvad der er med Jessica Moore.

”Hun kom til butikken i dag, og jeg skulle lægge en æske fra til hende, ikke andet” fortæller han som om det var åbenlyst. Anna nikker med et bredt smil klistret i ansigtet som Bastian godt ved hvad betyder. Anna er en typisk pige der tror at hvis en eller anden smiler eller kigger på en, så kan personen lide en med det samme.

Det kan godt blive lidt provokerende nogle gange, men sådan er det vel med en håbefuld søster. Hun bliver så let glad over ingen ting.

”Svar hende!” udbryder hun og klapper. Han kan ikke lade være med at grine af hende.

”Okay okay, rolig.”

 

11:22 PM, Jessica Moore:

”Fedt mange tak, jeg synes jeg har set dig før, hvor bor du henne? Kommer selv fra Upper East Side og var lige i området af butikken, jeg har hørt så meget om den :)”


Da Bastian får læst beskeden kan han ikke lade være med at smile over den lille glade smiley hun har sat i slutningen af beskeden.
 

11:28 PM, Bastian Thompson:

”Jeg tror ikke vi bor i nærheden af hinanden, og jeg har næsten lige skiftet skole igen, lige før weekenden faktisk, men det er normalt for mig. Har skiftet ret mange gange og nu starter jeg faktisk på en skole på Upper East Side. Mine søskende Anna og Caper Thompson går der også.”

 

Han sender den og Anna kigger ham over skulderen.

”Du skriver som om du er ved at få et nervøst sammenbrud og ikke kan holde mund. Du skal bare svarer kort, ellers er det for underligt” siger Anna, og sender Bastian et blink med det ene øje før hun går. Han ryster på hovedet, og sukker. Mobilen lægger han på bordet og går i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...