Mix

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2018
  • Opdateret: 7 aug. 2018
  • Status: Igang
Nikita, 18 år, er blevet fanget i en lejer med ulve. Hun har mistet alt sin hukommelse fra hendes tidligere liv, og lever nu som en hybrid. Hver dag er der en chance for, at hun bliver slået ihjel eller torturreret, hvorfor? fordi hun med lidt hjælp og viden kan blive den stærkeste race der lever i denne fantasifyldte verden.

Ikke nok med at Nikita skal prøve at forholde sig selv i live, så finder hun også ud af hvor svært det egentlig er at stole på folk. Vil hun finde ud af sin fortid? eller vil hun dø i forsøget?

0Likes
0Kommentarer
63Visninger

5. 5

Jeg vågnede til et lys mod mit ansigt. Min hånd, som var fastbundet, sov. Jeg rystede den lidt og så op. Lyset kom ude fra. Gennem vinduet. Jeg satte mig op på knæ, og kiggede ud. Lyset ramte mig lige i øjnene og jeg måtte sætte en hånd op foran lyset. Jeg nåede kun lige at se nogle skikkelser løbe væk. Jeg begyndte at blive bange. Jeg rullede hurtigt gardinet ned med et smæk og så over mod Dion.

"Dion!" Hvidskede jeg, men højt nok til at det blev hørt af ham. Han vendte sig om og så mit forskrækkede ansigt. Jeg kom i tanke om hvad de havde sagt. At der var folk som ønskede mig død. Hvis to drenge løb ude foran vores hytte om natten, ville det ikke være noget venligt tegn.

"Der var nogen uden for..." Hviskede jeg videre til ham. Jeg skulle til at løbe op i sengen, men rebet holdte mig tilbage. Jeg så på det og derefter på Ham.

"Dion... Jeg er bange..." Mumlede jeg. Jeg tænkte godt at det kunne virke som en god måde at komme op i sengen og ligge. Heldigvis, havde jeg ret. Dion stønnede og gik hen til mig. Da han så mærkerne på rebet skævede han til mig. Hvad havde han regnet med? At jeg ikke prøvede på at slippe fri? Jeg så uskyldigt op på ham. Hans pege- og tommelfinger forandrede sig til en mørkebrun pels, men stoppede ved hans knoer. Der voksede lange sorte negle ud af enden på hans fingre. Han brugte dem til at kradse og skære i rebet. Efter lidt tid var jeg fri.

"Du dræber mig ikke..." Sagde han sløvt. Han var vidst stadig træt.

"Hvis du er død, er det på grund af de drenge som løber ude foran hytten." Svarede jeg mopset igen. Han virkede ikke til at tage det seriøst.

"Er du sikker på, at det ikke bare var noget du sagde for at komme op i sengen?" Han smilede skævt til mig og lagde sig under dynen.

"Jeg kunne godt finde på det, men taler sandt." Vi så hinanden i øjnene i lang tid inden han valgte at sige noget: "det var to skikkelser med en lommelygte eller hvad?" Jeg nikkede og lagde mig under dynen. Sengen var beregnet til én person, så jeg lagde mig tæt op ad ham. Han vred sig lidt og vendte ryggen til mig.

Han sagde ikke noget i lang tid. Jeg ville egentlig have det bedst med mit eget sted, eller bare at flygte. Tanken om at jeg skulle blive det sted hvor mine mordere var, var ikke ligefrem noget at være begejstret over.

 

Jeg vågnede før Dion. Han havde vendt sig om natten. Han lå med armen om mig. Jeg skar en grimasse, rystede ved følelsen, og fjernede den. Jeg kunne godt se man kunne falde for ham hvis han havde en god personlighed. Men det ansigt, og de handlinger, gav mig ikke nogle former for behagelige tanker.

Jeg satte mig stille op. Alt foregik i slowmotion. Jeg vidste, at hans sanser var skærpede, ligesom mine var begyndt på. Da jeg endelig kom op at stå smilede jeg succesfuldt. Jeg åbnede nogle skabe og fandt et par bukser og en stor trøje.

Jeg gik hen mod døren, og åbnede den stille. Der var noget inde i mig som sagde, at jeg ville blive fanget igen om lidt, men der var også en del af mig, som var lykkelig over, at jeg kunne udforske lejren selv.

Jeg gik ud i det store rum hvor jeg sidst havde talt med mr. Harrison, den gamle mand. Glasdøren til venstre stod åben, og få folk gik ind og ud som det passede dem.

Jeg gik udenfor og fandt en åben plads. Der var ikke så dybt sne som der havde været aftenen før. Nogle steder var det endda tøet op så man kunne se lidt græs og jord. Der var hytter rundt om  pladsen, og i midten var der et stort bålsted. Hytterne var små. Sikkert kun plads til 2 senge og et toilet. De havde en lille terrasse ude foran, med et gelænder. Hytterne var hævet lidt over jorden, og blev holdt oppe af fire store pæle i hvert hjørne. To trappetrin forbandt hytten til jorden.

Nogle folk sad på træstammer som var lagt rundt om bålet, andre stod under halvtaget på deres hytter. Jeg så tilbage mod hytten jeg lige var kommet ud af. Den var meget større end de andre. Måske var det et slags hovedhus.

Jeg valgte at gå lidt rundt, se om jeg kunne finde en udvej. Der lå flere hytter bag de første som var tættest på hovedhuset. Det virkede som en uendelig labyrint.

"Hey!" Stemmen overraskede mig og fik mig til at stivne. Jeg vendte mig stille rundt. En pige kom løbene mod mig. Hun gav mig en seddel. "Alle er inviteret. Sig det videre!" Hun var helt oppe at køre, trippede næsten. Hendes smil dækkede det meste af hendes ansigt. Hun så forbi mig og løb hen til et par der kom gående. "Hey!" Råbte hun efter dem. Jeg så ned på sedlen.

 

Bålfest!

Alle er inviteret.

Kom i aften og drik dig stiv med vennerne.

 

Vi fester fra kl 18 til solen står op næste morgen!

 

Jeg smilede lidt for mig selv. Fest? Det lyder da godt.

Jeg gik videre mellem hytterne. Der sad fire drenge ved en af de små boliger. To sad på gelænderet og to på trappen. En af drengene sprang over gelænderet og løb hen til mig. Jeg knyttede næven med det samme, og det så ud til at han bemærkede det. Han grinte af mig og sagde: "Er du ikke den hybrid folk går og snakker om?" Jeg prøvede at virke forvirret og så på ham med undren.

"Jeg ved ikke hvad du snakker om." Det lød overhovedet ikke disket. Jeg bandede af mig selv inde i hovedet for at komme med så plat en kommentar. Dog ragede det ikke dem og jeg skubbede lidt til ham så jeg kunne gå forbi.

"Hey." Han stoppede mig ved at gå ind foran. "Du ligner ikke en farlig hybrid? Hvorfor er det egentlig at de har valgt en pige?"

"Hvor skulle jeg vide det fra?" Vrissede jeg af ham og prøvede igen at gå uden om. Han sprang atter foran mig og så på mig med et drilsk smil.

"Så du har et temperament?" Jeg så frastødende op på ham.

"Hvem siger det?"

Han smilede og så over på de andre drenge.

"Rygtet siger, at du er en farlig en af slagsen, og at vi ikke skal komme for tæt på." Jeg gav ham elevator blikket.

"Og du synes ikke du står for tæt på nu?" Jeg satte hænderne i siden og smilede skævt. Han smilede bare igen og rystede stille på hovedet. Jeg tog et skridt tættere på ham, og han rykkede lidt på sig. "Søde... Du er for tæt på når du står flere meter fra mig" jeg smilede ondt og hoppede truende mod ham, men uden at gøre noget. Han blev overrasket, og endte automatisk med, at tage et skridt tilbage. Jeg grinte hånende af ham, og det samme gjorde hans venner. Jeg gik uden om ham, men hvad jeg troede var et sølle forsøg på at bygge sin maskulinitet op igen, gav mig bagslag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...