Mix

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2018
  • Opdateret: 7 aug. 2018
  • Status: Igang
Nikita, 18 år, er blevet fanget i en lejer med ulve. Hun har mistet alt sin hukommelse fra hendes tidligere liv, og lever nu som en hybrid. Hver dag er der en chance for, at hun bliver slået ihjel eller torturreret, hvorfor? fordi hun med lidt hjælp og viden kan blive den stærkeste race der lever i denne fantasifyldte verden.

Ikke nok med at Nikita skal prøve at forholde sig selv i live, så finder hun også ud af hvor svært det egentlig er at stole på folk. Vil hun finde ud af sin fortid? eller vil hun dø i forsøget?

0Likes
0Kommentarer
69Visninger

3. 3

Dion sad på det ene knæ foran mig, mens jeg trang ind i hans sind. Jeg kunne ikke lade være med, at være lidt nysgerrig på, hvad jeg kunne finde. 

Men det var ikke en del af min plan. Jeg havde helt andre tanker i gang. Jeg trak mig hurtigt ud af hans sjæl, skubbede til ham så han fald om på gulvet. Han kæmpede med de få smerter som var ved at forlade hans krop. Han rystede, men skreg ikke. Han var hård. Der ville max gå et minut før han var oppe at stå igen. Jeg så hurtigt hen mod Karla. Hun sad helt stille i stolen, og så på mig. Bange, men prøvede at skjule det. Jeg satte en finger for min mund og viste, at hun ikke måtte sige noget. I hvert fald ikke før jeg var væk. Jeg turde ikke gå ud af værelset gennem døren. Hvem vidste hvad der ville møde mig på den anden side. Der var større chancer for, at jeg ikke blev opdaget, hvis jeg sprang ud af vinduet.

Jeg landede blidt på jorden, og opdagede først der, at den var dækket af sne. Der var sne nok til at dække mine ankler. Kulden omfavnede mig, og fik mig til at tage mig om albuerne. Den kolde luft gik lige igennem min lange, pink natkjole. Jeg tog en dyb indånding men fandt hurtigt ud af at den kradsede min hals på en ubehagelig, men også frisk måde. Jeg pustede små, hvide skyer ud. Der var en kraftig tåge som omringede mig. Fra hvad jeg kunne se, så lå der nogle hytter omkring mig. Jeg så mig tilbage, og ind af vinduet. Dion var begyndt at rejse sig. Jeg måtte af sted. Jeg vidste ikke hvilken vej jeg skulle løbe, så jeg gættede, og løb mod højre. Det værste ved sneen var, at han kunne se hvor jeg var på vej hen. Jeg kunne kun slippe fra ham hvis jeg løb hurtigere, og det var ikke sandsynligt.

Der gik ikke lang tid før jeg kunne høre et langtrukket hyl. Den var tæt på, hvilket fik mig til at sætte farten op. Noget begyndte at arbejde hurtigere inde i kroppen på mig. Jeg trak vejret hastigt og blev næsten helt stresset. Tanken, om ikke at kunne slippe væk, hjemsøgte mig. Lige meget hvor hurtigt jeg løb. Jeg kunne ikke gemme mig, for de ville kunne snuse sig frem til mig. Jeg kunne blive ved med at løbe, og håbe på de få procenter, eller jeg kunne stoppe, give op, og bede om tilgivelse. Jeg styrede udenom en hytte og var næsten ved at løbe ind i en fremmed pige. Vi fik øjenkontakt i få sekunder. Jeg løb videre. Jeg kunne ikke blive...

Pludselig synes jeg, at kunne se et par gule prikker foran mig. Jeg satte automatisk farten ned. Bil? Jeg hørte en underlig lyd jeg ikke kunne genkende. Den var ubehagelig. De gule prikker kom tættere på. Jeg drejede til venstre. Jeg kom dog ikke særlig langt. Noget skubbede mig i siden og fik mig til at miste balancen. Jeg væltede ned i sneen og rullede rundt. Kulden tog næste pusten fra mig. Jeg så op, og Dion stod foran mig. Han knurrede, men lod mig ligge. Jeg tog en dyb indånding, og fik rejst mig op.

"Hvad havde du regnet med?" vrissede han, og skubbede til mig i den retning jeg var kommet fra.

"En chance." svarede jeg. Dion kom op på siden af mig.

"Du har en chance med mig…" jeg så på ham, og gav ham et skævt smil. Han rullede kort med øjnene og sagde: "Jeg mener, at du ikke vil overleve alene. Jeg er her for at beskytte dig. Lad mig i det mindste gøre mit arbejde."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...