ulykken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2018
  • Opdateret: 21 jul. 2018
  • Status: Færdig
jeg kunne ikkke sove her til morgen også fik jeg en god ide til en histoie og gik i grang med at skrive. histoien er fartisk ret søgelig , jeg hvade fartisk liidt fugigte øjne mens jeg skrev dele af historien. det er ikke en speclet lang histoie men den er stærk ... historien er fuldstændig fiktiv men handling kunne sagtens være sket i vikkeligheden og det sker fartisk ...
det kan være en god ide at have noget papir til at tøre øjene med for den er skidesøgelig !
en aften er nogen vennner på vej til fest men alting ændre sig for de 5 venner den aften. en ulykke rammer dem og de må prøve at komme vidre hvilket er svært for dem.
jeg håber at i kan lide histroien :)

0Likes
2Kommentarer
98Visninger
AA

2. 1. kaptel

Tårende løb ned af mine kinder. Jeg var for kunst til at prøve at stoppe de tåre der fossede ned af mine kinder. jeg stod i sort t-shit og sorte jeans oppe ved alteret. Jeg ønskede ikke at stå her i sort tøj med grædende øjne og et tungt sorgfuldt sind. Det var jo slet ikke sådan det skulle være! Jeg skulle være blevet student med Jonas, Martin, Rasmus og Emil. Vi skulle være bedste venner for altid, det havde vi jo aftalt. Nu stod jeg her 16 år og skulle holde en tale ved en af mine bedste venners begravelse.                                     
Det var Jonas’ forældre der havde spurgt om jeg ville holde en tale til hans begravelse og det havde jeg sagt ja til. Jeg kiggede rundt på de søgende mennesker og tog en dyb indånding. jeg havde aldrig rigtig været god til at holde taler foran en masse mennesker men jeg gjorde det for Jonas.  Jonas, det var alt for tidligt at du forlod os! jeg svaner dig så meget hver eneste dag. Der er mange der svaner dig helt vildt. Vi skulle være blevet studenter sammen alle 5. vi kommer til at mangle dig til alle gymnasiefesterene og i vores liv generelt.. det bliver ikke det samme uden dig når vi skal køre i vognen ,når vi får vores huer, når vi skal på stuidetur , når vi går i bifen . vi vil mangle dig til både de store begevinheder man husker for altid og i hverdagen. Den aften der ændrede vores liv vil vi aldrig nogen sinde glemme… selvom vi på en eller anden måde kommer videre i vores liv vil vi altid mangle og svane dig. Folk siger at med tiden bliver det nemmere med tiden, at tiden healer alle sår– de siger det i den bedste mening men jeg er sikker på at tingene aldrig bliver som de det var..  teenageårene brude være ubekymrede og sorgløse, 
det var vores også indtil ulykken skete: vi festede, glædede os til fremtiden, fjollede , friltede og alle de ting man gør som teenager.  Hvis jeg kunne havde jeg spolet tiden tilbage til den augustaften der ændrede alt og forhindret ulykken… Jonas du skal vide at vi klare os selvom at det er hårdt! Jeg tror og håber at du er et bedre sted min ven.
Jeg satte mig tilbage på min plads sammen med mine bedste venner. Jeg tog en beslutning mens jeg sad der på bækken i den kirke hvor vi for et par år siden blev konfirmeret: jeg ville have en tatovering til evigt minde om en af mine bedste venner. Jeg ønskede at have et udsletteligt minde om Joans på min krop…
Da jeg lå min seng den aften tænkte jeg på den aften ændrede mit liv for altid, den aften der på så kort tid forvandlede glæde til sorg, festhumør til chok. Det var en lun august aften. Vi havde varmet op hjemme hos Rasmus. Hans forældre var ikke hjemme. vi havde haft det vildt sjovt. vi havde spillet jeg har aldrig. vi var blevet lidt fulde men vi vidste stadig de gjorde og sagde ihverfald nogenlunde . vi tænkte ikke rigtig længere over tingene og gjorde det bare  Efter noget tid var det tid til at komme hen til festen. Rasmus gik ud til sine forældres bil. Han satte sig ind på førersædet og startede mortroen, smilede til Emil, Martin og Jonas. De hoppede alle tre ind i bilen. I starten var det det en dejlig køretur: vi havde vindunene nede så de kunne mærke viden mod deres ansigter. The voice kørte i baggrunden, vi snakkede om alt det de skulle opleve til festen. Længere fremme var der noget vejarbejde som Rasmus prøvede at undgå men han mistede herredømmet over bilen og vi kørte lige direkte ind i et træ.  desværre ramte bilen træet meget uheldigt og Jonas døde på stedet, lige med det samme … vi vidste instruktivt at Jonas var død. jeg prøvede desperat at give hjertemassage til Jonas. inderst inde vidste jeg at jeg ikke kunne rede joans men det var jeg ikke klar til at acpetere.  Jeg havde lært førstehjælp da jeg var på livredderkursus sidste sommer men desværre var ikke noget vi kunne gøre for Jonas… jeg var glad for jeg at jeg i det mindste havde prøvet  at redde Jonas . jeg ville have haft det meget være med slev hvis jeg ikke havde gjort noget … jeg har senere fået af vide at jeg gjorde det rigtige men at intet kunne have reddet Joans… jeg følte mig skydlig . hvorfor hvade jeg ikke stoppet rasmus ? jeg vidste at hvis jeg følte mig skydlig var det mindst dobbel så slemt for rasmus... vi sagede entilig ikke så meget til hianden lige da ulykken var skret . vi var i chook og der var entlig heller ikke så meget at sige . hvad siger man lige når en af ens bedste venner lige er død i et trafik uheld ?man kan intet gøre, man kan græde og intet andet. man kan prøve at trøste de andre men hvad skulle man sige ? ingen ord kan gøre det nemmere , ingen ord kan gøre dem i godt humør. når man selv er så ulykkelig hvordan skal man så kunne hjlæpe andre med deres sorg og smerte? rasmus sparkede til det forbande træ og sagede " joans er død og det er min skyld ! jeg er et dårligt menneske " jeg lagede armen om rasmus skulder og sagede så " nej, vi skulle have stoppet dig ! vi skulle slet ikke være kørt nogen steder .. det er ikke din skyld - slet ikke ... det var en ulykke !! " emil og martin sagede " max har fuldstændig ret ! det er ikke din skyld ! du er en vikkelig god ven som altid har tid til os andre , du er der altid når vi har brug for dig."  vi vidste ikke hvor vi skulle tage hen , det eneste vi vidste var at vi på ingen måder hvade lyst til at feste , der var jo absulut intet at fejre -tværtimod. ingen af os havde lyst til at tage hjem og forklare forældre og søsknede hvad der var sket. hvordan skulle man også forklare nogen som ikke hvade været der hvad der hvad sket? vi sadte os på jorden og holdt om hianden mens vi græd over vores døde ven. vi sad ikke helt vildt godt men vi hvade alle et behov for at mærke hianden fysisk.Det gjorde mig ikke mindre ked af det men var rart at mærkke mine venners arme og ben om min krop.  jeg aner ikke hvor længe vi sad viklet ind i hianden. men jeg må være fladet i svøn på et tidspunkt . jeg vångede ihverfald ved lyden af stemmer tæt på. det var en venlig kvindestemme. hun spurte hvorfor vi sad her på jorden midt igenting og holdt om hianden med ansigter der tydeligt viste at vi hvade grædt. Da ingen svarde gik hun hen og kiggede på træet og bilen. hun skrig da hun så joans lig. jeg nev mig selv hårdt i armen, jeg var vågen og det skete igår aftetes var ikke bare et mararidt , det var vikkeligt! jeg ønskede inderligt at jeg bare havdde mareridt og at alt ville være som før men det var det ikke . kvinden tog kort efter sin mobil frem og ringede . jeg kunne høre at hun fortalte hvad der var sket til personen i den anden ende. jeg hvade ikke lyst til at høre det så jeg stark fingeren i ørnene . 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...