Ingen skov uden træer

Milana er handelsrejsende, sammen med sine forældre, nede fra den sydlige del af verden. De sælger hist og pist, køber lidt her og der, og lever i en hestevogn, på vejen. Da de hører om en stor chance for at sælge, vil de ikke lade den smutte! Men kan de blive nødt til at tage den farlige vej.

//deltager i Movellas talentkonkurrencen del 2
Klik gerne på coveret, da Movellas ikke viser hele coveret.

6Likes
9Kommentarer
227Visninger

Author's note

Giv gerne ris og ros!
AA

4. Kapitel 4

Milana stirrede forfærdet på strålens mål, men rædslen fjernede hendes evne til at handle.

Strålen ramte Ulste, der vågnede fra sin bedøvede tilstand. Han skreg og baskede med benene, men da var det for sent: Hans fødder slog rødder og tvang dem fast til jorden. Han skreg og kæmpede, men det var nyttesløst. Ud fra rødderne sprang der bark op og dækkede ham. Træet der holdte ham, gav slip og selvom han sprættede endnu mere, hjalp det ingenting. Lige da barken nåede hans hals, skreg han. Uden at tænke sig om, råbte hun hans navn og bed sig selv i læben. Barken dækkede hans ansigt og fulgte ud over hans arme. Hans hår blev til grene og grenene blev dækket af blade.  

Milana rystede. Hendes negle borede sig ind i barken på træet og hun så forsigtigt op mod træet. Det var drejet ned mod hende. Juvelen brummede og glødede. Hun gispede, tog fat i den nederste gren og hev sig op. Træet ville vel ikke kunne angribe sig selv. Hun håbede at hun endte i dens “blinde plet”, men det var for håbefuldt.

Træet tog fat i hende og svang hende omkring fire meter over jorden. Den lagde sine grene om hende og maste hende. Hun skreg. Den flyttede juvelen højere op i barken og mens den gjorde det, slap den lidt i taget om hende. Hun stirrede på juvelen, der bugtede sig imellem træets bark og brummede. Hun stirrede på den til hendes øjne gjorde ondt og så, pludseligt, sprang der en rød lysstråle ud. Hun prøvede at undgå den, men den ramte hendes hånd. Lynhurtigt blev den dækket af bark, men da hun fjernede den fra lysstrålen, stoppede det med at brede sig. Hun vred sig ud af dens greb og faldt ned. Hun løb hen til træet igen og snublede. I faldet fik hun fat i juvelen og trak i den, i et forsøg på at holde sig oppe. Et umenneskeligt udbrud rungede og nogle af træerne blev mindre. Da hun kastede et blik over skulderen, fik hun øje på Ulstes hånd, der stak ud under barken.

En ide tog form i hendes hoved, lige i det træet svang en gren om hendes ankel og hang hende oppe i luften, med hovedet ned af. Hun svang sig frem og tilbage, indtil hun fik fat på en gren. Med en kraftanstrengelse fik hun sin fod løs og kravlede op i træet. Hun holdte fast i en gren med hånden der var fri for bark og begyndte at sparke løs på juvelen. Den løsnede sig smule for smule og hver gang hylede træet, så det gjorde ondt i ørerne. Den rev hende væk og kastede hende to meter. Hun rullede derhen af og lå helt stille da hun stoppede. Alt gjorde ondt. Hun fik trukket sit hoved op og fik øje på noget. Hendes krystal lå få meter foran hende! Hun tog sin arm foran sig og trak kroppen frem. Hun møvede sig så hurtigt hun kunne og fik fat på krystallen. Med svage ben trak hun sig op og stirrede på træet, med krystallen i sin hånd. Juvelen pegede lige på hende og lyste rødt og den brummede. Hun sprang til siden i et rullefald og undgik strålen med nød og næppe. Milana løb i zik-zak og undgik strålerne. Da hun kom hen til træet, sprang hun til siden, for at undgå en ny stråle. Hun trak krystallen og stak den ned i revnen mellem juvelen og træet. Som en vippestang vippede hun juvelen helt af, med en sidste kraftanstrengelse. Træet hylede så det rungede og slap taget i hende. Hun landede på jorden og stirrede på sin hånd. Barken gik langsomt fra hinanden og forsvandt. Hun sprang op og løb over til det træ Ulste var blevet forvandlet til. Bladene var allerede væk. Barken forsvandt langsomt derned af og lige så snart hovedet var frit, blinkede han med øjnene.

“...Milana?” spurgte han prøvende og hun sprang ham om halsen, mens tårerne strømmede ned af kinderne.

“Ulste!” råbte hun og knugede ham ind til sig. Så snart hans arme var fri, gengældte han krammet. Da rødderne sugede sig ind i hans fødder, trippede han kort og så sig omkring.

Mange træer gik op i en sort klump af pulver og spredtes for alle vinde, mens resten af træernes bark langsomt forsvandt og frem kom mennesker. De stirrede desorienteret rundt og på dem selv. Nogle græd, andre jublede og nogle begge dele. Med en arm over Ulstes skulder og hans hånd i sin, vendte Milana sig mod der hvor træet med juvelen havde været. En gammel mand lå på knæ, indhyllet i en grå kåbe, i stedet for træet med juvelen. Hans lange hvide skæg rørte jorden og hans rynkede ansigt blev mere rynket for hvert sekund der gik.

“Tåber!” råbte han, med en stemme meget stærkere end hans udseende, “I har ødelagt det hele! Forstår i ikke? Jeg ville bare redde verden, fra dens fjende, døden!”

Imens han talte, kom der en sort røg fra kanterne på hans tøj. Han smilede barskt, da han lagde mærke til deres blikke.

“Ja, også jeg har levet for længe! Men magien i mit blod holder min død længere væk end hos almene mennesker.” sagde han og hostede. Milana var lige ved at tro han var ved at dø, men han fattede sig.

“Hvorfor gjorde du det?” hun kunne ikke dy sig at spørge.

“Fordi døden er fjenden! Menneskehedens fjende og den skulle fjernes. Jeg gjorde folket lykkeligt, lovede dem evigt liv. Og det fik de! Livet som træ er evigt og menneskedelen i træerne sørgede for at de kunne bevæge sig og sørgede for at de ikke fik orm i sig. Med krystallen,” han tog fat i juvelen, der hang om hans hals, “kunne jeg ændre folk til træer. Det lykkelige liv! Uheldigvis virkede krystallen ikke langt væk fra bjerget, så jeg kunne kun hjælpe folk der kom til mig.” Han hostede slim op og Milana vekslede et blik med Ulste: Den mand holdte ikke i lang tid. Han hostede mere og mere. For øjnene af dem blev hans hvide skæg pulveriseret til en sort støv og det fortsatte hele vejen op. Hans øjne spærrede op og hænderne forsvandt til pulver og det hele blev til en sky over ham.

Det sidste der forsvandt var hans hoved og han råbte op om, hvordan døden havde gjort det mod ham. Milana kunne ikke få sig selv til at fortælle ham, at træer også dør. At alt er midlertidigt, også selvom man er et træ.

Tilsidst var der ikke andet end en bunke støv tilbage. Øverst i bunken lå juvelen. Den tog hun med i lommen og gik ud for at finde sine forældre. Hun fandt dem hurtigt, for lige så snart hun havde bevæget sig mod udkanten af lysningen, hånd i hånd med Ulste, kom de løbende og kastede sig om halsen på hende. Tårerne trillede ned af Milanas kinder og hun knugede sin mor ind til sig. Senere fortalte hendes mor, at det havde været hende der havde taget hende med til troldmanden i lysningen. De tog tilbage til landsbyen og holdte en lang fest. Det var det største overskud de nogensinde havde haft og de fik en speciel overraskelse til Milana. Alle ville snakke med hende, så hun blev helt omtåget. De fortalte at de havde taget folk med ind i lys ingen, med håbet om at nogen kunne redde dem. Juvelen gemte de inde i bjerget og håbede at ingen nogensinde ville finde den. De havde prøvet på at destruere den, men den var stået igennem alt.

Festivallen blev i stedet for forårets fest, til Skovens befrielsesfest. Alle de voksne og børn der havde været fanget, blev fejret og husket. Festen blev fejret i mange årtier og på den måde blev Milana husket, selvom hendes liv var midlertidigt.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...