Ingen skov uden træer

Milana er handelsrejsende, sammen med sine forældre, nede fra den sydlige del af verden. De sælger hist og pist, køber lidt her og der, og lever i en hestevogn, på vejen. Da de hører om en stor chance for at sælge, vil de ikke lade den smutte! Men kan de blive nødt til at tage den farlige vej.

//deltager i Movellas talentkonkurrencen del 2
Klik gerne på coveret, da Movellas ikke viser hele coveret.

6Likes
9Kommentarer
244Visninger

Author's note

Giv gerne ris og ros!
AA

3. Kapitel 3

Træerne var høje og tykke. Månen var fri for skyer, men træerne strakte sig over hinanden og blokerede månens stråler, selv lyset fra stjernerne. De to børn så på op, så på hinanden. Ulste så på kompasset i sin hånd og studerede det.

“Hvis vi går mod nordøst, burde vi kunne komme ud af Skoven.” bekendtgjorde han og Milana nikkede. Så tog de en dyb indånding og trådte ind. Allerede ti skridt inde i Skoven, opdagede de at de skulle have haft en olielampe med. Ikke nok med at de så ville have kunnet bedre kunnet se, men så ville det også være lettere at finde forældrene. Men de turde ikke gå tilbage og hente en, så ville de sikkert bare blive afsløret og tvunget til at gå i seng. De kaldte på Milanas forældre, men det var som om at lyden blev slugt af træerne.

De gik derhen af og pludselig hørte Milana en høj susen. Hun vendte sig om med et ryk, men der var ikke noget. Hun kastede et enkelt blik bag sig, før hun fortsatte fremad og holdt endnu bedre øje med at blive i nærheden af Ulste.

“Kan vi ikke holde et hvil?” Det lød som om det var en kamp for ham at sige det. Han arme hang lige ned og han slæbte fødderne efter sig. Milana fandt også sig selv gå og nikke søvnigt med hovedet, så hun sagde ‘jo’.

De satte sig på to rødder, der stak op over jorden, over for hinanden. Ulste tog kompasset frem og begyndte at studere det, men Milana bare lagde sig op af en træ og tillod sig selv at blunde lidt. Hendes hals gjorde ondt af at råbe og de havde ikke fundet noget vand. Næppe havde hun ligget i ti minutter, før hun hørte et lille skrig fra Ulste. Hun åbnede langsomt øjnene.

“Hvad?” vrissede hun. “Var der en sommerfugl der satte sig på din hånd?” Han svarede ikke, rystede bare og pegede ved siden af sig.

“Der-der var en gren der lige stjal kompasset.” stammede han og Milana rynkede øjenbrynene.

“Var det det du vækkede mig for?” spurgte hun og skulle lige til at lægge sig ned igen, da noget greb om hendes hånd. Hun stirrede på sit håndled. Rundt om hende arm, drejet mindst fire gange, var der en, lang, slank, gren. Hun og Ulste stirrede på den, da hun prøvende trak lidt i den. Så snart hun gjorde det, trak den hende op over jorden i et ryk, så hendes arm nær var faldet af. Det var det træ hun sad lænet op ad, der havde grebet hende! Ulste sprang hen med et råb og greb fat om hendes ben. Med sin frie hånd trak Milana sin krystal frem, den var ikke så god som en kniv, men det bedste hun havde. Ulste brugte hele sin kropsvægt til at holde hende nede og Milana tyrede krystallen ind i træet. Med et hyl gav træet slip på hende og hun faldt til jorden, med krystallen løftet.

“Tak for hjælpen.”

“Ingen årsag. Hvad tror du det er der sker?” spurgte Ulste.

“Det ved jeg ikke.” hviskede hun og lige så snart hun var færdig med sætningen, slyngede en gren sig frem og spændte sig om Ulstes ben. Skrigende blev han trukket bagud flyvende gennem luften, med armene svingende til alle sider, for at holde fast på et eller andet. Han fik fat på en gren og holdt sig selv fast med alle kræfter.

“Ulste!” råbte Milana, sprang op og skulle lige til at følge efter, da Ulste råbte:

“Nej! Milana, fortsæt, løb væk, jeg skal nok klare mig!”

“Som om jeg efterlader dig!”

“Jo. Du. Gør!” og med de ord gav han slip på grenen og fløj bagud, med tyve kilometer i timen. Milana knugede krystallen, så det gjorde ondt, og så efter ham, men da en af grenene slyngede sig ud efter hende, tog hun benene på nakken. Uden kompasset var det umuligt at komme ud af Skoven, så hun løb, uden at vide hvor hen. Pludselig begyndte krystallen at lyse og hun stoppede op. Hun så sig omkring og skreg, da nogle grene lige pludselig sprang frem bag hende og svang sig rundt om hende. Hun prøvede at komme fri, sparkede og bed, prøvede endda at stikke krystallen, der stadig lyste, ind i træet, men det gav ikke slip.

Men træet holdt godt fast i hende og bevægede sig væk fra nogle af træerne, ind mod midten af Skoven. Den stoppede op, lige ved en lysning, og stillede hende ned. Den viftede med en af sine grene ind mod lysning og forsvandte så i mørket. Samtidig slukkede krystallen. Milana så ind i lysningen og så det største træ hun nogensinde har set.

Dets grene strakte sig ud over de andre træer og lavede et tag, over lysningen. Midt i dens stamme var der en rød juvel. Hun gik langsomt tættere på og rakte ud efter juvelen. En pludselig lyd stoppede hende og hun vendte sig om med et sæt. I udkanten af lysningen var der et træ, der holdte en skikkelse slynget ind i grene foran sig. Milana kunne ikke undgå et lille gisp, da hun genkendte ham: Ulste! Han var så bleg man kunne blive i ansigtet og lå med hovedet vippet over mod den ene side. Hun hørte en kraftig brummen bag hende og hun sprang hurtigt til siden. Hun holdt sig ud til siden for det store træ og stirrede på der hvor den høje brummen kom fra. Juvelen afgav et rødt skær og pludselig, uden varsel, sprang en rød lysstråle ud fra juvelen.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...