Meet me in Paris

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2018
  • Opdateret: 17 aug. 2018
  • Status: Igang
Harry Styles - fransk charmør med passion for musik, fanget i overklassen. Harper Clark - håbløs, drømmende romantiker som fra spæd har ønsket sig et liv som forfatter. Harper tager et år til Paris, for at finde inspiration til hendes første roman. Dog kommer inspirationen tættere på hendes liv end forventet, og før hun ved af det står hun selv midt i en romantisk fortælling. Harper møder Harry på en lokal kaffebar i kærlighedens by. Mødet med Harry vender op og ned på Harpers liv og karriere, og hendes år i Paris er fyldt med drama og op- og nedture

12Likes
8Kommentarer
636Visninger

Author's note

... and there he was
AA

3. Chapter 3

 


Dato: D. 7 maj 2018 - 23:20 
Lokation: Natklub Amour - Paris, Frankrig

 

Jeg kiggede op. Her blev jeg mødt af Harrys udtryksløse ansigt. Han gik med hastige skridt henne fra fyren og hen til mig. Han satte sig på hug og kiggede direkte ind i mine våde øjne. ''Hey, er du okay?'' Selvom hans ansigt var cool og udtryksløst kunne man alligevel mærke uroligheden i hans stemme. Jeg skælvede. Vi kiggede begge over mod fyren, som på ingen tid var blevet nedlagt af to vagter. Fyrens vrede blik var direkte på Harry. Han var virkelig gal. 

Harry satte sig ned ved siden af mig, lænede sig op ad rækværket og trak mig ind i hans favn. Her mærkede jeg straks tryghed og varme. Jeg kunne mærke små kys ramme min hovedbund. Jeg tørrede tårerne væk fra mine kinder og snøftede af. ''Sikke en douchebag. En rigtig stodder,'' mumlede Harry ned i mit hår. Jeg grinte ''Douchebag? Stodder?'' Jeg vendte mit blik op mod ham, og jeg sad nu med glædestårer i hele fjæset. Han grinte med mig. ''Skal jeg få dig hjem? Du slog dig ikke, vel?'' Hans blik blev pludselig alvorligt, og jeg rystede på hovedet. ''Nej og nej. Natten er ung, Harry Styles. Og jeg tror lige klokken har slået interview-tid!'' Jeg rejste mig op, og var hurtigt på benene igen. Jeg gik op mod baren med Harry lige bag mig. 

''2 gin tonic og 2 tequila shots, please.'' Jeg sad og viftede med nogle euros. Harry satte sig på barstolen ved siden af mig. ''Er Harper Clark også sådan her i byen eller er der virkelig en Sophie Hastings gemt i dig?'' Jeg smilte; ''Hvis noget går galt i aften, så skylder vi skylden på Sophie Hastings i morgen. Jeg gætter på det er mit nye dæknavn når der kommer alkohol på bordet? Hm, skål for Hastings!'' Jeg skubbede et tequila shot hen i Harrys hånd, og vi klingede shotsglassene sammen. Jeg slikkede salten af min hånd, bundede shottet, bed i citronen og skyllede det hele ned med lidt gin tonic. Jeg kiggede over på Harry, som først var ved at bide i citronen nu. ''Hva, du ser da ikke så trænet ud i det der?'' grinte jeg. Han skar en grimasse. ''Jeg kan ikke hamle op med dig, Sophie. Du er jo en vaskeægte englænder. Du drikker sikkert tequila til morgenmad,'' jokede han, og klappede sig selv på låret. Jeg rullede øjne. Hans humor var så latterlig. ''Okay, første spørgsmål: Er du og Ana, den søde lokale kaffedame, i familie? Jeg kunne i hvert fald mærke noget varmt mellem jer.'' Han sippede lidt af sin gin tonic, hvor han lidt efter svarede; ''Vi er ikke i familie, hvis man kigger på papiret. Men, hun føles helt klart som en ekstra mor eller i hvert fald som en moster. Jeg kommer ofte derned og ser til hende, for at hyggesnakke lidt og så er hun den bedste til at give råd.'' Han kiggede ned i bordet og rykkede lidt frem og tilbage på hans cocktailglas. Hans blik blev fjernt. Han fortsatte; ''Hun var og vil altid være en form for skytsengel for mig. Jeg går til hende når jeg har brug for mor-råd, som jeg ikke længere kan få efter min mor gik bort.'' Jeg tog hans hånd og gav ham et forstående blik; ''Vi behøver ikke snakke mere om det. Næste spørgsmål?'' Han nikkede og sendte mig et lille smil. ''Okay! Andet spørgsmål: Hvad er din største drøm, Harry Styles? Nu ved du jo at jeg rigtig gerne vil være storsælgende forfatter,'' spurgte jeg, i håb om at han kunne huske vores første samtale. ''Jeg vil rigtig gerne skrive mine egne sange, lave mit eget musik og optræde hele verden over. Jeg vil endda næsten gerne bo i en tourbus for det! Og efter du kom ind i billedet og fortalte om, hvordan du efterlevede din drøm ved at komme hertil for at finde inspiration, har jeg fundet mere gejst til bare at springe ud i det,'' fortalte han; ''Min mor sagde altid, at jeg skulle gå efter mine drømme, mens min far har andre planer med mig. Han ser gerne jeg skal overtage byggefirmaet og at min plads i overklassen vedligeholdes. Det er bare ikke mig.'' Han klingende hans glas mod mit og vi bundede. ''Jeg gir en runde. Emmanuel, to whiskey on the rocks please.'' Bartenderen, som åbenbart hed Emmanuel, blinkede accepterende til Harry og gik straks i gang. Lidt efter stod to iskolde whiskyer foran os. ''Denne gang skåler vi ikke for Sophie, men for Harper. Tak fordi du fortalt din historie - du har inspireret mig. Skål!'' Han klingende endnu en gang glasset mod mit. Jeg grinte. 

''Er der så nogle franske delikatesser du har øje på?'' Spørgsmålet fløj ud af min mund. Jeg holdt mig for munden. Harry rynkede sine bryn, men hurtigt bredte et stort smil sig på hans læber. Jeg stammede; ''Jeg mener..'' Harry grinte; ''Jeg troede journalist var en falsk rolle du spillede her til aften - du går virkelig all in med dine spørgsmål, hva?'' Han pinte mig. Jeg holdt mig til hovedet og sendte ham et ''jeg-er-så-fuld-det-er-ikke-min-skyld'' blik. Han bed sig selv i læben; ''Her i Frankrig er der mange smukke piger, jo. Men, der er ikke nogen som har sagt mig noget. Enten har de været desperate, eller så har de bagt på mig for at komme i overklassen, eller dem begge to på samme tid. Desperate og bagt på mig af den grund. Endnu en overklasses ulempe,'' svarede han. Han så pludselig fjern ud. Af refleks tog jeg hans hånd i min og gav den et lille klem. Hans øjne søgte mine, men jeg kiggede ned i jorden; ''Jeg har ikke sagt tak fordi du reddede mig. Så, tak.'' Et øjeblik føltes det som om der var helt stille omkring os og at vi var de eneste i rummet, selvom musikken var overdøvende og der var over 100 mennesker.

Vi rejste os begge op fra stolene. Vores øjne slap ikke hinanden. Han tog et skridt nærmere. Nu kom følelsen igen. Er det nu vi kysser? Det var det. Han tog blidt fat om min nakke og pressede mig blidt ind til et kys. Efter lidt tid slap vores læber hinanden. Jeg kunne mærke enhver følelse i min krop. Jeg kunne mærke altAlkoholen der løb igennem min krop. Bassen der pumpede. Kærligheden. Lige pludselig kunne jeg intet mærke og mine øjne lukkede sammen. Alt blev sort. Jeg kunne høre alt, men intet se. 

Harrys stemme var der hele tiden; ''Hun har drukket for meget.'' ''Jeg får hende kørt hjem.'' ''Jeg skal nok tage mig af hende.'' ''Harper Clark, du er simpelthen utrolig.'' 


Dato: D. 8 maj 2018 - kl. 09:30 
Lokation: En loftslejlighed på Rue Saint Honoré - Paris, Frankrig 


Jeg vågnede. Jeg missede mod morgensolen. Har jeg fået nye gardiner? Jeg rynkede med brynene. Hvor er jeg? Det gav et hiv i mig og jeg satte mig op i sengen. Jeg var på et lille værelse med grå skråvægge. Værelset var rodet og drenget. I et hjørne stod der en brun guitar, hvor der ovenover var hængt en masse billeder og plakater op. Det var først efter lidt tid jeg opdagede, at jeg sad i en kæmpe oversized The Beatles t-shirt med min kjole indenunder. Hvad har jeg lavet, og hvor fanden er jeg? Har jeg været i seng med en? Det her ligner mig overhovedet ikke. 

Jeg fik et kæmpe chok, da jeg pludselig hørte en snorken. Jeg listede på alle fire ned for enden af sengen, hvor jeg fandt Harry ligge i fosterstilling. Han lå kun iført sorte underbukser og med et tyndt lagen over sig. What. The. Fuck. Hvad har vi lavet og hvorfor er jeg her? Jeg ruskede blidt i Harrys arm og langsomt missede han med øjnene. Han kiggede op på mig. Han var smuk. Selv hans pjusket morgenhår. ''Godmorgen Harper Clark,'' gabte han; ''Hvordan har du det her til morgen?'' Jeg tog mig til hovedet. ''Nu når du siger det, så har jeg en frygtelig hovedpine. Og så kan jeg slet ikke huske hvad der skete de sidste timer i går,'' svarede jeg med skam i stemmen. Han grinte; ''Åh Harper, du tager helt fejl. Jeg sagde farvel til Harper Clark til eventet og sagde hej til Sophie Hastings på natklubben. Du var der slet ikke.'' Jeg lukkede øjnene; ''Jeg har virkelig dummet mig, har jeg ikke?'' Jeg åbnede øjnene igen og mødte Harrys blik; ''Det var en hyggelig aften. Også selvom jeg måtte redde dig fra en sulten franskmand, slæbe dig ud til en taxa, slæbe dig hele vejen op ad trapperne og lægge dig i seng. Du er virkelig besværlig når du er fuld, men nu også meget sød.'' Vi grinte, men mit grin stoppede brat da jeg tænkte på Izabella. ''Jamen vent! Øhm, hvor er min telefon?!'' Jeg var så forvirret at jeg næsten faldt ned fra sengen i forsøg om at finde min telefon. Dog greb Harry fat i min ankel før det var for sent og pegede derefter over på min taske som lå i vindueskarmen. ''Hvis du tænker på Izabella, så havde jeg snakket med hende før jeg fik dig slæbt ud i en taxa. Da du vågnede igen efter at have været besvimet i nogle sekunder, så fik jeg dig sat op til Emmanuel i baren. Imens gik jeg ned og fandt Izabella, og sagde jeg nok skulle få dig kørt hjem til din lejlighed. Men så sagde hun noget med at din lejlighed var i gang med at blive renoveret og at jeg hellere måtte tage dig med hjem til mig?'' Jeg rynkede brynene, men alligevel spillede jeg med på Izabellas idé og nikkede. Jeg vidste godt hun løj. Min lejlighed var ikke igang med at blive renovereret. Et typisk Izabella move. 

Efter en masse hovedpinepiller, grineture og snakken om igår stod jeg nu i fuld gang med at tage mine stilletter på. ''Der er en taxa nedenunder der venter på dig.'' Harry stod lænet op ad dørkarmen i bar overkrop og med håret oppe i en knold. Han stod og beundrede mig. Jeg åbnede hoveddøren og var på vej ned ad trapperne, da Harry stoppede mig; ''Vent, Harper! Hvornår ser jeg dig igen?'' Jeg smilte. Jeg kunne se uroligheden i hans øjne. Han gik langsomt ned ad trapperne til mig. Jeg trak på skuldrene. ''Ved ikke hvor meget tid du får, nu hvor du skal begynde at lave musik.'' Jeg blinkede til ham. ''Synes du virkelig jeg skal starte? Ligemeget hvad min far tænker?'' Han prøvede at kigge alvorligt på mig, men jeg kunne sagtens fornemme begejstringen. ''Ja, selvfølgelig skal du starte! Lige meget hvad din far siger og tænker. Det er din drøm og dit liv,'' svarede jeg. Han sendte mig et kæmpe smil; ''Le Palais Royal på lørdag. Klokken 20:00. Min far holder en stor fest. Jeg vil gerne have du kommer som min date.'' Han gav mig et hipt kys. ''Vi ses på lørdag, Harper Clark.'' Han sendte et sidste blik inden han lukkede døren til hans lejlighed. Jeg forstod ingenting. 

Jeg løb ned ad trapperne og ud til taxaen. ''Rue Charlot, please.'' Jeg kunne ikke holde mit smil tilbage. Jeg havde fundet min inspiration. Harry.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...