Jeg er ikke en robot - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2018
  • Opdateret: 17 jul. 2018
  • Status: Færdig
Stephenie er en ung pige. Hendes bedste ven hedder Jason. Stephenie elsker at bruge tid med Jason, men hendes far vil ikke have at hun ser ham. Dette giver Stephenie et problem. Skal hun lytte til sin far og holde sig væk fra Jason eller skal hun følge sin egen vej?

0Likes
0Kommentarer
21Visninger
AA

1. Jeg er ikke en robot - Oneshot

Jeg træder ud af bussen. Klokken er ca. 3 om eftermiddagen, og jeg er på vej hjem. 5 meter væk fra stoppestedet får jeg et chok, da nogen lægger en hånd på min skulder. Jeg vender mig om og ser at det er ham.

"Hey, kommer du over i aften?" Spørger han med et smil. Det smil som jeg elsker. Jeg ser rundt om os efter ham, men han er der heldigvis ikke, så jeg nikker og siger: "Jeg kommer over klokken 18:30".

Jeg træder ud over dørtærsklen. Mit halstørklæde er gråt. Min jakke er sort - sort som natten. Det er aften, og jeg skjuler mig i nattens mørke. Jeg ved at dette er det rigtige valg. Han er ikke glad for at lade mig gå derhen, men han må ikke opdage det. Af frygt for hvad der sker i byen om natten, er han ikke glad for det. Han er så overbeskyttende at man skulle tro at det er løgn. Han har heldigvis vagt lige nu i den anden ende af byen.
  
Min far er politimand og har set en del ting gennem årene, men alligevel. Jeg er 17 år, og jeg kan godt færdes i byen alene. Han har lært mig selvforsvar, og jeg har gået til karate for et par år siden.

 

Jeg går hen ad vejen. Det er koldt. Jeg kigger op. Det er ikke en sky på himmelen, og jeg kan se alle stjernerne. Månen er fuld og lyser gaden op med et gråt skær.
  Man kan se lys i vinduerne i hvert hus. Familier, som sidder sammen og spiser aftensmad eller se en film sammen. Jeg kan se at en af familierne er ved at då af grin ovre noget, en af dem sagde.   

Bare det kunne være mig. Efter min mor døde for snart to år siden, har der ikke været meget sjov i huset. Hun blev myrdet af tre unge mænd i starten af 20'erne. Min far har været så overbeskyttende siden.

Henne af vejen ser jeg ham, Jason. Han er 17 år og et halvt år ældre end jeg. Hans jakke er sort som natten - ligesom min. Han har ikke noget halstørklæde på, men en sort hue. Det klæder ham. Han er min bedste ven.
  
Min far ved ingenting om ham. Han er ikke glad for at jeg har drengevenner mere - ikke siden dengang. I min fars øjne skulle jeg bare være en helt almindelige tøset pige, som kun snakkede med piger om drenge - i stedet for at være sammen med dem -  eller være på shoppeture.

 

"Stephenie," siger Jason, da han når hen til mig. Han trækker mig ind i et kram. Et kram som få kulden omkring mig til at forsvinde. Jeg trækker mig ud af krammet, og han lægger en arm rundt om mig. Vi begynder at gå. Hen af gaden hvor kun hver anden lygtepæl er sat til at lyse.
   Efter to gader drejer vi ind af en sidevej. Trehuse længere fremme på venstre side, og så er vi der. Jason åbner døren, og vi går ind. Jeg smider mine sko og hænger min jakke op på knagen. Vi går op på hans værelse. På vej derhen ser jeg ind i stuen. Her sidder Jasons mor og tvillingesøster, Jenna. Hans søster er gået med til at dække over mig, så jeg fortæller altid at jeg skal over til hende når jeg skal være sammen med Jason.
   Jeg ville egentligt ikke være sammen med Jason på denne måde, men jeg kan ikke undvære ham. Min far ville ikke lytte de gange, jeg prøvede at snakke med ham.

Vi når ind på Jasons værelse. Det ligner en hver drengs værelse og dog alligevel ikke. Hans værelse er hvidt med plakater af forskellige bands og biler. Han har en seng, et skrivebord med to tilhørende stole, et tøjskab, en reol og et TV. Det der er anderledes er at han har forskellige instrumenter bl.a. Et klaver og et par guitarer, som han holder meget af. Herudover har han sig eget mini-indspilningsstudie.

Jason går hen til hans skrivebord og åbner sin macbook. "Jeg fik skrevet lidt på sangen," siger han. Jeg går hen til ham og ser ned på skærmen. Jeg læser den nye tekst og så hele teksten.

"Det er virkelig godt." Ordene rammer mig i hjertet. "Vil di spille det?" Han nikker og tager sin macbook med hen til klaveret. Han sætter sig på klaverstolen. Fingrene begynder at flyve hen over tangenterne, og den velkendte melodi begynder. Hans stemme bliver ekstra hæs, da han begynder at synge. Jeg synger med på den del jeg kender. Så vi til den nye del, og jeg lader ham synge den alene, mens jeg bare lytter.

Han slutter sangen af med næsten den samme melodi som introen. Det eneste der er til forskel, er at den er præcis omvendt af introen. De sidste toner lader han hænge i luften i et par sekunder og derefter bliver der stille. Han sidder stille i fem sekunder og vender derefter sit ansigt om mod mig.

"Jeg ved ikke om der skal laves noget om i teksten eller melodien, der kunne der selvfølgelig-" "Shhh!" Siger jeg bestemt.

"Hvad?" Spørger han overrastet.

"Den er fantastisk! Der skal ikke laves noget om, der ville ødelægge det hele, basta!"

Vi kigger bare på hinanden. Jeg kan se i Jasons øjne, at han holder et grin inde. 10 sekunder senere kan ikke holde grinet inde mere og bryder ud i latter. Jeg begynder selv at grine. Det her øjeblik er perfekt. Jeg elsker at grine. Lidt efter lidt holder vores grin op og der bliver stille igen.

"Skal vi se en film? Spørger han lidt efter.

"Tja, hvorfor ikke." Vi sætter os hen på sengen, og jeg tager gjernbetjeningen. Jeg tænder TV'et. Underworld skal til at starte på Kanal 5.

"Skal vi se den?" Spørger jeg

"Det kan vi godt."

 

"Vi burde indspille sangen nu," siger jeg, da den anden reklamebøgle rammer.

"Seriøse, mener du det?"

"Ja, den er virkelig god. Vi kan sagtens arbejde videre med den senere, hvis vi får lyst," siger jeg.

"Jamen så lad os gøre det," siger han. Jeg slukker fjernsynet. Vi kan hører Jasons søster larme.

"Måske skulle vi lige sige det til de andre?" Siger jeg med et smil. Han nikker. Vi rejser os, og går nedunder hvor Jenna står ude i gangen.

"Hvor skal du hen, Jenna?" spørger Jason.

"Til fest," svarer hun kort, mens hun tager sine sko på.

"Jeg smutter nu Mor," råber hun.

"Okay skat," lyder det inde fra stuen.

Jason og jeg går ind i stuen til hans mor.
"Vi skal til at indspille så det ville være rart, hvis du ikke ville larme alt meget imens," siger Jason til hans mor.

"Okay skat," svare Jasons mor.

Vi går op igen. Jason stater sin macbook og ting til indspilningen op. Imens finder jeg mikrofoner frem. Jeg går hen til Jason med dem.

"Hvad med at vi starter med at indspille sangen, og så musikken bagefter?" Spøger jeg.

"Hvem starter?"

"Det gør du, så godt kan jeg heller ikke den nye del endnu." Han nikker og går hen til mikrofonerne. Jegtrykker på knapperne, og Jason går i gang med at synge.

 

Vi er halvt inde i sangen, da jeg svagt kan høre at det ringer på døren. Det er sikkert bare en af Jasons mors veninder som kommer forbi. Ca. et minut senere bliver døren pludseligt revet op. Henne i døren ser jeg min far i egen høje person. Hans øjne lyner. Jason og jeg ser hinanden i øjnene et kort øjeblik. Vi ved begge hvad dette betyder.

"Den her tager vi der hjemme. Dig farvel Stephenie," siger min far hårdt og bestemt. Der er ingenting at gøre når han er i det humør, så jeg tager mine ting og kigger hen på Jason.

"Farvel Jason." jeg går ud af døren uden at se på Jason og hans mor.

Jeg går hen til min fars bil og sætter mig ind. Min far sætter sig ind ved førersædet. Der er fuldstændig stille i bilen, men jeg ved at det vil ændre sig når vi er kommet ind i huset.

Jeg havde ret. Det første der sker, da vi kommer hjem er at min far begynder at råbe af mig. "Hvordan kunne du? Jeg troede at jeg kunne stole på dig. Jeg har fortalt dig at jeg ikke vil have at du er sammen med drenge!"

"Undskyld, men -"

"Du har stuearrest! Indtil at jeg siger det er slut, så skal du være herhjemme sammen med dine veninder, og det skal forgår, mens jeg er hjemme!".

"Det kan du ikke gøre imod mig."

"Jeg er din far, og jeg bestemmer over dig indtil du er 18."

"Hvorfor lytter du aldrig til det jeg siger?!? Råber jeg og kigger vredt på ham. Han ser forbløffet på mig, og det tager ham et øjeblik for ham at samle sig. Det er ikke normalt at jeg råber af ham.

"Så kom med en forklaring." Han ser afvendende på mig.

"Jeg kan ikke være som du vil have mig til at være, okay. Jeg kan ikke være den stille pige, som ikke snakker med fyre." Jeg trækker vejret dybt og fortsætter.

"Lige siden mor døde, har du være for overbeskyttende. Jeg har ikke kunne lave de samme ting, som jeg holder af. Jeg har ikke kunne snakke med mine venner særlig tit, fordi de alle sammen er fyre. Jeg har ingen veninder, okay."

"Hvad med Jenna?" Afbryder min far.

"Jenna er Jasons tvillingesøster. Jason fik hende overtalt til at dække over mig, så vi kunne være sammen i fritiden. Jenna og jeg er ikke engang veninder, og det bliver vi heller ikke. Jeg vil have liv til at være sammen med mine venner uden at skulle være bekymret for at du opdager det." Jeg trækker vejret. "Ikke alle fyre er som dem der dræbte mor, og du ved det godt. Husk det!"

   Jeg tager en dyb indånding og forsætter. "Jeg er ikke en marionetdukke. Du kan ikke forme mig som du vil have jeg skal være. Jeg er et selvstændigt menneske som godt kan tænke selv."

Min far ser på mig med et ulæseligt blik. Jeg kigger på ham. Ingen af os siger noget i land tid.

"Du har ret. Jeg er ked af at jeg ikke lyttede til dig. Jeg ville bare beskytte dig, men jeg kan godt se nu at det var for meget. Jeg håber at du kan tilgive mig," siger han og slår blikket ned.

"Selvfølgelig tilgiver jeg dig," siger jeg og slår armene om ham.

Jeg sidder med mobilen i hånden. Jeg skal ringe til ham og fortælle den gode nyhed. Min far og jeg have endeligt fået snakket tingene igennem, og han havde lyttet til mig. Stuearresten var blevet annulleret - heldigvis. Jeg kunne se hvem jeg ville.

Jeg trykker på knappen for at ringe op.

"Ring… Ring… Ri-  Det Jason."

"Hey Jason, det er mig. Har du tid til at komme over? Jeg skal snakke med dig."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...