Mit rædsomme, dog fantastiske år.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2018
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Pigen nyder sit liv med mor, far og bror, også selvom ingen af dem nogensinde er hjemme, er det dejligt at have dem.
Hendes dejlige kæreste, hendes skønne veninder, hendes gode skole, hun kunne ikke have det bedre.
Lejrtuen, et uheld. Et nyt liv begynder for pigen, med både optur og nedtur.

1Likes
0Kommentarer
59Visninger
AA

1. Kapitel 1.

D. 12. maj 2018. Klokken 22.04

Pigerne har inviteret til fest og jeg leder efter noget tøj, jeg ved ikke helt hvad jeg skal vælge, jeg ved der vil være alkohol, og jeg vil gerne finde ud af om Simone muligvis er til piger. Jeg har tre muligheder, enten kan jeg gå totalt mandigt, hvor jeg føler mig mest tilpas, jeg kan vælge min mavetrøje og nogle skinny jeans, som jeg har det fint nok med, eller jeg kan tage den korte nederdel og mavetrøjen på, som jeg fik af Simone til min fødselsdag, du ved, for at score alle drengene ikke? Jeg vælger nederdelen, vil gerne se lidt fræk ud for Simone, så må Nicklas tro hvad han vil. Nu hvor jeg har valgt tøjet er resten easy, jeg gør ikke rigtig noget ved mit hår da der ikke rigtigt er så meget man kan gøre med kort hår, min makeup er rimelig basic, mine læber bliver dog vist frem, jeg vil gerne have at Simone kysser mig, jeg tager mine Puma sko på som jeg også fik af Simone.

Jeg tager nogle penge og en flaske vand og smutter ud ad døren, jeg tager bussen og ender henne ved festen, det er vist Frederik fra 9. klasse der holder festen, hele udskolingen er der, det her er en fest man bare ikke vil gå glip af.

 

Jeg venter udenfor på de andre piger, men mest Simone. Nicklas kommer, uurgh, jeg har ikke tid til ham lige nu. ”Hey, hvad så smukke, dig havde jeg ikke lige regnet med at se her,” siger han. ”Hej skattemus,” jeg kysser ham på kinden, ”selvfølgelig ville jeg da komme, det her er jo årets fest, alle er kommet,” siger jeg, han kigger beundrende på mig, jeg håber virkelig det er den sidste gang at jeg kysser ham på kinden efter i aften. Han går ind til festen.

”Hey piger!” råber jeg hen til dem, jeg står og vinker som en sindssyg, de vinker tilbage, jeg får øjenkontakt med Simone, hun smiler til mig, jeg smiler tilbage og kan lidt mærke rødmen, det er lidt sært, jeg har været bedste veninder med hende siden jeg startede på skolen i 4. klasse, jeg har haft følelser for hende i cirka et år nu, det er lidt pinligt. ”Hvad er det ikke lige for en smart nederdel?” spørger Karen lidt kækt, vi griner alle og går ind, os fem piger, det er dejligt.

 

Vi træder bare ind i en helt ny verden, mange af 9. klasses drenge har allerede fået en masse alkohol, der er noget sandhed eller konsekvens kørende henne i sofaen, noget fodbold udenfor og høj musik. Der er chips skåle nærmest overalt og både fulde og tomme øldåser. De andre piger går hen til dem i sofaen, Simone og jeg går ud til drengene og spiller fodbold, vores hold vinder selvfølgelig. Det ender med at vores hold vinder hele tre kampe, og de andre skal som straf løbe nøgent rundt om huset.

Vi går i gang med et spil, det er lidt det samme som flaskehalsen peger på, den person der drejer flasken skal finde på en udfordring til den spiller flasken peger på, det må gerne være så hårdt, grænseoverskridende eller ondskabsfuldt som muligt, hvis man ikke kan klare det, skal man drikke ti shots. Det er rigtig sjovt, der har været nogle stykker der ikke har kunnet klare det og har drukket, jeg har selv fået nu tre øl, og Simone fire, jeg kan ikke rigtigt mærke noget endnu, jeg tror heller ikke Simone kan. Det er Kaspers tur, en fra 9. klasse. ”Den som flaskehalsen peger på, skal kysse hendes slash hans crush,” siger han og drejer flasken, den peger på Simone, nu kan man vel kun håbe. ”Jamen det er da nemt,” siger hun og drejer sit hoved mod mit, jeg forstår ikke helt hvad der sker. Hun kysser mig på munden, jeg kan lide det, jeg vil have mere, jeg snaver hende. Hun sætter sig på mit skød, i et øjeblik glemte vi alt om festen, det var bare os, jeg ville have hende. Men så kom verden igen, jeg kunne igen høre omverden, hvordan alle drengene hujer og jubler. Jeg stopper, kigger på hende, hun smiler og sætter sig igen på sin plads. Spillet kører videre, jeg har aldrig følt mig så lykkelig, hun er også vild med mig. Wow.

 

Klokken 23.47

Simone og jeg går væk fra spillet, vi sætter os udenfor, kigger på den stjerneklare himmel. ”Er du virkelig vild med mig?” spørger jeg hende, hun virker stadig ikke så beruset, kun lidt. Hun svarer mig ikke, hun kigger bare på mig, hun overvejer. ”Hvad tænker du på?” spørger jeg hende. ”Det er bare hvor sød du ser ud i min nederdel, jeg havde dog håbet du havde droppet nylonstrømperne,” svarer hun. ”Nå, og hvorfor er nu det?” spørger jeg lidt kækt. ”Ja for så kunne jeg jo have set din røv, den har jo sådan en perfekt form,” svarer hun, jeg har lyst til at kysse hende igen, mærke hendes læber mod mine, mærke hendes tunge, og måske også hendes bryster. Jeg rykker mig tættere ind til hende, jeg lægger mit hoved på hendes bryst. ”Jeg har faktisk været vild med dig i et godt stykke tid nu,” siger hun til mig, jeg smiler. ”Det har jeg også,” svarer jeg. Vi siger ikke noget i et godt stykke tid, vi ligger bare der.

”Vil du med mig et sted hen?” spørger hun. ”Hvor hen?” spørger jeg, hun hvisker noget til mig. ”Hvad med det store badeværelse?” Jeg smiler, jeg ved hvad det her vil føre til, jeg tager hendes hånd og vi går stille og roligt op mod badeværelset.

Vi låser døren. Vi kysser, det bliver mere, hendes trøjer ryger først, pludselig kommer Ditte fra 9. klasse, hun klager over at ingen fra hendes klasse er til lesbisk sex, så hun joiner os. Alle trøjer er væk, alle BH’er er smidt, bukserne ryger hurtigt, og så trusserne, det er nu at vores fest rigtig starter. Det er sjovt, det er frækt, det er virkelighed.

 

D. 13. maj. Klokken 01.37

Simone og jeg skal til at hjemad, jeg lovede at være hjemme inden klokken halv tre, Simone tager med mig hjem, der er et godt stykke at gå hen til busstoppestedet. Vi snakker, kigger på stjernerne og nyder hvad der lige er sket. Hvor meget vil skolen ikke bare elske en flok berusede elever? Det er et spørgsmål vi griner rigtig meget over, vi har fået noget mere at drikke, jeg fik 20 shots og en øl mere, Simone har kun fået en øl mere, jeg er nok lidt fuld. Vi venter nogle minutter på bussen, vi er der lidt for tidligt, men vi er så heldige at der kører en bus om natten. Bussen kommer. ”To børnebilletter til,” siger jeg, hvor er det nu vi skal hen, shit. ”Vi skal i hvert fald hjem til mig,” siger jeg, men han kan jo ikke bruge det til noget. ”Hvor er det nu vi skal hen?” spørger jeg Simone. ”Giv mig pengene,” siger hun, jeg giver hende mine penge. ”Vi skal til... Øh, et sted i Ryslinge,” siger hun så. ”Vi ved godt hvor vi skal stoppe, bare du gider at køre os,” siger hun så, jeg går ind og sætter mig, jeg er træt. Jeg ved ikke længere hvad der sker, fik jeg måske for meget at drikke? Jeg ved det ikke. ”Vågn op smukke, vi skal stå af om lidt,” siger Simone, hun rusker i mig, faldt jeg virkelig i søvn, wow. ”Faldt jeg i søvn?” spørger jeg. ”Ja det gjorde du, men du er vågen nu, kom vi går hen til døren,” siger hun, jeg prøver at rejse mig op, men min krop er for træt. Hun tager om mig, hun tager godt fat, og så hiver hun mig op ad sædet. Bussen stopper og vi går ud, der er ikke så langt hjem herfra. Men hvor er hjem?

”Kan du huske hvor mit hjem er?” spørger jeg hende, hun kigger på mig, nikker med hovedet og hjælper mig med at gå. Kvalme. Jeg kaster op, Simone holder mit hår tilbage, hun giver mig noget vand. ”Vi er ved dit hjem lige om lidt,” siger hun og kæler mit hoved. Vi er hjemme. Jeg falder i søvn.

Klokken 07:02

Min alarm ringer, den larmer og er irriterende som altid. Jeg har lidt hovedpine efter i går, jeg tror bare ikke helt at det er alkoholen, men al den musik og alle de råbende mennesker. Shit, jeg skal i skole. Jeg orker det ikke! Det har lige været sådan en fed aften her i går, og så kommer skolen. Uurgh! Simone er vist allerede vågen, jeg kan i hvert fald ikke se hende, jeg rejser mig op, mine forældre er taget på arbejde, hvad med min bror? Han sov vist ved kæresten, vi er alene.

”Simone?” råber jeg i håb om at få et svar. ”Ja?” svarer hun. ”Jeg skulle bare være sikker du stadig var her,” svarer jeg og går ind i stuen. ”Godmorgen smukke tøs,” siger hun og kysser mig på panden, det gør mig glad. ”Skal jeg virkelig i skole?” spørger jeg helt opgivende. ”Ja, ellers skulle du have din mors tilladelse og det ville være fravær, jeg tror faktisk at vi skal på lejrtur eller noget i dag,” siger hun. Lejrtur?! Det har jeg da slet ikke tid til, det kan jeg ikke, ikke nu. ”Seriøst? Så skal jeg jo pakke, og hvad med dig?” spørger jeg mens jeg panikker lidt. ”Jeg har snakket med min far, de tager min taske med hen på skolen for mig, jeg har pakket dit sengetøj og nattøj, bare du pakker resten, jeg er i gang med at lave vafler,” siger hun, jeg bliver helt beroliget, jeg har aldrig været så glad for at have hende i mit liv, hun er ligesom min mor lige nu, hun beskytter mig.

Jeg går ind på mit værelse og finder noget tøj. ”Hvor var det nu vi skulle hen?” spørger jeg. ”Til København, det bliver for fedt,” svarer hun, jeg leder efter noget tøj, jeg vælger bare at gå totalt behageligt i dag, jeg tager mine joggingbukser og min T-shirt, jeg ligner lidt en dreng, det går nok, det er behageligt og jeg har Simone med mig, jeg tager nogle shorts med, som går mig lige over knæene, og flere T-shirts, to par joggingbukser og et par cowboybukser, og det matchene bælte. Jeg pakker noget undertøj og mit badetøj, man ved jo aldrig. Jeg tager mine toiletsager og to håndklæder, det bliver fedt, og jeg kan muligvis få sovet. ”Husk kortene, og andre aktivitetsting, du meldte dig på til at tage sådan nogle ting med,” påminder Simone mig om, jeg skynder mig at finde nogle af vores sjoveste spil, går udenfor og finder nogle af de spil der ligger der, og pakker alt det sammen, jeg tager min højtaler og opladeren til den med. ”Så er jeg færdig, er vaflerne klar?” spørger jeg og går ind i køkkenet. ”Ja det er de, men vi har ikke tid, vi tager dem med, her er din madpakke, din mor lavede den her i morges, tag dine ting vi går nu,” siger hun, jeg tager mine ting og vi smutter.

 

Klokken 10:58

Vi er lige ankommet ved hotellet, klassen har selv sparet sammen til det, det er det mest luksuriøse her i København, det er fantastisk, vi har fået overtalt skolen om at vi skal være der i to uger, og så har vi fået lov til at tage maks. 1000 kroner med, jeg tror dog alligevel at mange har taget noget mere med, vi er jo alle nærmest lige blevet konfirmeret. Vi skal sove på seks-mands værelser, jeg sover med Simone og resten kan jeg ikke huske, det har jeg heller ikke brug for.

Lærerne tjekker ind mens resten af os kigger lidt rundt, vi får vores nøgler og vi løber alle hurtigt op mod værelserne, vi har booket værelser på tredje og fjerde sal, min gruppe sover på fjerde sal. Der sover to lærere på hver etage, ja vi har fire lærere med, to for vores 8. klasse og to for 9. klasserne. Det her er ikke ligefrem en tur for at ryste klasserne mere sammen, men 9. klasserne blev jaloux og begyndte også at spare sammen til at komme hertil.

Værelset er mega fedt, der er en dobbelt seng og to køjesenge, Simone og jeg siger helle for dobbeltsengen, vi begynder med at pakke ud. ”Det her er så fedt,” siger Simone, jeg nikker. Døren åbner, det er Karen og Laura. ”Hvad lavede I her i går? Vi kunne ikke finde jer nogle steder,” siger Laura, hun lyder lidt irriteret. ”Vi gik ud sammen med drengene og spillede fodbold,” siger Simone helt uskyldigt. ”Havde vi ikke aftalt at vi skulle feste sammen?” spørger hun endnu mere irriteret, Karen går vist i gang med at pakke ud, så hende skal vi altså også sove sammen med. ”Jo, men vi gad ikke være med til s, p eller k, det så kedeligt ud,” siger Simone, jeg kigger ned i min kuffert, det her er ved at udvikle sig til en krig, jeg kan mærke det. ”I kunne i det mindste have sagt det!” råber hun, jeg bliver bange, jeg går ud. ”Der var du, har du husket spillene?” det er læreren der spørger. ”Ja det har jeg, de ligger inde på mit værelse,” siger jeg. ”Skal vi sove med nogen drenge?” spørger jeg, læreren kigger lidt sært på mig. ”Ja det skal i, tre drenge, tre piger i hvert værelse,” siger hun og smiler, hun går hen mod hendes værelse. Jeg står stille, ved ikke om jeg vil tilbage på værelset lige nu, men heldigvis skal vi ikke sove med Laura. Vent, hvad nu hvis Nicklas skal sove med os?

 

Klokken 17:26

Vi skal til at spise, det har været en mega fed dag, vi har været nede ved strøget hvor jeg har købt mig en ny kop, men Nicklas sover med os, jeg gider ham ikke, det ved Simone også. Han mener at han skal sove i dobbeltseng med mig, men det kan han glemme alt om, jeg vil putte med Simone, jeg er ligeglad med hvad de andre tænker. Laura og Simone er ret så sure på hinanden lige nu, jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre. Jeg skal også snart få talt med Simone igen, jeg ved hvad der skete i går med alkohol, men hvad med i dag? Ædru?

Simone kommer ind på værelset og hiver mig med ned, vi skal ud og spise ved Under uret, det er ret fedt. Vi skal spise i vores sove grupper, hvilket er knap så fedt.

Maden er fantastisk og det er faktisk også ret hyggeligt, Nicklas flirter med mig, jeg afviser ham. Simone rører mine lår, det er dejligt, jeg har lyst til at kysse hende, men ikke her, det er for meget for de andre. Vi sidder og snakker om festen her i går, vi fandt ud af hvor meget vi faktisk missede mens vi var oppe på toilettet, der skete så mange ting. ”Hvad skete der lige for at du kyssede med hende?” spørger Nicklas, det var i flaskehalsen peger på. ”Altså vi var jo alle lidt fulde her i går,” siger hun, jeg ved ikke om jeg skal tro på det, var det virkelig alkoholen? Hvorfor kan hun ikke bare sige sandheden? ”Seriøst? Det så ellers meget intenst ud,” svarer han tilbage, han virker helt jaloux, det har han godt af. ”Ja, det er fordi jeg faktisk kan kysse, i forhold til dig,” siger hun, det var et godt dis. ”Hvorfor kan du ikke sige sandheden, også for min skyld,” hvisker jeg til hende. ”Hvis du har noget at sige, kan du da sige det til hele bordet,” siger Nicklas til mig, jeg svarer med et falskt smil, vi får vores mad. ”Gjorde jeg dig mundlam Nicklas?” spørger Simone. ”Nej, jeg skulle bare tænke på et svar,” siger han og tager nogle pomfritter. ”Nå, men nu kan jeg gøre dig endnu mere mundlam,” siger hun og smiler til mig. ”Vil du vide hvorfor jeg kyssede med hende? Ja nok fordi jeg er vild med hende,” siger hun og kysser mig blidt på læberne, ingen tunge. De andre kigger på os. ”Det er ikke pænt at spise med åben mund,” siger jeg til

D. 14. maj. Klokken 08:17

Vi bliver vækket af en lærer, hun siger at der er mad om en time, jeg giver hende min taske nu hvor hun allerede er her, Simone er allerede vågen, hun ligger i hvert fald ikke længere ved siden af mig, men hun er heller ikke på værelset, jeg lader det ligge, hun er sikkert ude at gå, hun elsker sine morgenture, jeg går ud og børster tænder, jeg er den første i badet, det er jeg glad for. Vi skal til Christiania i dag, vi tager bussen det tager cirka en halv time, Nicklas taler ikke til mig, jeg har det fint nok med det, vi har slået op. Endelig. I dag er dagen hvor jeg taler med Simone, nu hvor vi er helt ædru igen. Jeg shorts på i dag, det bliver for varmt med joggingbukserne.

Morgenmad. ”Hvor var du?” spørger jeg Simone, hun kom aldrig tilbage på værelset. ”Det var bare en lidt længere gåtur, jeg havde meget at tænke på,” siger hun, jeg håber lidt at hun har tænkt på os. ”Jeg har tænkt på os,” siger hun, ja tak. ”Jeg ved ikke lige nu, jeg er faktisk lidt glad for dig, og det var rart her til festen, men jeg har lige brug for at gennemtænke det hele okay, det kan være at jeg virker lidt afvisende eller kold, men det er så af den grund,” siger hun og går hen og sætter sig, jeg bliver lidt trist, jeg havde lige håbet, men jeg forstår hende godt, jeg skulle også lige forstå hvad der skete. Jeg sætter mig ved siden af Michelle, hun er den eneste jeg stadig kan tale med fra vores lille femkløver. Det er fint nok, men jeg kan ikke tænke på andet end Simone lige nu.

 

Klokken 15:07

Vi er på vejen hjem, jeg har været meget sammen med Michelle i dag, hvis bare jeg kunne snakke med hende om Simone, men det ved jeg ikke går. Ditte! Hun går jo i 9. klasse, hun har været her hele tiden, hvis de er på hotellet, kan jeg jo snakke med hende, jeg beder til guderne om at hun er her, jeg har virkelig brug for det.

Klokken 16:34

De er lige kommet tilbage på hotellet, vores lærere har inviteret på spil og led, mange deltager, også Simone, men jeg takker nej, jeg skal tale med Ditte.

Jeg ser hende, jeg løber på trappen op til tredje sal, vil ikke blive opdaget i elevatoren. Jeg ser hende gå ind på sit værelse, hun er alene, jeg skynder mig hen til hende. ”Ditte,” siger jeg, hun kigger på mig, ignorer mig og går ind på hendes værelse. Det var nok bare alkoholen, men havde håbet at jeg kunne tale med hende. ”Ditte jeg skal tale med dig,” siger jeg og banker på hendes dør, hun kommer ud til mig. ”Hvad?” spørger hun helt irriteret, jeg indser det er dumt, jeg kan jo ikke tale med Ditte om det her. ”Bare glem det, undskyld jeg forstyrrede,” siger jeg. ”Fint, farvel,” siger hun og smækker døren, jeg kan høre at hun griner af mig, hun griner af mig med sine venner, det gør mig trist. Jeg går ud, jeg går væk fra hotellet.

 

Jeg går bare rundt, jeg aner ikke længere hvor jeg er, min telefon ligger henne på hotellet, jeg tænker på i går aftes, Nicklas slog mig. Han slog mig fordi at jeg er vild med en pige, jeg har fået to blå mærker, han råbte ad mig, han blev sur, ingen var på værelset, jeg gik lidt før at vi alle var færdige, jeg havde fået ondt i maven og ville hjem, Nicklas fulgte efter. Det var skræmmende.

Jeg går, jeg ser ikke hvad der sker rundt om mig. Jeg kan se en masse lys. AV!  Jeg bliver ramt af noget, jeg ved ikke hvad, men det gør ondt. Det bliver sort.

Klokken 19:43

Jeg åbner øjnene, hvad er der sket, jeg ligger i en slags bil, det gør ondt, over alt på kroppen. Der er nogle folk der taler rundt om mig, jeg har en form for maske på, jeg kan ikke se så meget. Jeg lukker øjnene igen.

Jeg vågner, denne gang i en seng, jeg aner stadig ikke hvor jeg er, jeg kigger så meget rundt som muligt, det er et lille rum, jeg kan ikke lide det. Jeg prøver at tale, men kan ikke få ordene frem. ”Hun er vågen,” kan jeg høre nogen sige, men hvem er det der siger det, hvad er klokken og hvor er jeg? ”Dejligt du er vågnet, jeg hedder Frederikke, jeg vil stille dig en række spørgsmål, og du skal svare dem så godt som muligt, okay? Godt,” hun begynder at spørge mig ting som, hvor bor du? Hvad hedder du? Hvilken skole går du på? Jeg kan svare på det meste. ”Okay godt, ved du hvor du er?” spørger hun, jeg ved det ikke helt. Jeg tøver. ”Okay så, kan du huske hvad der er sket?” spørger hun så. ”Jeg ved at jeg gik rundt i København, pludselig blev jeg ramt af noget, jeg husker ikke hvad, så lå jeg i en bil” svarer jeg. ”Kan du huske hvorfor du gik rundt i København?” spørger hun. ”Jeg skulle tænke. Jeg ville bare væk og tænke over tingene,” siger jeg. ”Har du oplevet noget lignende før?” spørger hun, det har jeg ikke, jeg ryster på hovedet. ”Okay, jeg lader dig ligge her i lidt tid, du skal ind til scanning om lidt, vi vil se om det er værre end det ser ud, vi ringer til din skole nu og derefter dine forældre,” siger hun og går hen til døren. ”Vent lidt, så hvor er jeg?” spørger jeg. ”Rigshospitalet,” siger hun og går ud.

 

D. 15. maj. Klokken 05:57

Natten har været meget sløret, jeg kan ikke huske hvad der skete, jeg tror jeg sov, men jeg husker også at der skete noget. Jeg kommer i tanke om Simone. Jeg rejser mig op, det gør ondt. Jeg prøver at gå, finde en læge, det går ikke, det gør alt for ondt, jeg lægger mig i sengen igen, jeg er bange, jeg ved at jeg er på hospitalet, jeg har hovedpine. Jeg kan høre folk gå forbi min dør, men ingen går ind til mig, jeg vil råbe og skrige, men jeg tør ikke. Jeg falder i søvn igen.

 

Klokken 08:21

En læge kommer ind, jeg har ligget og stirret op i loftet de sidste tyve minutter. ”Simone!” råber jeg, da jeg indser at en læge er kommet ind, jeg rejser mig hurtigt, det gør ondt. ”Lig dig ned igen,” siger lægen. ”Nej du forstår ikke! Jeg SKAL snakke med Simone, det er vigtigt,” siger jeg. ”Hør her frøken, lige nu skal du ligge dig ned, vi tager dig ind til endnu en test, din skole ved at du er her og ønsker god bedring, vi sender dig derhen lige så snart vi ved at du kan klare dig der, er det forstået?” siger hun, jeg nikker og ligger mig ned igen.

D. 17. maj. Klokken 13:09

Hvad skal jeg nu gøre? De har lovet mig at jeg kan tage tilbage til hotellet i dag, og jeg har fået en kørestol… Lige drømmen ikke? Vi skal jo i Tivoli i dag, seriøst! Jeg kan ikke prøve noget. I går var det torsdag og de var i Zoologisk have, jeg ville have været med. Jeg har stadig ikke fået min telefon, men så når jeg kommer tilbage til den, må jeg ikke engang bruge den?! Jeg skal vente i to dage mere før jeg må bruge den. Jeg gider ikke det her. Jeg kunne bedre lide det, da min eneste bekymring var Simone, nu er der også det her, jeg gider det ikke, jeg kunne også bedre lide det da mine eneste smerter var de blå mærker fra Nicklas.

Døren åbner, der kommer en læge ind. ”Hvornår kan jeg tage hen til hotellet?” spørger jeg, lægen. ”Snart, men ikke helt endnu, men kom du skal lige med,” siger han, jeg bliver forvirret, han hjælper mig ned i min kørestol. ”Hvad skal jeg?” spørger jeg, han svarer ikke, jeg er bare heldig at ulykken kun skadet mine ben, jeg kan selv styre kørestolen. Vi kommer ned til indgangen, jeg bliver lykkelig, endelig kan jeg slippe væk fra dette rædsel, han stopper mig, hvorfor? Hvad er så vigtigt at jeg ikke må slippe fri? ”Jeg skal lige ind og hente noget, du venter her,” siger han og går. Jeg venter, jeg var lige blevet så glad. Jeg kigger mig rundt, ingen kendte ansigter, som altid. Jeg bliver trist, jeg havde håbet at i det mindste en person ville komme og sige god bedring. Jeg lukker øjnene, fik ikke meget søvn. ”Hey smukke tøs, hvad er det for en smart racer var?” Jeg kan genkende den stemme, det er Simone, jeg vågner med et sæt. ”SIMONE!” råber jeg, de andre piger står her også. ”Hvad laver i dog her? Jeg må jo komme tilbage i dag,” siger jeg, de begynder alle fire at smile. ”Det ved vi, vi kom for at tage dig med,” siger Karen, min læge kommer tilbage. ”Når så du har fundet pigerne, dejlig gave ikke? Nå men jeg skulle hente en gave, du har været sådan en sej pige de sidste tre dage, det er fra hospitalet, alt hvad du har brug for nu, ligger i den her pose, vi har fået pakket dit tøj sammen og lagt det ned i posen. Du må have det godt,” siger han, jeg får et kram og vi går ud ad døren.

Michelle fortæller om hvor fedt det har været i Zoologisk have, de har ikke været i Tivoli endnu, men det er de andre, jeg får helt ondt af dem, de skal da ikke være her, når de kunne være i Tivoli og have det mega sjovt.

 

Klokken 17:03

Vi skal spise på hotellet i aften, hvor har jeg savnet at være her, pigerne og jeg har spillet spil hele dagen, mens de andre var i Tivoli, der er lidt fokus på mig, lærerne køber endda kage på grund af mig, jeg må vælge min yndlings kage, og alt muligt, det er ret fedt alligevel, jeg har fået spurgt en del om hvorfor jeg sidder i kørestol, og for at være ærlig, ved jeg det stadig ikke helt, jeg håber det står i posen. Vi har fået at vide at vi må gøre lige hvad vi vil i weekenden, lærerne vil ikke have ansvaret, de bliver på hotellet, og ellers kan man altid ringe til dem, det bliver fedt, vi må gøre lige hvad vi vil. Jeg er også rigtig glad, for det er kun vores klasse der må blive, 9. klasse sidder i en bus nu på vejen hjem til lille Ryslinge, jeg glæder mig så meget.

Vi er færdige med at spise, Simone beder mig om at komme med, jeg følger efter hende, vi går op på værelset. ”Jeg har virkelig savnet dig,” siger hun og krammer mig, hun krammer mig hårdt at det kan mærkes i hoften. ”Jeg har fået lov til at tænke en del, og jeg tillader det, jeg tillader dig til at komme ind i mit liv, som mere end bare en ven. Vil du det?” spørger hun mig, jeg begynder at græde, jeg krammer hende og jeg kysser hende på kinden. ”Nå ja, Nicklas er flyttet ind i den anden sove gruppe, vi har fået Rasmus som udskiftning, det var så lidt,” siger hun, tænk at hun gjorde det for mig, jeg krammer hende igen, jeg vil ikke slippe hende. ”Nå men skal vi se hvad hospitalet gav dig?” Hun smiler til mig og henter posen frem, hun tager sin mobil og skriver en SMS. ”Hvem skriver du til?” spørger jeg. ”De andre piger, jeg syntes godt at de kan komme herop,” svarer hun, jeg gætter på at hende og Laura igen har skabt fred, det er dejligt. Pigerne er her, de sætter sig på sengen, jeg sidder i min stol. Jeg trækker min trøje op, de har vasket den, jeg har fået et kort fra de læger der har været og tjekket på mig. ”Et gavekort! Med en værdi på 250 kroner!” råber jeg, selvom jeg sidder i en stol, kan jeg stadig danse af ren lykke, 250 kroner, det er altså alligevel nogle penge. ”Til hvilken butik?” spørger Michelle, jeg kigger på kortet. ”Til Starbucks! Frederikke hørte vist efter da vi sad og talte om kaffe,” jeg bliver helt glad indeni. ”Jeg ved hvor vi skal hen i morgen,” siger Simone. Vi griner alle sammen, jeg fortsætter med posen, der ligger også noget slik, det får Karen hurtigt fingrene i, det er fint nok. Endelig, information om mine skader, det har jeg ventet på. Hjernerystelse. Tjek. Simone går hurtigt i gang med at læse den, men nu vil jeg vide hvorfor jeg faktisk sidder i den her stol, jeg har ikke ville spørge fordi at jeg var sikker på at jeg havde fået det at vide, men at jeg så har glemt det, jeg ved bare jeg ikke kan gå på mine ben. Laura er hurtigere end mig og tager folderen op. ”Lammelse,” siger hun. Shit, er jeg blevet lam i benene!? Nej vel?! Det sker bare ikke! Jeg havde kunne forstå det hvis det var en eller anden knogle der betyder noget for evnen til at gå, var brækket, men nej. ”Må jeg få den,” spørger jeg venligt, hun giver mig den og jeg går i chok, jeg kan ikke lide det.

Jeg kører ud af værelset, udenfor på terrassen, Simone følger efter mig, hun prøver at trøste mig, men jeg kan ikke blive glad lige nu.

 

 

D. 18. maj. Klokken 10:02

Jeg bliver vækket af Simones blide stemme, hun vil gerne hjælpe mig igennem dagen, hun finder en stol som jeg kan sidde på inde i badet, hun hjælper mig med at tage mit tøj på, hun er virkelig dejlig. Hun holder mig med selskab da jeg jo ikke må bruge min telefon, hun har sagt til sig selv, ingen telefon de næste to dage, hun er seriøst den bedste.

Karen vågner lidt af sig selv, og vi går ind og vækker Michelle og Laura. Vi tager en lille morgentur, det kan godt være at jeg selv kan styre min kørestol, men Simone vil alligevel tage styringen, det har jeg det fint med, det er dejlig bare at snakke med Simone.

Vi er alle klar og tager af sted mod Starbucks, den her gang styrer jeg selv, der er et godt stykke, pigerne snakker til mig som om intet var sket, det var lidt det jeg frygtede, om de så kun ville snakke om mit uheld, heldigvis ikke. Vi er endelig ved Starbucks, jeg betaler for dem, både drikke og mad, men det er fint nok, jeg har jo stadig nogle penge tilbage til en anden gang. Det er rigtig hyggeligt, vi sidder bare og taler om alt muligt, Simone holder min hånd, pigerne ved godt at vi er sammen, de havde vist håbet på det, Simone har talt meget med Laura om det. Det er en god kaffe, ligesom altid, men på en måde, smager den her bare lidt bedre. Vi taler lidt om hvad vi skal lave her i weekenden, vi overvejede at gå en tur på strøget, men det kunne blive lidt kedeligt. Så blev vi enige om, Guiness World Records museum, Ripley’s Believe It or Not! Vi tager også Mystiske Eksploratorie og H.C Andersen Eventyrhuset. Det bliver ret fedt, det koster heller ikke så meget.

 

Klokken 14:06

Vi har været i alle fire nu, det var virkelig fedt, vi sluttede af med H.C Andersen, bare for et godt eventyr, nu går vi bare rundt på gågaden og kigger lidt på butikker, Simone har igen taget styring over min stol.

Vi går ind i Zara og kigger lidt, jeg finder nogle fede bukser jeg bare må eje, de andre finder også noget tøj. Vi går rundt omkring og kigger ind i en masse tøjbutikker og finder en masse tøj, det er sjovt hvor meget tøj der kan være på et sted. Vi går ind i Søstrenes Grene og kigger på alt muligt, jeg finder en mega blød pude, jeg overvejer lidt om jeg skal købe den til min stol, Simone køber den i hvert fald lige meget hvad, Laura finder nogle duft lys, vi går ind i Bog&Idé og finder en taske til min kørestol, det er fedt for så kan jeg have alle mine ting på mig noget nemmere.

Vi stopper på Sunset Boulevard og køber noget at spise. Her sidder vi så og tænker på i morgen, hvad skal vi i morgen. Vi overvejer Den Blå Planet eller Kongens have plus den Botaniske Have, Karen kommer i tanke om at vi skal besøge Den Blå Planet her på tirsdag, så vi vælger Kongens have og den Botaniske Have. Vi er færdige med at spise.

Vi tager bussen og kører hen til strøget og bruger en masse tid der, vi kigger rundt og finder endnu flere ting.

 

Klokken 18:02

Vi går stadig rundt på strøget, vi vælger at spise ude i aften, nu skal vi bare finde et sted. Vi overvejer lidt af hvert, det er meget tæt på at blive til McDonalds, men vi finder et sted der ser rigtig fedt ud, Cafe Norden, det var noget lækkert mad, lidt dyrt men det gik. Jeg kiggede og rundt og så en lille familie på fire, forældre og to børn. Det savner jeg lidt, mine forældre er altid væk, det samme med min bror, han flytter snart ud, og mine forældre overvejer job i udlandet, jeg begynder at blive trist, jeg begynder også med at græde lidt, pigerne lægger hurtigt mærke til det, jeg fortæller dem om mine forældre, de støtter mig og Laura vil endda betale for min mad, selvfølgelig takker jeg da ja. ”Det der gør mig mest trist, er at jeg ikke har fået en eneste hilsen fra dem mens jeg lå på hospitalet,” siger jeg, de får helt ondt af mig, de begynder at kramme mig og alt muligt. ”Altså jeg kan sagtens skrive til dem, men de svarer mig meget lang tid efter jeg har skrevet beskeden, og hvis jeg spørger om penge, giver de mig dem, det er selvfølgelig lidt fedt, men jeg ville gerne have at de var mere hjemme, jeg er jo nærmest flyttet hjemmefra,” siger jeg og begynder at græde endnu mere, Michelle henter nogle servietter til mig. Vi får vores mad, jeg får det lidt bedre og vi begynder at spise igen, Karen begynder at tale om en vildt god film der kom ud her for nogle uger siden, og så slog det os, vi skal da se film. Vi vælger at se Truth or Dare, ingen af os har set den, vi har bare alle gerne ville se filmen. Karen finder deres telefonnummer og jeg ringer til biografen, også mest fordi at jeg gerne vil vide angående kørestole, det er muligt, men så skal vi sidde allernederst og få ondt i nakken, eller det skal jeg i hvert fald og det gider jeg ikke. Jeg takker og siger farvel. ”Se hvis nu i køber fem billetter, jeg skal nok give tilbage, og sælgeren dermed ikke ved at jeg køre i kørestol, så går vi ind lidt før reklamerne starter, dermed før der er så mange mennesker, så kan i måske på en eller anden måde få trukket mig op trapperne og,” Simone afbryder mig. ”Hør her søde, hvis det er er et problem, kan vi leje en film på nettet og se den på hotellet, drengene er der sikkert ikke, så vi har hele værelset for os selv,” siger hun. Det lyder som en meget god idé, de andre piger nikker accepterende, men det er bare lidt irriterende, hvis det er sådan her mit liv skal begrænses, bliver det da irriterende. ”Okay, men det er bare lidt irriterende, jeg kan ikke gøre noget så normalt som at tage i biografen,” svarer jeg, de andre kigger trøstende på mig. ”Men maden er da skøn,” siger Michelle ud af det blå, jeg fniser.

 

 

D. 19. maj. Klokken 12:27

Vi har spist morgenmad på hotellet og er nu i Kongens have, vi har købt noget is og har sat os et sted i skyggen, det er en flot have, jeg kører op og køber to franske hotdogs, en til mig og en til Karen. Vi sidder og taler lidt om hvilken film vi skal leje, vi har ingen idéer om det, Michelle sidder på hendes telefon og ser hvad der er på iTunes, Karen joker lidt med at vi skal se The Lego Batman Movie, Michelle foreslå Titanic, men vi er lidt imod. Vi overvejer nogle forskellige Disney film, vi ender med alle dyrefilmene, vi finder tre film, Lady & Vagabonden, Dumbo og Oliver & Co.

Vi er færdige i Kongen have og går nu hen til den Botaniske Have, der er rigtig flot, det er dog lidt begrænset for mig, men blomsterne bliver pludselig lidt flottere når de er lige i øjenhøjde. Jeg køber nogle bolcher, det er lækkert, jeg køber også et postkort, så jeg kan skrive til mine forældre, som lige nu er på vej til Paris.

Vi bliver enige om at holde filmmaraton, vi vælger at se alle filmene, og nu er vi inde i Brugsen og køber noget slik, nogle chips og sodavand, og Karen som mener hun er så sund, køber en masse bær. Vi går hen og betaler, sætter varerne i min taske, og vi  går tilbage til hotellet.

 

Klokken 17:04

Michelle har lejet alle filmene, vi ringer til en ansat og beder om hjælp med at koble telefonen til fjernsynet, det går jo fint. Vi starter ud med klassikeren Dumbo, så tager vi den romantiske Lady og Vagabonden og til sidst den søde historie om Oliver & Co.

Det er nogle rigtig søde film, jeg ligger og putter med Simone i sengen, de andre ligger i køjesengene, Michelle sætter Lady og Vagabonden på, jeg kan mærke at Simone er ved at falde i søvn, jeg tager dynen over os, det er sådan en sød film, jeg elsker især sangene, de her piger er bare de bedste. De andre piger begynder at falde i søvn i den sidste film, jeg kan ikke sove lige nu, jeg slipper Simones hænder og vender mig mod sengebordet og finder postkortet, jeg begynder at skrive hvad der er sket for mig, jeg skriver det hele, jeg skriver om sygehuset og jeg fortæller om Simone, jeg fortæller om Nicklas og hvad vi har lavet, det bliver et langt brev og der er ikke plads på det lille kort, jeg finder et stykke papir, jeg er heldig at der ligger en hel bunke i skuffen, her er der plads, der er lige plads, jeg må finde en konvolut her i morgen, jeg skrev på det lille kort hvor meget jeg savnede dem og ikke mere. Jeg slukkede for fjernsynet og faldt i søvn.

 

 

D. 24. maj. Klokken 14:28

Vi sidder i bussen på vej hen mod toget, det har været en fantastisk lejrtur. Vi har ikke lavet så meget spændende den her uge, det var sidste uge alt det fede skete, vi har besøgt en nogle museer og slotte, og den Blå Planet, det eneste fede ved den her uge, det kunne godt lige have været denne her uge jeg endte i et uheld.

 

Klokken 17:34

Jeg er hjemme, alene, som altid. Jeg ringer til hospitalet, jeg kommer i tanke om toiletter, jeg spørger dem hvad jeg kan gøre, både henne på skolen og herhjemme, de har allerede haft sendt nogen herhen for at sætte noget hjælp ind, og angående skolen, foreslår de at jeg flytter til en handicap venlig skole. Det vil jeg ikke, men jeg tænker over det, det er weekend nu, jeg vil ikke tænke på så meget andet lige nu.

Alt hvad jeg havde håbet, var at mine forældre var hjemme, men nej, det er de ikke, min bror har fundet en lejlighed som han flytter ind i om få dage, men hans værelse er tomt, han sover stadig ved sin kæreste, jeg kunne godt bruge en bror, bare for ikke at være alene, jeg har lyst til at ringe til Simone, men hun er sikkert i gang med den dejligste velkomst hjemme ved hende, det vil jeg ikke afbryde, jeg finder noget mælk, en skål og finder cornflakesene, min aftensmad. Jeg kører hen til mit fjernsyn og ser nyhederne, jeg bliver skræmt da jeg ser at der har været et terrorangreb i Paris i går aftes, mine forældre er jo i Paris! Jeg skriver til dem, jeg vil have kontakt med dem. Jeg skriver.

Mor og far, det her er vigtigt, vær sød at svar mig så hurtigt som muligt. Jeg trykker send, jeg sender beskeden til alle mulige måder at få kontakt med dem på.

 

 

D. 29. maj. Klokken 16:02

Jeg er lige kommet hjem fra skole, jeg har stadig ikke fået svar fra mine forældre, jeg håber virkelig ikke de er døde, hvad skal jeg så gøre? Jeg håber at de i det mindste har fået mit brev, jeg går ud og tjekker i postkassen, muligvis ikke? Der er nogle fartbøder, en elregning, en masse reklamer og et brev. Yes. Jeg går ind med posten, ligger alt det ligegyldige på køkkenbordet og ser hvem brevet er til, mig! Ja tak, de har svaret mig, håber jeg. Jeg læser brevet.

 

Lille skat, det er dejligt at høre at du har fået en kæreste, men pas nu på ikke? Verden er hård mod homoseksualitet. Hun er også en rigtig sød pige, du er heldig at hun også er vild med dig.

Ham Nicklas er en dårlig person, skal han slå på min datter? Det er ikke okay, jeg er glad for at i kom fra hinanden.

Har du været på hospitalet?! Vi har jo intet fået at vide, men håber virkelig ikke det er værre end som så, det er jo kun hjernerystelse, ikke det værste, det kunne have været værre. Jeg er længe ked af at vi ikke kunne komme og hjælpe dig gennem alt det svære.

Søde skat, det er arbejde, det kan ikke ændres, vi er meget vigtige for firmaet, hvis vi siger op bliver alt ødelagt, og hvis vi vælger at arbejde hjemmefra, vil vi være endnu mere væk fra dig end nu. Vi vil prøve at være lidt længere hjemme hvis det kan hjælpe på det, men så skal vi også være væk i længere tid.

Kys mor og far.

22-05-18

 

Man skulle næsten tro at der er en sø herinde så meget jeg har grædt. Jeg glemte vist at fortælle om benene, ups. Jeg lader det bare ligge lige nu, men de har svaret mig. Det her må være et tegn ikke? Det her må være godt ikke? Det er skrevet en dag før angrebet. Det gør mig bange. Jeg skriver til Simone.

Hej skat, må jeg komme over? Jeg kan ikke lide at være alene lige nu.

Jeg trykker send, hun svarer hurtigt.

Klart smukke, du kan altid komme.

Jeg finder min husnøgle og tager hen til hende, det er en lang vej på kørestol. Men jeg klarer den, jeg er foran hendes dør, jeg trykker på ringeklokken. Jeg venter. Døren åbner, det er Simone, jeg kører ind på hendes værelse, jeg sætter mig på hendes seng. ”Nå, hvad er der galt,” spørger hun, jeg kigger på hende, giver hende brevet. Hun læser det, grundigt. ”Jeg spørger en gang til, hvad er der galt, det er jo dejligt at de har skrevet,” siger hun og sætter sig ved siden af mig, hun vil høre sandheden. Men det vil jeg ikke. ”Jeg tror de er døde,” får jeg endelig fremstammet, hun lytter. ”Der har været et terrorangreb i Paris, en dag efter de skrev brevet, jeg har skrevet til dem på alle mulige måder, og… De har stadig ikke svaret mig, det ville de have gjort ellers,” siger jeg, Simone ser lammet ud, prøver at forstå det hele. Hun krammer mig, græder. ”Kom med mig ud i køkkenet, min mor har lige lavet noget kage,” siger hun og vifter mig med ud i køkkenet. Kagen er lækker, lige så lækker som Simone, jeg rører ved hendes lår. ”Ikke her, lad os tage hjem til dig,” siger hun og smiler.

 

Klokken 17:46

Vi har lige haft sex, hun var så fræk, hun er lige gået på toilettet. Hun kommer tilbage, halvnøgen, hun har fået undertøjet på igen, kæft hun er smuk. ”Ved du godt hvor smuk du er?” spørger jeg hende, hun smiler og putter sig ind til mig. ”Ja det ved jeg, jeg er et mesterværk,” siger hun og griner, vi tænder for fjernsynet, går ind på Ultra, det er ikke helt forfærdeligt.

”Men tror du virkelig dine forældre er døde, det kan jo være at de måske ikke har set beskeden?” siger hun. ”Nej, jeg ved det. De tjekker deres mail fire gange om dagen, deres telefon syv gange og deres Facebook to gange, de må da have set beskeden!” siger jeg, jeg bliver bange igen. Det banker på døren. Simone går hen og åbner døren, hun fik taget en morgenkåbe på. Jeg tager min morgenkåbe på og går ud til hende. Det er politiet, hvad laver de her?

”Hej frøken, det gør mig trist at meddele dig, dine forældre døde i en forfærdelig ulykke i Paris d. 23. maj. Har du nogen familie, nogen gudmor jeg kan kontakte?” spørger han, Simone begynder at massere mine skuldre. ”Øh ja, ja selvfølgelig, øhm gudmor, nå ja, min faster. Hun har ingen børn selv, så hun fik mig som gudbarn, hun er dejlig. Jeg henter lige min telefon og finder hendes nummer,” siger jeg og kører ind og henter min mobil, jeg finder min fasters mobilnummer frem, jeg kører tilbage til døren, jeg giver politiet telefonen. Han tager den og ringer til hende. ”Øhm har du lyst til noget? Kaffe? Te? Kage?” spørger jeg, han ryster på hovedet. Simone kæler min ryg, jeg er så forvirret. ”Godt så, hun ved besked, jeg vil gerne køre dig hen til din faster nu, gå ud og pak,” siger han, Simone hjælper mig med at pakke, jeg forstår virkelig intet. Jeg pakker det vigtigste og tager afsted med politibetjenten, Simone får lov til at tage med.

 

 

Klokken 20:21

Jeg er ved min faster, Simone har fået lov at sove her, hun låner noget af mit nattøj, jeg elsker min faster, hun er sådan en sød kvinde, vi spiser udenfor, men ikke min faster, hun er indenfor, prøver at forstå det hele, det må være hårdt for hende, jeg ved stadig ikke helt hvordan jeg har det. Vi tager en bus i skole i morgen, min faster er ikke i stand til at køre os.

Simone ligger i hendes seng og er ved falde i søvn, jeg skal lige på toilet først, min faster stopper mig. ”Du ved, du ender nok med at skulle flytte skole skattemus,” siger hun, jeg svare hende ikke, jeg smiler og går på toilettet, det er meget svært siden hun ikke har den samme støtte som jeg har derhjemme. Jeg ligger mig i min seng, jeg læser brevet, jeg læser det med at de ville prøve at være hjemme i længere tid, det kan de ikke længere, jeg vil græde, jeg vil bare forsvinde lige nu, jeg vil være alene.

 

 

D. 31. maj. Klokken 12:09

Simone sender mig en snap henne fra skolen, det gør mig glad at hun er glad, men det kan jeg ikke være. Jeg har fået fri fra skolen for at sørge, min faster er kunster så hun er hele tiden hjemme, det er dog noget jeg skal vænne mig til, hun er meget inde på hendes værelse, min far betød meget for hende, han har vist hjulpet hende igennem nogle rigtig hårde tider. Jeg savner min mor, jeg ved hun ikke var der så meget for mig før, men nu er hun der slet ikke. Jeg skal stoppe på min skole, jeg skal flytte til en mere handicap venlig skole, ligesom lægerne anbefalede, jeg skal hen på OUH om to uger, jeg gider det virkelig ikke, vi skal vist tale om min lammelse og hvordan det har påvirket mig og mine nærmeste.

Jeg sidder og finder billeder fra da jeg var lille, fra da mine forældre faktisk var hjemme. Jeg bliver virkelig ked af det, Simone spørger om hun må komme over her i weekenden, men det vil jeg ikke, hun forstå det, tror jeg.

 

Klokken 15:03

Jeg er begyndt med en rigtig spændende bog, bogen Hver dag, en rigtig sød kærlighedsroman.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...