Alliancen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2018
  • Opdateret: 17 jul. 2018
  • Status: Igang
Victor Pride er en ung mand som bor hjemme hos sine forældre. Begge forældre er karrieremennesker og er næsten aldrig hjemme. Faren er advokat og moren er overlæge på byen hospital. Victor ved dog ikke hvad han vil og bruger det meste af tiden på at være der hjemme og læse bøger og gå til kampsport. Han er også meget sammen med sin gode veninde som læser teologi på højt plan på univervitetet.

En dag kommer Victor hjem og finder sine forældre brutal myrdet og en fremmed mand dukker kort efter op hjemme hos ham inden han har kontaktet nogen. Kort efter begynder helvede for alvor at bryde løs og Victor opdager at både engle og dæmoner findes og at en krig har stået på i mere en 1000 år og Victor bliver pludselig en del af det.

0Likes
0Kommentarer
135Visninger
AA

3. Mødet

By the river I walk and wander on
I'm a warrior on a journey home
Will you show me the way to you once more
Always yours, ghost in the rain

Da han vågnede næste morgen, havde han det meget bedre. Han følte sig udhvilet og mere på toppen end han havde gjort længe. Han satte sig op i sengen og tænkte på det der var sket i går. Måske var det en drøm? Ja, det måtte det have været. Skygger, røg og en fremmedmand der kan starte en bil ved at slå til den? Det kunne kun have været en drøm. Han tog en dyb indånding og begyndte at tage tøj på. Han følte sig klar til dagen og fyldt med mere energi end han nogensinde havde haft. Da han havde fået sit tøj på gik han ud på badeværelset for at gøre sig klar. Han kunne hører hans forældre nedenunder som snart skulle afsted. Han kiggede sig i spejlet og så at alle tegn på hans træthed var væk. Inden han slukkede lyset kørte han sin hånd igennem sit hvide morgenhår for at lægge det lidt ned. Han slukkede lyset og i næste øjeblik tændte han det igen. Hvidt hår?! Han gned sig i øjnene og kunne konstatere at han havde fået hvidt hår. Ikke en kedelig halvgult farve som i en afblegning, og heller ikke blondt, men kridt hvid. Hans øjne var blevet mere mørke og dybblå og hans krop mere muskuløs. Hvordan kunne dette være gået til? Hans hjerte hamrede afsted og sveden begyndte at løbe af ham. Alle hans mareridt vendte tilbage og han kunne se dem klart og tydeligt i spejlet. Dæmoner, forfærdelige skikkelser og masser af døde mennesker. Venner og familie. Folk han kendte. Hvad skulle han stille op? Hvordan skulle han pludselig forklare folk hvorfor han havde hvidt hår? Ja, hvordan skulle han kunne det når han ikke selv vidste det? "Jeg var jo bare vågnet?" sagde han til sig selv. Han vendte rundt og skyndte sig ind på værelset. En hat? En hue? Et eller andet han kunne tage på hovedet. Han fik øje på en gammel kasket, som mange lastbilchauffører brugte. Det var vel bedre end ingenting tænkte han og tog den på. Da han kom ned var hans forældre på vej ud af døren.
"Hvad skal du i dag skat?" spurgte hans mor stille. Han kiggede på hende. Hun havde et fint sortgrå jakkesæt på, som man nemt kunne tage en kilt over. Hendes hår var sat op i en blød hestehaler og hun havde læbestift og eyeliner på.
"Jeg regner med jeg vil kigge på skoler"
"Skoler?" svarede hans far skeptisk. "Vil du endelig til at begynde i skole?"
"Ja. Som i siger kan jeg jo ikke blive ved med at leve hjemme og ikke lave noget"
"Det må jeg nok sige. Vi vil glæde os til at se hvad du finder ud af" svarede hans far. Han kunne godt hører han ikke var overbevist om det. Han troede nok han løj om det og nok bare ville fortælle når de kom hjem at han ikke havde fundet det rette endnu. Hans mor kyssede ham på kinden og sagde "Jeg glæder mig til at vide hvad du finder ud af. Livet er andet end at læse, spille computer og sove længe min dreng." De gik begge hen til døren. "Husk vi er tidlige hjemme i dag, så vi kan hygge os senere." og med de ord lukkede hun døren.
Han gik tilbage på badeværelset for at tjekke sit hår. Det var stadig hvidt. Måske så han syner, ligesom i går? Men de var måske ikke syner? Han begyndte at få det dårligt. Det snurrede i hans mave og han fik kvalme. Måske kunne Maze hjælpe ham? Han tog telefonen og gik ud i udstuen. Han ringede op. Doot. Han ventede imens han begyndte at svede endnu mere. Doot. Stadig intet svar. Han kiggede ud i haven. Doot. DER. Lige der midt ude i haven. Der stod den fremmede som han var gået ind i dagen før. Han skulle lige til at sige noget da han faldt om. og alt sortnede for hans øjne. Det var en sætning, sagt af en med en meget dyb og beroligende stemme. "Han kan være den udvalgte."

Victor vågnede op nogle timer senere omtåget. Han havde slået hovedet mod flisegulvet da han faldt om. Han tog sig til hovedet. Han blødte ikke men han havde ondt. Han rejste sig op og kiggede ud, men der var intet at se. Til gengæld var det blevet overskuet. Han samlede sin telefon op. Han havde fået en besked fra Maze.
"Du har haft ringet men du tog den ikke da jeg ringede tilbage? Ring når du ser den her besked"
Han vidste ikke om han skulle ringe. Han kiggede en ekstra gang ud i haven inden han gik ind i stuen igen.
Jeg tager over til hende tænkte han og tog sine ting. Han satte sig i bilen og kørte.

Efter ca. en halv time var han hjemme ved hende. Inden han stod ud af bilen tog han en hue på. Det blæste mere op. Han gik hen over pladsen hvor hun boede. Hun boede i et boligkompleks på tredje sal, og han skulle krydse det grønne område fra parkeringspladsen for at komme hen til hendes opgang. Han gik ind af døren. Her stank altid af øl og hash på grund af alle de unge mennesker som altid røg og drak. Han spænede op af trapperne som var hvide. Væggene var gule, mest på grund af nikotin. Han nåede hendes dør og bankede forsigtigt på. Bank Bank Bank.
Hun åbnede døren i bokseshorts og T-shirt og med en bøtte is i den ene hånd.
"Victor?"
"Hej" svarede han stille.
"Hvad kan jeg.. kom ind." Han var overbevist om hun kunne se der var noget galt. Han gik ind. Lejligheden bestod af et køkken, badeværelse og en stue hvor der var soveværelse i den ene ende. Hun havde dog sat et gardin op, for at få det lidt adskilt. Han satte sig i hendes sofa, som var fyldt med bøger til hendes studie.
"Hvad er der galt?" spurgte hun stille og satte sig i sin lænestol. Det var en gammel slidt en, hun havde fået af sine bedsteforældre. Den var i halvfjerdser stil og egentlig meget grim, men han måtte nu indrømme der var noget hyggeligt over den og at man sad rigtig godt.
"Jeg tror jeg er ved at blive skør" sagde han.
"Skør? vel ikke mere end du altid har været" sagde hun med et lille smil. "Skal jeg hente en ske mere?
"Nej tak. Jeg har ikke lyst til is" Hun nikkede bare og kiggede interesseret på ham imens hun spiste mere is.
"Min krop er begyndt at forandre sig" Hun begyndte at hoste og sprutte. Hun kom til at spytte noget is ned på sin T-shirt.
"Det har den vel gjort i mange år nu?" sagde hun imens hun fik vejret
"Nej ikke på den måde. Se her." han tog huen af. Hun kiggede på hans krøllede hår.
"Du har afbleget det?"
"Nej jeg har ikke. Det var sådan her da jeg vågnede op. Men hvis du kender et afblegningsmiddel der kan farve det så hvidt må du sige til."
"Hår ændre ikke bare farve i løbet af natten? Hvis du ikke selv har gjort det, er det nok dine forældre der prøver at drille dig?" Hun tørrede isen væk med et lommetørklæde. Det var ikke nemt da det var chokoladeis og T-shirten var hvid.
"Sådan noget kunne mine forældre aldrig finde på" sagde han og rejste sig. "Desuden er det her også sket." Han tog sin T-shirt af for at vise hende hans krop, som var blevet mere tydelig.
"Ehm." han kunne se hun blev rød i kinderne og kiggede væk.
"Du plejer ikke at være genert." Hun drejede øjnene uden at dreje hovedet. "Så dine muskler er blevet mere markeret? Og hvad så? du har altid trænet meget."
"Jeg har aldrig trænet så meget her. Og se mine øjne." Han gik helt hen til hende så hun kunne kigge ind i dem.
Hun kiggede kort og så væk igen. Han så hun var utilpas og gik et par skridt tilbage inden han tog sin T-shirt på igen.
"Altså, hår bliver ikke bare hvidt over natte, din krop bliver ikke wupti, mere muskuløs, og dine øjne bliver ikke mere blå end de var. Enten driller du mig, og jeg synes ikke det sjovt, eller også er der nogen der tager pis på dig Victor."
Han vidste ikke hvad han skulle sige. Måske havde hun ret, men hvordan kan man tage pis på en ved at forstørre musklerne, og hvem ville dog synes det er sjovt at gøre en person blå øjne mere blå?
"Du tror jo på Gud og Jesus og alt det. Hvordan kan du så ikke tro mig?"
"Fordi jeg tror på det jeg kan forholde mig til. Jeg kender ikke alle faktorer som spiller ind her."
Victor begyndte at blive sur. Hvordan kunne hun tro på en mand i luften som ingen har set, men det hun ser her foran ham tror hun ikke på? En spøg? en Joke? Han havde ikke selv gjort det, og hvem skulle ellers gøre det?
"Tror du ikke på mig?" sagde han surt.
"Jeg tror der er nogen der prøver at drille dig Victor." Hun rejste sig for at sætte sig ved siden af ham men han rejste sig og gik hen til døren.
"Så vil jeg finde den der er skyld i det her" sagde han arrigt og smækkede med døren. Tror på Gud men ikke mig? Han gik ned af trapperne og ud af hoveddøren. Det var blæst meget op og blevet overskyet. Skyerne var mørke. Han tænkte ikke mere over det og gik hen til bilen. Luften lugtede dog underligt. Som om der havde været brænd i nærheden, men der var ingenting og se. Det kunne også være svovl. Han kendte lugten fra kemi timerne på skolen. Svovl? Nej nu må det holde. Hvor skulle der dog komme svovl fra? han satte sig ind i bilen og begyndte at kører hjem.

Han kørte ind i indkørslen. Han stoppede motoren og nød stilheden som kun blev afbrudt af blæsten.
"FUCK!" skreg han og slog alt hvad han kunne midt på retten. BANG. En kraft som en knytnæve ramte ham midt i ansigtet. Alt blev hvidt for øjnene og hans hjerte begyndte med det samme at banke igen. Han kunne mærke slaget fra kraften helt omme i nakken. Det føltes som et bat. Efter et par sekunder kunne han konstatere at han havde slået så hårdt at airbagen fra sprunget ud. Han fik sig kravlet akavet ud af bilen, med alle fire på jorden. Hvor ydmygende. Jeg håber ikke nogen så mig tænkte han imens han rejste sig op, og børstede det hvide pulver af, som skulle komme ud for at forhindre brænd eller slukke den. Han smækkede døren i sparkede til bilen og gik om mod hoveddøren.
"Er du tilfreds?" sagde han surt til himlen.
Han gik med raske skridt hen mod døren imens det begyndte at regne. Han nåede hoveddøren. Den brudt op. Han stoppede brat op. Han sank. Og igen. Han åbnede døren lidt mere. Alt var væltet. Tapetet var flere steder flået af væggen i klaser. Døren ind til køkkenet var splintret som om den var sprunget i luften, selvom der ikke var noget der ellers tydede på det.
"Mor? Far? Er i her?" hviskede han. Der var ingen som svarede. Han gik videre ind i stuen. Hans far havde et sværd hængende på væggen derinde som han gerne ville have fat på. Alt inde i stuen var i stykker. Smadret glas, reoler revet itu og sofaen var blevet flået, af noget som lignede klør. sværdet var der heller ikke.
Bang
Der kom en lyd oppe fra. Han styrtede hen til trappen mens han tænkte på sine forældre. Han var nået halvvejs da han kom i tanke om det måske var den skyldige i stedet. Han listede stille op af trappen, imens han kunne se hvordan billederne var ødelagt. De billeder der var af dem, var hans forældres ansigter brændt væk, og hans øjne var stukket ud og munden forseglet af et brændemærke. Han fortsatte op af trappen. Alle dørene var lukkede på nær hans forældres soveværelsesdør. Den stod på klem, og der var lys tændt derinde. Han listede stille ned af gangen. "jeg kan kampsport" tænkte han for sig selv, og prøvede at glemme tanken om han aldrig har brugt det til andet end træning og konkurrence. Da han nærmede sig døren kunne han hører stemmer.To mænd. Hvem var de? Han kunne ikke forstå hvad de sagde. Det var et fremmede sprog. Han var nået hen til døren. Han trak vejret hurtigt. Han rakte ud efter dørhåndtaget. Stille. Ingen må hører mig tænkte han. Han holdt vejret da han var tæt på at rører håndtaget. Inden han nåede at røre det sprang døren op og han blevet hevet ind i rummet med så kraft som en bil. Han blev smidt igennem hele rummet og landede på hans forældres seng. Han skyndte sig at rejse sig op og gøre klar til at slås. Da han vendte sig om stod der 2 skikkelser derinde. Den ene var klædt i en sølvrustning med en masse runer på. Han ligner en ridder tænkte han. Hans støvler var magen til resten, og spidse ude i tæerne som knive. Han havde en hætte på med en kappe så man ikke kunne se hans ansigt. ca 20 cm over hans hoved svævede en cirkel af blå lys. Manden havde store hænder og var meget høj. På hans venstre side havde han et sværd og på højre side en daggert. Victor skulle til at sige noget da han fik øje på den anden mand. Det var den mand han havde set tidligere. Først ved hans bil, så i haven. Men nu er han her?
"Hvem er i" sagde han skræmt og holdte sig parat til at slås.
"Hvem vi er, er ikke vigtigt lige nu. Hvad er, er at vi kom for sent." sagde den ene mand. Victor kiggede hen på den anden mand som bare stod og sagde ingenting.
"Hvad laver du her?" sagde Victor til ham, men manden svarede ikke. "Hvad vil du? I?" rettede han det til
"Jeg er Malgor. Dette er Malthazar. Han svare ikke med mindre jeg giver ham lov."
"Hvem er i?"
"Det skal du nok få af vide. Men først skal huset gøres sikkert. Vi har brug for fred til at arbejde til gengæld og kan ikke have dig til at være i vejen." Manden gik hen mod ham og inden Victor kunne nå at gøre nået lagde han en hånd på hans skulder og sagde noget utydeligt hvorefter han faldt sammen uden at kunne rører sig. Han var lam. Kort efter sagde han noget andet hvorefter han faldt i søvn. Han nåede kun at tænke "Nu dør jeg."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...