Alliancen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2018
  • Opdateret: 17 jul. 2018
  • Status: Igang
Victor Pride er en ung mand som bor hjemme hos sine forældre. Begge forældre er karrieremennesker og er næsten aldrig hjemme. Faren er advokat og moren er overlæge på byen hospital. Victor ved dog ikke hvad han vil og bruger det meste af tiden på at være der hjemme og læse bøger og gå til kampsport. Han er også meget sammen med sin gode veninde som læser teologi på højt plan på univervitetet.

En dag kommer Victor hjem og finder sine forældre brutal myrdet og en fremmed mand dukker kort efter op hjemme hos ham inden han har kontaktet nogen. Kort efter begynder helvede for alvor at bryde løs og Victor opdager at både engle og dæmoner findes og at en krig har stået på i mere en 1000 år og Victor bliver pludselig en del af det.

0Likes
0Kommentarer
139Visninger
AA

5. Himlens Vogtere Part 1


Angels are calling
From divine lost crystal realms
Riding from heaven
For the magic of the wizard's dream

Luften var frisk og kølig oppe i denne højde. Victor skød på de var omkring 250 til 300 meter oppe i luften. Solen var næsten gået ned og man kunne lige ane det sidste af solnedgangen mod vest. Westhills, som byen hed, så meget anderledes ud oppe fra luften, end når han kom kørende i sin bil. Han nød at være oppe i højden, friheden, følelsen af at flyve, den kølige vind. Lige nu kunne han ikke se nogle negative sider ved at flyve.
Lysene i højhusene var tændt og han kunne se mange sad og så tv. De fløj forbi et hvor en var i gang med træne og en anden var ved at lave mad. Eller prøvede. Han så meget stresset ud og det så ikke ud til at gå alt for godt.
"Hvad hvis vi bliver set?"
"Vi bliver ikke set. I mennesker lægger aldrig mærke til noget." sagde Malthazar med sin bløde dybe stemme. Victor ville gerne svare imod, men tænkte det ville være uvis oppe i denne højde. Han kunne jo bare give slip. Men alligevel var der noget over Malthazar som beroligede ham. Han var ikke som de andre. Han var hjælpsom og venlig.
"Er du en skytsengel?" spurgte han stille imens han kiggede ned på bilerne som kørte stille rundt imellem husene og de forskellige lyskryds.
"Skytsengel? Nej det er jeg ikke. Jeg er en Ærkeengel" svarede han kort. Han lød dog lidt fornærmet.
"Er det skidt at være en skytsengel?"
"Nej det er en høj ære. Jeg er bare mere end det. En skytsengel er en der får til opgave at beskytte en enkelt person, eller familie. Jeg står som beskytter af menneskeheden. Jeg er retfærdighedens ærkeengel" svarede han imens han gjorde klar til at lande.
"Er du så stærkere end andre?"
"De stærkeste engle bliver udvalgt til ærkeengle. Derefter kommer skytsenglene og til sidst de almindelige engle, som bliver til budbringere og krigere". Victor ville ikke tænke mere over det og spurgte i stedet "Hvordan vidste du hun boede her?"
"Vi har holdt grundigt øje med dig Victor, og vi hvem du er, hvor du har været, hvem du kender og meget mere" sagde han og skulle til at tage døren.
"StopI! råbte Victor og skyndte sig at tage hans hånd væk
"Hvad?" spurgte Malthazar forvirret
"Du kan ikke banke på imens du ligner en engel"
"Hvorfor ikke? Hun tror på gud og engle. Hun vil føle sig beæret over at få besøg af en" svarede han overlegent tilbage og rakte ud efter håndtaget igen. Victor slog ham over hånden
"Nej. Du er en fremmede. Du kan ikke bare gå ind i hendes hus som fremmede. Man skal banke på og... Lige meget. Vent her. Og gør noget ved din engle skikkelse" Victor kunne mærke stressen over det her.
"Af nogle der skal beskytte os, ved i utrolig lidt om os" skyndte han sig at sige imens han bankede på. Malthazar havde skiftet tilbage til sin umoderne menneske skikkelse"
Victor bankede en gang mere inden han kunne hører nogle derinde. Kort efter blev der låst op og Maze åbnede døren. En klump fra hans hals sank da han så hun var uskadt og hvad han kunne se over hendes skuldre var der ikke tegn på at der havde været nogle.
"Victor? Hvad laver du her?"
"Jeg" han vidste ikke hvad han skulle sige. Han forældre var væk, engle og dæmoner fandtes, helvede var virkeligt og der var åbenbart krig som rystede verdenen uden vi lagde mærke til det. Sorgen overhældte ham da han kiggede ind i Maze nysgerrige øjne. Han begyndte at få tårer i øjnene igen. Inden han nåede at sige noget havde han placeret armene om hende. Maze forstod ingenting men tog om ham og trøstede ham.
"Vil du ikke med ind?" sagde hun stille imens hun kørte en hånd igennem hans krøllede hvide hår. Victor kunne ikke svare men nikkede blot. Malthazar trådte lidt frem, men Victor lavede en håndbevægelse om at han skulle blive ude. Han stoppede bræt og trådte ind i skyggen igen. Da de var gået ind skiftede han om til sin engleskikkelse igen og begyndte at holde vagt ved døren og de vinduer hvor de kunne komme ind hvis de kom.

De gik ind i stuen. Der var lidt rodet. Victor kiggede forundret på rodet
"Ja jeg er ved at skrive min afhandling for at kunne fortsætte studiet næste år" sagde hun smilende da hun så hans udtryk
"Tænk at studie kan rode så meget" sagde han mens han kiggede rundt. Der lå bøger og papirer overalt. Et par enkelte steder fandt han også nogle gamle pergamenter. Maze smilede og begyndte at rydde sofaen for at de kunne sætte sig. Den var fyldt med tæpper og tøj og endnu flere bøger. Han gik stod med ryggen til for at fjerne tårerne fra hans øjne og for lige at tage sig sammen. Det var første gang havde vist den her side. På den anden side, var det også første gang han havde mistet nogle der stod ham så nær. Han var træt af sine forældre. Træt af de altid var efter ham. Træt af de altid ville fortælle ham hvad han skulle gøre og sige. Og han var træt af de aldrig ville lade ham være alene når de var hjemme. Få dig en uddannelse. Find dig et arbejde. Skal du ikke til at have en kæreste. Alt det var han træt af. Men nu hvor de var væk. Helt væk. Kunne han ikke lade være med at prøve at frembringe deres stemme. Han ville aldrig hører hans fars stemme sige noget klogt. Eller kærligheden i hans mor stemme når han slog sig. En tårer kom frem igen og han fjernede den hurtigt imens han kiggede på en bog. Den var læderindbundet og meget gammel. >De største teologiske studier> hed bogen. Han åbnede den og kunne se den handlede primært om kristendommen, men jødedommen og islam var også nævnt i den. Han lagde bogen fra sig igen da hun begyndte at tale til ham
"Vil du have noget at drikke?" Victor vendte sig rundt. Han kunne ikke sige noget lige nu. Han nikkede. Hun gik ud i køkkenet og begyndte at rode rundt i skabene. Kort efter kunne man hører en elkedel som var begyndt at koge vand. Te, tænkte han imens han gik hen for at sætte sig i sofaen. Han fik øje på Malthazar i vinduet og vinkede. Pludselig kunne han hører hun kom tilbage. Han gjorde tegn med hænderne at han skulle gå væk.
"Hvad laver du?" spurgte Maze pludselig forundret bag ham
"Øh. Ikke noget. Mine arme var faldet i søvn" han skyndte sig at tage en kop te. Skoven bær kunne han smage. Han havde dog aldrig været så meget til the, da han syntes det mest bare smagte af kogende vand, som lugtede godt. Han satte sig i sofaen og overvejede sine ord. Hvad skulle han dog fortælle? Han vidste jo ikke helt præcis hvad der var sket med hans forældre andet end at de var blevet dræbt. Men hvordan? Og helt præcist af hvem. Dæmoner? Han vidste jo at englene var rigtige nu, så hvorfor skulle dæmoner ikke også være det.
"De er væk" sagde han stille mens han kiggede på boblerne i hans the forsvinde stille en efter en.
"Hvem er væk?" svarede Maze stille og uforstående.
"Mine forældre" Han tog en slurk af teen.
"Hvad mener du?" sagde hun lidt mere skræmt end han troede var meningen. Hun satte sin te på bordet og sig med benene op i sofaen. Han tog en slurk mere. Hvordan skal jeg sige det. Han lukkede øjnene kort imens han tænkte. Maze gav ham tid, men kiggede uroligt og bekymret på ham
"De er væk som i væk" sagde han til sidst.
"Er du blevet smidt ud?" sagde hun bekymret.
Han gav et kort grin "hvis det bare var det" han satte teen fra sig og kiggede over på hendes computer som var tændt. Den var inde på en side om ærkeenglen Michael.
"De er døde. Slået ihjel" sagde han pludseligt og kiggede væk fra artiklen. Computeren var alligevel så langt væk han ikke kunne læse det. Maze havde taget hænderne op til munden som i chock.
"Hvem har gjort det?"
Victor skulle til at svare da Malthazar kom flyvene ind gennem ende væggen, hvor hendes soveværelse lå. De sprang begge to op i skræk og gik hen til den anden væk. 
"Hvad sker der!" skreg Maze i skræk. Gardinet blev flået i stykker og ud trådte det som Victor var overbevist om var en dæmon. Den havde mørkerøde øjne, tomme som om glæde ikke fandtes. Han blev helt kold indeni og frygten gik ud igennem hele hans krop fra hjertet, som føltes som om det var ved at stoppe. Den havde 3 fingre med store kløer på. Den tænder var så store at den ikke kunne lukke munden helt. På hovedet havde den nogle enkelte hår og et kæmpe horn i panden. Den var stor. Meget større end Malthazar som lå ubevægelig bag den. Den lange ben var store og muskuløse og da den tog det første skridt hen imod dem, så han hvor store den klør var. Der hvor den havde stået var der aftryk af de knivskarpe klør og en rød plamage som lignede blod blev efterladt. Den kom et skridt nærmere. Den prustede tungt imens dens øjne skiftede mellem at kigge på hende og ham. Han gik instinktivt ind foran Maze selvom han mere havde løst til at stikke af. Han prøvede at se modig ud, men dæmonen kunne åbenbart lugte hans frygt eller også var den ligeglad da den fortsatte hen imod dem. Da den var en meter fra dem stoppede den, og hævede sine klør. Nu er det min tur tænkte Victor og skulle til at lukke øjnene da Malthazar sprang op bagfra og tog fat omkring tænderne i undermunden og stille og roligt brækkede kæberne fra hinanden. Det gjorde ondt, for dæmonen skreg  lidelser og selv da kæben knækkede under det hårde press fra Malthazar gav han ikke slip, og dæmonen gav et stort hyl imens den prøvede at komme fri. Blodet begyndte at sive fra såret og det var først da Malthazar rev hele kæben af og trak sit sværd og stak det igennem der hvor hjertet skulle have været at den blev stille.
Victor havde aldrig set noget så brutalt før. Han skulle til at sige noget men Malthazar kom først
"Vi skal væk. NU!" Han tog fat om dem begge, en under hver arm og gik udenfor. Han spredte sine enorme vinger inden de fløj væk. Da de var kommet 10 meter op i luften, kom der en dæmon mere, hoppende efter dem. Den kunne lige akkurat ikke nå dem. Malthazars vinger var nu fri fra jorden og han gav et hårdt stød med dem og de fløj flere hundrede meter op i luften. De var i sikkerhed. Det var først nu han opdagede at Maze lå livløs under Malthazars arm. Malthazar vidste åbenbart hvad han ville sige "Hun er besvimet. Det er normalt når man ser en dæmon første gang" Med disse ord gav han endnu et hårdt stød med vingerne og de var nu næsten 1 km oppe. Luften var koldt, men adrenalinen skjulede godt det for han frøs ikke.
"Jeg lander i Morre skoven hvor i begge kan få lov til at sove" sagde han
Morre skoven var en stor skov som lå lidt uden for byen. Han havde været der meget sammen med Maze da de var børn. Der var en flot og meget klar og ren sø der. Men næsten ingen badede der da stranden var i nærheden og folk ville hellere ud i det salte vand. Efter ca. 20 min. begyndte han nedstigningen. Det var helt sort nu pga. mørket. Kun en lille smule lys kom fra månen, men det var slet ikke nok til at han kunne se noget. Men han kunne lige akkurat skimte månens lys i vandet, og vidste derfor hvor de var blevet taget hen
Da han var landet satte han Victor ned. Bagefter tog han Maze med hen til et træ hvor han satte hende stille op af det.
"Hun vågner ikke foreløbigt. Jeg beklager det chock jeg må have givet jer. Jeg undskylder mange gange" sagde Malthazar. Victor nikkede bare og var mere taknemlig over at være i live, og over at han redede både ham og Maze.
"Få noget søvn. Dagen i morgen bliver lang og hård for jer begge to"
"hvad sker der i morgen?"
Det får du at se unge ven. Tiden kommer. Plej dine sår og din træthed, og vær klar til at berolige hende når hun vågner. Jeg vil stå vagt så i har ikke noget at være bange for"
Han lagde sig stille ved siden af Maze op af træet. Han var træt men havde stadig svært ved at falde i søvn. Da han endelig faldt i søvn, havde han de samme mareridt om helvede, men han sov tungt alligevel for han vidste at Malthazar vogtede over dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...