Alliancen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2018
  • Opdateret: 17 jul. 2018
  • Status: Igang
Victor Pride er en ung mand som bor hjemme hos sine forældre. Begge forældre er karrieremennesker og er næsten aldrig hjemme. Faren er advokat og moren er overlæge på byen hospital. Victor ved dog ikke hvad han vil og bruger det meste af tiden på at være der hjemme og læse bøger og gå til kampsport. Han er også meget sammen med sin gode veninde som læser teologi på højt plan på univervitetet.

En dag kommer Victor hjem og finder sine forældre brutal myrdet og en fremmed mand dukker kort efter op hjemme hos ham inden han har kontaktet nogen. Kort efter begynder helvede for alvor at bryde løs og Victor opdager at både engle og dæmoner findes og at en krig har stået på i mere en 1000 år og Victor bliver pludselig en del af det.

0Likes
0Kommentarer
137Visninger
AA

6. Himlens Vogtere Par 2

Only those who are pure of heart, may enter heaven

So step forth and let the guardians judge you

for only they, can grand you the enter to heaven which you desire

Victor vågnede tidligt næste morgen. Det var begyndt at blive lyst. Solen skinnede blidt ned mellem trækronerne og luften var frisk. Han kunne hører nogen var nede i vandet og bade. Han satte sig op og vendte sig mod Maze, men hun var der ikke. Han kiggede ud mod vandet og kunne se hun var derude. Han rejste sig stille rundt og kiggede efter Malthazar men kunne ikke se ham. Han gik ned mod vandet og stoppede ved bredden. Vandt var meget rent og der var ikke noget uro i det. Maze var ca. midt ude på søen. Han kiggede rundt og fik øje på hendes tøj som lå lidt længere oppe. Han kunne se ud fra det der lå der, at hun var nøgen med mindre hun havde skifte tøj med, hvilket han tvivlede på sådan som de var tvunget til at flygte aftenen før. Han gik tilbage til bredden men og skulle til at sige noget, men stoppede sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle sige.
"Kommer du i eller hvad?" sagde hun drillende. Han kiggede op med et shock. Han troede ikke han var blevet opdaget.
"Er det ikke koldt?"
"Lidt. Men det er meget forfriskende" sagde hun og dykkede ned under vandet. Ude midt på søen var en lille ø, hvor der stod et enkelt, stort egetræ. Det var nok 15 meter højt, og havde en kæmpe krone. Han havde tit lagt derude sammen med Maze og snakket om der fremtidige planer dengang de var teenagere. Han smed alt sit tøj på nær sine boksershorts og gik hen til bredden.
"Har du skiftetøj med? Eller har du tænkt dig at tage dit tøj på ud over dine boksershorts?" sagde hun drillende. "Jeg skal nok kigge væk imens du smider dem og kommer i vandet." Hun drejede rundt i vandet. Hendes hoved og hals var synligt og det øverste af brystkassen dog ikke selve brysterne. Han smed dem hurtigt og gik ned til vandet. En kold gysning gik hele vejen op igennem kroppen da han mærkede vandet. Det var koldt. Han gik nogle skridt tilbage og sprang så i vandet. Det kuldeshocket skulle bare overstås. Han kom op til overfladen og gjorde hans ansigt fri for det våde hvide hår. Maze svømmede hen til ham.
"Godmorgen" sagde hun kærligt. Hvorfor var hun sådan? Hun plejede ikke at være sådan.
"Er der noget galt?" spurgte han stille
"Ikke lige nu. Jeg har bare brug for at tømme tankerne lidt efter i går" sagde hun lidt nedtrykt og kiggede ned i vandet imens. Han ville ikke begynde at snakke om det i går, så han prøvede at få hende på andre tanker.
"Hvem kommer først hen til den stamme i vandet?" sagde han og begyndte at svømme derhen så hurtigt han kunne. Maze begyndte at grine og skyndte sig efter ham. Da han var næsten henne ved den, var hun lige bag ham og indhentede ham lige så stille. Han prøvede at svømme hurtigere, men han kunne ikke. Det var hårdt og Maze havde gået til svømning igennem alle hendes år næsten, og var først stoppet sidste år, da hun ikke længere kunne få det til at passe med sine studier. Han nåede trods alt først.
"Det var sku hårdt" sagde han spagt imens han fjernede håret fra sit ansigt igen.
"Ja, men der er heller ikke noget salt til at holde dig oppe mere" sagde hun smilende. Kort efter kørte hun hånden over vandoverfladen og begyndte at sprøjte vand på ham.
"Hov det er ikke færre" sagde han og dækkede sig med den ene hånd imens han sprøjtede vand på hende med den anden. Hun stoppede med at sprøjte på ham og fjernede hånden fra øjnene for at se hvad hun havde gang i, men hun var væk. Victor smilede stadig imens han kiggede rundt. Pludselig kunne han hører en komme op lige bag ham, og han nåede ikke at reagere før han blev presset under vandet. Hænderne slap ham lige så snart han var kommet under vandoverfladen og han vidste det var Maze. Han kom om igen og spyttede noget vand ud. Maze var svømmet nogle meter væk fra ham.
"Det skal du få betalt" sagde han og begyndte at svømme hen mod hende.
"Så skal du fange mig først" sagde hun grinende og skyndte sig at svømme væk fra ham. Efter nogle minutter måtte han stoppe da han ikke kunne mere.
"Nåh, kan du ikke holde til mere nu?" sagde hun da hun fik øje på han var stoppet op. Han pustede og hans arme var tunge som bly. Han havde kun energi til at holde sig oppe, men ikke til at svømme længere.
"Du har jo også en fordel" sagde han mens han slikkede sig om munden. Han var tørstig. Maze begyndte at svømme hen mod ham. Hun stoppede ca. en halv meter fra ham og kiggede på ham. Han samlede sine hænder til en skål og tog noget vand op for at drikke det. Da han havde slugt det kiggede han lidt rundt. Vandet var stadig koldt, men hans krop havde vænnet sig til det og han havde også fået varmen i kroppen af at svømme så meget. Han kunne dog godt mærke vandet køle ham ned lige så stille. Maze kiggede bare på om, nærmest ventende på han skulle sige noget.
"Er der noget på mit ansigt?" sagde han og begyndte at gnide sig i ansigtet.
"Nej nej" sagde hun stille, lidt genert. Hun svømmede lidt nærmere.
"Hvad skete der helt præcis i går?" sagde hun
"Ved ikke om her, er det rigtige sted at fortælle det. Og ved heller ikke om jeg er den bedste til at fortælle det. Jeg ved ikke selv noget andet end engle er virkelige. Det samme er dæmoner."
"Bibelen" sagde hun bare og kiggede lidt ned. Hun så sørgmodig ud.
"Det skal nok gå Maze. Vi finder ud af noget." Hun svømmede helt hen til ham og tog om ham.
"Du ved jeg altid vil være her for dig. Desuden er det dig det er værst for. Dine forældre" hun stoppede og klemte strammere omkring ham. Han kunne mærke hendes bryster mod kroppen, og engang imellem ramte deres ben hinanden i de bevægelser de lavede for at holde sig oppe. Hun trak sig lidt væk og kiggede ham i øjnene.
"Hvordan har du det selv?" sagde hun og så bekymret på ham
"Jeg har haft det bedre. Men tak for svømmeturen. Det hjalp meget." Han smilede til hende. Hun smilede tilbage. Hun slap ham helt og kørte hendes hånd igennem hans hår.
"Hvid klæder dig nu meget godt. Men savner nu dit dejlige mørkebrune hår." Han smilede bare og vidste ikke hvad han skulle sige.
"Når du er klar til at snakke om det" sagde hun og lagde hendes ene hånd på hans kind "så er jeg klar til at lytte.
"Det skal jeg hus.." han nåede ikke at sige mere før hun kyssede ham. Han lukkede øjnene og tog sine arme om hende og trak hende ind til sig. Hun tog armene om ham og holdte ham tæt. Hun åbnede munden lidt og deres tunger begyndte at lege med hinanden. Han bevægede langsomt sine hænder ned af hendes krop og placerede dem blidt på hendes lænd. Han turde ikke gå længere ned. Hun stoppede med at kysse ham. Hun kiggede ham i øjnene og blev helt rød i hovedet.
"Undskyld. Det var ikke meningen" sagde hun genert og kiggede ned. Han tog fat om hendes hage og løftede stille hendes hoved og kyssede hende igen.
Et kæmpe smæld lød pludseligt og de fik begge et shock og kiggede rundt. Lyden gav genlyd igennem skoven indtil den langsomt forsvandt. Inde på bredden stod Malthazar og rundt om ham var skovbunden brændt væk og der var forskellige aftegninger i den.
"Det må være nok for denne gang" sagde han og gjorde tegn med sine ene hånd at de skulle komme ind til bredden.
"Nok? Har du set det hele?" sagde han lettere surt.
"Ja" sagde han kort.
De begyndte at svømme ind. Da de kunne nå bunden kiggede de på hinanden genert.
"Se nu at komme op. I har ikke noget som den anden ikke har set." sagde han utålmodigt.
"Måske vil vi ikke have at du ser os nøgen" sagde Victor surt.
"Jeres sølle armor kan ikke beskytte jer mod mit syn. Hvis jeg vil se jer uden tøj på, kan jeg bare kigge igennem det" Victor var rasende og marcherede op til ham og kiggede ind i det tomme rum under hætten hvor hovedet skulle have været.
"Du har meget at lærer om mennesker. For det første bruger vi tøj. Ikke armor eller hvad du kaldte det. For det andet kan man ikke bare kigge igennem tøjet på folk. Det er ikke pænt gjort." han prikkede ham på skulderen imens han sagde det sidste.
Malthazar bukkede sig lidt.
"Hvis du er færdig med at fortælle om jer, kan vi måske komme videre" Hans stemme var blid og dyb som den plejede at være.
"Hvis du har så travlt kunne du have stoppet os noget før" sagde han og begyndte at tage sit tøj på. Maze var stadig i vandet og kiggede uroligt på dem.
"Lidt sjov skal i have. I mennesker kan være skrøbelige til tider og har derfor brug for at glemme." Victor blev mere og mere sur. Han skulle til at sige noget da Maze gik op bag ham og hviskede "Tror du det er smart at snakke sådan til ham. Han kan knuse os begge to som et insekt."
"Ja. Men han må ikke" sagde Victor overlegent.
"Der er en lille fejl i den beretning" sagde Malthazar. "Jeg kan ikke gøre dig noget. Men hun er bare et menneske som jeg redede fordi hun betød meget for dig. Jeg er ikke forpligtet til at beskytte hende" sagde han stille og gik et par skridt bagud og kiggede hen mod Maze som stadig stod nøgen. Hun dækkede sig med det samme til. Victor så det og gik imellem dem.
"Du kan ikke bare stå og stirre på den måde. Hun bliver utilpas" han var begyndt at blive meget sur nu. Malthazar vendte ryggen til dem og sagde "Er du tilfreds?"
Victor sendte dræberøjne og spurgte "er du klædt på nu? han vil åbenbart gerne afsted"
"Ja. Jeg skal bare have min bluse på" sagde hun stille. Da hun havde fået det hele på gik hun hen til Malthazar som stadig stod med ryggen til dem.
"Undskyld" sagde hun stille og kigede ned i jorden. Han vendte sig om. Han var lidt over to hoveder højere end hende. "Jeg beklager meget hvis jeg har været skyld i at vi kommer for sent til noget ærede engle"
Malthazar lagde sin store rustnings indbundet hånd på hende skulder.
"De er tilgivet ærede frøken" sagde han blidt. Han fjernede igen sin hånd og gik hen til bredden.
"Hvis du er klar til at tage videre vil det være rart. Vi er bagud og vogterne venter på dig."
"Vogtere? sagde Victor lidt paf. "hvilke vogtere?"
"Vogterne som skal bedømme dig for at du kan komme ind ad himlens port" sagde Malthazar og kiggede hen imod ham. "Men som den udvalgte har du ingen problemer med at komme ind."
"Hvad med Maze?" Malthazar drejede resten af kroppen hen i mod ham.
"Jeg er bange for hun ikke længere kan komme med. Det er ikke en by eller et land eller skov vi skal besøge. Dette her er selve himlen. Englenes hjem."
"Men hun har ingen steder at tage hen."
"Det er ikke længere vores problem Victor. Vi har vigtigere ting at tage os til. Jeg lovede at hjælpe dig med at bringe hende i sikkerhed, og denne skov er beskyttet mod dæmonerne. Hun vil være langt mere sikker her, end hun vil være hvis hun kommer med os."
"Hun kan ikke bo i en skov. Plus hun fortjener svar."
Mennesket har boet i skove i flere århundrede. Og som sagt har jeg ikke tilladelse til at give hverken dig eller hende de svar i søger"
"Det er okay Victor" sagde Maze stille og tog hans hånd. "jeg skal nok klare mig" Han vidste ikke hvad han skulle gøre.
"Er dæmonerne stadig efter hende nu hvor de fejlede med at fange hende"
"Det ved jeg ikke. Kommer an på hvad deres herre har fortalt dem." Han gik et par skridt nærmere.
"Maze. Jeg kan ikke efterlade dig her. Det er for farligt." Han vendte sig mod Malthazar. "Hvis hun ikke kommer med tager jeg ikke med."
Malthazar knurrede. Han kunne mærke han var meget sur og Victor blev lidt bange for ham. Malthazar rystede sig på kroppen som om han rystede vand af og sagde "Som de vil. Men jeg kan ikke sikre jer, at hun for adgang af vogterne" De smilede begge to. Malthazar vendte sig rundt og gik tilbage til bredden af søen.
"IH" sagde Maze som en lille pige.
"Hvad er der med dig?" sagde Victor undrende.
"Ved du ikke det? Jeg læser teologi" sagde hun med en stort smil, som når en lille pige for en hundehvalp.
"Ja og?"
"og hvor er det vi er på vej hen?" Pludselig forstod han. Hun troede meget på gud og alt det og ville nu få adgang til himlen, eller i hvert fald få indgangen at se. Og det var uden at være død. De gik hen til Malthazar.
"Hvad venter vi på?" sagde Victor og kiggede ud på vandet.
"At portalen åbner. Vogterne kan åbne en portal i alt vand. Vi kan gå igennem den bare den bliver åbnet i noget som er stort nok til vi kan komme igennem. F.eks. vil vi ikke kunne gøre dette i en kop vand"
Victor skulle til at svare da vandet begyndte at blive uroligt. Der kom små bølger ude på vandet og vinden over søen begyndte at tage til. Vandet begyndte at boble som om det kogte. Kort efter dannede der sig en vandhvirvel som langsomt blev større og større indtil den var stor nok til at man kunne komme igennem. Et lyn slot ned i midten af hvirvlen og en portal åbnede sig i hvælvingen. Det lignede blåt røg.
"Træd igennem" råbte Malthazar så de kunne hører ham igennem den kraftige vind. Maze tog hans hånd.
"jeg er bange"
"Det er jeg også" svarede han og gik tættere hen til portalen. "Er du sikker på den skal se sådan ud?"
Malthazar gav en opgivende lyd og skubbede dem igennem. Skoven forsvandt for deres øjne. De svævede kort i luften indtil de igen blev smidt ned i jorden. De landede dog blødt. Noget blødere end de skulle have gjort med den fart de havde. Han rejste sig op og hjalp bagefter Maze op. Hun rettede på sit tøj imens han tog et kig omkring. Det skinnede så lyst at han næsten ikke kunne se noget. Det var lige meget hvor han kiggede hen så lignede det at solen skinnede ham direkte i hovedet. Det velkendte smæld lød bag dem og Malthazar trådte frem. Han slog ham i baghovedet.
"Av" sagde Victor og skulle til at blive sur igen, da lyset blev svagere. Han kunne pludselig se noget igen. Det var som om han havde fået solbriller på.
"Lyset beskytter os mod dæmoner." sagde han idet han slog Maze i baghovedet også.
Han kunne pludselig se noget, selvom der ikke var noget at se. Det eneste han kunne se var skyer. Han kiggede rundt hele tiden og begyndte at blive nervøs for de skulle ud på en længere vandring. Pludselig dukkede et kæmpe hegn op lavet i sølv.
"Dette er den første port til Silver City" sagde Malthazar. På hver sin side af porten stod en statue. De var omkring 20 meter høje. De holdte foran sig et stort svær i en hånd imens den anden hånd var rakt frem som i en stop position.
"Du skal træde frem og lade vogterne bedømme dig. Lyser deres øjne blå kan du gå ind. Lilla, og du må gå. Røde og du dør" Victor sank en klump. Ikke på hans vegne men på Maze vegne. Han havde jo fået af vide at han nemt kunne komme igennem da han var den udvalgte, men hvad med hende?
"Tror du Maze kan komme igennem?"
"Du skal ikke være bange. Kun dæmoner får de røde øjne" sagde han blidt. Han vendte sig mod porten og gik stille derhen. Han nåede kun lige at stoppe op da han fik de blå øjne som betød han kunne komme igennem. Porten åbnede.
"Du skal gå igennem. Vi kommer om lidt" sagde Malthazar. Han gik igennem og de forsvandt bag porten. Der gik lang tid inden de andre kom igennem.
"Hvad skete der?" spurgte Victor lettet da de endelig kom igennem.
"Jeg ved det ikke" sagde Maze stille. "De stod længe uden at der skete noget. Det var først da Malthazar talte til dem og jeg fik adgang."
"Tak" sagde Victor oprigtigt til Malthazar.
"Så lidt. Vi overnatter her da vogterne stadig bedømmer jer. Den næste port åbner først når vi har sovet her. Eller rettere i har. De næste 24 timer vil vogterne bedømme jer på alt hvad i gør her. Jeres handlinger og tanker. Drømme og mareridt" Victor blev igen bekymret.
"I har dog intet at frygte. I skal nok bestå. Se i bare at slappe af. Her går tiden nemlig hurtigt." Malthazar fløj op i luften og forsvandt. Victor var ikke særlig tryg ved situationen men var glad for at Maze var kommet igennem. Han var dog lidt skuffet over at Malthazar bare var smuttet, men det kunne jo selvfølgelig være at han ikke længere skulle være hans beskytter nu hvor de var ankommet i himlen. Victor kiggede rundt. Det eneste han kunne se var skyer i alle retninger. Han stampede lidt i jorden for at mærke om det også var en sky. Den føltes fast, dog var den blød. Maze gik og beundrede alt. Hun var mere begejstret for at være der end han selv var. Victor gik tilbage til porten men der var ikke nogle. Han gik hen til den anden port men han kunne ikke se ud. Han håbede han kunne have fået et blik af Silver City som åbenbart var det englenes by hed. Hvad skulle de med en by tænkte han imens han nød udsigten ud over himlen. Der var flot. Solens strålede skyllede ind over skyerne som bølger. Skyerne bevægede sig stille og roligt afsted hen over himlen i en meget berolig og nærmest hypnotisk rytme.
"Hvor længe tror du der går?" spurgte Victor Maze. Maze kravlede rundt på alle fire for at tjekke skyen ud som de gik på.
"Det ved jeg ikke. Men jeg kan få flere timer til at gå her" sagde hun med et stort smil imens hun prøvede at grave. Hver gang hun gravede noget sky væk med sine hænder blev det fyldt igen med det samme.
"Tror du vi kan flyve her?" sagde hun da hun opgav at grave videre i skyen.
"Det ved jeg ikke og jeg har heller ikke tænkt mig at finde ud af det" sagde han mens han kiggede ud over for at se hvor højt de egentlig var oppe. Men selv under dem var der kun skyer.
"Jeg er mere interesseret i hvordan vi får mad?" 
Victor nåede kun at sige det før et bord dukkede op med to stole og to sæt tallerkner med bestik. Kort efter blev bordet fyldt med mad. Der var både helstegt kylling, salat, grillede pølser, store bøffer, dessert i form af is, kage og frugter og en masse vand mælk og vin til at drikke.
Victor kiggede forundret på det og gik så nærmere. Da han var ca tre meter fra maden kunne han lugte. Gud hvor det lugtede skønt. Det var noget af det mest lækre mad han nogensinde havde duftet. De skyndte sig at tage plads. Victor slikkede sig om munden imens Maze kiggede på hvad der var.
"Det ser lækkert ud" sagde Victor imens han foldede sin serviet ud.
"Meget" sagde Maze imens hendes mave rumlede. Victor skulle til at tage noget men stoppede så
"Noget galt?" spurgte Maze
"Tror du det kunne være en test? Er der ikke noget i bibelen omkring en dødssynd med mad?" Maze lagde sit bestik fra sig igen og så trist ud mens hun kiggede på maden.
"Jo det har du ret i. En af dødssynderne er fråseri." Hun kiggede skuffet væk fra madden og prøvede at tænke på noget andet.
"Er det fråseri at spise lidt salat og noget kød? Bare vi ikke æder det hele" Maze fik pludselig lys i øjnene efter han sagde det.
"Nej det er det ikke" Hun smilte igen. De tog begge to et stykke kød, lidt salat og noget mælk til. Det smagte godt og da de havde spist havde de lyst til at tage mere men turde ikke. Så de sagde tak for mad og rejste sig. De nåede kun lige at gå et par skridt væk inden maden forsvandt. De grinte bare imens de så hvordan maden forsvandt ned i skyen. Det så ud som skyen var sulten og spiste deres rester. Imens de grinte hørte de et kæmpe smæld som ude i skoven. Victor drejede stille rundt og sagde imens han grinte "Det var godt du kom tilbage Malthazar for.." han stoppede. Det var ikke Malthazar. En engel større og mere bredskuldret end Malthazar stod foran dem. Hans rustning var lavet af sort metal og var fyldt med mærke efter sværd, økser og andre våben. Hans vinger var ikke så store som Malthazars og de var mere blege i det. Maze tog Victors hånd og knugede den hårdt.
"Hvem er du?" spurgte Victor stille
"Mennesker" sagde han slesket, nærmest som en slange. Hans stemme var ru og kold. "Mennesker" sagde englen igen med afsky i stemmen. "Afhænger alt af dette menneske." Han gik nærmere. Victor turde ikke sige noget og ventede på englen ville sige noget mere. Der gik lidt tid hvor englen bare kiggede på dem, nærmest som om han kunne se igennem dem og ind i deres sjæl.
"I står her og spilder en masse tid. Og med hvad? Mad. Sølle skravl." Victor blev helt væk. De havde jo fået af vide de skulle dømmes.
"Vi fik af vide af Malthazar vi skulle vente her" sagde han.
"Malthazar. Det fæ. Lyttede i virkelig til ham? Han aner intet om noget. Han er bare en soldat. Han gør hvad han får besked på og intet andet." sagde han med sin kolde stemme. Victor kunne mærke hans nakkehår rejse sig og han blev kold om hjertet. Havde det været Malthazar var han nok blevet sur, men der var noget skræmmende ved denne engel. Som om han sugede alt glæde ud af ham bare ved at kigge på ham. Englen gik hen til porten og slog to gange hurtigt på den med sit sværd. Porten åbnede stille op. Det eneste de kunne se hvad skyer i alle retninger.
"Er i så klar til at komme til byen så vi kan få planlagt hvad vi skal stille op med jer to?" Men inden de nåede at svare havde han taget fat om dem og lettet fra jorden. Han fløj ikke lige så stille og elegant som Malthazar og han holdt meget mere stram om dem. Victor kunne næsten ikke få luft og Maze så ud til at være have det på samme måde.
"Du holder os for stramt" sagde han imens han prøvede at løsne hans greb.
"Hvis du bliver ved med det, kan jeg jo komme til at tabe dig" sagde englen og lød endnu mere kold. Victor var bange for at han ville gøre alvor af det og stoppede med at kæmpe imod. Han tog Maze hånd og mimede "Vi er der nok snart."
De fløj forbi alle skyerne og efter næsten en time kunne de ane byen ude i horisonten. Han fik sommerfugle i maven og kunne ikke vente med at skulle se Silver City, englenes by.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...