Regnen varer ikke evigt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2018
  • Opdateret: 7 jul. 2018
  • Status: Igang
Regnen Varer Ikke Evigt, er en fortælling om en dreng der er immigreret til Danmark og har svært ved at finde sig selv igen. Den handler om, at hårde tider godt kan overkommes, nogen gange kræver det bare lidt hjælp.

3Likes
0Kommentarer
476Visninger
AA

3. På Den Modsatte Side Af Vandværket

Næste dag var Danmark ved at drukne.

Så meget, at hvis du satte dig på jorden udenfor og stak dit øre helt ned i græsset, ville du kunne høre jorden hoste af vand i lungerne.

Men forfærdeligt nok kunne jeg intet gøre, for at få regnen til at stoppe og rede Danmark.

Jeg følte med dette stakkels land. Nogengange kunne jeg også føle det, som om jeg fik regnen ned i lungerne, og når jeg så kastede vandet op igen, røg kun det gode humør og håbet om bedre dage med solskinsvejr op.

Jeg kunne have svoret, at hvis det ikke var sådan, at jeg vågnede op til solskin og blå himmel uden grå dræber-skyer dagen efter, ville jeg være druknet. Sådan rigtig druknet!

Den aften stod hun der. Fra lige da jeg kom ned til det gamle kvartér i byen.

Ved min mur og lænede sig bagover og smilede et skævt smil, der helt sikkert holder på hemmeligheder. Sådan nogle hemmeligheder man lader som om er hemmelige, men som der kun skal et blink til, før alle grimme dele af den ikke-så-hemmelige-længere hemmelighed er fortalt.

Smilet passede godt ind. Det passede godt ind i de mange andre små detaljer, som kropsholdning, tøj, og hvad ved jeg, der skabte denne nye facade. Denne nye facade der fik hende til at se ud som om, hun ejede hele kvarteret.

Det var min facade.

Det var min facade, og det var min mur...

Jeg tog en dyb indånding, og skiftede mine øjne ud med et par kolde, dødbringende glasøjne, som kunne fryse, eller lave enhver der kom i min vej til sten.

Jeg er hundrede procent sikker på, at bare ét mere, måske endda lille problem til, og mit ellers korte hår ville forvandle sig til lange, grønne, giftige, altædende, sultne, udødelige og meget vrede slanger, som helt sikkert ville kunne dræbe dig uden at løfte så meget som den lillefinger, de ikke har.

Har jeg et problem med mit temperament?

Jeg overdriver nok også en smule…

Jeg kiggede på hende igen.

Hendes attitude fik hende til at virke, som om hun var “The Queen Bee” som skuede ud over alle sine små arbejder-bier, der var i fuld gang med at samle nektar ud af blomster til hende.

Eller “The Leader Of The Gang” som alle hendes små mafia-forbrydere frygter, og som bare sidder i en kold kælder, og giver trusler, uddeler mord-opgaver eller undersøger, hvem hendes næste offer skal være.

Jeg syntes, at kunne se hende trække en daggert ud af et hul i luften og begynde at slibe den skarp.

Jeg stillede mig hen ved siden af hende op af min mur, men sparede mine dødbringende glasøjne, og kiggede ud mod den enorme mega-kakerlak, som jeg syntes, efterhånden var ved at dele sig til to, sådan mellem mega-kakerlakker.

“Lighter? Jeg har husket den i dag”, spurgte jeg.

“Nej. I´m good. Har min egen.”

“Sikker?”

“Yes”.

Stilhed.

Nu syntes de to mellem mega-kakerlakker at skifte form. Jeg tror, at et nyt grundstof var ved at blande sig med kakerlak-atomerne, for de blev helt grønne. Nej vent! Nu blev de gule - og med sorte striber! Snart fløj de rundt med deres idiotiske, små vinger, og jeg kunne ikke få den irriterende summen ud af mit hoved.

De var blevet forvandlet til bier.

Ahh selvfølgelig!

“Hva’ har du indtaget facaden som “Queen Bee” i dag”, spurgte jeg, lidt ironisk på den der “jeg-er-ligeglad-med-hele-verden-og-hvert-eneste-lille-atom-det-består-af” måde

“Mig? Queen Bee? Ehh nej. Ser du; den rigtige Queen Bee står lige…Ej det burde jeg nok ikke sige..”

Der var det! Det var det skæve smil, der trådte til. Det træder altid til.

“Næ. Det burde du nok ik, hvis du selv siger det.”

“Hmm.. ej okay. Vil du høre?”

Som sagt; det skæve smil træder altid til, selv hvis det skal træde over have eller bestige bjerge.

Jeg tænkte mig lidt om:

“Skal vi ikke lave en aftale; hvis jeg får lov til at give dig min lighter, får du lov til at give mig din lille hemmelighed?”

Jeg smilede drillende og udspekuleret, som om jeg var “The Leader Of The Gang” og lige havde lagt en genial plan om, hvordan vi skulle nakke en strisser, som var på sporet af os.

Selvom jeg er ret sikker på, at enhver ville have spurgt mig, hvad fanden jeg fik ud af at give hende min lighter.

Hun var vist også lidt forvirret, men rakte hånden ud til mig, og jeg lagde min lighter i den.

“Den virkelige Queen Bee. Derover”.

Hun pegede på en af de mange humlebier, der summede rundt foran os.

Jeg kiggede lidt nærmere på bien, og den blev forvandlet til en muskuløs, ung mand.

Lidt ældre end resten. Dette var en gruppe af mindreårige, som egentlig var for unge til alt.

“Min hemmelighed”, sagde hun, og hendes skæve smil viste sig større end nogensinde før, “Jeg kyssede ham”.

Jeg løftede øjenbrynene på lidt ironisk vis:

“Sådan i dag?”

“Ja i dag. Her lige før du kom!”

Hun kiggede til siden. Kiggede mig lige ind i øjnene. Kiggede mig ind i øjnene for første gang overhovedet, gik det op for mig. Kiggede med et par mørkebrune øjne, der lignede, at de kunne rumme alle microscobiske, små atomer i hele verden og hver og en vandmolekyle. Selv dem som lå og farede rundt hundredevis af kilometer dybt under jorden et eller andet sted i midten af stillehavet.

Så uendelige dybe og bundløse, så hendes øjne ud.

Og hendes mund; der afslørede et hvidt tandsæt, som smilede stort, og fyldige læber overmalet med rød læbestift - så røde, at de mindede mig om skrigrøde -regnjakker, -paraplyer eller -badebolde.

“Nå...wauw. Var det kun dét, det der skæve smil gik ud på?” spurgte jeg provokerende.

“Hva’ mener du?”

Jeg sukkede bare. Rigtig dybt.

Hvornår mister hun selvbeherskelsen (facaden)?

“Du er bare jaloux, fordi du ved, at du aldrig ville kunne score ham”

Dér mistede hun en af dem. Selvom hun prøvede at skjule det ved at kigge ligeglad ud på de mange summende bier og smile let, mens hun bed sig i læben, så kunne jeg se den. Jeg kunne se facaden, som hoppede af hende og fløj afsted, ind mellem alle de summende bier.

Den havde efterladt hende mindre stiv og mere blød, både i kropsholdning og sjæl, tror jeg.

“Øhh.. jeg er ikke bøsse”; sagde jeg og rynkede brynene.

“Nej, men han er”.

“Din dumme atom-natsværmer, du har sgu da lige kysset ham”. Jeg løftede mine, før rynkede, bryn.

Hun grinede.

Der kan du bare se! Hvis du nu ikke tror på, at jeg kan se flyvende, spøgelses-facader, så har du beviset dér.

“Han er biseksuel”, grinede hun, “det har jeg i hvert fald hørt et rygte om”.

Hun kiggede udfordrende på mig.

“Øh nej, det kommer ik til at ske.”

“Fuck, hvor er du kedelig.”

Pludselig blev det mørkt. Helt uden jeg havde bemærket det, havde solen sneget sig over på den anden side af vandværket. Ingen nedtælling i dag åbenbart; for første gang.

Jeg havde slet ingen tid til at overveje, Jeg traf derfor en hurtig beslutning: Min smukke atom-natsværmer var i dag min overvejelse:

“Hva’ gør du nu?” spurgte jeg.

“Hva’ mener du?” sagde hun. Hun var faldet i staver på en af de mange flade, grå sten.

“Hjem vs Club?”

“Ingenting”, svarede hun tonløst og stirrede fortsat ned på fliserne lidt foran os.

“Du kan sgu da ik’ bare blive stående her”.

“Jo”. Hun løsnede sig blik fra stenen og kiggede på mig, “Jo jeg kan.”

Også stod vi derude, helt indtil solen viste sit ansigt, genspejlet i vandet i havnen.

På den modsatte side af vandværket

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...