Regnen varer ikke evigt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2018
  • Opdateret: 7 jul. 2018
  • Status: Igang
Regnen Varer Ikke Evigt, er en fortælling om en dreng der er immigreret til Danmark og har svært ved at finde sig selv igen. Den handler om, at hårde tider godt kan overkommes, nogen gange kræver det bare lidt hjælp.

3Likes
0Kommentarer
470Visninger
AA

1. gik hjem

Jeg lænede mig op af den kolde mur, og tændte endnu en cigaret.

Vi stod i det gamle kvartér af byen.

Dér hvor alle husene var gule med små pæne baghaver, eller hvor de små caféer lå, men alle lukkede klokken 6, så der derefter næsten aldrig var nogen.

Dér hvor der ikke lå cement, men flade, grå sten som veje.

Dér hvor alle de smalle, hemmelige sidegader inde mellem bygningerne førte til klubber, som altid var åbne.

Men selvom de lå lige dér, så tæt på, kunne man ikke høre noget larm fra folk, der havde fået for meget at drikke, eller alt for høj musik. Det var som om, at dette gamle, pæne kvartér ikke ville tillade noget at komme ind og ødelægge disse vindstille sommeraftener, hvor himlen var helt skyfri.

Som om dette kvartér havde lavet sig en lille lydsikker luftboble, som var helt uigennemtrængelig for alt uvelkomment.

Jeg tog et sug af min smøger, og blinkede dovent med øjnene.

Sådan stod vi alle sammen. Nogle småsnakkede, nogle lyttede, mens de sidste bare stod. Ligesom mig.

Jeg strakte hals og kiggede på solen. Den var helt orange og ved at gå ned omme bag det gamle vandværk. Jeg nød de sidste 10 minutter, jeg havde endnu til at stå her, for ligeså snart solen havde passeret vandværket, ville her være mørkt, og de andre ville gå ind ad en af sidegaderne til klubberne.

Jeg blinkede igen dovent, men lod mine øjne være lukkede denne gang, overvejede om jeg skulle tage med de andre eller ej.

Hvis bare dette øjeblik kunne vare for evigt, men det gør de aldrig. Hver sommeraften det ikke regner, tager vi herned og ryger en smøg, og hver gang solen passerer vandværket, går de ned i en af klubberne og tager først hjem ved 4’tiden om natten.

Jeg holdt af at stå her, men selvom verden virkede tidsløs, var det altid på dette øjeblik,

5-10 minutter før solen var væk, jeg overvejede, om jeg skulle tage med de andre eller bare hjem.

Jeg kiggede på min mobil.

3 minutter endnu.

Jeg skoddede min cigaret, vendte mig om og gik hjem

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...