Frost og Ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2018
  • Opdateret: 13 aug. 2018
  • Status: Igang
Aidan Murray, en ung dødelig med magt af en gudinde. Rekrutteret som Avenger og tvunget til at leve som en helt. På trods af sine negative synspunkter møder hun en mand, som hun endelig forbinder med. Thors bror og den velkendte falskhedens gud (Mischief).

0Likes
0Kommentarer
107Visninger
AA

5. Kapitel 4

"Jeg kan ikke udtrykke, hvor meget jeg sætter pris på dig." Loke sukkede og stod ved siden af mig.

Jeg lukkede køleskabet og vendte mig mod ham.

 

"Og hvorfor det?" spurgte jeg og så ham op og ned. Ingen fejl. "Det er den rigtige dig?"

 

"Jeg kan stadig ikke tro, du kan fortælle forskellen." Loke smågrinede. "Men jeg er den rigtige."

 

"Rart at møde dig personligt, Mischief." jeg smilede og holdt min hånd ud til ham.

Loke tog min hånd og plantede et let kys på den. 

 

"Det er en ære at møde dig, Ildgudinde." Loke smilede.

Jeg smågrinede og tog min hånd væk. Jeg lænede mig tæt ved Lokes øre.

 

"Lad os tale forretning." hviskede jeg.

Loke lænede sig tilbage og så mig i øjnene.

 

"Hvilken slags forretning?" spurgte han, med et ondt smil på hans læber.

 

"Jeg har brug for en pause fra dette sted." sukkede jeg: "Ikke for evigt. Bare et par timer."

 

"Du er let at behage." smilede Loke. "Bare fortæl mig, hvor jeg skal hen og vi er på vej."

 

"I aften." jeg begyndte at kigge forsigtigt rundt. "Tag mig et sted, du kan lide at gå.

Men vi kan kun være væk i et par timer, det er det."
Loke nynnede og nikkede med hovedet.

 

"Forstået." han smilede. "Hvornår skal jeg møde dig?"

 

"Mit værelse, klokken 03:00. Nu skal du tage et bad. Du lugter, og ikke på den rigtige måde."

 

"Så ondt." sagde Loke før han forsvandt hurtigt.

 

"Det er mig." jeg smågrinede til mig selv.

 

Klokken 03:00 kommer her hurtigt...

 

********************

"Loke, hvor er du?" sukkede jeg stille. Den var fem over tre... og ingen tegn på Loke. 


"Jeg er lige her, gudinde." sagde Loke og fik mig til at hoppe.

En ildkugle dukkede op i min hånd, Loke løftede sine hænder i overgivelde.

 

"Dammit Loke!" hviskede jeg. "Du kan ikke gøre det! Jeg kunne have gjort dig til en gående tiki fakkel!"

 

"Jeg forstår, så sluk det, før en af os bliver brændt." hviskede Loke, mens hans hænder stadig var op.

 

"Jeg kan er immun." sagde jeg, mens jeg slukkede flamme. "Kan vi nu komme i gang?"

 

"Åh, rigtigt." Loke lo. "Min dame."

Loke gav mig sin arm. Vi forsvandt hurtigt fra mit værelse, og kom frem på en strand. Solen var begyndt at stige, hvor vi var.

 

"En strand?" spurgte jeg, mens jeg viklede vores arme ud. "Og hvilken planet er dette?"

 

"Ja, en strand." Loke smågrinede. "Men vi er stadig på jorden. Norge... det er helt smukt?"

Jeg kiggede rundt og for at se udsigten. Havet var stadig skinnende fra den langsomt gående sol.

 

"Det er det virkelig." hviskede jeg og nikkede "Hvor længe har du været i Stark Tower?"

 

"Et par måneder." svarede Loke, mens hans blik stadig var på havet foran os.

 

"Hvorfor hjælper du dem?" spurgte jeg, fuldstændig ignorerede udsigten og kiggede op på Loke.

Han blev stille og kiggede stadig på vandet. Efter et par minutter talte han endelig.

 

"Der er godt i alle, selv mig, falskhedens gud." Loke sukkede. "Fortæl nogen, jeg sagde det, og du bliver aldrig set igen."

Jeg grinede og lagde mine hænder op i overgivelsen.

 

"Din hemmelighed er sikker med mig, Mischief." smågrinede jeg. "Jeg er enig. Enhver kan være god, hvis de virkelig vil være. Men..."

 

"Men?" spurgte Loke.

 

"Nogle kan ikke lide at være gode." jeg sukkede, da Loke endelig kiggede på mig. "Nogle af os er født til at være dårlige."

Loke nynnede og nikkede.

 

"Ondt kan bruges til godt. Og du kan aldrig fortælle forskellen." Loke sukkede.

 

"Hvad er det sjovt i det?" spurgte jeg.

 

"Det holder dig ud af kæder... og fængsel." Loke smågrinede.

 

"Aldrig været." smilede jeg mens jeg krydsede mine arme.

 

"Virkelig?" spurgte Loke og så på mig igen.

 

"Ja." jeg sukkede stolt. "Aldrig blevet fanget. Og ingen bliver sur over små forbrydelser."

 

"Måske skulle jeg skrive det her ned?" Loke lo.

 

"Hold dit til mig, Mischief." jeg smilede og klappede ham på ryggen. "Og det vil være fint."

Loke sukkede og så, da solen endelig nåede sit højdepunkt.

 

"Udsigten er dejlig." Loke smilede.

 

"Det er den... men vi skal gå." sukkede jeg.

 

"Heldig for mig." Loke begyndte og greb min arm. "Udsigten kommer med mig."

Dermed forsvandt vi og kom frem i mit værelse igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...