Frost og Ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2018
  • Opdateret: 13 aug. 2018
  • Status: Igang
Aidan Murray, en ung dødelig med magt af en gudinde. Rekrutteret som Avenger og tvunget til at leve som en helt. På trods af sine negative synspunkter møder hun en mand, som hun endelig forbinder med. Thors bror og den velkendte falskhedens gud (Mischief).

0Likes
0Kommentarer
98Visninger
AA

2. Kapitel 1

"-ay .... Murray!"

Jeg sprang, da jeg blev skræmt af lyd af en mans stemme. Jeg vendte mit hoved og kiggede ind i øjnene, eller skal jeg sige øjet af Nick Fury.

 

 

"Ja?" spurgte jeg sarkastisk.

 

"Du ved hvorfor du er her, korrekt?" spurgte Fury og placerede armene bag ryggen.

 

"Du vil have, at jeg skal være en Avengers, fordi mine kræfter kan være brugbar for noget godt, bla bla bla.... skal jeg fortsætte?" jeg smågrinede og så, at Fury knyttede sine handskeklædte hænder ind i næver.

 

"Du har ret. Det er netop derfor, vi har brug for dig. Du skal være en stor hjælp til Avengers." sagde Fury smilede, da han gik hen mod døren.

 

"Hvad hvis jeg nægter?!" råbte jeg og kæmpede igen mod mine kæder. "Hvad hvis jeg gør dit holds liv til et levende helvede?!"

Fury stoppede, vendte sig om og kiggede på mig.

 

"Det gør du ikke." smågrinede han mens trådte ud af rummet.

 

"Du kender mig ikke! Ingen af jer gør!" råbte jeg og vidste, at de andre kunne høre og se mig. Jeg var jo i et forhør.

Jeg sukkede og lænede mit hoved tilbage på stolen, som jeg var linket fast til. Kæderne gravede mere end nogensinde ind i min hud.

 

Måske kunne jeg smelte kæderne?

 

"Hallo". lyd en anden mands stemme. "Jeg hedder Steve Rogers."

 

"Captain America... rart at møde dig." smågrinede jeg. "Hvad bringer dig her? Spændt på at møde mig?"

Steve smågrinede og sat sig ned overfor mig. Hans hænder foldede i det hans ansigt voksede alvorligt.

 

"Nick fortalte mig, at du ikke er stor fan af at være en Avenger. Hvorfor ikke det?" spurgte Cap. 

 

"Jeg er ikke en helt." svarede jeg. "Jeg redder ikke verden."

 

"Hvor-

 

"Fordi verden aldrig har frelst mig." svarede jeg i munden af ham, mens jeg følte bloddråberne fra mine håndled og arme, da jeg bøjede mine hænder ind i næver. "Hele mit liv har ikke været andet end hjertesorg og smerte. Fra befolkningen i denne verden. Så hvorfor skulle jeg interesser mig nok til at redde dem, da de aldrig viste interesse for mig?"

Cap sukkede og kiggede ned på hans hænder.

 

"Du er bitter, jeg forstår det. Men vi har alle været igennem hårde tider."

 

"Hele mit liv er intet andet end en hård tid!" hidsede jeg og trak igen i kæderne og ignorerede smerten og blodet.

Cap rejste sig op og gik langsomt mod mig.

 

"Du bløder." sukkede han, mens han stod bare et par meter væk fra mig.

 

"No shit, Sherlock." Jeg stønnede og så, da mere blod droppede fra mine arme og håndled.

 

"Hør efter." Cap sad på kanten af bordet og foldede armene. "Hvis du lover at samarbejde, kan jeg se om jeg kan få dig ud af disse kæder. Og måske endda et bad og noget frisk tøj."

Jeg bed mig i læben, og kiggede ned på mine arme og det beskidte, opslidte tøj. Kampen mod Stark dagen før havde været rodet.

 

"Fint." sagde jeg sukkede. "Jeg vil ikke løbe, og jeg vil lytte til alt hvad du siger. Men kun hvis jeg får et bad og nyt tøj. Og mad ... god mad."

Cap kiggede ind i det dobbeltsidede spejl, nikkede og kiggede tilbage på mig.

 

"Aftale." sagde Cap, mens han gik mod døren. "Stark vil være her snart for at få dig ud af kæderne. Husk bare, vi vil kun holde vores del af købet, hvis du holder din."

 

"Ja, ja jeg har forstået det." jeg rullede mine øjne og lænede mit hoved tilbage igen.

 

"Jeg tror på dig, Murray, det gør jeg virkelig." Cap smilede og gik ud af rummet.

 

Sikker på at du gør det...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...