KUN I NAT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2018
  • Opdateret: 4 jul. 2018
  • Status: Igang
KUN I NAT er en kort, realistisk historie om kærlighed, sårbarhed og ungdom. Sigurds ex dukker en dag op ud af det blå og spørger, om hun må crashe hos ham. Hvorfor kom hun tilbage? Hvor længe bliver hun? Og hvad siger man til en ex, som man måske ikke er kommet helt over?

KUN I NAT deltager i 2. runde af Movellas Talent Show 2018 under temaet "midlertidighed".

3Likes
2Kommentarer
89Visninger

1. KUN I NAT

Fredag 21:47

 

“Hej.”

Hun retter på stroppen til IKEA-posen, som bliver ved med at glide ned over hendes skulder.

“Hej,” gentager jeg. “Hvad laver du her?”

Freja bider sig i læben og hanker op i den store pose igen.

“Må jeg komme indenfor?”

Jeg har ikke set hende i et års tid. Hendes korte, lyse hår og fregnerne på næsen tager mig tilbage til efterskolen og hængekøjen, hvor vi engang blev officielt kærester. Som de fleste andre slog, vi op inden for et år. Langdistance er noget lort, eller også havde vi ikke andet tilfælles end efterskolen.

Jeg træder et skridt tilbage og giver hende plads til at komme ind i entréen. Hun sætter IKEA-posen på gulvet og tager sine sneakers af.

“Vil du have noget at drikke?”

“Te, tak.”

Hun følger efter mig ud i køkkenet og sætter sig hjemmevant på en af barstolene ved køkkenøen. Jeg finder et brev med hvid te - hendes yndlings. Vi sætter os i hver vores sofa inde i stuen. Hun sidder med benene oppe under sig i en alt for stor hættetrøje og puster til teen.

“Hvor er dine forældre?”, spørger hun og ser sig om i stuen.

“Ude at rejse. De kommer tilbage på mandag.”

Hun smager forsigtigt på teen. Sidst, hun var her, var til min 18 års. Vi var lige gået fra hinanden, men alle de andre fra efterskolen var jo inviteret. Naivt havde jeg håbet på, at vi stadig kunne være venner. At vi var voksne nok til at co-eksistere. Vi havde ikke snakket sammen, men hun havde danset og festet sammen med de andre. De fleste var blevet natten over, og vi havde alle sammen sovet på gulvet inde i stuen. Dagen efter havde hun givet mig et hurtigt kram på vej ud af døren, mens hun snakkede bustider med de andre piger. Jeg havde stået i døren og set dem forsvinde ned ad vejen. Jeg havde følt mig tom i flere timer efter, at den sidste gæst var gået, og huset igen var rent og pænt.

 

Hvorfor komme tilbage?

Spørgsmålet presser sig på, men jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at høre svaret.

“Tror du, at jeg kan crashe her i et par dage?”

“Hvad mener du?”

“Bare midlertidigt, indtil jeg finder noget andet.”

“Det kan du vel godt.”

“Jeg kan bare sove på sofaen.”

“Nej. Øh… Det bliver tidligt lyst inde i stuen. Du kan tage min seng. Så sover jeg i soveværelset.”

“Er du sikker på, at det er okay?”

“Ja ja, det har mine forældre ikke noget imod. Anyway, hvad de ikke ved, har de ikke ondt af.”

“Tak, Sigurd. Jeg mener det.”

 

Jeg har svært ved at koncentrere mig om den film, jeg har sat på, så jeg rejser mig og går ud på toilettet. Jeg tænder for det kolde vand og plasker vand i ansigtet. Vanddråberne sætter sig som små perler i hårgrænsen og på min hud. Jeg tørrer mit ansigt i et håndklæde og går tilbage ind i stuen. Freja ligger på sofaen og følger med i filmen. Hendes øjne er blanke. Jeg sætter mig uden at spørge ind til det. Jeg er lige ved at falde i søvn, da filmen er færdig. Freja møver sig op at sidde. Hun henter en toilettaske og noget nattøj og går ud på toilettet. Jeg slukker tv’et og lyset i stuen. Bagefter går jeg ind på mit værelse og redder min seng op til Freja med rent sengetøj.

“Det havde du altså ikke behøvet.”
Freja står i døren. Hun har stadig hættetrøjen på, men hun har skiftet sine jeans ud med nogle grå short.

“Det er ingenting,” siger jeg og trækker på skuldrene. “Sov godt.”

Freja forsvinder ind på mit værelse og lukker døren efter sig. Jeg smider det gamle sengetøj til vask og lægger mig ind i mine forældres seng. Jeg ligger længe vågen i mørket. Det er mærkeligt at have Freja i værelset ved siden af. Jeg har haft en følelse af uro i kroppen lige siden, hun kom, som jeg ikke kan ryste af mig. Soveværelset er varmt. Freja prikker hele tiden til min bevidsthed. Jeg kan mærke suset fra hængekøjen og Frejas kys på mine læber. Hun putter sig ind til mig og siger mit navn.

 

“Sigurd? Sover du?”

Freja er en sort silhuet i det mørke soveværelse.

“Nej,” mumler jeg hæst. “Hvad er der?”

“Må jeg sove herinde?”

“Ja, selvfølgelig...”

Freja kravler ned under den anden dyne og ruller om på siden.

“Er du okay?”

Hun svarer mig ikke. Måske er hun allerede faldet i søvn. Jeg kan se dynen hæve og sænke sig i takt med hendes vejrtrækning. Hvis jeg rakte en hånd ud, ville jeg kunne nå hende. Det er lang tid siden, at jeg har været så tæt på hende og så langt væk fra hende på samme tid. I de første par måneder efter bruddet var jeg slet ikke interesseret i andre piger. Bagefter blev det nemmere men aldrig til noget seriøst. Jeg var sammen med én til en fest, fordi hun havde kort hår. Hun var ikke specielt pæn. Faktisk var hun meget almindelig af udseende bortset fra, at hun var ret høj. Jeg syntes, at hun var sød. Hun ville gerne snakke, og hun havde ikke så travlt. Bagefter havde hun tilføjet sig selv på min snapchat og sagt, at jeg skulle skrive til hende.

Frejas rolige åndedræt bliver afbrudt af små hikstende lyde. Hele madrassen ryster under hendes krop.

“Hey!” Jeg lægger en hånd på hendes skulder, og der går et sæt igennem hendes krop. “Hvad sker der?”

Freja vender sig besværligt om mod mig, mens hun gisper efter luft.

“Hey, kom her.”

Jeg trækker hende ind til mig. Hendes ansigt er vådt af tårer mod min nøgne brystkasse. Jeg stryger hende blidt over ryggen, mens hun græder færdig. Langsomt vender hendes vejrtrækning tilbage til normal. Hendes hår dufter af honning og kilder mig på halsen. Hun flytter sig ikke eller skubber mig væk. I stedet bliver hun liggende hos mig hele natten.



 

Lørdag 7:14

 

Jeg kommer forsigtigt fri af Frejas krop og lister ud af soveværelset uden at vække hende. Jeg tager et kort bad, får min uniform på og spiser en skål havregryn. Inden jeg går ud til cyklen, lægger jeg en seddel på køkkenøen, der siger: “Skal på arbejde. Tilbage 16:15. Mad i køkkenet. Bare tag”.

Jeg skal lige til at tegne et hjerte af gammel vane, men jeg når at stoppe mig selv.

 

Det kan godt være kedeligt at sidde i kassen, men i dag kan jeg slet ikke koncentrere mig. Jeg kigger på uret. Freja må være stået op nu. Timerne snegler sig afsted. Jeg scanner halvhjertet den ene vare efter den anden og ønsker kunderne en fortsat god dag. Da klokken runder 16, er jeg hurtigt ude på cyklen og på vej hjem. Jeg smider cyklen op ad væggen i garagen og spæner hen til hoveddøren.

“Hej,” hilser Freja inde fra stuen.

Jeg går ind til hende. Mit hjerte hamrer hurtigere for hvert skridt. Hun sidder på sofaen i en sort nederdel og en lyseblå skjorte.

“Jeg lånte din Netflix. Jeg håber, at det er okay.”

“Ja, det er fint. Fandt du noget godt?”

“Med lidt besvær.”

Jeg får lyst til at gå hen og lægge armene omkring hende.

“Øh, jeg skifter lige tøj.”

Jeg går ind på mit værelse. Hvorfor er det så svært at være i nærheden af hende?

Jeg sætter mig på sengen og tjekker min telefon.


 

Lauge

LØR. KL. 15:57

Bålhygge på stranden hjemme hos mig kl. 21? 🔥

LØR. KL. 16:22

Hvem kommer?

Bare nogle fra folkeskolen og et par stykker fra min klasse

Kan jeg tage en ven med?

Self

Hvis du også tager øl med 😉

Set


 

Jeg skifter til en ren t-shirt og går ind i stuen.

“Er du sulten?”
Freja vender sig om i sofaen.

“Nej ikke rigtig. Hvorfor?”
“Jeg tænkte på at slå en pizzadej sammen, så den kan hæve.”

“Hjemmelavet pizza. Det lyder lækkert. Kan jeg hjælpe med noget?”

Jeg går i gang med at finde ingredienserne frem. Freja kommer dem i skålen og rør rundt.

“Jeg skal nok ælte den.”

Jeg tager over og arbejder med dejen, indtil den er smidig og glat. Bagefter propper jeg dejen i en ny skål og lægger et viskestykke hen over.

“Så skal den bare stå og passe sig selv i en time.”

“Laver du tit mad?”

Freja har sat sig ved køkkenøen igen. Jeg læner mig tilbage mod køkkenbordet og føler, at jeg ejer hele rummet.

“Det sker. Mine forældre tager oftere og oftere på weekendture eller miniferier, og så må jeg jo passe mig selv.”

“Jeg er glad for, at du er hjemme.”

Varmen breder sig i mit bryst, så jeg skynder mig at skifte emne.

“Øhm vil du med på stranden i aften? Min ven holder noget bålhygge…”

“Lauge?”

“Ja,” jeg havde helt glemt, at hun kender ham i forvejen. Lige da vi stoppede på efterskolen tog mine forældre to uger til Bali. Freja og jeg passede huset og brugte en del aftener på stranden sammen med ham.

“Det vil jeg gerne.”



 

Lørdag 21:03

 

“Hvad så, brormand?” Lauge giver mig et ordentlig kram, inden han hilser på Freja og sender mig et sigende blik.

Vi går rundt og hilser på de andre, inden vi slår os ned på nogle tæpper ved bålet.

“Har I øl med?”

“Ja, her,” jeg rækker ham en kold fra nettoposen.

Kåre, som Lauge og jeg har gået i folkeskole med, har taget en guitar med, og nu forsøger han at imponere nogle piger med blackbird.

Ud af øjenkrogen kan jeg se, at Freja skutter sig.

“Fryser du?”
Hun ryster på hovedet og smiler.

“Det er bare lang tid siden, at jeg har været sammen med nogen sådan her.”

Jeg skal til at spørge om, hvad hun mener, men Lauge trækker mig hen mod huset.

“Hjælp mig lige med at hente…” Da vi når uden for hørevidde skifter Lauge emne midt i sætningen. “Hvad fanden sker dig for dig og Freja? Jeg troede ikke, at I snakkede sammen?”

“Det gjorde vi heller ikke.”

“Hvordan er hun så endt her sammen med dig?”
“Hun dukkede bare op.”
“Man dukker sgu da ikke bare op, mand? Er I sammen igen eller hvad sker der?”

“Nej, hun sover bare hos mig.”

“Nåååh på den måde,” Lauge giver mig et blødt slag på skulderen og griner. “Det er sgu også på tide, at du lever lidt. Jeg var ved at blive helt bekymret.”

Lige meget, hvad jeg siger bagefter, så opfører Lauge sig som om, at han har regnet det hele ud. Normalt ville han have sagt, at man aldrig skal gå tilbage til en fuser, medmindre hun lever op til en række undtagelser, som kun en fyr som Lauge kan have udtænkt.

En af pigerne har shots med, men vi har ikke nogen shotglas. Det ender med, at vi tager nogle ordentlige shots, der kradser ubehageligt i halsen og smager utrolig surt, af de plastikkopper Lauge har hentet i huset. Efter noget tid snakker Freja lige så meget som de andre piger. Hun har åbnet sin skjorte, så man kan ane en hvid bh. Hun er flot, men hun er også flot foran de andre drenge, der er der.

Stranden lugter af røg og tang, men det generer mig ikke. Bålet og alkohollen holder mig varm. Jeg lægger mig ned og lytter til de andres stemmer og Kåres guitar. Freja lægger sig med hovedet på min mave. Hun piller ved kanten af min t-shirt, fordi den bliver ved med at krølle.

“Er du træt?”, spørger jeg.

“Lidt, men jeg har ikke lyst til at gå.”

“Jeg har det på samme måde.”

Festen stilner af, og Lauge slukker bålet med sand. De andre er taget hjem.

“Fedt, at I kom, men måske skal I skride hjem i stedet for at gøre det i min baghave.”

“Som du dog kan sige det.” Freja ruller med øjnene og trækker mig op at stå.

Jeg havde forventet, at hun ville slippe mig, men i stedet står hun lænet op ad min side. Vi siger farvel til Lauge, der vinker til os, indtil han er helt inde i huset.

“Tak, fordi du tog mig med.”

“Jeg vil altid gerne have dig med,” jeg forsøger at få det til at lyde afslappet, men jeg kan ikke lade være med at føle mig desperat. Desperat efter at være sammen med hende, selvom jeg havde glemt, hvordan det føltes.

Vi slentrer hjemad langs stranden. Freja slingrer en smule. Hun får mig til at standse op i indkørslen og vender sig mod mig.

“Må jeg godt kysse dig?”

Jeg nikker. Der er intet i verden, jeg hellere vil have, men jeg kan ikke få ét ord over mine læber. Hun lægger armene om min nakke. Kysset sender en rus igennem mig, og jeg kan mærke, hvor meget jeg egentlig har savnet hende. Frejas læber fortæller, at de også har savnet mig. Det kræver en kort afbrydelse at få låst os ind, men så finder vi sammen igen og sætter kurs mod soveværelset. Jeg trækker min t-shirt af over hovedet, og hjælper Freja med at knappe sin skjorte op. Jeg begynder at trække den fri af hendes arme, da jeg får øje på de hvide og røde linjer i hendes hud. Stribevis af ar tæt ved siden af hinanden. Nogle er gamle og næsten forsvundet, mens andre stadig træder tydeligt frem.

“Hvad er det her?” Dumt spørgsmål. Min stemme er ophidset.

“Det er ikke noget,” Freja vrider sine arme fri og flytter mine hænder om på sin lænd.

“Det er sgu da ikke ikke noget. Hvad har du lavet?”, jeg ved ikke, om det er alkohollen eller chokket, der taler.

“Kan vi ikke bare lade det ligge? Jeg har ikke lyst til at snakke om det.”

Jeg træder væk fra Freja og sætter mig på sengen.

“Men hvorfor ville du gøre sådan noget mod dig selv?”

Freja bliver stående. Hun har lagt armene over kors for at skjule arrene, men nu, hvor ved jeg, at de er der, kan jeg ikke glemme dem.

“Mine forældre skulle aldrig have haft børn. Jeg har aldrig været en skid værd i deres øjne. Selv efter... De var ligeglade, og da jeg ikke kunne mere, sagde de, at det var min skyld og smed mig ud,” hun fører den ene hånd hen over arrene, mens hun taler. “Jeg ville gerne mærke, at jeg virkelig var her. At det stadig var min krop. Det var det eneste, der kunne overdøve larmen og bringe mig tilbage til før.”

“Det vidste jeg slet ikke. Det er jeg ked af.”

“Det er ikke din skyld. Måske skal jeg bare gå nu.” Freja går hen mod døren.

“Nej vent,” i to spring står jeg lige bag hende og lægger en hånd på hendes skulder. “Du må gerne blive, hvis du har lyst. Der går alligevel ikke nogen busser på den her tid.”

Freja vender sig om og begraver sit hoved i min brystkasse.

“Jeg er ked af, at jeg kom. Jeg er ked af, at jeg ødelagde din weekend.”

“Du har ikke ødelagt noget som helst.”

Jeg står længe i stilhed og holder sammen på hende som om, hun til hver en tid kan skride sammen i mine arme.

“Jeg er virkelig træt nu,” sukker Freja og giver mig et sidste tæt kram. “Jeg må hellere skifte til noget nattøj.”

“Du kan bare låne min t-shirt, hvis du vil.”

Jeg vender mig væk og lægger mig hen på sengen, så hun kan skifte i fred.

“Freja, jeg synes, at du er god nok, som du er. Bedre end det faktisk.”

Freja lægger sig tæt ind til mig krop.

“Det er bare ikke nok. Men i nat er det. Det lover jeg. Godnat, Sigurd.”

“Godnat.”



 

Søndag 5:29

 

Halvt i søvne føler jeg i sengen efter Freja. Madrassen er stadig varm, hvor hun har ligget, men hendes side af sengen er tom. Jeg står op og kigger efter hende, men huset er lige så tomt som inden, hun kom. Hun er forduftet som dug for solen, og hun har taget sin IKEA-pose med.

Til sidst giver jeg op og går i seng igen. Savnet er et ekko i min mave. Jeg graver hænderne ind under hovedpuden og indånder hendes duft. Min krop knuger sig sammen, mens en usynlig smerte æder mig op indefra og efterlader en rungende tomhed. Mine fingre støder på noget glat, og jeg trækker et stykke papir ud. Det er den seddel, som jeg efterlod til Freja, inden jeg tog på arbejde, men nu er der tegnet et lille hjerte i bunden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...