Vrang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jul. 2018
  • Opdateret: 4 jul. 2018
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
30Visninger

1. Sårbar

I hans øjne, der rolige som den mat-grønne farve på skallen af en oliven og det tørre græs under mine fødder så på mig, spejlede sollyset og blændede mine af den nøgterne ærlighed.

Dybt bag de grønne irisser, stod det åbne bur med den lyksaligt pippende fugl, svævende rundt på brede udfoldede vinger.

De var plettede af de klareste farver, der dækkede et helt spektrum fra rød til blå. Hver og én var at skue i mængden af fjer.

I spejlet så jeg ikke andet end den udmagrede fugleunge, der sad på den lille rosenkvist og kiggede ud mellem tremmerne. Dens pragt var fuldstændig ulig, hvad jeg lige havde set.

Store plamager af askegråt mudder hang fra fjerene og dryppede ned i oceanet af vand under den.

 

Fuglen skræppede hæst med rystende lemmer -  blødende af tremmerne, der blev skubbet og mast mod dens

spinkle krop af de store gribbe på den anden side.

 

Den farvestrålende fugl var betagende; lokkede med den fristelse det var at svæve frit i skæbnens hænder. Hengivenheden i dens øjne var skræmmende for en lille fugl, der endnu ikke havde lært at flyve og kun kendte til elendigheden blandt gribbene, der hver dag maste tremmerne tættere ind mod dens krop.

 

Han kaldte med fremstrakte hænder, der var bløde som puder og varme som det moderligste knus.

”Vi er alle grå til at starte med. Det er måden, vi vender det på, der farver os,”

 

Jeg kiggede ikke på ham. Det kunne enhver, der ikke stod i samme situation jo sagtens sige.

Den lille grå fugl var på randen til at give op.

Den ville alligevel aldrig blive lige så prægtig som den farvestrålende fugl, der stod overfor den.

I stedet vendte den ryggen til, og jeg stirrede direkte ind i gribbenes glubske øjne.

Den lille fugl var sluppet gennem tremmerne og stod nu på vaklende tynde ben – ubeskyttet af tremmernes elendighed og så nu for første gang, at gribbene sad med en fugl præcis magen til dén indeni. Og at den farvestrålende fugl, der var så smuk, også bar på en grå fjer i sin pragt.

 

”Hvis ikke trøjen passer, når vrangen vender indad, må man vende den udad.

Og du vender den her vej,” sagde han og greb med kærlige hænder fat om mit ansigt for at vende det op mod solen. Fremad.

 

 

Benene knækkede under fuglens vægt. Den faldt af pinden og landede på vandoverfladen som olie.

Ude af en verden i bur. Inde i en verden, hvor den selv kunne styre vandene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...