Illiosionistisk Evighed

Denne movella er med i 2. runde af movellas talenshow's konkurrence.

Vores hovedperson befinder midt i alting og ingenting. Kaoset, som udspiller sig, i en brat ende på alt hvad vi kender. De enorme konsekvenser menneskeheden møder, er i kontrast til den så simple kærlighed han føler til Jonas.

3Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

4. Uforløste drømme

Jeg løb, løb ud af huset. Jeg kunne ikke være i det. Jeg kunne ikke være i tomheden som døden allerede havde skabt. Den velkendte tur ned af vejen og til højre ved nr 29. Jeg bankede ikke på, det gjorde jeg aldrig. Men jeg blev stoppet i døråbningen, det gav et sæt i mig da han står der. Jonas. Den dejligste Jonas med de dejligste øjne, det skønneste skæve smil og det mest fortryllende grin.

“Jonas.. jeg, jeg..” Jonas’ store øjne så dybt ind i mine, de to store trygge øjne som lovede sikkerhed. “Jeg elsker dig, Cornelius” Jonas’ ord kom mig i forkøbet med hans rolige stemme, som ikke viste den mindste form for panik i denne hektiske situation. “Jeg elsker også dig” i det ordene nåede ud, kastede jeg mig ind mod ham. Hans mund ramte min, og da vi stod der med vores læber mod hinanden i Jonas’ entré, med faren for komplet udryddelse hængende over hovedet på os, føltes det som om alting blev væk. Alting blev væk omkring os, og jeg kan huske at jeg mærkede roen lægge sig i min mave, samtidig med at den blev fyldt med sommerfugle.

 

Jeg ved ikke hvor længe vi stod der, hvor længe vi bare holdte om hinanden. Det føltes som splitsekunder, men samtidig flere timer. Jeg følte mig som en helt anden mand da vi langsomt gav slip på hinanden ihvertfald. “Jeg ville sådan ønske, at jeg havde sagt det til dig noget før” Jonas’ stemme var rund og blød, jeg så ham bare op i øjnene og nikkede langsomt. Jeg kunne mærke en tårer trille ned af min kind, og én tårer blev hurtigt til ti. Da jeg først var begyndt kunne jeg slet ikke stoppe igen. Jonas’ varme arme tog om mig, pressede mig ind til ham, og holdte mig tæt ind til sig. Jeg tog om hans ryg og knugede mig ind til ham. Jeg kan huske, at mine tårer langsomt tørrede ud og blev erstattet af en tør hulken. Jonas blev bare ved med at holde mig ind til sig, hans store hænder kærtegnede langsomt min ryg. Da jeg endelig havde hulket alle mine indebrændte følelser ud, så vi bare ind i hinandens øjne. Stadig helt tæt. Jeg blev opslugt af hans store betryggende øjne. Så hvordan den hassel brune farve skiftede til kobber, til kastanje og tilbage til en dyb hassel igen.

“Vi skulle have haft mere tid sammen..” Jeg kunne ikke lade vær med at sige mine dybeste tanker højt, kunne ikke lade vær med at dele alt, hvad der havde plaget mig lige siden, jeg havde set den nedbrændte tv vært fortælle os alle, at vi skulle dø i dag.

“Det er ikke retfærdigt, at den dag vi endelig lukkede op, der skal vi skilles ad. Der skal vi alle sammen forsvinde, og alt hvad vi nogensinde har drømt om vil forblive drømme.” Jeg kunne mærke tårerne komme frem igen, men denne gang var det en brændende vrede. Jonas så bare på mig, blev ved med at holde mig tæt og så ind i mine øjne.

“Jeg har drømt om at komme hjem til dig, Cornelius, komme hjem til dig efter en lang dag på arbejde, og have dine arme at komme hjem til” Jonas’ ord lammede mig, gjorde mig helt paf. “Til mig?” Jeg så op i hans øjne, og et chok gik igennem mig da jeg så dem blive fyldt med tårer. Instinktivt tog jeg en hånd op til hans kind og tørrede forsigtigt hans kinder. “Ja, hvem ellers?..” Jonas grinte let, hans stemme havde en håbløs klang og et forpint udtryk kom frem på hans ansigt. “Jeg har gået de sidste par år, og bedt til at få modet til at kysse dig, til at du ville kysse mig. Jeg har drømt om dagen hvor vi ville flytte ind i vores første lejlighed, bruge vores aftener i sofaen med pizza og en håbløst romantisk film, som vi ville sige vi hadede, men inderligt elskede, fordi den minder os om os..” Jonas snøfter inden han fortsætter hans følelsesudbrud. “Jeg har drømt om dagen hvor jeg ville stille mig ned på et knæ og bede dig om at være min for evigt, hvor du ville sige ja og kysse mig mere passioneret end nogensinde. Den dag hvor jeg ville komme hjem fra arbejde til børnefødder mod gulvet i vores nye rækkehus, alle de meningsløse dage sammen, alle de mest betydningsfulde - Dem alle sammen, min Cornelius. Jeg vil have dem alle sammen, eller jeg ville have haft..” Jonas’ øjne blev blanke da hans ordstrøm sluttede brat, “Jonas.. jeg ved ikke hvad jeg skal sige, vi har så kort tid.” Jonas nikkede med fortrydelse malet i ansigtet. “Lad os tage væk, langt væk, de sidste timer vi har tilbage må være vores, og jeg synes ærlig talt det er vores ret at bruge dem præcis som vi vil.” Jonas’ stemme var fast da han sagde det.

 

I sidste ende, gjorde vi som Jonas havde bestemt sig for, vi gjorde som vi altid havde drømt om. Måske ikke lige ægteskabs og børne delen, men delen med at bruge vores aftener sammen. De mest ligegyldige og de allermest betydningsfulde.

Vi tog Jonas’ far gamle bil, en rød folkevogn. Vi kørte op på bakken i den østlige del af vores lille by. Den lille by vi begge voksede op i, gik i skole i, lærte hinanden at kende i og i dag skulle dø i.

Vi lagde os på bakken, blandt græs og blomster og med den mest gribende udsigt ud over byen. Vi lå bare der, snakkede om alt og intet, om drømme og minder og himlen ændrede sig langsomt over os. Det blev mørkere og til sidst begyndte solen at male sit sidste maleri på himlen. Med gul og orange blev magien til.

Da lå vi der, lå på bakken og så ud over hele byen. Så hvordan flyene smed store mørke ting fra sig, hvordan store eksplosioner lagde alting i ruiner. Hørte hvordan bragende blev højere og højere. Vi kunne prøve at løbe, flygte, gemme os. Men imens den gul orange himmel stod i kontrast til, at vi alle i dag skulle dø og ingenting nogensinde ville blive noget igen. Så lå vi bare her, accepterede vores skæbne og nød vores sidste øjeblik. Hånd i hånd. For selvom vores liv skulle slutte alt for tidligt. Selvom træet med vores initialer blev til aske sammen med os selv, sammen med vores bankerne hjerter, så skabte vi noget permanent midt i alt. midlertidigheden. Vi skabte et bånd og en tro, et håb og en hel masse uforglemmelige minder - og selvom der ikke er nogen til at huske det, selvom vi alle forsvandt, selvom livet er midlertidigt, selvom vi alle er til låns, selvom vi alle endte den dag og universet kolde hånd omskrev vores historie som fra starten var dømt til at gå glemt, til evigheden slutter vores solsystem, så er det tiden vi havde der betød noget. det er den glæde vi spredte i hinandens øjne, den måde vi gjorde lykken til en smuk tanke og en permanent følelse. for midt i alt den stress og jag, midt imellem eksaminer, skole, jobs og børn, så fandt vi hinanden og os selv. vi fandt et måde at gøre midlertidigheden vidunderligt permanent.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...