Illiosionistisk Evighed

Denne movella er med i 2. runde af movellas talenshow's konkurrence.

Vores hovedperson befinder midt i alting og ingenting. Kaoset, som udspiller sig, i en brat ende på alt hvad vi kender. De enorme konsekvenser menneskeheden møder, er i kontrast til den så simple kærlighed han føler til Jonas.

7Likes
4Kommentarer
253Visninger
AA

3. Begyndelsen på slutningen

Begyndelsen på slutning var en torsdag. En ganske normal en af slagsen. Jeg var på vej hjem fra skole med Jonas. Hånd i hånd gennem en villavej. Jeg kan huske overraskende meget fra begivenhederne op til. Hvordan Jonas havde fulgt mig helt op til dørtrinnet, hvordan vi havde stået der, som vi altid stod der. Begge to alt for generte og kejtede til at ville gøre noget ved situationen. Men lige her, lige i dag, på en usædvanligt almindelig torsdag, der kyssede ham mig - og jeg ham.

Vi stod der længe, foran døren i hinandens arme. I hinandens selskab. Det føltes ihvertfald som længe, for hele verden forsvandt omkring os. Da vi endelig gav slip på hinanden, kunne jeg ikke se andet end hans røde kinder og store smil, der nåede op til hans smukke kobber brune øjne.

“V-vi ses”, jeg stammende det frem på en så latterlig måde, at jeg var ved at gå til af pinlighed, men han smilte bare som han altid gør.. gjorde, det er svært at huske det hele tiden. At alting er en historie nu. At vores vi og os fik så hurtig en udløbsdato.

Jeg husker tydeligt, at inden vi skiltes, tog han min hånd igen, dem begge to denne gang. Han tog dem i sine, og så mig i øjnene. “Vi ses” jeg husker at mit hjerte ræs af sted, men samtidig lå der en rolig varm fornemmelse i min mave, men vi skiltes, og varmen blev erstattet af en tung klump.

 

Jeg var normalt hverken en radio- eller tv avis type, og jeg ved egentligt ikke lige hvad der gik for sig, da jeg den torsdag satte mig foran tv'et og skruede op for nyhederne. Jeg ved heller ikke hvilke tanker der gik igennem mit hoved da sær meddelelsen kom. En kendt tv vært sad i et abnormt tomt studie, rander under øjnene, slipset lidt for løst og skjorten uden på habbitbukserne. Jeg ved ikke hvorfor, jeg husker så mange detaljer, måske vidste jeg det godt, måske vidste vi det alle sammen godt, bare uden at vi ville indse det.

Men det kunne ikke længere benægtes, for da tv værten med et skævt påtvunget smil og døde øjne sagde ordene, tvivlede jeg ikke i et sekund om det var sandt.

“Velkommen til en særmeddelelse fra studiet, jeg må med smerte sige at.. at.. “ Hans stemme knækkede og han kiggede famlende ned i sine papirer. “Nej.. nej det kan fandme være løgn..” Han havde mumlet det lavt imens han krøllede et papir sammen. Han kiggede op igen, denne gang med synligt røde øjne. Han rømmede sig inden han begyndte at snakke igen, “ja der er sku ikke en nem måde at sige det på.. Men, vi er i krig. Åben krig med russerne, den foregår ikke i vores baghaver, men den er reel. Mere reel end nogen af os havde regnet med.. Vi har 6 timer tilbage.. de har valgt at sende en bombe afsted. Eller ikke en, men flere tusinde..” Tv værten rejste sig fra sin stol, og i det man tror han skal til at gå væk, gik han hen mod kameraet. “Fortæl dem at du elsker dem for fanden, gør de ting du aldrig fik gjort. Lev for satan.” Udsendelsen gik i sort.

Jeg sad i en slags choktilstand på sofaen i et par minutter. Hans ord kørte igennem mit hoved om et ekko, ‘vi er i krig’, ‘bomber’, ‘lev for satan’. Min mobil begyndte at ringe midt i min trance, og jeg opfattede det først efter et par sekunder. Da jeg kiggede på skærmen var det min far som ringede. Jeg tog den hurtigt “Hallo?” jeg sagde det, men det virkede fjernt, det hele virkede fjernt. “Gu'skelov du er her, så du lige nyhederne?” Jeg nikker, og der gik en rum tid før jeg kom i tanke om at han ikke kunne se mig. “Ja.. Jeg tager over til Jonas.” Jeg kan huske jeg sagde det helt uden at tænke over det, men jeg vidste at det var det jeg ville. “Godt så, mor og jeg.. vi, vi elsker dig skat” endnu engang begyndte jeg at nikke uden at tænke på, at han altså ikke kunne se mig. “Jeg elsker også jer, pas på jer selv.” Da vi lagde på havde jeg en tom fornemmelse i maven. En fornemmelse af savn. Billeder fra min barndom kørte igennem mit hoved. Alle de campingferier, alle de sene isvafler ved stranden. Alle de gange vi har lavet snobrød i haven, eller småkager i køkkenet om vinteren. En frygtelige tanke kom, at intet af dette nogensinde vil blive husket, intet af dette vil blive fortalt videre, intet af dette vil ske igen eller blive til noget som helst. Den var ubærlig. Vi skulle alle dø, dø fordi der var krig langt væk. Dø fordi mennesket altid har det med at destruere hinanden. Dø af ingen grund overhovedet.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...