Perfekt forfatter-uddannelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jul. 2018
  • Opdateret: 4 jul. 2018
  • Status: Igang
Dette essay handler om, hvordan jeg først studerede journalistik, men droppede ud, og derefter faldt hele vejen ned af uddannelses-hierarkiets stige og kun undgik at ramme bunden med et brag, fordi jeg snød med mine eksamenspapirer. Men dernede nær bunden fandt jeg gode muligheder for at udleve min drøm om at blive forfatter.

(Dette essay lagde jeg ud som blog i foråret, men da blogs sjældent bliver læst så meget, så kommer det nu som movella. Det håber jeg, går an, for på grund af mine håbløse evner indenfor IT, kunne jeg ikke finde ud af at lave en movella i sin tid).

2Likes
0Kommentarer
77Visninger
AA

1. At kunne regne og kunne regne den ud

I disse dage sidder mange af jer nok og sveder over jeres bøger og forbereder jer til diverse eksaminer. I blandt de yngre kæmper nogen nok for at få et eksamensbevis fra 9. klasse, der beviser, at I har afsluttet livets skole med hæderlige karakterer. Det er jo nødvendigt, hvis man vil fortsætte fra livets skole til livets gymnasium, og derefter blive optaget på livets universitet, for til sidst at få et arbejdsliv ude i erhvervslivet. Men en del af jer vil nok hellere være forfatter, for ellers skrev I vel ikke på Movellas, og så kræver det altså ikke, at man kan regne, men derimod at man kan regne den ud.

 

Jeg selv har også altid ønsket mig at blive forfatter, og da jeg i sin tid var blevet færdig med livets gymnasium, lykkedes det mig at luske mig ind på journaliststudiet. Jeg tænkte, at det måtte være den rette uddannelse, for som journalist skal man jo sidde hos en avis og skrive hele dagen, og så kan man vel også få skrevet en masse romaner i en rasende fart. Det viste sig dog snart, at studiet langt fra levede op til mine forventninger. Vi var 50 studerende, der begyndte det år, og efter et halvt år var der kun 20 tilbage. Og af de 30, der faldt fra, var jeg den allerførste! Når jeg tænker over det, så er jeg egentlig godt tilfredshed med, at jeg var den første, der droppede ud, for det lyder da lidt bedre end at være nummer 4 eller 19.

 

Der var flere grunde til, at jeg ikke gad. For det første handlede det første halve år om at teste, om vi studerende havde nerverne til at være journalister. Så i timerne skreg underviserne os studerende ind i hovedet, og hvis nogen havde skrevet noget dumt, blev det læst op i klassen. Og så skulle vi aflevere en masse artikler, som vi havde haft alt for kort tid til at skrive, og som underviserne aldrig læste og kommenterede, fordi det var i virkeligheden stress-tests, og ikke øvelser i journalistisk arbejde. Samtidig skulle vi træne vores indre, dumme svin, så vi kunne mase os på hos folk under interviews og få dem til at sige alt det, de helst ville holde for sig selv. Da vi en dag fik besked på, at vi skulle finde nogen i telefonbogen, som havde det samme navn som os selv, ringe vedkommende op og lave et interview om hans liv, så gad jeg simpelthen ikke mere.

 

Her længe efter kan jeg se, at journalistik ikke er et specielt godt studie, hvis man gerne vil være forfatter. Ganske vist skal man lave research og interviews, men man får samtidig dræbt sin fantasi og nysgerrighed efter nye ideer, der helt uventet dukker op. For når man laver research, skal man finde oplysninger om et helt bestemt emne, og når man laver interviews, skal man have svar på nogle helt bestemte spørgsmål. Man bliver helt blind for alt det interessante, der kan dukker op, når man roder rundt i arkiver og søger på internettet, eller når man taler med et fremmed menneske.

 

Efter journalistiskstudiet gik der noget tid med kedeligt, ensformigt arbejde i supermarked, så jeg havde råd til at tage ud at rejse. Jeg planlagde med vilje intet hjemmefra, for så ville jeg være sikker på at opleve noget uventet. Og hvorfor dog også rejse ud, hvis man på forhånd ved alt om, hvad man kommer til at se, fordi man har siddet og læst om det hele i en rejseguide forinden? Og så giver det uforudsigelige også mere at skrive om, når man kommer hjem.

 

En af de mere mærkelige oplevelser, jeg var ude for, var i Honduras, hvor jeg flyttede ind på et usselt hotel. Det vil sige, at det viste sig at være et bordel, hvilket jeg først fattede, da ”stuepigen,” der havde fulgt mig op på mit værelse, mere eller mindre overfaldt mig og prøvede at rive mit tøj af, og udefra har vi nok lignet to katte, der var oppe at slås. Men jeg er jo en form for gentleman, der ikke vil udnytte andre menneskers fattigdom, så det endte med, at jeg gav hende 10 dollars for at gå igen. Det viste sig at være ret dumt. Honduras er nemlig et af de fattigste lande i Sydamerika, hvor mange lever for en dollar om dagen, så ti dollars er mange penge. Derfor blev der banket mange gange på min dør resten af dagen, for ”stuepigerne” havde jo hørt, at ham den dumme, danske blondine-dreng betalte for bare at slippe af med dem. Så selvom skolerne nok ikke var så gode i det fattige land, så havde pigerne i den grad lært at regne den ud, og jeg selv fik skam også noget at skrive om.

 

Her længe efter er jeg i gang med den perfekte forfatter-uddannelse, nemlig procesteknologi. Procesteknologi lyder nok ikke så kunstnerisk, og det er det heller ikke, det er faktisk røvsygt, for det man lærer, er at overvåge og styre produktionsanlæg, hvad enten der nu produceres citronmåner eller bivirkninger til antidepressiv medicin, det sted man arbejder. I løbet af en almindelig arbejdsdag skal man tilbringe 3-4 timer i et kontrolrum, hvor man hvert tyvende minut skal se på nogle computerskærme og tjekke, om produktionen kører, som den skal, og trykke på den store, røde alarmknap, hvis de citronmånerne, der produceres, pludselig smager af appelsin. Så jeg skal ikke bruge hjernen eller lave så meget, på et kommende arbejde, men kan i stedet bruge min energi på at sidde og skrive og samtidig blive betalt for det. Hvad mere kan man ønske sig, når man er forfatter?

 

Det var dog tæt på, at jeg slet ikke kom ind på uddannelsen, for det krævede, at man havde haft kemi på C-niveau på gymnasiet. Heldigvis havde jeg haft fysik og ved hjælp af lidt fotoshop, blev fysik til kemi. Når jeg selv skal sige det, så kan jeg ikke se noget problem i, at jeg snød på den måde. Jeg kan nemlig ikke finde ud af hverken kemi eller fysik, faktisk ved jeg knap nok, hvad forskellen er på de to fag. Og når jeg ikke kan finde ud af nogen af fagene, så er det jo lige meget hvilke af dem, der står på mit eksamensbevis. Samtidig tænker jeg også, at al den moderne IT-teknologi, vi har i dag, er til for at gøre livet lettere, og det brugte jeg den så til. Men som sagt fatter jeg ikke et hak af fysik og kemi, men til gengæld kan jeg regne den ud, både når jeg skal snyde mig ind på en uddannelse, og når jeg skal vælge en uddannelse, der er egnet for en forfatter.

 

Så til alle jer, der nu eller om et par år skal vælge en uddannelse, men som meget hellere vil være forfattere end at have et normalt arbejde, vil jeg sige: Lad for helvede være med at vælge en uddannelse, der fører til et job, hvor I skal bruge hjernen eller bestille noget. Drop alle ideer om en dag at få et arbejde i et ministerium, et reklamebureau eller en bank, hvor I skal sidde og svindle og bedrage og tømme folks lommer, og hvor det største I kan opnå i jeres skide karriere, er, at kunderne føler sig heldige, når I plyndrer dem, for alt hvad de ejer.

 

Den slags jobs er nemlig fulde af stress og jag og vil forvandle jeres hjerner til leverpostej på et par år. I vil være så udbrændte inde i hovedet, at I ikke kan huske, hvor I selv bor, og hvis I alligevel finder hjem, kan I ikke huske navnene på jeres egne børn, når I ser dem. Hvis I vil være forfattere, så prøv at undgå at blive alt for påvirket af politikernes og erhvervslivets sang om, at man skal gå fra vugge til grav på normeret tid, og ikke må have andre huller i sit CV, end når man har været ude at skide. Og lad være med at lytte, når nogen siger, at det også er vigtigt med et godt CV og gode karakterer på eksamensbeviset, den dag I dør. I følge disse mennesker skulle CV'et og jeres karakterer nemlig være det første, gud ser på, når I banker på himmelens port, og han skal vurdere, om I må komme ind i paradisets have.

 

Så nu, hvor I sidder og sveder over jeres bøger, og drømmer om at blive forfatter, så husk, at det vigtige ikke er at lære at regne, men at lære, hvordan man regner den ud. Det er ikke så svært, når først man er inde i tankegangen. Tænk for eksempel på, hvordan man kommer ind på en natklub, hvor man skal være 18 for at komme ind, men man kun er 17. Så stjæler man selvfølgelig bare sin mors sygesikringsbevis og viser det frem til dørmanden og bilder ham ind, at man er 46, og så er der fri adgang. Og sådan er det hele vejen, for den, der kan regne den ud…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...