Dystopian beauty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2018
  • Opdateret: 19 aug. 2018
  • Status: Igang
Et dystopisk drama, som tager dig med i en verden, du ikke har oplevet før. Rhea og Damyian er vidt forskellige men finder befinder sig pludselig på en og den sammen side.

0Likes
0Kommentarer
363Visninger

Author's note

Historien kommer til at bestå af to noveller dette er første del
AA

3. Kuppet

Sveden samlede sig frem til store dråber inden de forlod Damyians pande. Den hede som omringede ham, var uudholdelig og han ønskede at de snart kunne fortsætte med deres plan. Han stod lænet mod de nøgne jordvægge i tunnelen og lagde med velbehag hovedet mod den så han kunne køles en smule ned. Alle de mennesker i tunnelen gjorde luften fugtig varm og ildelugtende af sved. De stod klemt mod hinanden, som sild i en tønde, alle parate til at afvente Damyinas og Kaitos ordre. Månedsvis af planlægning og flere års træning skulle endelig gøre sig betalt i dag. Det var denne aften de alle sammen havde ventet så længe på.

Det var nu lidt over ti år siden at Damyian var blevet bortvist fra Great Hollow, sammen med resten af sin familie. For en forbrydelse, som han ikke engang selv havde begået, men trods alt havde taget ansvaret for. Han huskede stadig den skrækkelige eftermiddag, da fire vagter kom brasende ind i deres lille hus, i den midterste ring.

Tydeligt husker han hvordan eftermiddagens sidste solstråler banede sig vej igennem de små vinduer og efterlod små lyskegler rundt i stuen. Ilden i den lille pejs – inde i stuen – dansede en lystig dans i orange og røde farver. Eftersom det var en kold januar dag var pejsen den eneste befriende varme fra den kulde, som herskede udenfor. Damyian sad ved køkkenbordet og lod øjnene vandre mod vinduet, hvor dugget samlede sig til små dråber, og fandt sin vej ned ad den glatte rude og efterlod spor efter sig.

Hans mor og far sad i stuen og Ethen – Damyinas lille bror – sad og legede med noget af Damyians aflagte legetøj. Han havde for længst lagt sin barnlige side bag sig, efter hans forældre krævede at han også selv skulle arbejde og tjene føde og tøj til familien. De havde aldrig haft meget, ligesom alle andre som boede i de yderste ringe.

Mad var en mangelvare for dem, især her om vinteren. Tit gik Damyian sulten i seng, fordi han delte sin – i forvejen lille portion mad – med sin lille bror. Dog kun i skjul, da hans forældre altid sagde at Ethen ligeledes skulle lære at forholde sig til de portioner mad der nu engang var. Dog skar det som tusind små knivspidser i Damyians hjerte, når den lille drengs mave knurrede af sult.

På denne januar dag blev Damyian pludselig revet ud af hans tanker, da der højlydt blev banket løs på den møre trædør. Da der i løbet af et par sekunder ikke blev svaret på den ihærdige banken blev døren sparket op. Kulden udefra fandt hurtig sin vej ind i det lille hus og omsvøbte alt på sin vej. Med hjertebanken kom Damyian op at stå med en sådan voldsomhed at stolen bag ham landede på gulvet med et højlydt brag. Hans forældre var allerede kommet op og stå ved siden af ham. Han kunne se hvordan hans mors isblå øjne skælvede af frygt. Hun holdte hans far i hånden og trak hurtig sine to børn til sig. Uden videre kom vagterne ind og begyndte at rode rundt i de få sager, som de havde.

Skuffer blev trukket helt ud, bestik blev hevet ud af dem, tallerkener smidt rundt og nogle af skabene blev åbnet med sådan en voldsomhed at de alt for gamle hængsler overgav sig og blev trukket med ud. Uden at give den skræmte familie nogen form for forklaring eller bare så meget som et blik, fortsatte de deres søgen længere inde i huset. Den slidte sofa blev pillet fra hinanden, inden en af vagterne tog en lille kniv frem og sprættede det falmede røde stof op for at undersøge indholdet.

Damyian kunne mærke hvordan Ethen klamrede sig til hans arm. Han slap sin mors greb, gik ned på knæ ved siden af lillebroren og lagde den anden arm om ham. Selv var han så skræmt over handlingen at han næsten ikke kunne holde det inde. Angstboblen inden i ham truede med at gå i stykker ligeså let som en sæbeboble, man prikker til. Koldsveden løb ned ad hans ryg og tankerne svirrede så hurtigt rundt i hovedet på ham, at han følte han ville besvime.

Vagterne var fortsat ind til hans og Ethens værelse samt deres forældres. Han kunne tydelig høre den voldsomme banken fra skabslåger, senge der blev trukket hen ad trægulvet og hvordan endnu mere stof blev revet op af den uskånsomme kniv.  Fuldstændig fortvivlet og uden at være i stand til at gøre noget, var Damyian tvunget til at høre på hvordan deres hjem blev ødelagt. Det værste var at han havde bange anelser hvorfor de gjorde det, men turde ikke sige det.

”Her er den!” råbte den ene vagt fra brødrenes værelse. Abrupt blev alt larmen og skubben rundt med møbler indstillet og de fire vagter samlede sig i stuen overfor familien Thae. Den ene vagt tog masken af og afslørede et ældre ansigt med gråstængt hår og flere voldsomme ar der var graveret ind i huden på hans hals. Han kiggede beskyldende på familien og holdte en smuk og yndefuld medaljon halskæde frem. Øjeblikkeligt kiggede Damyian på Ethen, som gengældte hans blik med skyldig og skræmt mine. Damyian holdte et suk inde, rejste sig og kiggede med stålfast blik på vagterne.
”Det var mig. ”, sagde Damyian og prøvede at lyde så overbevisende som han nu kunne, selvom han havde voldsomt svært ved at få formet ordene med læberne.

Hans forældre vendte begge to hovederne mod ham og kiggede forskrækket på ham. Ethen hev i hans brors arm. Damyian befriede sig og gik et skridt væk fra sin families blikke.
”Og hvorfor?” spurgte vagten med iskold stemme.
”For at bytte den. For mad. På et af de sorte markeder.” fremstammede Damyian. Hans hals og mund var ualmindeligt tørre og han skulle kæmpe en kamp, for ikke at miste kontrollen over sin voldsom skælvende krop.

Aldrig før i sit liv havde han været så bange. Vagten gik helt hen til Damyian så han kunne mærke vagtens klamme, sødelig ånde mod sin kind. Han fik en voldsom kvalme.
”Og hvor befinder sig dette sorte marked?” spurgte vagten, langsomt og helt ind i ansigtet på Damyian.
Han tav. Hvis han fortalte vagten hvor de ulovlige markeder blev afholdt, ville mange flere end kun ham lide voldsomme smerter.

Damyian knyttede hans næver så hårdt til knoerne var hvide og samlede på alt det mod, hans stadig var i besiddelse af i øjeblikket og kiggede ind i vagtens mørke øjne. Fast besluttet på ikke at give efter og fortælle dem noget.
”Hvor befinder de sig?” spurgte vagten igen.

Damyian tav stadig. Vagten nikkede mod en af de andre som øjeblikkelig fandt sin elektrostav frem og holdte den mod Damyians ryg. Han sank sammen på gulvet foran vagten med de mange ar og mærkede hvordan strømmen spredte sig i enhver celle af hans krop med en uhyrlige smerte. Han bed tænderne hårdt i, han ville ikke vise svaghed.

”Igen.” kommanderede vagten.
Denne gang hev den anden vagt op i Damyians uldtrøje og placerede staven på hans bare hud. Han hørte hvordan hans mor gispede omme bag ham, mens han yderligere sank ned mod det slidte trægulv. Støv og skidt blev hvirvlet op da hele hans krop ramte gulvet.
”Tag dem med. Alle sammen!” beordrede den ene vagt.

Hurtigt og voldsomt blev Damyian hevet op ad gulvet og ført ud af huset sammen med resten af hans familie. De blev nærmest slynget ind i den sorte jeep som holdte udenfor deres dør. To af vagterne trak deres elektrostave og satte sig sammen med dem omme bag ved, mens de andre to satte sig foran. Vagten som havde udspurgt ham, satte sig bag rettet og begyndte at køre.

Efter dette blev deres liv aldrig det sammen igen. Damyian og hans familie blev holdt fanget i næsten en uge inden det blev besluttet at Damyian skulle kravle. Han husker stadig denne grufulde dag og smerterne truede med at komme op til overfladen, hver gang han tænkte på det. Den dag i dag var hans overkrop stadig oversået med store ar, efter de voldsomme piske slag der havde boret sig så dybe at kødet var blevet revet med ud, samt af de odde som voldsomt havde skåret sig ind i hans krop.

Det værste ar han dog havde var det, der prydede hans ben. Efter at være blevet brændt med en sådan voldsomhed af flammer, var huden aldrig kommet sig rigtig og havde efterladt et stort, tykt ar, hvor huden var voldsom misfarvet og vævet. Flere gange havde han været på dødens rand på grund af det voldsomme brandsår. Infektioner og bakterier havde let spil i sådan et åbent sår, men heldigvis havde hans krop vist en utrolig styrke og lod ham overleve hver gang.

Damyian rystede let på hovedet for at smide tankerne ud af hovedet igen. Det var vigtigt at han koncentrede sig. Han pillede utålmodig ved walkien. Han svingede rundt med lommelygten og så på hæren bag ham. Deres ansigter viste beslutsomhed og deres øjne lyste af hævn. Han var ikke den eneste, som havde ventet på denne dag. Walkiens konstante knasen blev pludselig afbrudt og efterfulgt af stilhed, inden en mørk stemme sagde ”nu”.

Det var nu! Damyian gjorde tegn til Kaito med øjnene. Deres øjne fandt vejen længere frem hvor tunnelen stadig var tømt for mennesker. Damyian så hvordan Katio stod med den lille fjernbetjening som var forbundet til en ledning, der førte længere frem i den mennesketomme del af tunnelen. Her havde de for et par minutter siden anbragt sprængstof i jorden op mod overfladen. Kaitos tommelfinger strejfede rundt om knappen på fjernbetjeningen ind han lagde den på og trykkede.

Damyian lagde øjeblikkeligt armene over hovedet for at beskytte sig selv. Et højt brag opfyldte hele tunnelen. Hans hørelse veg plads for en høj og intens tinnitus i hans ører. Hostende gjorde han tegn til de andre at de skulle følge efter ham. Damyian løb hen til det store gabene hul, i jordens overflade. Lyset fra festen fandt deres vej ned i hullet og oplyste de forsvedte ansigter – som nu også var fyldt med jord. To mænd kom løbende med en af stigerne, mens de andre var på vej.

”Husk nu!” råbte Damyian og kravlede et par trin op ad stigen for bedre at kunne se alle. ”Tag kun Winhya ungerne, lad alle andre være! Det er vores mission!” afsluttede han med en ru råben og kravlede op ad stigen. Han hørte gråd og skrig oppe fra. Han kom hurtig op af hullet og mærkede sommernattens varme luft strejfe mod hans kind. Han steg op af hullet. Han kiggede ned mod det og så at de andre fire stiger nu ligeledes var anbragt og folk kom ivrig kravlende ud, som små myrer af deres tue.

Omgivet af sine medkæmper stred han til aktion. Han fandt sin ene pistol som var spændt fast i hans bælte og begyndte at orientere sig rundt på plænen. Flere mennesker lå døde og lemlæstet hen. Nogle få afrevet kropslede lå her og der, men Damyian gav dem ikke besynderlig meget opmærksomhed. Folk og vagterne var for lamslået og beskæftiget med de sårede, for at havde ænset dem endnu, men det ville ikke vare længe.

Han gik med hastige skridt væk fra hullet og lod blikket glide rundt på de mange små, nu væltede borde og springvandet der nu var ødelagt og lod vandet rinde ud af bassinet. Sårede og døde folk lå spredt omkring, på den engang så nydelige plæne og den lune sommerbrise blev blandet med den metalliske, søde lugt af blod. Til sidst fandt han hvad han ledte efter. De tre Winhya unger.

”Der!” råbte han meddelende til de andre. De fulgte hans blik og forstod med det samme. Damyian satte i løb og kunne nu høre hvordan pistolskud blev affyret. Han have ikke tid til at bekymre sig om dem, ej heller kunne han være bange for at blive ramt. Missionen var mere vigtig! Han løb op ad marmortrapperne og op på den overdådige veranda. Han have sit mål i sigte. Han vidste præcis hvem han skulle gå efter. De havde alle fået deres mission som de nu skulle udføre.

Damyian så hvordan pigens orange hår lyste, selv i mørket. Ængsteligt klemte hun sig til manden ved siden af hende. Ud af sin øjenkrog kunne han se hvordan hans hær og vagterne nu havde mødt hinanden på græsplænen og hørte hvordan råb og skud blandede sig i ét stort virvar.

Han banede sig vej mellem den fortvivlede og skrigende menneskemængde. Han nærmede sig pigen og manden hun stod sammen med. Forvirrede kiggede den brunhårede unge mand fra side til side til han pludselig lagde mærke til hvordan Damyian nærmede sig. Beskyttende stillede han sig foran pigen og var klar til at gå i kødet på Damyian.

I ét med at han løb trak Damyian sin lange dolk frem og skar en dyb flænge ind i mandens mave. Blodet boblede øjeblikkeligt frem og manden sank sammen på gulvet mens hans blod farvede det hvide marmor. Damyians øjne fandt pigens hasselbrune øjne. De var fyldt med angst og fortvivlelse. Hun rystede voldsomt på hovedet og bakkede et par skridt, som resulterede i at hun snublede i sin mørkegrønne, kjoles slæb.

Hun vendte sig hurtig rundt på maven og prøvede i al fortvivlelse at kravle væk fra Damyian. Med to skridt havde han indhentet hende, greb fat om hendes arm og trak hende voldsomt op på benene. Hun udstødte et lille hyl og tårerne trillede ned ad hendes blege kinder.
”Jeg beder dig.”, fremstammede hun.

Han kunne tydelig se at hun tryglede om nåde, men det kunne han ikke tage sig af. Han vendte hende rundt og spejdede efter Kaito, han havde fået fat på en af de andre unger og var allerede på vej tilbage til tunnelen under et virvar af kæmpende mennesker, pistolkugler og de lysende elektrostave. Han kiggede mod den sidste unge, som Blaze lige netop nu var i gang med at få fat i.

Han trak voldsom i pigens arm for at gøre tegn på at hun skulle følge med. Hun have svært med at følge hans hastige skridt og var flere gange lige ved at vælte.
”Ned med dig!” kommanderede han med sin ru stemme da de var nået til hullet. Hendes øjne vandrede rundt på græsplænen. Hendes blik aftegnede at hun slet ikke forstod hvad der skete. Damyian rystede i hende for at få hendes opmærksomhed.

”Ned med dig!” brølede han og hun adlød ham uden så meget som at sige et ord. Han vendte sig om og så at en vagt kun var tyve centimeter fra ham. Damyian blev væltede ned mod det fugtige græs og fik en stor knytnæve lige i hovedet. Vagten sad ovenpå ham. Damyian kæmpede med at få frigjort sine arme mens endnu en hård næve ramte hans ansigt, denne gang hans læbe. Han kunne øjeblikkeligt smage blodets fremtrædende jernsmag og kunne mærke hvordan den varme væske løb ned ad hagen på ham.

Han fik frigjort sine arme og samlede sine hænder til en stor næve som han hamrede ind i vagtens mave. Gryntende faldt han sidelæns mod jorden og frigjorde Damyian. Damyian kom hurtig op på benene uden at fjerne blikket fra vagten der selv var ved at komme op på benene. Hurtig trak Damyian sin pistol og affyrede den mod vagtens hoved, med et højt knald.

Han så at Blaze nu også var ankommet med den sidste unge.
”Træk tilbage!” råbte han af sine lungers kræft og kravlede ned ad den ene af stigerne og ind i hullet. Den orangehåret pige stod stadig for enden af den stige hun var kommet ned af. Damyian tog fat i hendes arm vendte hende på hælen så hun stod med fronten mod tunnelen.
”Løb!” beordrede han mens han skubbede hende frem for sig. ”Vent!” nåede han lige at sige inden hun satte sig i bevægelse.

Hans hånd fandt frem til dolken, der var gjort fast i den lille lomme ved bæltet. Han lukkede fingrene rundt om skaftet og trak den ud. Et skræmt blik fór over pigens ansigt og hun bakkede et par skridt tilbage.
”Rolig nu.” forsikrede han hende. Han nærmede sig hende, bukkede sig og tog fat i kjolens bløde stof. Uden stort besvær skar han dolkens blad gennem stoffet og befriede kjolen for dens langs slæb. Nu kan hun bedre løbe, tænkte han og gjorde tegn til at hun skulle satte sig i bevægelse.

Uden videre adlød hun hans stumme ordre og satte i løb foran ham. Den ophvirvlede jord som pigen efterlod bag sig, satte sig straks fast på Damyians svedige ansigt. Med en del besvær holdte han sine øjne åbne, hvilket ikke var så nemt med alle de små sandkorn som sad klistret fast i dem.

Damyian lod mærke til at pigen begyndte at blive en anelse langsommere og at hun begyndte at hive mere intens efter vejret. Han kunne ikke klandre hende for det. Luften hernede var fugtig og den ilt der var tilstede, var slet ikke tilstrækkeligt til at løbe, han mærkede selv hvordan det hev i hans lunger hver gang han trak vejret ned i dem. Heldigvis var tunnelen ikke alt for langt. Den stumme lyd af de andre som løb bag ham fandt vej frem til hans ører. Han fik øje på Blaze som skubbede den sidste unge foran sig. Han tog fat om walkien og pressede på den lille knap ude på siden.
”Spræng det nu!” råbte han i den.
”Modtaget.” kom det ud af den lille maskine.

Ikke mere end tre sekunder senere fyldte sprængningens intense og høje lyd hele tunnelen. Rent instinktivt blev Damyian stående og skærmede for sine ører med håndfladerne. Den orangehårede vendte sig forskrækket om og så sig omkring med vidt opspændte øjne. I lommelygtens lyskegle kunne han se hvordan hendes hår sad fast til den klæbende hals.
”Det er okay. Fortsæt.” forsikrede han hende. Tøvende løb hendes øjne imod den retning de var kommet fra og mod Damyian. Han hævede øjenbrynene og nikkede let med hovedet. Hun så ud til at forstå hentydningen, vendte sig om og satte atter i løb foran ham.

Sveden der trillede ned ad hans ryg, gjorde at hans T-shirt klistrede, klamt og ubehageligt mod hans bare hud. Den konstante løben på den bløde og ujævne jord, jog en smerte igennem hans skadet ben, hver gang hans fod ramte jorden. Han kiggede mod siden og så – til sin lettelse – at de bare jordmure, gradvist blev afløst af flisemurene. Nu var der kun et par meter tilbage, tænkte han glædeligt. Hans øjne skuede enden for tunnelen. Han begyndte at nedsætte sit løbetempo en smule.

 

Pigen foran ham gik pludselig i stå da hun så hvad der lå for enden af tunnelen, han stillede sig et kort øjeblik ved siden af hende. Han kunne tydelig se det spørgende blik i hendes øjne da hun måbende så sig omkring. Han så sig kort omkring i den store hal. Det var en gammel perron, der blev brugt af den gamle verden.

 

Ugelange reparationer havde gjort det muligt for dem at få det gamle tog til at virke. Selv forstod han sig ikke særlig meget på mekaniske sager og var glad for at andre af de bandlyst besad denne viden og havde gjort det her muligt. Toget var et af de mest essentielle punkter i deres plan. De gamle skinner førte hele vejen igennem byen, helt ud til den yderste mur. Gulvet i rummet havde – hvad det så ud til – engang haft et smukt mosaikmønster indarbejdet, men årenes løb havde gjort de strålende farver blege og falmede og havde blot efterladt en masse små, knækkede og nogle steder ødelagte fliser. Væggene på den gamle perron havde, formendeligt engang været helt dækket af hvide fliser, mange af disse havde dog løsnet sig og lå nu knækkede på gulvet. De gamle informationstavler var revet ud af holderne og blottede en masse iturevne el ledninger.

Han tog fat i pigens arm og trak hende med sig, ikke nær så voldsomt som før men stadig med en vis bestemthed. Lyset fra toget badede hele perronen i et varmt lys og med hastige skridt bevægede de to sig mod den åbne tog dør. Så snart han trådte ind, ramte en varm og af mug lugtende luft hans næse, som snørede hans hals sammen. Hele tog turen herhen havde været en stor kamp imod hans kvalme, som konstant havde truet ham med at komme op til overfladen. Han skubbede pigen ind i toget og førte hende til venstre, ned af de smalle gange. Togsæderne havde flere steder mistet deres bløde stofsæder og henstod nu blot som gamle og rustne metalskeletter. Han nærmede sig døren der var bevogtet af Aly og Mirco. Uden at sige noget åbnede de døren, som førte ind til en af kupéerne.

Kupéen var tom, bortset fra én. Det var den kongelige unge som Kaito havde fanget. Sammenkrøbet sad han på et af sæderne der var vendt mod den nu åbne dør. Han skubbede pigen ind i kupéen og vendte sig om for at gå tilbage til den åbne tog dør. Han trak til side for at gøre plads for Blaze og den sidste unge. Han nikkede til hende og fortsatte sin vej.

Han så hvordan de sidste folk kom løbende ud fra den mørke tunnel. Deres svedende ansigter blev oplyst af togets lys. Forpustet, skadet og udmattet løb de ind i toget. Damyian kunne mærke hvordan hans muskler atter blev anspændte. Der skulle komme flere ud. En af mændene kom direkte løbende hen mod ham.
”Jeg er den sidste.” pustede han med den sidste luft han havde tilbage i lungerne.

Med store øjne kiggede Damyian øjeblikkeligt mod det gabene sorte hul som førte ind i tunnelen.
”Er du sikker?” spurgte Damyian.
”Ja.”
Han vendte blikket tilbage til hullet. Han havde virkelig håbet på at flere ville komme ud derfra. Enhver efterladt kunne knække under tortur og dette udgjorde en trussel for dem. Han nikkede let med hovedet og tog walkien op mod munden.
”Kør.” sagde han i den.

Efter et par sekunder satte toget sig brummene i gang. Lyset gik og tændte et par gange. Med stort besvær satte det tons tunge tog sig i bevægelse og begyndte at rulle på skinnerne. Damyians øjne hvilede stadig på det gabene hul, der langsom forsvandt bagud for hans blik. Et stort brag rungede pludselig for hans ører og toget begyndte at ryste faretruende. Indgangen fra perronen og til tunnelen var nu atter blevet lukket.

Med tunge skridt bevægede Damyian sig ind på det lille tog toilet og så sig selv i spejlet. Indenunder alt jord og det indtørrede blod var hans ansigt prægede af de sidste dages strabadser. En stor flænge prydede nu hans højre øjenbryn mens en mindre én viste sig frem på hans underlæbe. Han tændte for vandet og lod det plaske i hans sammenfoldede hænder inden han gned sig de kolde dråber i ansigtet. Det var overraskende rart at få alt skidtet af ansigtet og føle det kolde vand mod hans ansigt.

Da Damyian traskede ud af det klemte toilet, vidste han godt at han enlig burde at mødes med de andre, men han blev simpelthen nødt til at sætte sig for sig selv et lille stykke tid. Hans hoved rungede højlydt af alle de eksplosioner og det store pres. Han fandt sig et sæde hvor det meste af den falmede røde polstring endnu ikke var helt nedslidt og lod sig falde i det med et stort suk. Han lænede hovedet mod ruden og tog glædeligt imod den kulde, som den gav ham. Han kiggede ud af det tilsnavsede vindue, men der var naturligvis ikke andet at se end fuldstændig mørke, toget kørte under jorden, ellers ville denne plan aldrig havde virket.

Damyian lukkede øjnene og lod sig gynge af det gentagende og beroligende klak klak, klak klak, som toget i en mekanisk rytme gav fra sig ved at køre over de gamle skinner. Hans hjerne vandrede mod de mennesker, som de mistede i dag og hans hals snørede sig uvilkårlig sammen ved tanken om dem, som var blevet fanget. Hvis nu de ikke var stærke nok til at holde stand under tortur, hvad kunne de finde på at sige? Ville de afsløre Damyian og de andre bandlyste samt rebellerne? Både dem udenfor og indenfor de tykke bymure? Klumpen i hans hals voksede sig større på ganske få sekunder, når han tænkte disse tanker og han gjorde sit bedste for at smide dem ud ad hans hoved. Ikke nu, tænkte han.

 

Hans tanker fandt sin vej hjem. Hjem til hans bror. Sin mor. Den beroligende lyd af bølgerne som banede sig vej op til den hvide sandstrand. Den friske havbrise der altid fik hans mørkebrune hår til at sidde uglet. Hvor ville han dog ønske at han var der lige nu. Sidde nede på stranden, høre havets brusen, mærke vinden i sit ansigt. Snart, tænkte han. Hvis alt gik godt, ville han se sin familie igen i løbet af de næste 48 timer.

Lige siden hans familie og ham blev bandlyst, for over 10 år siden, havde han altid haft ét mål. Få hævn over de mennesker som behandlede folket med en sådan uretfærdighed. Straffe dem for deres tortur, for deres grådighed. Få storfamilierne til at styrte sammen i sig selv, ligesom et korthus, man omhyggeligt havde bygget for blot at puste på det og se det falde sammen.

Tiden efter deres bandlysning havde ikke været nemt for dem. Det tog dem flere dage at krydse dødslandet, der omringede hele Great Hollow og var nær omkommet på grund af tørst og sult. De havde alle sammen troet at dette var enden, endda lille Ethan, da de blev mødt af en gruppe bandlyste som var på patrulje i den tætte og frodige skovkant der grænsede op til dødslandet. Der var altid flere patruljer som spejdede langs dødslandets grænser for at holde udgik efter flere bandlyste. Nogle dage kunne de finde op til 10 mennesker og andre gange gik der dage nogle gange uger før der atter dukkede nye bandlyste op. Ikke alle var så heldig at overleve turen gennem dødslandet. Det havde Damyian fastslået da de selv skulle igennem det øde land, hvor der her og der dukkede skeletter eller rådne lig op.   

Efter de blev fundet, fik noget at drikke, spise og endelig kunne hvile sig i et par dage, blev de ved hjælp af en jeep, kørt til en af de byer som var opstået af de bandlyste. Turen havde varet flere dage, men aldrig før havde Damyian set på så mange interessante ting.

I Great Hollow havde de altid fået af vide at der ikke fandtes flere byer, men dette var løgn. Mange af de bandlyste havde slået sig sammen. For flere århundrede siden havde det –ifølge historierne – kun været ganske små kolonier, som efterhånden havde vokset sig større og større. Dog levede de fleste stadig i frygt af Great Hollow og frygten for hvad der skulle ske hvis de nogensinde blev opdaget. Dette var dog aldrig sket endnu.

Turen førte dem gennem imponerende landskaber mens de kørte sydpå. Bjerge der var så høje at man ikke engang kunne se spidsen, selvom man lagde hovedet tilbage så langt man kunne. Grønne daler var indpakket af bjergegnene, hvor der højt oppe, kunne skimtes sne. Åer der fandt deres vej ned ad de stejle bjerge og lignede små glimtende sølvtråde i bjergsiderne. Han husker første gang de kørte forbi havet, hvor solen spejlede sig i vandet med en sådan kraft at det gjorde ondt i øjnene, hvis man kiggede for længe på det. De fandt deres vej gennem grønne skove, hvor solen skimtede igennem de tætte trækroner. Han husker tydeligt hvordan han for første gang i hans liv, smagte nogle af de søde bær, som skoven med glæde gav fra sig. Aldrig før i hans liv havde han smagt noget så lækkert.

Efter tre dages køretur havde familien sammen med deres chauffør Mayke, endelig nået deres mål. De var kørt så langt og Damyian havde ikke nogen anelse om hvor de havde befundet sig, hvis det ikke havde været for Mayke der fortalte dem at de befandt sig i det land, som man havde kaldt for Italien i den gamle verden. Rettere sagt Syditalien. Da de steg ud af jeepen bankede de mod en mur af varme, men til alles glæde blev muren revet ned af den skønne kølige havbrise.

 

Byen ene halvdel lænede sig op ad en bjergskråning og ude i horisonten kunne man tydelig se omridsene fra en vulkan, som i den gamle verden blev kaldt Vesuvio. Hele byen var et miks af nyere træhuse og flotte, store, renoverede bygninger fra den gamle verden. De fleste af de sandfarvede huse bar terrakotta farvede tage, som stod i en skarp kontrast til det blå hav. Små gyder og enkelte asfalterede veje snoede sig rundt mellem husene og menneskerne pilede afsted for at nå dagens ærinder.

 

Men det var ikke det mediterrane udseende som udgjorde byen. Da familien fik tildelt deres eget træhus, og Damyians forbrænding og diverse store sår på hans ryg var blevet fikset, blev Damyian sammen med resten af familien indviet i byens hemmelighed. Ud af de mange byer, som var sprunget op rundt omkring i verden af bandlyste, var dette hovedbyen. New Napoli.

 

Byen gemte på en underjordisk bunker der strakte sig langt længere end byen oppe på overfladen. Igennem århundrede havde de bandlyste arbejdet og udviklede teknologien fra den gamle verden. Bunkerne indeholdte teknologi, som Damyian aldrig før i sit liv havde sat et øje på. Naturligvis var hverken han eller hans familie nogensinde blevet inviteret til at komme og se på det de havde i Great Hollow.

 

Store computerskærme arbejdede sammen med diverse satellitter, som befandt sig ude i rummet, for at advare mod eventuelle farer. Men det var ikke det mest imponerende efter Damyians mening. Det var de kæmpe store træningscentre, hvor de bandlyste trænede deres evner som soldater. Våbenlager der var større end hvad Damyian nogensinde havde set og tre sorte og monstrøs store hoverfly var i besiddelse af New Napoli.

 

Damyian havde kun ét ønske herefter. Bliv trænet op og endelig få sin hævn over Great Hollow. Med dette mål for øjnene, kom Damyian under Mailandys styre. Mailandy var en stor mand, med gråsprængt hår og dybe furer prægede hans ansigt. Han nedstammede fra en af grundfamilierne i New Napoli. Hele hans liv havde bestået i at blive soldat og uddanne soldater.

Damyian husker stadig de skavanker han havde i starten af sin uddannelse, hans krop og specielt hans ben, var ikke kommet sig over Great Hollows tortur. Enhver muskel smertede kraftig efter en lang dag i trænings centeret. Det var også her, Damyian for første gang mødte Kaito. Begge to var ekstrem konkurrence prægede mennesker og udfordrede altid hinanden til at presse yderligere på. Der gik ikke én dag hvor de to drenge ikke fik set hinanden og lige siden der, har de været uadskillige.

Som tiden gik, fik Damyian presset sin krop mere og mere og han overgik hurtig de andre i hans klasse. Da han blev sytten udvalgte Mailandy, Damyian til at være hans sekundær. Glædeligt havde han på stående fod accepteret dette tilbud, og vidste at han kom hans mål et skridt nærmere.

Hans mor havde på dette tidspunkt ikke syntes særlig meget om ideen, lige siden de var blevet bandlyst havde hun påtaget sig en nervøs og ængstelig rolle, som hun ikke længere kunne skubbe fra sig. På dette tidspunkt i Damyians liv havde han mistet alt overfor sin engang så kærlige far, der nu var begyndt at udforske flaskernes bunde mere og mere intensiv for hver dag der gik.

En dag da Damyian kom hjem, efter en lang dag i træningscenteret var hans far atter blevet fuld og havde ramponeret hele deres hus. Glas og tallerkener var splintret i titusinder små dele nede på betongulvet. Hans mor sad sammenkrøben i et hjørne og hans far bøjede sig faretruende over hende med en løftet knytnæve.

Denne ramte Damyians, mors ansigt i det sekund som han kom ind ad døren. Uden at tænke over det løb han hen mod sin far, henover det splintrede glas og porcelæn som knasende højlydt under hans sko. Landel, der endnu engang løftede sin arm for at slå hans kone blev pludselig afbrudt da en knyttet næve ramte hans ansigt og han forbavset tumlede bagud.

Damyian så ned på sin mor, og så hvordan det blå mærke rundt om hendes øje allerede var ved at forme sig, og hvordan blodet løb ned ad hendes, nu ødelagte underlæbe. Tydeligt mærkede Damyian hvordan enhver muskel i hans krop blev spændt, hans hoved prøvede at stoppe ham fra den impulsive lyst til at banke hans far sønder og sammen. I stedet lagde han voldeligt hans hånd rundt om nakken på Landel og spændte til, mens han pressede farens hoved ned og slæbte ham efter sig.

Da de nåede hen til døren, skubbede Damyian, Landel ud på vejen. Han faldt ublidt ned på vejen og små støvede jordskyer rejste sig rundt om ham.
”Kom aldrig her ind igen!” havde Damyian råbt så højt efter ham, at de omkringgående og deres naboer skuede nysgerrigt efter dem.

Efter denne dag var Damyian mere opsat end nogensinde før på at knuse storfamilierne som, i sidste ende jo var skyld i familiens ødelæggelse. Som årene skred fremad arbejde Damyian sig længere og længere op i hierakiet. Han var en tro og loyal under kommanderende til Mailandy sammen med Kaito, og sammen med byrådet og de andre byers repræsentanter samt rebellerne i Great Hollow, formede sig en plan hvordan Great Hollow og deres storfamilier – især kongefamilien – endelig kunne styrtes.

Trætheden i Damyians krop fik de flygtige minder fra fortiden til at forsvinde. Sagte lod han sig vugge af togets bevægelser og han kunne ikke længere holde hans blytunge øjenlåg oppe. Opgivende overgav han sig til udmattelsen og lod den tage over.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...