Dystopian beauty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2018
  • Opdateret: 19 aug. 2018
  • Status: Igang
Et dystopisk drama, som tager dig med i en verden, du ikke har oplevet før. Rhea og Damyian er vidt forskellige men finder befinder sig pludselig på en og den sammen side.

0Likes
0Kommentarer
385Visninger

Author's note

Historien kommer til at bestå af to noveller dette er første del
AA

5. Dag 1

Hoverflyet landede let på jorden under dem. Lang tid havde flyveturen heldigvis ikke taget, men Rhea have stadig ingen fornemmelse over tiden og vidste derfor ikke præcis hvor lang tid der var gået. Langsomt åbnede hun sine øjne og rystede let på hovedet for at slippe af med den svimlende fornemmelse, som hun havde haft under hele turen.

Hendes øjne fandt et af vinduerne overfor hende og hun kunne se en skinnende, lyseblå himmel. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende, hun vidste ikke helt hvad der nu ville komme mod hende. Hvad der ventede hende udenfor dette fly. Døren til hoveret blev åbnet og en kølig og saltede brise strømmede ind i metalkabinen. Glædeligt indåndende hun den friske luft, nærmest i håb om at kunne blive fri for den tørre luft som have sat sig i lungerne.

Flere og flere af passagerne løsnede selerne omkring dem og begav sig mod den smalle åbning og trådte udenfor.
”Er vi her?” spurgte Mayka. Under hele turen havde hun holdt hans hånd som en vanvittig og helt sikkert kvast den så meget at blodet var forsvundet ud af den, men Mayka havde ikke sagt noget. Hun slap det stramme tag i hans hånd og befriede sig for de stramme seler.
”Ja.” svarede Damyian.
”Kom med mig.” sagde han over skulderen til dem, han var allerede på vej ud af maskinen.
Rhea kiggede betænkeligt på sin bror. Hans øjne var store og fulde af nysgerrighed men ikke et eneste gram frygt og Rhea misundende ham en smule for den nysgerrighed som åbenbart slog alle andre følelser inden i ham.

Tungt rejste hun sig på benene og strakte hele sin krop for at få fornemmelsen af den igen. Hele turen herhen havde hun spændt så meget at det var begyndt at gøre ondt. Hvis det var muligt, ville hun i hvert fald aldrig nogensinde transportere sig ved hjælp af et hoverfly igen, tænkte hun.

Med trætte og ømme ben bevægede hun sig hen mod døren med Mayka i hælene. Solen udenfor var så skarp i hendes øjne at hun skærmede for den med hånden, da hun trådte ud og stillede sig ved siden af Damyian. Hendes øjne vænnede sig hurtig til solens lysende stråler og da hun så sine omgivelser, havde hun nær tabt kæben. Måbende og åndeløst stod hun og så ud over det fremmed landskab.

De befandt sig på toppen af et bjerg og byen nedenunder bredte sig ud foran dem som en vifte, der var slået op. Træbygninger, gamle og revnede betonbygninger samt murstenshuse stod side om side. Hun kunne tydelig se hvordan de smalle gyder og store veje snoede sig rundt om husene som små tråde. De terrakotta farvede tage glinsede mat i solen om omhyllede det meste af byen i et rødligt, gyldent skær. De sandfarvede bygninger lyste gyldne i solens stråler. Mennesker tumlede som små myrer rundt på de snoede veje.

Mange af bygningerne som befandt sig længere ude mod bygrænsen, var ødelagte. Tage og vinduer manglede og her og der blev der afsløret gabende huller i væggene. Men det mest betagende hun lagde øjnene på, var det turkis farvede vand, som byens bugt omsluttede i sin favn. Solens stråler glimtede som milliarder af diamanter i vandet og Rhea var sikker på at hun aldrig nogensinde, havde set noget så betagende. For et øjeblik glemte hun at hun rent faktisk var blevet kidnappet og at dette var hendes fængsel.

Engang i mellem i skolen havde hun spekuleret på hvordan havet havde set ud i den gamle verden, velvidende – på dette tidspunkt – at hun aldrig selv ville få det at se, men nu da hun rent faktisk så det med hendes egne to øjne, føltes det som en drøm, hun ikke havde lyst til at vågne fra. Den måde byen strakte sig foran hende, havet som strålede på den anden side af den, og det høje bjerg som beskyttende lå bag byen. Hun trak dybt vejret ind i lungerne, absolut sikker på at hun snart ville vågne af en drøm og atter befinde sig i det skrækkelige hoverfly. Hun kunne tydelig lugte saltet i den friske havbrise og de farverige blomster – hvis duft blev blandet med den. Havde hun ikke været kidnappet, havde det her været et paradis.

”Velkommen til New Napoli.” sagde Damyian og hentede Rheas, flyvske tanker tilbage på jorden. Hun kiggede mod sin bror – der ligeledes stod måbende ved siden af hende – ude af stand til at forstå, at det var her de skulle være.
”Nu skal jeg vise jer hvor I skal være.” fortsatte Damyian og begyndte at genne dem ned ad bjergets smalle grussti. De små sten og den tørre jord knasede højlydt under hendes støvler. Den lille grussti var omkredset af vilde blomster i alle regnbuens farver, forsigtig lod Rhea hænderne glide over toppen af de farvede planter mens hun bevægede det ene ben foran det andet. Mærkede deres sarte blade under håndfladerne. En stemme i hendes hoved skreg til hende, at hun skulle til at vågne op af sin trance, skulle være på vagt, hun var stadig kidnappet. Revet væk fra hendes hjem og familie, til et fremmed sted, men alle de vidunderlige indtryk lige her, fik stemmen til at skrumpe til en lille piben for et øjeblik, indtil hun nærmest ikke længere lagde mærke til den.

Hun vidste godt at hun burde være på vagt. Spekulere over hvor Mayka, Syed og hende blev ført hen. Måske en grå og dunkel celle hvor hun sammen med de andre blev holdt fanget, til de – måske – blev fundet? Hvad ville disse mennesker gøre ved dem? Ved hende? Tankerne kredsede rundt i hovedet på hende, men hun var nærmest ude af stand til at skænke dem hendes opmærksomhed.

De nærmede sig byen med hastige skridt og begyndte at vandre i de snørklede gader. Damyian gik nu foran dem og førte dem tavst hen til det sted de skulle være. Rhea betragtede enhver bygning, ethvert træ som prydede de store veje i siderne. De sandfarvede huse, de omhyggelige slebet træfacader ved andre huse. Hun sugede alt til sig med stor fascination.

Pludselig blev Damyian stående på en af de smalle gader – som ikke var asfalteret – og blev stående foran et af de mange træhuse som gaden her var omringet af. Et par vildvoksede planter snoede sig omkring huset og opad det.
”Det er her I skal være.” sagde han og vendte sig om mod dem.
Både Rhea og Mayka kiggede mærkeligt på ham. Hun vidste ikke helt hvad hun havde forventet af sin kidnapper men i hvert fald ikke dét!
”Skal vi være her?” spurgte Mayka vantro. De havde vidst begge to regnet med en celle, langt under jorden, uden nogen form for sollys. Damyian kiggede lidt på deres måbende ansigter og hans læber krusede sig i et lille smil.

”Ja.” startede han. ”I er vores fanger, men det ikke jer vi bekriger, det er jeres forældre.” afsluttede han og åbnede døren til det lille hus og gjorde tegn til at de skulle følge med. Rhea gik forrest og stillede sig midt i det lille rum som hoveddøren førte ind til.

Til venstre for hende befandt sig et lille køkken med et gammelt udseende komfur og nogle slidte hængeskabe. Til væggen mod hendes højre side befandt sig et spisebord – med plads til fire personer – under et lille, firkantet, støvet vindue. Hun gik længere ind og frem mod den lille og spinkel indrettet stue. Der var en falmet blå stofsofa, som stod i midten af rummet og foran dette et lille sofabord. Sofaen var sat med fronten mod en lille pejs hvorpå der befandt sig en lille firkantet æske, som hun genkendte hjemmefra. De brugte de samme hologram maskine til at se fjernsyn når regeringen sendt fælles information eller en større henrettelse.

På hver sin side af pejsen befandt sig døre, den ene førte til et lille badeværelse – så vidt hun kunne se – og den anden dør, til et soveværelse. Til højre for hende befandt sig to yderlige, åbenstående døre som afslørede endnu to soveværelser. Hendes hjerte sprang pludseligt et slag over. Tre værelser!

”Skal Syed bo sammen med os her?” spurgte hun panisk og vendte sig rundt mod Damyian, som stod midt i den lille stue, mens Mayka og hende så sig omkring.
”Ikke lige nu. Han bliver først og fremmest anbragt i et af isolationshusene.” svarede han.

 Lettede åndede hun op og gik ind på det nærmeste soveværelse, som lå på hendes højre side. Det var ikke særlig stort. En seng stod med hovedgærdet mod den samme væg som døren befandt sig på. På den anden side af rummet var der et lille bord med et spejl og en stol foran, på højre side var der anbragt et lille tøjskab og til venstre var der et vindue som viste udsigt over en lang række små træhuse – hun kunne lige skimte det blå vand i horisonten.

Damyian trådte ind på værelset med en sølvfarvet rund tingest i hænderne. Instinktivt trådte hun et skridt tilbage fra ham.
”Hvad er det?” spurgte hun og kiggede anklagende på ham.
”Det er en censor. Kom med din arm.” forklarede han og rakte hånden ud mod hende, mens han nærmede sig hende. Modvilligt rakte hun ham sin højre arm. Han tog lukkede sin hånd rundt om Rheas – den føltes overraskende blød og varm mod hendes – og trak den sagte længere hen mod sig, mens han med den anden lukkede censor armbåndet om hendes tynde håndled. Der lød et lille pip da han lukkede armbåndet og et lille grønt lys begyndte af blinke mod hende. Hun så spørgende op mod ham.

”Selvom vi har lovet jer at der ikke skal ske jer noget, betyder det ikke at vi stoler på jer. Vi har trods alt kidnappet jer. Den her… ” sagde han og kiggede ned mod armbåndet. ”Giver mig straks besked hvis I prøver at stikke af. I kan bevæge jer rundt i en radius af tre kilometer. Går I udenfor denne, giver den her jer et strømslag.” sagde han advarende.
”Du sagde jo at I ikke vil gøre os ondt!” protesterede Rhea og skulede mod ham.
”Det vil vi heller ikke, men vi har brug for at I bliver her og ikke stikker af.” svarede han.

I et kort øjeblik betragtede hun ham. De isende blå øjne, hans markerede kindben. Sollyset som strålede mod hans mørke hår og gjorde det gyldent ude i spidserne. Pludselig gik det – som et chok op for hende -  at de stadig ikke have løsnet sig fra hinanden og med ét trak hun sin hånd kejtet til sig og gik endnu et skridt bagud. I et splitsekund betragtede han hende, som om han ikke helt vidste hvad han skulle stille op med hende. ”Hvis der er noget, skal du bare sige til. Jeg bor i huset lige overfor. Jeg kommer med noget nyt tøj til jer senere og noget mad.” sagde han og begyndte at vende sig om. Rhea bed sig i læben inden spørgsmålet brasede ud af hende.

”Damyian.” sagde hun og han vendte sig atter rundt mod hende og så overrasket på hende, som om han ikke havde forventet at hun ville bruge hans navn.
”Hvorfor os?” var alt hun fik frembragt. Han kiggede lidt omkring i værelset og så ud som om han skulle vælge hans ord med omhu.
”Jeg mener hvis overhovedet kidnappe nogen, hvorfor så ikke min onkel og far? Det er trods alt dem der regerer.” sagde hun, da han stadig ikke svarede.

”Hvis vi havde kidnappet dem, så var I tre kommet til magten med det samme. Selvfølgelig ville I også have ledt efter dem, ligesom de helt sikkert leder efter jer nu, men det ville havde fået Great Hollow til at styrte sammen på den forkerte måde.” svarede han.
”Hvad?” hun forstod ikke et ord af det, som han prøvede at fortælle hende.

 ”Havde vi taget Maykas, Syeds og dine forældre, ville I tre havde erstattet dem med det samme og chancerne er store for at I aldrig havde fundet dem igen, som jeg sagde før er regenterne i Great Hollow ret naive, de ved godt at nogle mennesker overlever dødslandet, men de ville aldrig regne med at disse mennesker ville slå tilbage. De ved ikke at der eksisterer andre byer, at vi er så mange flere end de regner med. De tror at intet ondt kan ske dem i deres inderste ring og det var præcis der vi skulle ramme. Vi tog det vigtigste fra dem. Jer tre. I er Winhya ungerne og uden jer ville kongefamilien uddø. Hvis de ikke finder jer.” afsluttede Damyian. Han have sat sig på sengekanten med fronten mod hende.

 ”De kan stadig finde os. Vi har også selv hoverfly.” sagde hun og stak hagen hoverende frem.
”Ja det ved jeg godt.”
Hendes mod sank atter et stykke. Hun troede at hun lige have spillet et trumfkort, men han virkede ikke særlig overrasket.
”Jeres plan har dog et kæmpestort hul. Min familie skal nok finde os! Også var alt det her for ingenting.” hun smilede koldt til ham.

”Det kan sagtens ske.” svarede han kort. ”Men hvis dette sker, så styrter vi regeringen i kamp. Vi har valgt at gøre det på denne måde så vi først og fremmest viser Great Hollow at de ikke er så godt beskyttet udefra som de tror. For det andet så ville vi give dem en chance for at overgive sig uden kamp, ingen af os her ønsker at dræbe uskyldige mennesker, spilde blod.” afsluttede han.

Et kort øjeblik hvirvlede Rheas tanker frem og tilbage.
”De ville aldrig overgive sig uden kamp, hvis de først ved hvor vi er. Jeg har selv set murene med mine egne to øjne nu, selv hvis I ville styrte byen vil det aldrig lykkes jer at komme igennem de yderste mure.”
”Truslerne kommer ikke kun udefra, de er allerede indeni byen.” svarede han.
Rhea kom pludselig i tanke om rebellerne på hendes fødselsdag, hvordan deres ansigter var fordrejet i arrigskab og måden hvorpå de fandt mere og mere styrke i hinanden.
”Rebellerne.” sagde Rhea og Damyian nikkede.
”Men de befinder sig kun i de to ydre ringe, de har ingenting. De har ikke midlerne til at hjælpe jer gennem murene.” hendes stemme knækkede, det var som om hun prøvede at holde fast i et græsstrå, som blev revet ud af hænderne på hende.

”Åben øjnene lille prinsesse. Den by du bor i, er ikke nær så perfekt som du tror. Hele din verden er en illusion og lige siden barnsben er du blevet fyldt med den ene løgn efter den anden. Folket sulter ihjel! De bliver tortureret for småting. Slået ihjel for at stjæle et brød, så deres børn kan blive mætte! Næsten alt byen producere går til jer og storfamilierne og folket får ikke andet end en krumme i løn, for det arbejde de udfører. Og du tror da ikke at rebellerne kun befinder sig i de to ydre ringe? Tror du kidnapningen havde fungeret, hvis ikke vi havde haft hjalp fra den inderste ring. Mange af storfamilierne har allerede vendt ryggen til jer for mange år siden. Byen er inficeret med vores spioner og rebellerne vokser sig større for hver dag. Det vi prøver på ved at kidnappe jer, er at vi ville undgå en krig! Få Winhya familien til at overgive sig.”

Rhea kiggede på ham og så at han var begyndt at spænde i samtlige muskler. Hun kunne se den årelange frustration over Great Hollow i hans øjne. Tankerne løb ræs i hendes sind. Hun havde altid fået af vide at folket elskede dem, ville gøre alt for deres kongefamilie. Hun vidste godt at hendes mor og Mayka altid havde påpeget at mange mennesker udenfor den indre ring ikke havde nok, men hun havde aldrig skænket det en tanke. Levede blot videre i hendes egen perfekte verden, hvor hun var alt og alle andre var ingenting.

”Hvorfor blev du bandlyst?” røg det pludselig ud af hende. Tanken have svirret rundt i hovedet på hende, siden Damyian havde nævnt at han selv havde boet i Great Hollow engang, men fortrød dog straks at ordene havde forladt hendes læber. Med ét rejste han hovedet og kiggede mod hende, hans øjne lynede.
”Fordi jeg beskyttede det der er vigtigst for mig.” var alt han svarede inden han rejste sig og forlod rummet og smækkede hoveddøren i bag sig.
 

Damyian smækkede hårdt døren i bag sig og befandt sig nu i hans egen stue. Hans mor var helt sikkert ude og Ethen var nok nede og træne, tænkte han, da der ikke var en lyd at høre i hele huset. Frustreret gik han ind på sit værelse og smed rygsækken så hårdt på sengen at den faldt ned på den anden side. Han gned hårdt sit ansigt med hænderne.

Han var blevet mere opbragt over Rheas spørgsmål end han havde regnet med, som om hun burde havde vidst hvorfor han og hans familie var blevet bandlyst, hun havde trods alt været der, dengang han skulle kravle og dog, havde hun og resten af hendes familie sikkert set en masse afstraffelser i tidens løb. Trods alt var han dog chokeret over hvor naiv hun enlig var. Havde hun virkelig troet på alle de løgne hun var blevet fyldt med? Selvom han ikke havde snakket særlig meget med Mayka, havde han dog ikke virket nær så naiv som sin søster.

Han kiggede ned på sin seng og ønskede at han bare kunne ligge sig ned i den, men det var der ikke tid til nu. Med store skridt gik han ud i stuen og samlede de tasker op som stod bag sofaen. Han lukkede omhyggeligt døren efter sig da han trådte ud i sollyset og skridtede mod huset overfor sig. Han åbnede døren og så at Mayka stod i det lille køkken, og så nysgerrigt på Damyian, da han trådte ind.

”Her er noget tøj, sæbe og alt muligt andet. Der kommer nogen med mad senere.” sagde han træt. Mayka nikkede blot mod ham og rystede let i armen hvor armbåndet befandt sig som om han ville ryste det af sig. ”Jeg hørte dig og Rhea.” sagde Mayka da Damyian lige var ved at trække døren op. Han slap håndtaget og vendte sig spørgende om mod Mayka.
”Hun spurgte hvorfor du var blevet bandlyst, ikke sandt?” spurgte han.

Damyian foldede armene over kors henover brystet, nærmest for at beskytte sig selv. Hver gang han blot tænkte tilbage på det, var det som at noget gik i stykker indeni ham. Men at skulle tale om det, var som om arrene han prøvede at hele, atter blev flået op, blot for at blive dybere for hver gang. Mayka betragtede ham med de hasselbrune øjne, inden hans blik vandrede over mod det lukkede værelse hvor Rhea befandt sig i.
”Jeg ved godt hvem du er.” sagde han blot. Damyians hjerte sprang et slag over. Han mærkede hvordan hans hænder blev klamme og han straks blev tung i hovedet. Det var altid den samme kropslige reaktion han fik, når han snakkede om det.
”Virkelig?” Damyian prøvede at lyde så trodsig som muligt. Mayka nikkede let.
”Du var en af de yngste der nogensinde skulle kravle. Hvad var du dengang 14? Jeg kan huske at der var en stor diskussion i rådet dengang, om hvorvidt de blot ville bandlyse dig og familien eller få dig til at kravle.”

Minderne om denne episode lod det løbe koldt ned ad ryggen på Damyian. Han kunne mærke hvordan de små nakkehår rejste sig og hvordan han automatisk begyndte at spænde i overkroppen.
”Hvor vil du hen med det her?” spurgte han med sammenbidte tænder, mens han truende gik et skridt nærmere mod Mayka, der straks løftede hænderne i vejret.

”Hør jeg vil dig ikke noget ondt. Grunden til at jeg bringer det op er fordi der er noget jeg altid har undret mig over.”
”Hvad?”
”Jeg var inde på Rheas værelse den dag medaljonen blev taget, men det var ikke dig der tog den var det, det?”
”Det var min lille bror.” svarede Damyian stakåndet, han følte at alt luft i hans lunger var blevet revet ud og efterlod dem udtørret.
”Det var virkelig modigt af dig at beskytte ham på denne måde.” sagde Mayka efter et par sekunder, hans ansigt vidste oprigtig medlidenhed og noget andet som Damyian ikke helt kunne sætte en finger på.
”Han er min bror.” var alt Damyian kunne få frembragt.
”Ja. Det må være dejlig at have en elskende familie omkring sig.” svarede Mayka og stirrede tomt ud i luften.

Der gik et par sekunder inden Mayka rømmede sig en smule og fangede Damyians blik.
”Der er noget du ikke ved angående den episode.” mumlede Mayka. Damyian løftede øjenbrynene og så spørgende på ham.
”Hvad mener du?”
”Jeg var den eneste på værelset dengang din lillebror tog medaljonen. Jeg så hvordan han forsigtig stak den ned i sin lille bukselomme, for at passe godt på den. Et øjeblik efter kom du ind og hentede ham ud, men du lagde ikke mærke til at han havde taget noget. Jeg vidste godt at din bror havde gjort noget slemt, men jeg vidste ikke om jeg skulle sige det til nogen eller ej. Rhea ville formentlig aldrig have lagt mærke til at den var væk.” han trak dybt vejret ned i lungerne og Damyian have bange anelser om hvor denne samtale skulle til at føre hen.
”Senere på dagen fortalte jeg det til min far.”

Damyian have det som om en hammer have ramt ham i ansigtet Havde de virkelig kidnappet den person, der i sin tid havde afsløret det med medaljonen? Han havde altid regnet med at nogle af vagterne havde lagt mærke til noget, eller måske Rhea, da hun så at medaljonen manglede.
”Vent. Sagde du til ham at det var min lillebror, som havde taget medaljonen?” det var den tanke der nu skreg højlydt i hans sind. Mayka nikkede.
”Jamen, jeg husker tydeligt at de spurgte hvem der havde taget medaljonen.” sagde Damyian åndeløst, hans hjerne arbejde på højtryk.
”Ja. De kunne ikke afstraffe en så lille dreng, vel? Jeg mener de kunne godt, men det er ikke særlig velset, ikke engang blandt storfamilierne. De regnede med at én af jer ville melde sig som skyldig.” svarede Mayka.

”Så de vidste at det ikke var mig og valgte at afstraffe mig alligevel?” sagde Damyian ud i rummet, tankerne i hans hoved svirrede rundt og han blev nødt til at sætte sig på en af de slidte spisebordsstole. Han lagde ansigtet i sine foldede hænder. Et øjeblik efter satte Mayka sig overfor ham og betragtede ham med bekymret mine.
”Hvorfor fortæller du mig alt det her?” spurgte Damyian tonløst.

”Fordi jeg dengang ikke var klar over hvilke konsekvenser mine oplysninger ville føre med sig. Det gik først op for mig da jeg så dig kravle. Da der var blevet stjålet fra den kongelige familie, blev vi alle tvunget til at se på afstraffelsen, det var første gang jeg så en der skulle kravle, endda Rhea skulle med. Selvom jeg tror det frydede hende mere end det burde have gjort.”
Damyian mærkede et stik i hjertet, hvordan kunne folk fryde sig over sådan noget? Hvor meget skulle der gå galt i en barns opdragelse for at man syntes sådan en form for tortur var et glædeligt øjeblik?

”Men da jeg så dig kravle dengang…” fortsatte Mayka. ”Det var der det gik op for mig hvad jeg enlig havde gjort. Jeg husker stadig hvordan ethvert strømslag slog igennem dig, hvordan enhver dolk gennemborede dig og hvordan ilden opslugte det meste af dit ben.”
Rent instinktivt tog Damyian sig til det skadede ben, selvom det nu var så mange år siden, føltes smerten stadig som ny engang i mellem.
”De billeder af denne tortur har sidenhen brændt sig ind på min nethinde. Det har været min største fejltagelse i hele mit liv og tro mig når jeg siger at der er intet jeg nogensinde har fortrudt så meget.” afsluttede han. Hans øjne var blanke og han blinkede et par gange.

Damyian vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til Mayka nu. Det have trods alt været ham, som havde sladret. Ikke at det var hans skyld at de var blevet bandlyst, men han havde da hjulpet til og Damyian havde svært ved at finde ud af om han skulle være sur, frustreret eller glad for de nye informationer. At han sad overfor den mand, som engang havde afsløret hans familie, hans lille bror.

 ”Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det føles at være dig lige nu, jeg har afsløret jer og det er ikke noget jeg nogensinde kan ændre, tro mig jeg ville ønske at jeg kunne, men jeg håber at du en eller anden dag kan tilgive det. Jeg har virkelig prøvet at ændre mig siden der, gøre noget godt for folket, hjælpe dem så godt jeg kunne.” sagde Mayka efter et stykke tid. Damyian slog øjnene op og kiggede på Mayka som nu så over på ham med alvorlig mine.

”Hvad mener du?” spurgte han.
”Jeg hørte hvad du sagde til Rhea. Byen er inficeret med vores spioner og rebellerne vokser sig større for hver dag.” citerede Mayka inden han fortsatte. ”Du har ret at der er mange spioner, mange tilhængere af rebellerne, men der er mindst ligeså mange bagmænd som hjælper jeres spioner.” afsluttede han.
Damyian kunne ikke finde hoved eller hale i det, som Mayka prøvede at fortælle ham.

”Hvad?”
”Du sagde selv at mange af storfamilierne har sluttet sig til rebellernes side, til jeres side, men det er naturligvis ikke dem alle sammen i kender til. Der er så mange flere end du og I ved af.”
”Hvordan ved du det?”
”Det er ikke blot storfamilierne som prøver at modarbejde regeringen, Damyian. Jeg er også én af dem.” afsluttede han og betragtede Damyian.

Han gispede. Han havde fået fortalt af Zeke – en af deres hoved spioner – at mange informationer kom højt oppefra, men at han af sikkerhedsmæssige årsager aldrig kunne sige hvem det var, hvis de nu blev aflyttet. Kunne det virkelig passe at en i selveste kongefamilien modarbejdet regeringen?
”Hvordan… Hvad?” Damyian følte at hans taleevne var forsvundet og han skulle bruge et stykke tid til at genfinde den.

”Jeg forstår det ikke. Jeres familie er én af de få familier som rent faktisk har alt. Hvorfor modarbejde sådan en tilværelse.” fik han frembragt langt om længe.
”Det her handler ikke kun om mit liv eller den tilværelse jeg er blevet født ind i og det ved du også selv. Great Hollow er bygget op på den måde, at du enten er heldig at være født det rigtige sted eller uheldig fordi man er født det forkerte sted og det er en tilværelse som mennesker ikke kan byde andre mennesker. Regeringen har ingenting lært af den gamle verden. Diktator som kæmpede mod diktator, dræbte millioner af mennesker. Great Hollow gør det samme og bilder sig selv ind at det er i den gode sags tjeneste, at de fra sortere det dårlige blod. Der findes ikke godt eller ondt blod og det ved du ligeså vel som jeg ved det. Jeg ville ikke leve i en verden som er bygget op på denne måde. Derfor har jeg for mange år sluttet mig til rebellerne, sammen med mange af storfamilierne. Jeg har i lang tid vidst at I kom og kidnappede os, at I ville få rebellerne til at angribe, mens Rhea skulle ud og køre. Jeg ved det hele Damyian. Jeg er på jeres side.”
 

Rheas hjerte bankede hårdt i hendes brystkasse og hun tog sig til hjertet, nærmest for at prøve at undslippe den bankende smerte bag hendes ribben. Mayka havde nok regnet med at hun sov, men hun hørte ethvert ord de to udvekslede sammen. Hun sad på knæ foran døren og sad og lyttede med, indtil videre kunne hun holde sammen på sig selv med stor anstrengelse.

Hun havde ikke haft nogen anelse om hvem Damyian var og at han var blevet afstraffet – selvom de havde vidst at han var uskyldig – havde revet gulvet væk under hende og hun var faldet sammen på knæ foran trædøren, som førte ind til hendes værelse. De sidste par dage havde hun fået af vide at regeringen havde bildt hende mange løgne ind, men at de havde tvunget en lille uskyldig dreng til at kravle. Hun kunne ikke forstå det. Den medlidenhed hun følte – oprigtig, for første gang i hendes liv – var overvældende og hun vidste ikke hvor hun skulle placere denne knugende følelse. Hun havde lyttet skrækslagen med, lige indtil nu, hvor hun hurtig kom op på benene og rev døren op med alt den kræft hun kunne frembringe.

”Du er hvad?” råbte hun ud i værelset og med tre lange skridt var hun i køkkenet – ved det lille spisebord – hvor de to andre befandt sig. Forskrækket kigget de begge op på hende, ingen af dem havde troet at hun lyttede med til deres samtale. Mayka rejste sig fra stolen og indtog hurtig en forsvarsposition med begge hænder løftet.

”Rhea.” var alt han kunne få frembragt.
”Du har hjulpet dem? Du vidste at de ville overfalde mig og at de vil kidnappe os?” hun brølede ordene ud i rummet. Indtil videre havde hun kunne holde styr på alle de overvældende følelser, som have behersket hendes krop de sidste par dage, men dette var for meget.

”Rhea, jeg kan forklare.” startede Mayka men blev abrupt afbrudt, da Rhea havde smækket ham en syngende lussing. Han vaklede en smule bagud og så på hende med opspilede øjne. Damyian kom hurtig op og prøvede at holde hende fast, men vreden indeni kogte over og hurtig fik hun frigjort sig fra hans stramme greb.
”Hvordan kunne Mayka? Du har ødelagt vores liv. Mit liv! Du har forrådt os alle sammen. Hele din familie!” råbte hun ad ham og tømte hendes lunger hvor luft.

”Det var ikke et liv, Rhea!” svarede han arrigt. Med det samme trådte Rhea instinktivt et skridt tilbage, da hun så hans ansigt. Aldrig før havde hun oplevet – sin ellers så rolige bror – så vred.
”Vi er opvokset med en million løgne, har du ikke forstået det endnu?” han hævede stemmen.
”Det giver dig ingen ret til at få os alle sammen kidnappet! At være med i sådan en absurd plan! At fodre rebeller og spioner med informationer! Hvordan kan du overhovedet gå med til sådan noget?”

Mayka gjorde et par synkebesværgelser og prøvede at slappe af i hans anspændte arme. Damyian stod stadig som et skjold imellem dem.
”Du har aldrig set de ydre ringe, Rhea. Jeg har set dem flere gange og det er sandt hvad Damyian siger, de har det elendigt. Prøv da bare at tænk over hvad vi gør mod dem når de overtræder den mindste lov! Regeringen syntes det er i orden at sende små drenge ud at kravle! Hvordan kan noget menneske retfærdiggøre det? Kan du forklare mig det? For jeg forstår det ikke. Det er netop af den grund at jeg har tilsluttet mig rebellerne.” svarede han, mens han gjorde sit bedste for at bevare en rolig klang i stemmen, hvilket ikke helt lykkedes ham.

Rhea krympede sig en smule ved de sidste sætninger og kiggede over på Damyian, som stod med bøjet hoved. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle tænke eller sige. Hvordan kan noget menneske retfærdiggøre det? Sætningen blændede alt andet ude. Hun kendte ikke svaret. Hun var vokset op med den ide at de var noget bedre. Det havde hun også altid selv syntes at hun var. Bestemt til noget stort. Hun kiggede atter over på Damyian og kunne nu se den lille dreng, der engang havde kravlet.

Hun huskede tydelig dagen. Huskede hvor hysterisk hun var blevet over at hendes medaljon var blevet stjålet, selvom hun aldrig brugte det – hun havde ikke engang vidst at hun havde den. Hun huskede hvordan hun frydede sig for hver gang Damyian blev gennemborede med de stærke strømslag, hvordan hun havde klappet i sine små barnehænder da ilden slikkede sig rundt om hans ben. Nu gav tanken hende kvalme. Hendes ben under hende gav efter og hun faldt ned på gulvet. Det sendte en jagende smerte igennem hendes krop da knæerne ramte gulvet, men hun var ligeglad. Mayka kom hurtig til hende og satte sig på hug foran hende.

”Rhea. Jeg er ked af at du var en del af den her plan. Jeg prøvede at holde dig udenfor, men du er yndling til både far og onkel. Var det kun mig og Syed der var blevet kidnappet, ville de sikkert aldrig havde foretaget sig særlig meget. Vi blev nødt til det. Great Hollow skal styrtes, vi kan ikke lade folk leve videre på denne måde. Kan du ikke forstå det?” sagde han sagte.

Med ét ryk løftede hun hovedet og kiggede på ham. Hvad var det han prøvede på? Ville han få hende over på deres side? Ville han også havde hende til at forråde hendes egen familie, hendes tro og overbevisninger? Hun knyttede næverne så hårdt at neglene borede sig dybt ind i håndfladerne og hun kunne mærke det varme blod løbe over de hvide knoer.

Aldrig før havde hun været så rasende. Hun havde et godt liv, og fandens om nogen skulle tage det fra hende! Hun havde aldrig bekymret sig om dem under hende. Hvorfor skulle hun nu? Hun nægtede at opgive alt det hun stod for. Hun rejste sig langsomt op, stadig med knugede hænder, som Damyian og Mayka kiggede forskrækket ned på, da de så blodet dryppe ned ad hænderne og ned på gulvet. Mayka rejste sig og hun gik helt tæt på ham, løftede sit hoved og kiggede ham direkte i øjnene.

”Fortæl mig aldrig nogensinde hvad jeg burde at forstå og hvad ikke.” snerrede hun.
”Jeg lover dig, at ligeså snart vi bliver fundet, fortæller jeg far og onkel hvad du har gjort og jeg ville se frem til den dag hvor de skyder dig på den åbne plads i bymidten foran alle beboer i Great Hollow.” sagde hun sammenbidt og så derefter over på Damyian.
”Og jeg lover dig at når vi engang har slagtet samtlige i din hær ville jeg være der når de hiver dig op for at slå dig ihjel.” hendes stemme var blot en faretruende hvisken. Et løfte til hver af dem.
”Aldrig nogensinde skal du tale dig mig igen.” sagde hun og henvendte sig atter mod Mayka. De to betragtede hende med lamslået miner. Med hastige skridt gik hun mod hoveddøren, som hun flåede op og begav sig udenfor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...