Hun er ikke din ven

Hun er ikke din ven, er en novelle, som omhandler venskab. Den handler om, at man skal åbne sine øjne op for ens nærmeste og huske at stille spørgsmålet til sig selv. Er personen din ven, eller udnytter personen dig?

2Likes
0Kommentarer
43Visninger
AA

1. Det vigtigste skridt til en løsning af et problem er at erkende sig selv som en del af problemet -David Baird

Jeg rejste mig op. Læreren havde sagt, at det var min tur, men jeg havde ikke lyttet, før min sidemakker havde prikket mig på skulderen. Nu jeg tænkte tilbage på det, havde min ”eks” veninde sikkert grinet af mig. Den latter, som hun altid brugte, mod dem hun ikke kunne lide. Ironisk nok var jeg altid den, der grinede sammen med hende, men nu havde hun nok fundet en anden til det arbejde. Sætningen, som havde ødelagt vores venskab dukkede op i mine tanker: ”Hun er ikke din ven.” I starten havde jeg ikke forstået det, men det ændrede sig, da hun havde været færdig med at fortælle. Nu gav det hele mening. Tænk, at der allerede var gået en uge siden, hun havde fortalt det. Jeg kunne ikke fatte, at tiden var gået så hurtig.

Latteren vækkede mig for mine tanker og tog mig tilbage til virkeligheden. Den forfærdelige latter. Nej vent, den var langt fra forfærdelig. Den var afskyelig. Jeg kunne mærke, at alles øjne gloede på mig. De tænkte sikkert, at jeg havde gjort hende noget. Jeg overvejede i et kort øjeblik, om jeg skulle fortælle alle i frikvarteret, hvad hun havde gjort mod mig, men der var sikkert ingen, der ville tro mig. Jeg ville nok heller ikke, havde troet på mig. Det var helt utroligt, hvordan hun kunne sno alle og enhver rundt om sin lillefinger. Men jeg kendte hendes sande jeg nu.

Jeg begyndte at gå. Mit hoved snurrede rundt, og det var som om, at hele verden begyndte at gå under. I et kort øjeblik overvejede jeg at løbe grædende ud af døren, for hvilken forskel gjorde det, om hun kunne se, at jeg var ked af det, når hun alligevel vidste det. Jeg kunne ligeså godt gøre det. Nej! Jeg ville ikke vise hende, at jeg var ked af det, men mit hjerte bedrog mig. Alt blev helt omtåget, og en klump dukkede op i halsen på mig. Nej, jeg ville ikke græde. Det kunne jeg bare ikke gøre mod mig selv. Hvad ville folk dog tænke om mig? Jeg vidste jo godt, hvad de ville tænke om mig. De ville tro, at jeg græd, fordi jeg var nervøs for at fremlægge, og det kunne jeg ikke lade ske.

Hvert et skridt føltes som en evighed. En evighed tættere på ensomheden. Tag dig nu sammen! Ordene rungede i mit hoved, som en tornado der ikke kunne stoppes. Jeg skulle nok komme igennem det her. Der var ingen, der måtte tage min glæde fra mig især ikke sådan en som hende. Desværre havde hun allerede taget meget af min glæde fra mig. Da jeg endelig var nået hen til tavlen, tog jeg mig selv i at åbne øjnene. Jeg havde ikke engang opdaget, at jeg havde haft dem lukket. Rummet bevægede sig stadig, selvom jeg stod helt stille. Alle sad og kiggede på mig. Kun på mig. Jeg pustede ud og tog en dyb indånding. Det gjorde jeg så igen og igen, indtil jeg følte, at mit åndedræt var normalt igen.

”Er du klar til at fremlægge?” spurgte min lærer bekymret. Mine tanker måtte havde løbet af sted med mig igen, men det var jo ikke noget nyt.

Jeg svarede hende aldrig. Jeg begyndte bare at fremlægge uden tårer, uden gråd og uden nervøsitet. Det var ligesom en helt anden normal fremlæggelse. Før jeg kunne nå at tælle til ti, var det slut. Min lærer gav mig noget feedback eller rettere noget ros. Jeg gav mig selv lov til noget glæde og fandt mit bredeste smil frem, som jeg kunne finde, da jeg gik ned til min plads. Da jeg satte mig ned, tog jeg et hurtigt smugkig på hende. Hun var ikke glad mere. Det var da altid noget.

Klokken ringede, og alle rejste sig op og gik til frikvarter. Det var kun min lærer og nogle få andre elever, der stadig var i klasselokalet. Stille og roligt gik jeg i gang med at pakke mine bøger og penalhus ned i min taske. Der var kun en ting, der ville gøre mig glad i dag, og det var ikke skolen.

Jeg greb tøvende min taske og småløb ud af klassen. Akkurat da jeg trådte min fod over dørtærsklen, hørte jeg nogen råbe mit navn.

”Må jeg lige tale med dig i et øjeblik?” sagde min lærer. Pokkers tænkte jeg, men jeg sagde det ikke højt. ”Ja selvfølgelig,” sagde jeg med min gladeste stemme.

”Øhmm. Jeg lagde mærke til, at du virkede lidt ude af dig selv, da du skulle til at fremlægge,” sagde hun, imens hun sænkede sit hoved. Inden jeg kunne nå at svare, kom hun mig i forkøbet.

Denne gang kiggede hun mig i øjnene. ”Altså mere end du plejer.”

 ”Der er ikke noget galt. Jeg er helt okay,” sagde jeg flabet, og gik min vej, inden hun kunne nå at svare mig.

Eller rettere sagt inden jeg brød sammen foran hende. Ingen måtte se mig sådan her. Jeg havde altid været den glade pige i klassen, hende der aldrig blev ked af det. Hende der altid grinede sammen med sin veninde, hvor ingen kunne skille dem ad, og selvfølgelig hende der altid tilgav andre. Det var den gamle mig. En person som jeg aldrig kunne vende tilbage til. Aldrig. Jeg kunne umuligt tilgive hende, og helt ærligt troede jeg heller ikke, at den pige ville tilgives. Hun havde tilsyneladende ikke dårlig samvittighed over, at havde forgivet at være min ven, når hun ikke var det.

Flere gange var jeg ved at vælte, da jeg løb ned af gangen. Mine ben svigtede mig, da jeg smækkede døren i til toilettet. Jeg hørte en pige hulke, og løftede mit hoved op fra mine fingre. Mine øjne søgte efter den hulkende lyd, men jeg fandt aldrig pigen. I stedet fandt jeg mig selv i at græde. Hvor var jeg dog åndsvag. Det nyttede jo ikke noget at sidde her og græde. En kvalmende fornemmelse bredte sig gennem hele min krop og endte op i min hals. Jeg brugte mine sidste kræfter på at kravle hen ad det kolde gulv og hen til toilettet. I lang tid sad jeg der bare og ventede på, at kvalmen ville forsvinde, men det skete aldrig.

Til sidst gav jeg op, da mine ben var begyndt at sove. Jeg prøvede at rejse mig op, men mine ben ville bare ikke samarbejde med mig i dag. Efter det der som føltes lang tid, fik jeg mine ben til at samarbejde. Det eneste jeg havde lyst til i dag og som ville gøre mig i bedre humør, var at sidde ned og tænke i parken. Det var et af de mest fredelige steder, der fandtes ifølge mig.

 Min taske var stadig der, hvor jeg havde efterladt den. Jeg tog den i forbifarten. og spænede ud af døren. Gangen var helt tom for lærere og elever, så der var fri adgang. I fuld fart løb jeg gennem de snørklede veje ud til hovedudgangen. Lige inden jeg trak i døren, kiggede jeg på klokken, den var 13.00, og så åbnede jeg døren. Den friske luft kom bag på mig. Så meget at jeg stoppede, og alle minderne dukkede op i mit hoved som et puslespil. Det var lige der, hvor det hele startede.

”Jeg går lige på toilettet,” sagde hun. Hende som altid gjorde mig glad, og hende som jeg stolede mest på. Pigen, som jeg næsten ikke havde nogle grunde til at tvivle på. Min bedste veninde. Jeg stod nu helt alene ude i skolegården. Der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Nogle skridt forstyrrede den fredelig stilhed. Skridtene gik hen imod mig, og en pige fra min klasse dukkede op rundt om hjørnet. Jeg havde aldrig talt specielt meget med hende, men hun virkede sød nok. Hun så en lille smule nervøs ud, da hun tog det sidste skridt hen imod mig. ”Har du et øjeblik?” spurgte hun oprigtigt trist. ”Ja selvfølgelig,” svarede jeg med et opmuntrende smil. ”Jeg har virkelig ikke lyst til at sige det her, men der jo en der må gøre det,” fortalte hun med et udtryk, jeg ikke helt kunne tyde, og så faldt hele min verden sammen efter den første sætning. ”Hun er ikke din ven…”

Lyden af hendes stemme forvandlede sig til klokken, som ringede ind. Jeg havde virkelig ikke lyst til at tænke mere over den pige, som havde fortalt nyheden til mig. Hun havde sikkert nydt det, imens hun havde fortalt alle de ting, som havde ødelagt mig og min ”eks” venindes forhold. Hendes udtryk som jeg ikke kunne tyde dengang, var sikkert et udtryk af nydelse, selvom hun ikke havde en grund til at hade mig.

Jeg begyndte at gå ud af skolen med tunge skridt. Solen skinnede, og der var varmt nok til, at jeg kunne tage min jakke af. Skolen forsvandt langsomt bag ved mig, og til sidst var den helt væk. Mine tanker blev ved med at bevæge sig hen til min bedste veninde og hendes forræderi, selvom jeg hele tiden prøvede at tænke på noget andet. Til sidst opgav jeg helt at tænke på noget andet, så jeg lod mine tanker styre mig. Jeg troede virkelig, at vi var bedste veninder! Hvordan kunne jeg dog være så nem at narre? Mine hænder slog ud i luften af frustration. Det her var bare den mest åndsvage situation! Jeg var bare så frustreret og skuffet på sammen tid, for jeg havde ikke andre end hende.

En lille park dukkede op på højre side af mig. Ikke bare hvilken som helst park, men min park. Parken var mit tilflugtssted. Den bestod af et lille grønt areal og en slidt legeplads. Hurtigt og beslutsomt gik jeg hen til en lille slidt bænk. Slidt som resten af parken, men det var lige meget. Der var ingen mennesker at se, men klokken var jo også 13.10, så de fleste var på arbejde eller i skole. Jeg satte mig ned, og begyndte på alle mine grublerier igen.

Mine grublerier blev hurtig til forvirring, som blev til ensomhed, der blev til beslutsomhed. Jeg var en kujon altså en stor en af slagsene. Hvorfor var det ikke gået op for mig noget før? Jeg rejste mig hurtigt op fra bænken. En kujon ville nemlig blive siddende her, men jeg ville ikke være en kujon mere. Der var kun en ting at gøre. Jeg måtte møde hende og sige undskyld.

Da jeg åbnede døren til skolen, var folk begyndt at mase sig ud af deres klasselokaler. Forsigtigt begyndte jeg at småløbe hen til min klasse uden at løbe ind i nogen. Jeg havde ikke mødt nogen fra min klasse, så de havde nok ikke fået fri, men den tanke forsvandt hurtigt igen.

Hun kom gående hen imod mig, og fangede mit blik. Vores øjne var låst til hinanden, og vi kiggede hinanden dybt inde i øjnene. Til sidst gav hun op, og kiggede væk. Det krævede alt min viljestyrke at ikke hoppe og råbe højt, at det ikke var mig, som havde kiggede den anden vej. I stedet nøjedes jeg med et lille smil.

Da vi var ved at være tæt på hinanden, stoppede hun op og ventede på, at jeg ville gøre det samme, men det var ikke min intention. I stedet gik jeg bare lige forbi hende uden at nære hende et eneste blik. Det havde hun fortjent. Da jeg var gået nogle meter væk fra hende, og hun havde regnet ud, at jeg ikke ville stoppe, begyndte hun at råbe: ”Du er godt nok et stort pattebarn, hvis du bare ignorerer mig.” Da jeg ikke sagde noget, og bare gik videre, begyndte hun at råbe igen: ” Du er et endnu større fjols, end jeg troede. Det er af den grund, at vi aldrig har været rigtige venner.”

Hun havde ret, jeg ignoreret hende, men det var ikke, fordi jeg var bange. Det var, fordi jeg havde travlt.  Travlt med undskylde. Undskylde for den person, som bare havde prøvet at hjælpe mig. Hende, der bare ville fortælle sandheden til mig og være min veninde, hvis hun stadig ville være det, efter sådan jeg havde opført mig overfor hende. Jeg havde helt misforstået hendes udtryk, da hun havde fortalt det. Hun havde bare været bekymret og medfølende for mig. Det var det, hendes udtryk betød. Der var også en anden ting, jeg måtte erkende. Jeg havde taget fejl, for det var ikke i skolegården, hvor det hele havde startet. Det havde bare først været der, hvor jeg ville erkende sandheden. For jeg havde vidst det i lang tid, at hun bagtalte mig, og ikke rigtig var min ven. Jeg ville bare ikke tro på det. Måske ville hende, der havde fortalt mig det tilgive mig i dag, måske i morgen, måske om en måned eller måske aldrig. Der var ikke andet at gøre end at håbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...