RÆK UD

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Dette er en samling af noveller, som viser forskellige scenarier som handler om op- og nedture. Et godt indblik på livets rutsjebane.

5Likes
0Kommentarer
243Visninger
AA

1. Bange

Ingen ved det udover mig. Der er ingen læge, psykolog eller whatever som har givet mig det label, at jeg har en depression. Det er noget jeg kan mærke på mig selv. Det som om at i visse situationer har jeg lyst til at bryde sammen. Skrige, græde, slå på en eller noget. Men samtidig er der noget der holder mig på plads, noget indeni mig som siger "Du er stærkere end det." Men det er jeg ikke. Jeg er ked af det, sur, irriteret og magtesløs; jeg har ingen kontrol over min egen krop. Det er næsten så syret, at mit jeg hænger ude ved siden af min krop. Den hænger der og dingler og prøver på at få mig til at forstå. Forstå hvad fanden det er der sker. 

Jeg kan mærke, at der intet skal til for at min krop siger nej, men alligevel går jeg videre. Jeg lytter ikke til min egen krop, jeg lader mig flyde med som der intet er galt - der er ingen der ved hvordan jeg har det. "Hun er altid så glad", "Se det smil" osv. Men hvad med det nedenunder facaden? Jeg kan for helvedet godt smile, men hvorfor spørger de ikke "Hvordan har du det egentlig?". Tag fat i mig, rusk mig for jeg er lam, stum og bange. Jeg er bange for at se i øjnene, at der faktisk er noget galt med mig. 

Der har aldrig været problemer med at spise, man kan endda kalde mig for en grovæder, men ikke mere. Bare synet af maden giver mig lyst til at kaste op, måske er det ikke en depression, men en spiseforstyrrelse? Tankerne vrimler frit rundt i hovedet, som om det er vilde dyr som er sluppet ud af deres bur. Der er ingen som prøver at fange dem og få dem på plads. Det er ét stort kaos. Jeg kan prøve at lytte til tankerne, men de er så larmende at de giver en dunkende hovedpine. Jeg er bange.

Hvis jeg fortæller mine forældre om hvordan jeg føler, er jeg så forkert? Vil de se anderledes på mig? Hvad vil mine venner sige om mig bag min ryg? Er de overhovedet rigtige venner hvis de siger noget bag min ryg? Det er som en spids kniv stikker sig igennem mit bryst og ind til mit blødende hjerte. Det hamrer og det larmer, men der er ingen som hører det. Hvis jeg begyndte at skrige, ville folk så se jeg faktisk lider? 

Jeg har brug for hjælp, men jeg ved ikke hvordan jeg skal opsøge den. Jeg er bange. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...