Solens Tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2018
  • Opdateret: 23 jun. 2018
  • Status: Færdig
"Tror du kaniner bærer rundt på deres skind?"
"Har du nogensinde set en kanin gå rundt med sit skind over skulderen?”
"Nej..."
"Så gør de det sikkert ikke."

I en alder, hvor drakaina er truede og selkier spises som en delikatesse, for to selkie søskende deres barndom flået ud af deres hænder, når de finder en medaljon af rav, der kan rejse en person fra de døde.
Hvad skabte medaljonen — og hvem leder efter den?

0Likes
0Kommentarer
142Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

 

Mørket faldt på.

De løb gennem Erasts gader og ledte efter Aff. Arthur fandt hende. Hjørnet af gråt og vådt var nu klædt i mørke. De satte sig ved Aff og vendte hende om på ryggen. Sil skar ansigt ved synet, men Arthur lod sig ikke mærke.

Arthur tog en dyb indånding: "Lad os prøve," sagde han og afførte sig medaljonen. 

De sad der i en evighed og forsøgte at aktivere den – men uden held. De fandt dog et skjult rum bag ædelstenen på forsiden, men snart var det blevet for mørkt til at se noget.

"Hvorfor er der intet der virker?!" Råbte Arthur, han sparkede og kastede med småsten i sin frustration.

"Havde Celosia ikke brug for en hårlok?" Spurgte Sil og så på Arthur.

"Jo... jo, det er rigtigt!" Udbrød Arthur. Han knælede ned ved Aff og tog et par hår: "Prøv nu!" De åbnede den, anbragte Affs hår i kammeret og klikkede den tilbage på plads.

"Du!" Brølede en stemme, tunge fodtrin kom imod dem bagfra.

De frøs af skræk og krøb baglæns. Celosia tårnede over dem med sammenknebne læber; det skinnende skæl på hendes krop reflekterede i måneskinnet.

"Hvor er medaljonen?" hvæsede hun og så på deres hænder med sine skarpe øjne.

Mørket omkring dem forsvandt, og et glødende, orange lys blændede dem. En høj, skrigende lyd tvang dem til at knæle og dække deres ører. Det blev så lyst, at Sil ikke kunne se noget.

Det hørte op. 

Han åbnede øjnene. 

Aff stod foran ham. Hullet i hendes bryst var blevet fyldt ud, og hendes ansigt så varmere ud end nogensinde.

”AFF!” Råbte han, og løb mod hende med udstrakte arme. Hun stod der med øjne der husede liv, hendes arme rystede og tårer løb ned ad hendes ansigt.

"SIL!" 

Hans ben gav efter under ham. 

Verden omkring ham gik i cirkler, og han forsøgte at nå Aff, før han faldt om. Han ramte hovedet mod gaden og landede i en vandpyt, der var en skarp smerte. 

Arthur råbte bag ham, "SIL!" Han løb til Sils side og rystede ham fra side til side. "Nej, nej nej nej ... Du kan ikke dø her! Det er okay, det skal nok gå...”

Celosias fingre dryppede rødt, og hun rystede hånden så det sprøjtede ud over det hele. "Den medaljon kunne kun bruges én gang! Vi var de eneste drakaina tilbage… min mand var den sidste han! Vores eneste håb!" … "og I brugte den til at genoplive en sølle selkie?!"

Arthur greb Affs hånd og medaljonen, ”Aff! Løb!" Skreg han og hæv i hende. De løb fra synet, fra Celosia. Aff’s øjne faldt på Sil en sidste gang før de rundede hjørnet. 

Hendes skrig gav genlyd gennem Erasts mørke gader. 

Nogle siger, at man stadig kan høre dem.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...