Solens Tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2018
  • Opdateret: 23 jun. 2018
  • Status: Færdig
"Tror du kaniner bærer rundt på deres skind?"
"Har du nogensinde set en kanin gå rundt med sit skind over skulderen?”
"Nej..."
"Så gør de det sikkert ikke."

I en alder, hvor drakaina er truede og selkier spises som en delikatesse, for to selkie søskende deres barndom flået ud af deres hænder, når de finder en medaljon af rav, der kan rejse en person fra de døde.
Hvad skabte medaljonen — og hvem leder efter den?

0Likes
0Kommentarer
135Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

"Fisketarm! Hvor blev hun af?" Råbte han, mens han så sig omkring.

Arthur pegede på markedet, "Lad os søge der!" Sil nikkede og løb efter, de pustede allerede, da de nåede den første række butikker.

Et lille, blondt hoved lod sig se. Aff var blevet optaget af en smykkebutik. Røde, blå og orange ædelsten lå udstillet, og hendes små hænder greb om halskæderne. Da Sil og Arthur kom derhen, havde hun allerede prøvet et dusin af dem.

"Kan jeg få nogle, bed om?" Plagede hun med hænderne rundt om halskæderne.

"Jeg har ikke flere mønter, det sagde jeg til dig da vi købte krabbe." Sil sukkede ved tanken om at skulle høre på hendes skuffelse de kommende fem år.

Arthur søgte i begge lommer, "Jeg har nok til en," erklærede han og viste et bundt sølvmønter.

"Tusind tak!" Råbte hun, og hoppede rundt om Arthur, da han gik op til damen bag kassen.

"Hvilken vil du helst have?" Spurgte Arthur og pegede på de mange halskæder rundt om hendes hals.

Aff blev stille, tydeligvis ramt af en mur. Efter et øjebliks sparken til småstenene ved butikken gik hun op til damen og holdt en medaljon frem. Ædelstenen i forsiden var i strålende rav, og små gyldne bobler syntes i midten.

"Ah, den…” Begyndte damen med et smil, "Det er et arvestykke, der er været i min familie i generationer, men ingen ved hvem der ejede den før os."

Aff holdt den fascineret i hånden, fortabt i dens glans.

De tre gik rundt i landsbyen, og da det nærmede sig skumring, fik røde og orange nuancer havet til at glinse. Affs fødder pjaskede i det stille vand ved kajen, et smil prydede hendes runde ansigt.

Hun vendte hovedet mod Sil, "Jeg er sulten, hvornår få vi krabbe?"

Han så op fra molens træplanker og justerede lædertasken over skulderen.

"Når du går med tilbage til skoven." Hvis hun ikke indvilligede, var der ikke andet, han kunne gøre for at få hende til at forlade byen.

"Kan jeg komme med jer?" Spurgte Arthur, hans krop sitrede ved tanken om et eventyr i skoven.

"Ja da!" Aff strålede – hun havde aldrig haft andre end sin bror at lege med i skoven.

Sil rejste sig og så ud i horisonten, "Lad os gå, vi har ikke meget sollys tilbage." 

"Hvad skal vi nu?" Aff så håbefuldt på Arthur.

"Lad os gå til Erast! Der er ikke langt, og jeg plejer at besøge min bedstemor denne gang i måneden alligevel. "Arthur var allerede klar til at gå, og Aff delte hurtigt hans begejstring – men Sil rynkede panden: "Erast er meget større end Jaris, er det ikke et dårligt sted, hvis nogen finder ud af, vi er selkier?” Var det overdreven bekymring? Hvis deres hud lå i tasken, ville ingen vide det, medmindre de så den.

"Det er sandt ... men tænk hvor sjovt det ville være! Jeg har arbejdet i så lang tid, og nu kan jeg endelig gå på eventyr!” Grinte Arthur.

Sil huskede nu, hvordan de reddede ham.

"Arbejdede du for den dame?" Spurgte Sil og spekulerede på, om de havde gjort ham mere skade end gavn.

"Ja…" sagde Arthur med en klump i halsen, "jeg arbejder der, fordi bedstemor er syg, hun har brug for dyrebare urter."

"Det jeg ked af," mumlede Sil. Han vidste ikke hvad han ville gøre, hvis hans forældre blev syge. Hvem vil passe på Aff?

"Hvad med dine forældre?" Spurgte han. 

Der blev tavst.

"De døde i Harth, hvor vi boede," forklarede Arthur, "Harth kæmpede altid med en anden by omkring grænser, det endte i en krig der varede fire år." Han gik forbi Sil, lige i hælene på Aff.

Arthur sagde ikke et ord før de nåede kanten af byen. Landsbyfolkene vendte hjem fra arbejde, alle med deres poser mønt.

"Hvilken retning er Erast?" Spurgte Sil og så mod skoven ved bakkens top.

"Det ligger sydøst, vi skal krydse mosen og finde købmandsvejen." Arthur brugte ofte den vej, som Jaris købmænd tog til Erast, den var hurtigere end andre veje.

Sil nikkede og tog fat i Aff’s hånd, ”Okay, du viser vej.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...