Solens Tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2018
  • Opdateret: 23 jun. 2018
  • Status: Færdig
"Tror du kaniner bærer rundt på deres skind?"
"Har du nogensinde set en kanin gå rundt med sit skind over skulderen?”
"Nej..."
"Så gør de det sikkert ikke."

I en alder, hvor drakaina er truede og selkier spises som en delikatesse, for to selkie søskende deres barndom flået ud af deres hænder, når de finder en medaljon af rav, der kan rejse en person fra de døde.
Hvad skabte medaljonen — og hvem leder efter den?

0Likes
0Kommentarer
131Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Sil vågnede ved lyden af hove.

Han havde ikke set en hest i et stykke tid – de gik normalt ikke længere end til skovbrynet. Det var også et par år siden han og Aff sidst havde besøgt Jaris. Måske de havde laks nu?

Han stak hovedet ud af lyet. Det var en flok heste i forskellige farver, alle tøjlet og nogle lastet med kurve. En af hestene, en grå, vrinskede ad ham, og han smuttede ind i ly igen. Var der nogen, der hørte det? Nej, de er ligeglade, det er jo en hest.

Han stak hovedet ud igen. En gruppe kvinder med tøj i efterårsfarver og flettet hår kom ud af buskene. Sil så på dem i ærefrygt mens de kælede for hestenes muler og rensede dem med klude dyppet i vand.

"Hvor langt er der, Celosia?" spurgte en, og brød stilheden.

"Tålmodighed. Det er højst tre dages rejse," svarede en høj kvinde, hendes hænder kærtegnede den grå hest. Hendes øjne var som en kats og skæl dækkede hendes krop. De skæve horn ved hendes ører mindede ham om en drage, han havde aldrig set nogen lignende. De gamle selkier fortalte historier om dragekvinder, men han havde altid troet de var uddøde.

"Pak jeres ting, vi tager afsted om ti minutter. Vi skal finde den medaljon uanset hvad, den er det eneste, der kan genskabe vores race," sagde hun med en stemme, der kunne skære i sten. Hun forsvandt ind i skoven og efterlod de andre til at tage sig af hestene. Gruppen tog hurtigt afsted og efterlod kun hovenes aftryk. 

Sil gik ud for at søge efter mad, idet Aff altid havde god appetit om morgenen. Skoven hilste ham velkommen, og en hyttesanger fløj forbi hans næse, da han gik. Han fandt en lang pind på skovbunden, som han skærpede sin dolk med indtil han var tilfreds.

Da Aff vågnede havde han fanget to fisk, en til hver. De spiste og gik videre.

"Er vi der ikke snart?" Aff stønnede, og gned søvn fra sine øjne.

"Det er lige forude, over bakken," sagde han og tørrede sveden fra panden. Solen var varmere i dag.

Skoven hørte op ved bakketoppen, og en frisk havbrise mødte dem. Ved bakkens fod var der ganske rigtigt en by. Huse lå spredt, alle med stråtag og koboltblå vinduesrammer. Sil drog ned ad bakken, mens han forsøgte ikke at falde.

"Har du mønter?" Spurgte hun på vej ned.

"Hvorfor?" Råbte han, nu allerede ved bunden af bakken.

"Jeg vil have krabbe til middag!" Hendes stemme lyste af glæde.

"Okay, okay, jeg prøver. Men gem noget til mig!" Han sagde det hver gang, men hun gemte aldrig noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...