Solens Tåre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2018
  • Opdateret: 23 jun. 2018
  • Status: Færdig
"Tror du kaniner bærer rundt på deres skind?"
"Har du nogensinde set en kanin gå rundt med sit skind over skulderen?”
"Nej..."
"Så gør de det sikkert ikke."

I en alder, hvor drakaina er truede og selkier spises som en delikatesse, for to selkie søskende deres barndom flået ud af deres hænder, når de finder en medaljon af rav, der kan rejse en person fra de døde.
Hvad skabte medaljonen — og hvem leder efter den?

0Likes
0Kommentarer
138Visninger
AA

1. Kapitel 1


To haler brød vandets overflade.

De svømmede synkront og parallelt med hinanden i cirkler. En af dem stak næsen ud af det glitrende turkis og blinkede vandet væk. Dens gyldne hår red på de blide bølger, idet den nærmede sig strandkanten. Den anden stak også sin snude ud, dens hår den samme honninggule farve.

Det var sæler.

De svømmede i land og så på hinanden, løftede deres finner, der delte sig i fem stykker. De rejste sig og stod med tæer i brændende sand, æteriske øjne fikseret på skoven tæt ved stranden. Gællerne lukkede sig og forsvandt fra halsen, så der kun var et ar tilbage. Sølvhuden fældede af og lå tilbage i sandet.

Den største vendte sig: "Giv mig din hud, jeg har en lædertaske med mig." Den mindste nikkede med et glimt i øjet og rakte huden.

"Øh ... Sild, vil vi ikke komme i problemer for det her?" spurgte den lille med rynket pande.

Den store sukkede, nu med en teenagedrengs fremtoning. "Jeg har fortalt dig det hundrede gange, nej, det vil vi ikke. Vi bliver ikke længe.” Han tog det første skridt i forvejen mod skoven og surmulede bagover: "Og lad vær’ med at kalde mig Sild!”

"Jeg er ked af det, men det passer til dig!"

"Den sidste til at nå skoven er en rådden klump tang!" råbte han og løb.

Søsteren snublede først over muslingeskaller i strandkanten, men stormede så efter ham, håret i en bølge efter hende - det var snart ved at nå hendes navle. Hun nåede ham lige i tide til at det blev uafgjort.

Fugle pippede vuggeviser i træerne, ildfluer glødede i den tætte skov, og den blege himmel foroven bød dem velkommen på land.

"Aff, hvor er du?"

Hun vendte sig efter sin brors stemme, skyndte sig gennem bærbuske og krat. I en rydning tittede hun bagud og klatrede så med et smørret grin op i et træ. Da Sil kom, så han undersøgende fra den ene busk til den anden.

"Landsbyen kommer ikke nærmere ved at du leger gemmeleg!"

Aff sprang ned foran ham med et sejrende smil på læben: "Boo!" 

Han faldt bagover med store øjne. 

"Klovnfisk," grinede hun som salt på såret.

"Sil, – ikke klovnfisk ... eller Sild."

"Hvilken landsby?" spurgte hun med armene over kors.

"Jaris, den der fiskerby vi besøgte for et par år siden. Det er cirka en dags rejse," sagde han på vej videre ind i skoven. "Kan du lave en kaninfælde i mellemtiden?" spurgte han, og dukkede sig under en træstamme dækket af vinstokke.

"Ja ja, husk at dræbe den denne her gang."

"Hold mund, torskefjæs," vrissede han, men med et smil om munden.

 

 

Solen gik ned under krattet efterhånden som timerne gik.

Cikader afløste fuglene, og månen solen. Bålet knitrede med en flået kanin på spid. De varmede sig ved bålet og Sil vendte kaninen ved hvert minut.

Aff sad i en seng af mælkebøtter og lavede blomsterkroner, mens hun ventede.

Da kaninens hud begyndte at få karamelkulør, tog Sil den ud af ilden og skar den op med sin dolk – den han altid havde med sig oven vande.

"Her." Han kastede halvdelen til hende.

Hun smilte, "Tak," og spiste med åben mund, "Sil?"

"Ja?"

"Har du nogensinde set en kanin gå rundt med sit skind over skulderen?” Aff elskede at spørge ham om alt, hun var aldrig vokset fra det.

"Nej..." surmulede hun.

"Så gør de det sikkert ikke."

"Men hvad nu hvis vi bare ikke har set dem?" Aff plagede ham til at sige ja.

"Spis dit måltid," sukkede han og tog endnu en bid af sin halvdel.

Stjerner fyldte himlen, der var kun enkelte mørke skyer. De sov i et ly Sil havde lavet ud af rabarberblade og egetræsgrene. Det begyndte som en hvisken i luften, og snart kom en let regn.

Tom for tanker lyttede Aff til regndråbernes prikken på bladene mens hun faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...