En for hver gang

Jeg har skrevet denne novelle i dansk.

0Likes
0Kommentarer
25Visninger
AA

1. En for hver gang

Jeg kigger ned på min ene arm. Den fortæller en historie. Ligesom min anden arm. Jeg kan tydeligt se, de røde halv betændte streger der går over håndleddet. En for hver gang, eller to hvis det er slemt. Ordene kører rundt indeni mit hoved, igen og igen og igen. “Fik du kun 4?”. Ordene bliver tungere og tungere, for hver gang jeg tænker på dem. “Hvorfor er du så tyk?”. Den sætning var ikke kun kommet en gang, den var kommet så mange gange, at den nu boede der. “Du får ihvertfald aldrig en kæreste med den krop”. Jeg kan ikke give slip på mine tanker. “Du kan jo ikke være bekendt, at gå på stranden eller i svømmehallen sådan der”. Ordene kører rundt i mit hoved. Alt det forfærdelige jeg siger til mig selv. Alle de forventninger der er, alt det pres jeg føler. Jeg kigger igen ned på mine arme, nu på den anden. Der er ikke lige så mange som på den højre.

Jeg hører klokken ringe, og rejser mig fra lokummet, smækker døren bag mig, og går mod mit klasselokale. Jeg slæber langsomt mine fødder hen af gulvet, jeg har ikke travlt. Læreren kommer alligevel altid forsent. Jeg hiver langsomt mine ærmer ned over mine håndled. Det svier. Jeg når klasselokalet, åbner døren, finder min plads, og sætter mig ned. Vi har samfundsfag, ikke det mest spændende, men sikkert nødvendigt. Læreren fabler om amerikansk politik, og ham psykopaten Trump der lige er blevet valgt. Jeg vil gerne kunne finde ud af det. Det kan jeg bare ikke. Skuffelsen i lærerens blik, når min aflevering til 4 lander på mit bord. Jeg kan også selv mærke den. Skuffelsen. Den samme skuffelse jeg mærker, når jeg kigger mig selv i spejlet. Mislykket. Mislykket med stor fed skrift. Selvom jeg kæmper hårdt for at følge med, kan jeg ikke. Alle de krav og forventninger de har til os. De dræber mig langsomt indeni, for hver gang jeg mislykkedes.

Klokken ringer ud fra sidste time. Endelig. Endelig er dagen færdig. Jeg pakker mine ting, går ud af døren, ned af gangen, ud af hoveddøren, og ud til busstoppestedet. Jeg sætter mig ned, putter mine høretelefoner i. Sætter noget musik på. Prøver at glemme det hele. Presset. Forventningerne. Tankerne. Prøver at glemme alle tankerne, som nu er på mine håndled. Bussen nærmer sig, og jeg stiger ind. Går ned bagerst i bussen, og sætter mig ned. Jeg kigger ud af vinduet, ser på de visne træer og det frostbelagte græs. Jeg står ud af bussen, og fortsætter ned af vejen, drejer til højre og ser mit hus længere fremme.

Jeg låser hoveddøren op, smider min taske på gulvet, og tager skoene af. Jeg sætter mig ind på sofaen, og kigger ud i luften. Tankerne kommer strømmende ind over mig igen. De samme tanker. Og presset føles endu større. En tåre finder vej fra mit øje til min kind, og min læbe begynder at dirre. Jeg sidder stadig på sofaen, med benene trukket op under mig. Kigger på et billede, der blev taget for fem år siden. Jeg så glad ud. Smilede. Smilede med hele ansigtet, også med øjnene. Det var mig, det er det ikke mere. Lige siden sidste år, er det hele bare gået i opløsning, for hver dag der gik. Nu er der ikke meget tilbage af, hvad der før hen havde været et smilende glad jeg. Det eneste der er tilbage er navnet, alt andet har ændret sig. Jeg går ud i køkkenet, tager pillerne fra skabet, skruer låget af, tager en god håndfuld, tænder vandhanen, finder et glas, og sluger pillerne. Dem allesammen. På en gang. Jeg sætter mig ind i sofaen igen, kigger ud i luften. Mit blik bliver tommere og tommere. Jeg kan mærke jeg bliver svimmel. Mine øjne har svært ved at holde sig åbne. Tankerne farer rundt. Mine tanker, som altid har været mine egne. Mine selvhadstanker. Jeg begynder at fortryde. Kigger på billederne i stuen. Kigger på alle de gode minder, som jeg har glemt i alt det andet. Husker den gang jeg var glad, før jeg begyndte at føle presset, mærke forventningerne og hade mig selv. Tårerne løber ned af mine kinder, jeg kigger på mine håndled. Mærker smerten. Føler mig mere og mere sløv. Tårerne fortsætter helt lydløst. Mine øjne lukker langsomt, og jeg har svært ved at samle mine tanker. Min bevidsthed giver mere og mere slip. Jeg kan mærke at jeg begynder at trække vejret langsommere, mine øjne bliver tågede. Jeg glemmer alle grundende, glemmer alt det jeg har sagt til mig selv det seneste år, husker på alle de gode ting, jeg har glemt. Jeg fortryder endu mere, og alt jeg kan høre, er nogle sirener i det fjerne. Nogle sirener fra en ambulance, der kommer for at hjælpe. Men den kommer ikke for at hjælpe mig. Jeg er alene.

                                                                                                                    

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...