Ulvedalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2018
  • Opdateret: 21 jul. 2018
  • Status: Igang
Ella Clara plejede at besøge Ulvedalen i sine ferier. Nu skal hun flytte dertil, og hun opdager hurtigt, at alt ikke er, som det burde være. Byen gemmer på en stor hemmelighed, og Ella Clara gør alt, hvad hun kan for at komme til bunds i sagen. Samtidig møder hun på skolen drengen Jayden, som den ene dag kan være sød og venlig, og den næste dag kold og arrogant. Men selvom Ella Clara bliver ved med at fortælle sig selv, hun ikke vil have noget med Jayden at gøre, kan hun alligevel ikke lade være med at falde pladask for hans irriterende charme. Det hjælper nok heller ikke, at hun bliver ved med at høre hans stemme i sit hoved.

2Likes
4Kommentarer
299Visninger
AA

2. Kapitel to

Lyden af et øredøvende, frygteligt skrig skar sig gennem nattens tunge mørke. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ingen idé om, hvor jeg befandt mig henne, kun at jeg var i en skov. Træerne stod tæt sammenpakket foran mig, og der var bælgravendes mørkt. Jeg kunne ikke se andet end få meter frem for mig. Bag mig kunne jeg skimte en sti, der muligvis var vejen ud af skoven.

Pludselig skar et øredøvende ulvehyl sig gennem mørket. Jeg stivnede, og mærkede hvordan blodet frøs til is i mine årer. Mine instinkter skreg, at jeg skulle følge stien bag mig og komme væk fra skoven hurtigst muligt. Det ville klart have været det mest fornuftige at gøre. Faktisk fattede jeg intet, da mine ben pludselig bevægede sig væk fra stien og længere ind i skoven. Jeg prøvede at standse, men det var som om, jeg ikke længere havde kontrol over mine egne bevægelser.

Jeg standsede først igen, da jeg nåede en stor sø, som var oplyst af månen, der skinnede gennem trætoppene. Søen så uhyggelig bekendt ud, men jeg kunne ikke komme i tanke om, hvor jeg havde set den henne før.

Henne ved søbredden længere fremme lå en mørk skikkelse i græsset. Med hjertet siddende i halsen snoede jeg mig ind mellem træerne og løb hen til personen. Som jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var en pige. Hun lå på siden med ryggen til mig. Jeg knælede bag hende og vendte hende forsigtigt om. Da hendes ansigt kom til syne og blev oplyst af månen, sprang jeg tilbage, som havde jeg sat hånden på en brandvarm kogeplade.

”Det kan ikke passe,” mumlede jeg skrækslagent.

Men den var god nok. Da jeg igen kastede et blik over på den bevidstløse pige i græsset, kunne jeg tydeligt se hendes ansigt. Pigen var mig. Det var mig, som lå der i græsset. Pigens - mit - ene jakkeærme var flænset flere steder, og hele armen var smurt ind i blod. Jeg trådte et par skridt tilbage og lukkede øjnene.

”Det er bare en drøm,” hviskede jeg og kneb mig selv i armen.

Da jeg åbnede øjnene igen, befandt jeg mig stadig i skoven, og da jeg så ned mod søen, lå pigen, der lignede mig, stadig i græsset. Pludselig knækkede en gren et sted bag mig, og tunge trampende skridt kunne høres i det fjerne. Jeg kneb øjnene halvt i og spejdede ud i mørket.

Længere fremme kunne jeg kun lige ane en skikkelse, men det var nok til, at jeg hurtigt bakkede ned mod søen igen. Jo tættere på skikkelsen kom, jo større blev den. Da den kun var få meter fra, hvor jeg stod, kunne jeg se, at skikkelsen var en eller anden form for dyr. I et kort øjeblik troede jeg, at dyret bare var en hund, og jeg lod et lettet suk undslippe. Men så blev dens ansigt oplyst af måneskinnet, og det gik op for mig, at dyret ikke var nogen hund. Det var en ulv. En stor, arrig ulv, som var på vej direkte i mod mig.

Min krop var lammet af skræk. Alt, jeg kunne gøre, var at stirre, imens dyret kom styrtende imod mig. Den satte af på forbenene og sprang frem med sine blottede, sylespidse tænder, og det var der, jeg vågnede med et sæt.
 

Jeg satte mig op i sengen og trak vejret i små, gispende stød. Min trøje var våd af sved, og mit hår klistrede til min pande. Jeg lod mine kolde hænder hvile mod mine glohede kinder og så over på vækkeuret, der stod på det lille natbord. Klokken var et kvarter over seks.

Eftersom der kun var et kvarter til, uret alligevel ville ringe, besluttede jeg mig for, at det ikke kunne betale sig at lægge mig til at sove igen. Jeg tvivlede alligevel på, at jeg kunne falde i søvn igen. Drømmen sad stadig ligeså tydeligt på min nethinde.

Med en sidste dyb indånding stod jeg ud af sengen og listede ud på badeværelset for at tage et bad. Jeg åbnede for det kolde vand og lod strålerne massere mine skuldre. Et dybt suk undslap mine læber, og mine øjne lukkede i. Langsomt blev mareridtet jaget bort, og det blev hurtigt erstattet med tanken om, at i dag var dagen, hvor jeg skulle starte i 1.g. Tanken om skolen, og hvad jeg havde at se frem til, var næsten lige så skræmmende som mareridtet, jeg havde haft.

Jeg gned mig i ansigtet og vaskede den resterende shampoo ud af håret, hvorefter jeg slukkede for vandet. Jeg tørrede mit hår og min krop. Trak i et par lyse jeans og hev en pastelgul hættetrøje over hovedet. Som sædvanlig flettede jeg mit hår i to franske fletninger.

Normalt ville jeg egentlig ikke have gjort specielt meget mere ud af mig selv, men fordi det var min første dag på en ny skole, lagde jeg lidt mascara og smurte noget concealer under øjnene for at dække de mørke halvcirkler, der afslørede min urolige nattesøvn. Da jeg var tilfreds med mit udseende, smilede jeg til mig selv i spejlet. 
 

Hele underetagen duftede forrygende, da jeg kom nedenunder. Jeg fulgte min lugtesans og fandt min mor ude i køkkenet i fuld gang med at stege pandekager. 

”Det må jeg nok sige,” udbrød jeg imponeret og smilede. ”Sikke en service.”

Mor så væk fra fjernsynet, der kørte inde i stuen. ”Du skal ikke forvente det her hver morgen, men jeg synes en omgang pandekager er på sin plads på denne særlige dag.” 

Jeg løftede et øjenbryn og hev et glas ud fra et af køkkenskabene. ”Hvad er så specielt ved i dag?”

Mor så på mig, som om jeg havde kuk i kabyssen. ”Det er din første dag på en ny skole, Elli. Det er da noget særligt.” Hun smilede og vendte en gyldenbrun pandekage.

”Mind mig ikke om det,” stønnede jeg og tog en tår vand. 

”Glæder du dig slet ikke?” spurgte mor. Jeg trak på skulderen og tøvede lidt med mit svar.

”Jo, altså, det bliver da sikkert okay. Jeg er bare…” Jeg holdte inde og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle afslutte sætningen.

”Nervøs?” foreslog mor og hældte ny dej på panden. Igen trak jeg på skulderen. 

”Tja, jeg er vel en smule nervøs,” mumlede jeg. 

Mor løftede et øjenbryn, velvidende at jeg var mere end bare en smule nervøs. Jeg bed mig i læben og sukkede.

”Okay,” indrømmede jeg. ”Jeg er fuldstændig helt og aldeles rædselsslagen.” 

Mor smilede skævt og trak mig ind i et kram. ”Hvorfor dog det? Hvad har du at være bange for?”

Igen bed jeg mig i læben, imens jeg overvejede mit svar. Hvad var det helt præcist, jeg var så bange for? 

”Jeg ved det ikke,” svarede jeg tøvende. ”Det er vel bare det hele. Jeg har altid været vant til at have Laura ved min side, og nu er hun her ikke mere. Hvad nu hvis der ikke er nogen, der kan lide mig?” 

Mors hænder klemte mine skuldre, imens hendes øjne borede sig ind i mine. ”Ella Clara, hvorfor i alverden skulle de ikke kunne lide dig?”

Jeg svarede ikke. Så bare ned i gulvet. Jeg var egentlig godt klar over, hvor åndssvagt det var, men jeg havde aldrig prøvet det her før. Jeg havde aldrig prøvet at skifte skole før, så jeg havde aldrig rigtig prøvet det der med at møde mange nye mennesker.

Dengang man var seks og skulle starte i skole, blev man venner, hvis bare man havde det samme med på madpakken. Når man skulle starte i 1.g, krævede det ligesom lidt mere, end hvad man havde med til frokost. På min nye skole kendte jeg ingen, imens alle kendte hinanden. Jeg var den nye. Det var mig, der var outsideren. Det var vel det, der skræmte mig.

”Jeg er den nye,” mumlede jeg endelig til mor. ”De kender alle sammen hinanden, imens jeg ikke kender nogen.”

”Det er da noget sludder og vrøvl,” indvendte hun. ”Du kender da fætter Simon, og du har da også før mødt en del af hans venner. Du kender da i hvert fald også Elliot.”

”Det er ikke helt det samme.”

Mor løftede et øjenbryn. ”Hvorfor dog ikke?” spurgte hun.

Jeg trak på skulderen og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare. Havde egentlig ikke lyst til at snakke om det, så jeg skiftede emne. ”Skal jeg dække bordet?” 

Mor kneb øjnene sammen og stirrede eftertænksomt på mig, hvorefter hun sukkede og gav et kort nik. ”Det må du gerne.”
 

Efter nogle meget udsøgte pandekager var det blevet tid til at tage i skole. Mathias og jeg gik ved siden af hinanden på den ujævne grusvej, som førte ned til byen. Ulvedalen var ikke særlig stor. Med lige omkring 1000 indbyggere fandtes der kun det mest nødvendige. En købmand, en skole, en kro med nogle enkelte gæsteværelser, en kirke, og så var der også en enkelt tøjbutik. 

”Er du klar?” spurgte jeg min bror mest af alt for at bryde tavsheden. 

”Det er jeg vel.” Han trak på skulderen og sagde ikke mere.

Vi gik igen i stilhed, og ingen af os sagde noget, indtil vi var fremme ved skolen. 

”Det ser ud til, vi skal hver vores vej,” konstaterede jeg og betragtede de to bygninger foran os.

De var begge store og bygget af gule mursten. Egentlig så de nærmest identiske ud. Den eneste forskel var, at på den ene bygning stod der ’Ulvedalens folkeskole’, og på den anden stod der ’Ulvedalens gymnasium’. 

”Ja, det skal vi vist,” svarede han fladt. ”Vi ses senere.”

Han så på mig en enkelt gang, og så var han væk. Jeg stirrede bare dumt efter ham.

Langsomt vendte jeg mig om imod gymnasiebygningen. Jeg skulede til den, imens den bare lå der og tårnede sig truende op over mig. Så begyndte jeg at gå. Der var mange elever omkring mig. Elever, der havde gået her hele sit liv, som vidste præcis, hvor de skulle gå hen. Jeg prøvede at se ud som dem; som om jeg vidste, hvad jeg lavede. Det første, jeg skulle, var at finde kontoret, så jeg kunne få udleveret mit skema. 

”Hvor svært kan det være?” mumlede jeg for mig selv.

Og det er selvfølgelig sådan noget, man aldrig skal sige.

Da jeg kom indenfor fandt jeg i hvert fald hurtigt ud af, at det måske ikke ville blive så nemt, som jeg havde troet. Gangen, jeg stod på, var smal, og det myldrede med elever overalt, så det var svært overhovedet at se sig omkring. Da det gik op for mig, at det nok ville være smartest bare at spørge en om hjælp, blev mine armhuler fugtige. Typisk! Jeg svedte altid, når jeg blev nervøs. Vildt charmerende, ikke?

”Du ser lidt fortabt ud.” Jeg vendte mig mod stemmen for at se, om det rent faktisk var mig, der blev talt til. Det var det. Jeg bed mig nervøst i læben og betragtede drengen foran mig.

”Er det virkelig så tydeligt?” spurgte jeg med et skævt smil. 

”Nej, jeg får bare den her mærkelige fornemmelse, hver gang der er en jomfru i nød.”

Jeg stirrede på ham og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Der var en akavet pause, men så begyndte han at grine. 

”Rolig, det var bare for sjov. Ella Clara, kan du virkelig ikke kende mig?” 

Min første tanke var, at jeg aldrig havde set drengen før, men da jeg fik set ordentligt efter, syntes jeg alligevel, der var noget bekendt ved de mørkegrå øjne og det blonde hår.

”Elliot?” spurgte jeg forbløffet med store øjne. Elliot smilede og hev mig ind i et voldsomt kram og klappede mig på ryggen. 

”Selvfølgelig er det mig,” sagde han. 

Udover Simon var Elliot den eneste, jeg kendte her i Ulvedalen, som var på min egen alder. Elliot og Simon var bedste venner, og dengang jeg var lille og var på besøg i ferierne, legede jeg tit med Simon, og Elliot var der også altid. Så vi havde brugt meget tid sammen, da vi var små.

”Jeg må indrømme, jeg er lidt fornærmet over, at du ikke kunne genkende mig,” sagde han, da han havde sluppet mig fra sit bjørnekram. 

”Det kan man da ikke bebrejde mig. Du er jo blevet dobbelt så stor, siden jeg så dig sidst.

Og det var han virkelig. Han var både blevet meget højere, - næsten to hoveder højere end mig - og han var også blevet bredere. 

”Du er da vist begyndt at træne,” konstaterede jeg. 

Elliot trak på skulderen. ”Tjoh, jeg løfter da et par vægte en gang i mellem.”

Jeg løftede øjenbrynene og grinede kort. ”Det kan du bilde mig ind.”

”Nå, jeg må hellere se at komme videre. Hvis ikke jeg kommer til tiden denne gang, vanker der en sveder.” Han hev sin skoletaske længere op på skulderen og smilede et tandpastasmil. ”Har du brug for hjælp til at finde et bestemt sted?”

”Kontoret,” svarede jeg og bed mig i læben. Elliot nikkede og gjorde et kast med hovedet.

”Det er lige nede for enden af gangen,” sagde han. ”Følg efter mig.”

Med hjælp fra Elliot fandt jeg en dør med et grimt messingskilt, hvorpå der stod ’Kontor’. Jeg standsede foran døren og vendte mig om imod Elliot for at sige tak for hjælpen. Han trampede en enkelt gang i gulvet med sin ene fod og gjorde honnør. 

”Altid til tjeneste, frøken,” svarede han med et drenget grin og blinkede til mig. Til min store irritation mærkede jeg, hvordan mine kinder langsomt blev varme, og jeg prøvede ihærdigt at skjule det ved at rulle med øjnene. 

”Det er godt at se, du stadig er, som du altid har været,” lo jeg. Elliot smilede igen sit tandpastasmil og så sig derefter over skulderen.

”Jeg bliver virkelig nødt til at gå nu,” sagde han undskyldende og kløede sig i nakken. ”Men vi ses helt sikkert senere.”

Jeg smilede og nikkede. ”Ja, vi ses,” sagde jeg, men da var han allerede på vej væk. 

Langsomt vendte jeg mig om imod trædøren med det store, truende messingskilt, der på ingen måde virkede indbydende. Til sidst tog jeg mig sammen og bankede på døren, hvorefter jeg langsomt bevægede mig over dørtærsklen. Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg var så nervøs, og da jeg fik øje på den lille, spinkle dame, som sad halvt skjult bag en computerskærm, virkede min nervøsitet fuldstændig åndssvag. 

Kvinden så op fra sin computer. Hendes hår var sort med nogle få grå hår her og der, og det var trukket tilbage i en stram nakkeknold, der fik hendes ansigt til at se stramt ud. Havde det ikke været for det store smil, der betegnede hendes ansigt, ville hun have lignet en af de der møgskrappe lærere, som lever af en konstant indtagelse af enorme mængder kulsort kaffe, og som hader børn af hele sit hjerte.

Men tværtimod virkede hun imødekommende og så både venlig og rar ud. Hun fjernede sine halvmånebriller fra sin lille, spidse næse og lod dem hænge ved sit bryst i en kæde, der var bundet om brillestellet. 

”Du må være vores nye elev. Ella Clara, ikke sandt?”

Jeg nikkede og bevægede mig længere ind i rummet. Noget af det første, jeg lagde mærke til, var de mange planter, der stod placeret rundt omkring i rummet. I vindueskarmene og på skrivebordet stod der små potteplanter, imens der flere steder på gulvet stod fuldvoksne planter, der nåede helt op til min egen en meter og tres.

Rummet var egentlig ikke særlig stort i sig selv, og planterne hjalp bestemt ikke på det. Der var ret trangt derinde, og lugten mindede mig mest af alt om et terrarie i zoo. Op ad den hvide væg bag ved skrivebordet stod der en reol fra gulv til loft, der var fyldt med læssevis af mapper i kulørte farver. Andet var der ikke rigtig i rummet udover et par stole og et lille træbord henne ved vinduet, som var dækket til af store stakke papirer. 

”Jeg mener bestemt, jeg har dine papirer lige i nærheden.” Inspektøren placerede sine briller på sin næsetip og begyndte at lede rundt i skrivebordsskufferne, der så ud til at være ret overfyldte. 

”Aha!” udbrød hun og hev en stak papirer frem med et smil. ”Ella Clara Sternenlicht, det lyder tysk. Er der tysk blod i din familie?”

”Øh, ja…” Jeg tøvede lidt, overrasket over det uventede spørgsmål. ”Ja, min far er halv tysker. Altså det vil sige, min farfar er hel tysker. Han flyttede til Danmark, hvor han mødte min farmor, som er helt igennem dansk, så det er egentlig ikke, fordi jeg har specielt meget… tysk blod…” Jeg holdte inde, da det gik op for mig, at jeg bare stod og plaprede løs om mit stamtræ, som jo egentlig ikke rigtig kom inspektøren noget som helst ved. 

Mine kinder blev varme, men inspektøren så interesseret på mig og nikkede. ”Tag dig ikke af mig. Jeg er bare forfærdelig nysgerrig. Jeg kommer nemlig selv fra Tyskland, ser du. Sprichst du deutsch?”

Mine øjne blev med ét udvidet til dobbelt størrelse, og jeg kunne mærke, hvordan mine kinder brændte. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Tysk var faktisk et af de fag, jeg foragtede allermest, men det syntes jeg ligesom ikke, jeg kunne fortælle min nye inspektør, som åbenbart kom fra selv samme land. Til sidst fik jeg fremstammet en sætning, jeg skulle komme til at fortryde i lang tid bagefter. For i stedet for bare at svare på dansk kastede jeg mig ud i at svare på tysk.

”Ich, øh… spreche ein, øh… bisschen, øh… deutsch.” Jeg kunne have sparket mig selv over skinnebenet og var allerede begyndt at planlægge en flugtvej, men inspektøren blev bare ved med at smile og lo lidt for sig selv. 

Hun må have fornemmet min utilpashed og skyndte sig at sige, ”Du må undskylde, hvis jeg gjorde dig nervøs. Det var ikke for at teste dig. Igen, jeg er bare forfærdelig nysgerrig.”

Det var der, jeg opdagede, hun ikke kunne være meget ældre end min mor. Det var bare hendes gråsprængte hår med den stramtsiddende frisure og halvmånebrillerne, der fik hende til at se ældre ud. 

”Og du må undskylde mine manerer, jeg har jo slet ikke præsenteret mig selv.” Hun rakte en hånd frem imod mig, og jeg tog den hurtigt, imens jeg inderligt håbede på, hun ikke ville bemærke, hvor svedige mine håndflader var. 

”Jeg hedder Katarina Schmitt, og jeg har været inspektør her i snart ti år nu.” Hun slap min hånd og bladrede i papirerne. ”Jeg har dit skema her og et kort over skolen, selvom jeg selvfølgelig regner med, at folk vil vise dig vejen rundt i stedet for.”

Jeg tog imod papirerne og så nærmere på dem. Skolen var heldigvis ikke særlig stor, så kortet var ikke specielt svært at finde ud af. Der var markeret en rød cirkel om nummer seksoghalvtreds, som var mit nye klasseværelse. 

”Skolebøger vil du få udleveret i dit klasseværelse, og dine klasselærere vil informere dig, hvis der er nogle ting du bør vide. Dine lærere er blevet informeret om din ankomst, så når du finder dit klasseværelse, kan du bare gå ind.”

Hun afsluttede hele denne lange smøre af information med et tandpastasmil. Som altid stod jeg bare uden at sige noget og smilede akavet. Da det så ud til, Katarina heller ikke havde mere at sige, tvang jeg mig selv til at få min tunge på gled.

”Tak,” sagde jeg og tøvede lidt. ”Så vil jeg bare… springe ud i det.” 

Katarina nikkede og gennede mig over mod døren. ”Når først du er faldet til, skal du nok få det godt her. Det lover jeg dig. Skulle du på et tidspunkt have nogle spørgsmål, står mit kontor altid åbent.” Hun åbnede døren for mig. 

”Tak,” svarede jeg. ”Det skal jeg huske.” 

 

Jeg farede kun vild to gange, før jeg fandt mig selv stående overfor dør nummer seksoghalvtreds. Jeg stod længe og stirrede på døren. Kunne ikke få mig selv til rent faktisk at tage fat i håndtaget og gå indenfor. Det irriterede mig, at jeg skulle være så nervøs. Der var jo ikke rigtig noget at være nervøs for.

Inde bag døren sad der dem, jeg skulle omgåes med de næste tre år af mit liv. Hvis jeg ydmygede mig selv, når jeg trådte ind ad døren, ville det formentlig aldrig blive glemt igen. Så nej, der var jo overhovedet ingenting at være nervøs for. Jeg tog en dyb indånding. 

Åh Gud, åhgudåhgudåhgudåhgud!

Før jeg kunne nå at stoppe mig selv, havde min hånd banket to korte bank på døren. Jeg holdte vejret og ventede. Det føltes som om, jeg stod og ventede i hundrede år, men alligevel åbnede døren, før jeg overhovedet kunne nå at blinke. 

Foran mig i døråbningen stod en høj, midaldrende mand. Han var skaldet og havde en ørnenæse, som jeg ikke rigtig kunne tage øjnene fra. Han smilede, og jeg prøvede at se afslappet ud. 

”Du må være Ella Clara,” sagde han venligt. Jeg nikkede og sank en klump. 

Han rakte sin hånd ud imod mig, og jeg tog den hurtigt. Hans håndtryk var hårdt og fast, og det tog meget af min selvkontrol ikke at skære ansigt af den måde, ringen på min ringefinger skar sig ind i min langefinger. 

”Jeg hedder Klaus.” Han slap min hånd og trådte væk fra døråbningen. ”Kom indenfor.”

Lad være med at gøre noget dumt, lad være med at gøre noget dumt, lad være med…

Jeg bevægede mig over dørtærsklen og ind i rummet. Med det samme følte jeg mig som et dyr i en zoo. Nogen mennesker har bare overhovedet ikke nogen situationsfornemmelse. Jeg tror kun, der var tre eller fire, hvis øjne ikke var som limet fast på mig. Resten betragtede mig skamløst med nysgerrige – men også meget bedømmende, synes jeg selv – blikke. 

Klaus lukkede døren og trådte ind i midten af klassen, hvor jeg i øjeblikket befandt mig. 

”Allesammen, det her er Ella Clara.” Og så, til min store rædsel, vendte han blikket over på mig og sagde, ”Vil du ikke lige kort præsentere dig selv for resten af klassen?”

Det var sådan et tidspunkt her, hvor jeg ønskede, jorden bare ville sluge mig fuldstændig uden at lade et eneste spor ligge tilbage. Jeg så rundt i klassen og opdagede til min egen lettelse, at en del allerede så ud til at have mistet interessen. Nogen sad og tegnede i deres hæfter, imens andre bare stirrede træt ud i luften. Jeg spottede også nogen enkelte, som sad med deres mobil under bordet. Men størstedelen stirrede stadig på mig.

Pludselig gik det op for mig, at de alle sammen ventede på, jeg skulle sige et eller andet om mig selv. 

”Øh, ja, hej. Jeg hedder Ella Clara, men det… det vidste I jo sådan set allerede.”

For anden gang i dag kunne jeg have sparket mig selv over skinnebenet. En pige, som sad ved et af de forreste borde og var i fuld gang med at file negle, fnøs irriteret og rullede med øjnene, som om det var langt over hendes værdighed at spilde sin tid her. Jeg prøvede at ignorere hende og fortsatte.

”Jeg er lige flyttet hertil sammen med min mor og min lillebror, og øh… vi bor en smule udenfor byen hos min bedstemor og hendes hund, som hed—”

”Kan du godt lide hunde?” 

Det tog mig et øjeblik, før jeg opdagede, at det var neglefilspigen, der havde afbrudt mig. 

”Ja,” svarede jeg tøvende og skiftede vægten fra den ene fod til den anden. ”Ja, jeg elsker hunde.”

Pigen kneb øjnene let sammen og rynkede på næsen. ”Hunde er uhumske. De lugter og lader deres hår ligge alle steder.”

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare til det. Egentlig havde jeg mest lyst til at svare hende igen eller bede hende om at holde sin mund, men jeg var ikke så sikker på, det ville være et særlig godt førstehåndsindtryk.

Jeg fik slet ikke brug for et svar, for før jeg overhovedet kunne nå at sige noget, var der en anden, der talte.

”Det er sjovt, så mange fællestræk du har med hunde, Amanda. Er du sikker på, du ikke er halv hund?” 

Jeg stirrede ned på hende, som havde talt. Hun sad bagerst i lokalet og var iført sort fra top til tå. Hendes sorte hår var kort og strittede ud til alle sider, og hvis dét ikke var særlig iøjnefaldende, så var piercingerne i hendes ansigt det i hvert fald.

Hun så helt malplaceret ud, især fordi pigen ved siden af lignede en eksploderet regnbue. Hun havde en neongrøn t-shirt på og et par meget blå bukser. Hendes converse var skriggule og på hænderne havde hun pinke fingerløse vanter, der gik op til albuen. Hendes lyse hår faldt i store vilde proptrækkerkrøller ned over hendes skuldre og standsede først ved livet.

De to så fuldstændig malplaceret ud. Som to modsætninger. Yin og Yang.

Neglefilspigen vendte sig om i sin stol og stirrede vredt på pigen i sort. 

”Du skulle nødigt snakke, din lusede—”

”Okay, så er det godt! Amanda, Maya, stop det der! Hvis ikke I vil blive her efter skole, så holder I op lige med det samme.” 

Amanda rullede med øjnene og vrissede irriteret, men vendte alligevel tilbage til sit neglefileri. 

”Det må du undskylde, Ella Clara,” sagde Klaus henvendt til mig. ”Fortsæt endelig. Hvilken race er din bedstemors hund?” 

Jeg følte mig totalt dum, som jeg stod der foran alle og snakkede om hunderacer. Hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at sætte mig ned? Så kunne vi komme videre med undervisningen, og alle de stirrende blikke kunne forsvinde. Men nej, Klaus var åbenbart ikke færdig endnu, så jeg var nødt til at blive stående og svare på hans spørgsmål.

”Dumpap er en Sankt Bernhards—” 

Der lød et hånligt grin få meter væk. ”Hedder hendes hund Dumpap? Det var da det mest uintelligente navn, jeg længe har hørt.”

Det var anden gang inden for fem minutter, Amanda afbrød mig, og det var ærligtalt ved at gå mig lidt på nerverne. Havde jeg nu ladet være med at sige det næste højt, kunne det være, Amanda og jeg rent faktisk kunne finde ud af at befinde os i samme rum uden at vrisse ad hinanden. Men nej, jeg måtte absolut åbne min store mund, fordi, hey, ingen fornærmede Dumpap!

”I det mindste hedder han ikke noget så uintelligent som Amanda.” 

Bomben var kastet. Nu var der ingen vej tilbage.

Way to go, Ella! Godt klaret!

Der var stille i klassen og ingen sagde noget i en evighed. Det føltes i hvert fald som en evighed. I virkeligheden var der nok ingen, der sagde noget i ti sekunder - højst. 

Pludselig var der en, der udbrød i en vild latter. Jeg så rundt i klassen og fik øje på pigen i sort – Maya - nede bagi, som var nødt til at holde sig på maven, fordi hun grinte så meget. Andre smilede, imens resten stirrede forbløffet på mig. 

Nej, den var der vidst ikke nogen, der havde set komme.

”Okay, så sjovt er det vist heller ikke,” sagde Klaus til Maya, som var begyndt at banke sin hånd ned i bordet, fordi hun grinte så meget.

Han vendte sig om imod mig, men jeg var travlt optaget af at stirre ned i gulvet. 

”Du må hellere sætte dig ned.” Jeg nikkede og kastede et hurtigt blik op på min lærer.

Han så bestemt ud, men alligevel synes jeg, der var et eller andet glimt i hans øjne. Det var sikkert bare noget, jeg bildte mig ind, fordi jeg var desperat efter at få konstateret, jeg ikke allerede inden timen overhovedet var gået i gang havde tjent mig en plads på hans ’elever jeg hader mest’-liste. For jeg var overbevist om, at alle lærere havde mindst én af sådan en slags liste. 

”Du kan sætte dig på den ledige plads ved siden af Noah. Ræk lige hånden i vejret, så Ella Clara kan se, hvem du er, Noah.”

Ovre ved vinduerne rakte en mørkhåret dreng hånden i vejret. Han sad med en fysikbog foran ansigtet og var en af dem, som havde virket ret ligeglad med det hele. Da jeg satte mig ned, rettede han lidt på sine briller og smilede høfligt til mig. Først der opdagede jeg, at han egentlig ikke læste i sin fysikbog, men i en tegneserie der lå gemt mellem siderne.

Jeg smilede tilbage og langsomt begyndte jeg at mærke, hvordan alle blikkene fjernedes fra mig og fokuserede på undervisningen oppe ved tavlen i stedet. Halvvejs inde i timen opdagede jeg, at ét blik aldrig helt fjernede sig fra mig. Et blik der var fuld af had og foragt. Et blik der lovede hævn. Og blikket tilhørte en hvis neglefilende, hundehadende person. 

Fedt! Virkelig fedt!

.

.

.

A/N: Heyho med jer!

Jeg beklager den lange ventetid, men nu er andet kapitel endelig oppe!
Jeg har ikke så meget andet at sige, end jeg håber, I kan lide kapitlet, og I må meget gerne skrive, hvad I synes. Be om! :D

Forresten har jeg været meget i tvivl med længden på kapitlerne. Overvejede kraftigt at dele dette kapitel op i to, men jeg valgte alligevel at lade være. Skulle der være nogen derude, som synes, at kapitlerne er alt for lange, så må I endelig sige til, så skal jeg nok lige kigge på det. ;)

Mange tak til alle der har liket og favoriseret! 
Og tak til KajsaSchübeler og F. Viskum for at kommentere. Jeg er meget glad for, I kan lide historien indtil videre! :)

Desværre er der intet preview denne gang, men forhåbentlig ses vi i bunden af kapitel tre om ikke så længe. ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...