Ulvedalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2018
  • Opdateret: 21 jul. 2018
  • Status: Igang
Ella Clara plejede at besøge Ulvedalen i sine ferier. Nu skal hun flytte dertil, og hun opdager hurtigt, at alt ikke er, som det burde være. Byen gemmer på en stor hemmelighed, og Ella Clara gør alt, hvad hun kan for at komme til bunds i sagen. Samtidig møder hun på skolen drengen Jayden, som den ene dag kan være sød og venlig, og den næste dag kold og arrogant. Men selvom Ella Clara bliver ved med at fortælle sig selv, hun ikke vil have noget med Jayden at gøre, kan hun alligevel ikke lade være med at falde pladask for hans irriterende charme. Det hjælper nok heller ikke, at hun bliver ved med at høre hans stemme i sit hoved.

2Likes
4Kommentarer
291Visninger
AA

1. Kapitel et

Jeg betragtede Bakkely med en mærkelig fornemmelse i maven. Gården med det store, hvide kalkstenshus med gammelt stråtag og store vinduer virkede anderledes. Det bar ikke længere det hjemlige præg, som jeg kunne huske, det engang havde gjort. Det var, som om murene var blevet mere grå, stråtaget var falmet, blomsterbedene langs muren var ved at visne, og vinduerne var mørke og støvede. 

Engang havde stedet været det mest fantastiske sted, jeg kendte til, men ikke længere. Stilheden på gården var øredøvende. Der manglede noget. Nej, der manglede nogen. Og jeg vidste udmærket godt hvem. Havde alting været præcis ligesom de gange, hvor jeg havde besøgt Bakkely i mine ferier, så ville bedstefar stå med armen omkring bedstemor og byde mig velkommen ud på bøhlandet. Det så helt forkert ud, at Bedste nu stod helt alene i døråbningen, bleg og med et smil der ikke nåede øjnene.

Det var ikke andet end to uger siden, bedstefar var blevet begravet. Gården lå svøbt i en stor dyne af sorg. Jeg fik en klump i halsen ved tanken om at bo i Bakkely uden min bedstefar. Jeg ville aldrig mere se ham sidde i sin yndlingslænestol med en af de mange krimibøger, han elskede så højt. Aldrig mere ville jeg høre lyden af hans boremaskine, der var i fuld gang ude i værkstedet. Tanken om, at jeg havde spillet mit sidste slag femhundrede med ham, fik en tåre til at trille ned langs min kind. 

Jeg blev revet ud af mine dystre tanker, da min mor stak hovedet ind ad den åbne bildør.

”Hjælper I lige med at bære kufferterne ind?” spurgte hun med en blid stemme. Jeg skyndte mig at tørre den undslupne tåre væk fra kinden og så derefter over på mor. 

”Lige om lidt,” svarede jeg og smilede et smil, der i stedet blev til en grimasse.

Mor sendte mig et forstående blik og nikkede, hvorefter hun vendte sig om og gik over mod Bedste. Jeg betragtede dem, i mens de talte. Aldrig før havde jeg set Bedste være så bedrøvet. Det gav et sæt i mig, da min bror pludselig begyndte at snakke omme på bagsædet.

”Det er jo latterligt, at vi er tvunget til at bo på den her skodgård, når det alligevel aldrig vil blive det samme igen.”

Mathias lød irriteret, men alligevel kunne jeg fornemme tristheden i hans stemme.

”Du ved godt, hvorfor vi skal bo her, Mat,” svarede jeg efter lidt tid. ”Bedste kan umuligt passe det her kæmpehus alene, og du ved, hun aldrig vil gå med til at sælge det.”

Mathias svarede ikke. Der var stille så længe, jeg bare gik ud fra, at min bror havde besluttet sig for ikke at svare, men da jeg spændte min sikkerhedssele op og skulle til at stige ud af bilen, brød han alligevel tavsheden. 

”Det er fandeme ikke fair, at vi skal tvinges ud på larstyndskids mark, bare fordi bedstefar er død, og gården pludselig er blevet for stor.” 

Jeg stivnede med den ene hånd mod bilruden. Mine øjne lukkedes, i mens jeg knyttede næverne. 

”Drop det der, Mathias! Du mener det ikke.”

”Gu gør jeg så!” udbrød han vredt. ”Jeg ville langt hellere foretrække at flytte over til far på den anden side af jorden end at bo på det her lortested. Hvorfor helvede kan vi ikke bare sælge det skide hus, så vi kan komme langt væk herfra? Der er sikkert alligevel ikke lang tid til, at bedstemor går samme vej som bedstefar.” 

Jeg vendte mig om i sædet med en lynhurtig bevægelse og stirrede på ham med et ætsende blik.

”Hvordan i alverden kan du sige sådan noget?” Selvom jeg var rasende, var min stemme spinkel. ”Bedstefar er død, og du glæder dig til, at bedstemor følger efter? Er det det, du siger?”

Mathias havde rettet sit blik mod sine hænder. Hans vrede var så småt begyndt at aftage, og først nu gik det op for ham, hvad det var, han egentlig havde sagt for kun få sekunder siden.

”Ved du hvad, Mathias?” fortsatte jeg i en hvislende tone. ”Hvis du alligevel har så skide ondt af dig selv, hvorfor tager du så ikke bare dine ting og skrider?”

Mathias løftede blikket og så på mig gennem sit mørke, krøllede pandehår. Efter en lang, anspændt tavshed, hvor vi bare sad og stirrede vredt på hinanden, spændte Mathias sin sikkerhedssele op og steg ud af bilen uden et ord. Jeg betragtede min brors ryg, der blev mindre og mindre, jo længere væk han kom, og sank sammen i sædet. Mine øjne lukkede i.

”Flot klaret,” mumlede jeg for mig selv og rystede på hovedet. ”Virkelig flot klaret.”

Med et tungt suk åbnede jeg døren og steg ud af bilen. Gruset knasede velkendt under mine sko, og oktoberkulden bed mig i kinderne samtidig med, at duften af skov og brændeovn fyldte mine næsebor. Jeg bevægede mig over til bagagerummet og hev nogle tasker ud, hvorefter jeg bar dem hen til huset. 

Med det samme, jeg trådte over dørtærsklen og ind i entréen, blev jeg overfaldet af en kæmpestor pelsklump. Havde det ikke været for døren, som jeg lige akkurat havde nået at lukke bag mig, ville jeg højst sandsynligt have kollideret med gulvet. Jeg smilede ved synet af Bedstes enorme Sankt Bernhardshund og satte mig på hug, så han bedre kunne sige hej. 

”Dumpap,” hviskede jeg og begravede mit ansigt i hans lange pels. ”Dig har jeg savnet.”

Han slikkede ivrigt min hånd og logrede så meget med halen, at jeg blev bange for, den ville falde af.

Selvom Dumpap var ældgammel, opførte han sig alligevel altid som en hyperaktiv hundehvalp. Han havde været i familien lige så længe tilbage, jeg kunne huske, og han havde altid haft en særlig plads i mit hjerte. 

Jeg gav Dumpap et sidste klap på hovedet, hvorefter jeg rettede mig op og så mig omkring. Alt så ud, som det plejede. Jeg stillede taskerne hen for enden af egetræstrappen og trådte så ind i stuen. Jeg var nærmest overrasket over, at intet i stuen var forandret.

Det var som om, jeg havde forventet, at hele huset ville være mørklagt og øde, nu hvor bedstefar ikke var der mere. Men intet var forandret; i den ene ende af rummet stod der en gammel, grøn sofa, hvor der stadig var en mørk plet på ryglænet fra dengang, jeg var kommet til at vælte et glas sodavand. Bedstefar havde prøvet alt, men intet fik pletten til at forsvinde. Et slidt træbord stod i mellem sofaen og det gamle monstrum, som Bedste påstod, var et fjernsyn. Det var en af de der ældgamle kasser med den mest elendige billedkvalitet og med to antænder sat fast på toppen. Mor prøvede tit at overtale Bedste til at købe et nyt fjernsyn, men hun nægtede simpelthen at skille sig af med det gamle. 

I midten af stuen stod et stort, rundt spisebord af træ, og i den anden ende af stuen begyndte køkkenet. Det eneste der adskilte køkken og stue fra hinanden, var en lang køkkendisk, der var placeret på tværs, så man kunne se fjernsyn samtidig med, man stod og lavede mad. Vildt smart, hvis man spurgte mig!

”Ella Clara,” udbrød Bedste henne fra køkkenet. Jeg gik over til komfuret, hvor Bedste var i fuld gang med at stege hakkebøffer. 

”Hej Bedste,” sagde jeg med et smil og slog armene om hende. ”Det er godt at se dig.”

Hun knugede mig ind til sig, hvorefter hun gav slip og så mig an. ”I lige måde, min pige,” svarede hun med et smil der denne gang så oprigtigt ud. Hun så forbi mig med et spørgende udtryk.

”Hvor er din bror?” 

Jeg bed mig i læben og overvejede, hvad jeg skulle svare.

”Han havde lige brug for at strække benene lidt.”

”Ja, det kan man da ikke bebrejde ham,” sagde Bedste og vendte tilbage til hakkebøfferne. ”Det har været en lang køretur. Du må da også være træt?”

Jeg trak på skuldrene. ”En smule. Skal jeg dække bord?”

”Det ville da være dejligt,” svarede Bedste og smilede, så rynkerne rundt om munden og øjnene blev dybe.

Jeg åbnede skabe og skuffer og fandt frem, hvad jeg skulle bruge. Mor trådte ind i stuen, da jeg havde dækket tingene op henne på spisebordet. Hun smilede til mig, men da hun så sig omkring, blegnede det en smule.

”Hvor er Mathias?”

”Han havde brug for lidt frisk luft inden maden,” svarede jeg og satte mig over i sofaen.

Selvom jeg vidste, det ikke kunne betale sig, tændte jeg alligevel for fjernsynet. Der var i alt fem kanaler, men de tre af dem var som regel bare et utydeligt billede og en uforståelig skratten. På en af kanalerne blev der vist Nyheder, og i noget tid prøvede jeg at koncentrere mig om, hvad der blev sagt, men der gik ikke lang tid, før mine tanker var et andet sted.

Inden vi flyttede hertil, havde jeg overvejet at rejse til Hongkong og bo hos min far i stedet for at flytte herud til Bedste i Ulvedalen. Nu, som jeg sad der i sofaen, kunne jeg selvfølgelig godt se, at tanken om at flytte til et andet land med en helt anden kultur var fuldstændig latterlig. Jeg skammede mig nærmest over, at jeg overhovedet havde overvejet det. Selvom det ville blive svært at bo i Bakkely her i Ulvedalen uden bedstefar, skulle det med tiden nok gå alt sammen. Desuden havde Bedste brug for, at vi boede her sammen med hende.

”Skru lige op for fjernsynet, skat,” sagde mor henne fra køkkenet og rev mig ud af mine tanker.

Jeg gjorde, som hun sagde og så nysgerrigt hen på fjernsynet. Billedet var som sædvanlig rimelig sløret, men lyden gik klart i gennem. 

”… blev i formiddags angrebet af et ulvelignende dyr en halv kilometer uden for Ulvedalen. Offeret, en sekstenårig pige, blev straks kørt på hospitalet. Hun er hårdt såret men erklæret uden for livsfare.”

”Det var dog forfærdeligt,” udbrød mor med en skinger stemme. 

Jeg slukkede for fjernsynet, da nyhedsværten begyndte at tale om sprøjtede grøntsager i supermarkeder.

”Jeg vidste ikke Ulvedalen levede op til sit navn. Har der været ulve her før?” spurgte jeg og vendte mig om i sofaen, så jeg kunne se over på mor og Bedste. 

”Der er da af og til blevet spottet en ulv eller to i nærheden,” svarede mor tøvende. ”Men der har da aldrig været nogen, som gik til angreb.”

Hun så over på Bedste, som stirrede eftertænksomt ud i luften med et ansigt, der pludselig var blevet blegt. Mor lagde en hånd på hendes skulder.

”Mor?” sagde hun med en bekymret mine og gav Bedstes skulder et lille klem. 

Bedste blinkede med øjnene og rystede kort på hovedet. Hun drejede hovedet og så op på mor med noget, der højst sandsynligt skulle være et smil. 

”Undskyld, jeg faldt vist lige i staver,” sagde hun og gik hen til spisebordet med bøffadet i sine hænder.

Mor og jeg så forvirret på hinanden, da Bedste bare sådan uden videre skiftede emne.

”Jeg håber da, at Mathias er lige på trapperne, for vi skal sådan set spise nu.”

Jeg hjalp med at sætte resten af maden på bordet, og lige da vi havde sat os ned, trådte Mathias ind i stuen. 

”Hej Bedste,” sagde han med et skævt smil.

Han lagde en hånd på hendes skulder og bøjede sig ned ved hendes stol, så hun kunne komme til at kysse hans kind. 

”Hej, min dreng. Godt at se dig.”

Mathias gik forbi mors stol og gav hendes skulder et klem, hvorefter han satte sig ned på stolen ved siden af min. 

”Det var godt timet, skat,” sagde mor og tog imod bøffadet, som Bedste rakte hende. ”Var det en god gåtur?”

”Den var fin nok,” svarede han og stangede nogle kartofler fra gryden. ”Alt ser ud, som det plejer, så der var ikke rigtig noget spændende at kigge på.”

Bedste smilede og hældte sovs over sin mad. ”Jeg synes ellers, Ulvedalen har en eller anden form for charme, der gør, at byen altid er spændende.”

”Hvis jeg nogensinde oplever noget spændende i Ulvedalen, så lover jeg at være sød ved min søster resten af livet.” 

Jeg satte mit glas med vand fra mig og fnyste. ”Det ville du jo aldrig kunne overholde.”

”Netop! Det er derfor, jeg lover det,” sagde Mathias med et grin. ”Der vil aldrig ske noget spændende i Ulvedalen, som gør, at jeg bliver nødt til at overholde mit løfte.”

”Hvor er du dum,” sagde jeg med et smil og skubbede drillende til hans skulder. Jeg var lettet over, at gåturen havde gjort min bror i bedre humør. Tit, når vi havde skændtes, og begge var faldet lidt ned igen, plejede vi som regel bare at glemme skænderiet ret hurtigt. Det var også det, vi gjorde nu; vi lod begge to bare som om, det aldrig var sket. 

”Så unger, sid ordentligt,” skændte mor, da Mathias rakte over og drillende hev i min ene fletning.

Jeg rakte tunge ad min bror og så over på mor, som undertrykte et smil. Hun rømmede sig og begyndte at spise.

”Er I ellers klar til at starte i skole i morgen?” spurgte Bedste.

Jeg placerede en bunke stegte løg ovenpå min hakkebøf og trak på skulderen. ”Bliver man nogensinde rigtig klar til at starte i skole?”

I morgen skulle Mathias og jeg starte i skole, min bror i 9. klasse og mig i 1.g, men min motivation var lig nul. Jeg havde ellers aldrig haft noget i mod at gå i skole. Jeg kan godt lide at lære, og mine karakterer er egentlig ret gode. Det, jeg bare ikke havde lyst til, var at starte på en ny skole midt i skoleåret. Det var oktober, hvilket betød, at alle allerede var godt i gang med pensum, og jeg derfor var langt bagefter alle andre. Der ville i hvert fald blive en masse ekstraarbejde.

Det var også første gang i ti år, jeg ikke havde min bedste veninde ved min side. På min gamle skole på Sjælland var Laura og jeg uadskillelige. Lige siden vores allerførste skoledag, foretog vi os nærmest alting sammen. Det var hårdt den dag, hvor jeg blev nødt til at fortælle hende, at jeg skulle flytte til Jylland. Selvom det kun var et par uger siden, vi havde siddet der og grædt sammen i flere timer, følte jeg allerede, at der var gået flere måneder. 

”Jeg er sikker på, det nok skal blive rigtig spændende,” sagde mor og rev mig ud af mine tanker.

Jeg så over på hende, og hun sendte mig et opmuntrende smil.

”Det håber jeg ikke,” udbrød Mathias og moste en kartoffel med sin gaffel.

”Hvorfor ikke?” Jeg så spørgende på min bror.

”Hvis det bliver spændende, er jeg jo nødt til at være sød ved dig resten af livet. Og det kan vi jo ikke have.”

Igen rakte han armen over imod mig for at hive i en af mine fletninger, men denne gang var jeg forberedt. Jeg undveg og slog ham over fingrene med min gaffel. Han grinede og smilede sit irriterende, kække smil. 

”I to er jo umulige,” sukkede mor med et smil og rystede på hovedet. 

xXx

Efter at have hjulpet med at tage af bordet bar jeg mine kufferter ovenpå. Også ovenpå lignede alt sig selv. Billeder hang langs væggene ovenpå, og særligt ét billede fangede min opmærksomhed. Det var et billede fra juleaften af hele min familie. Bedstemor og bedstefar sad forrest i billedet med tre små børn på skødet. Til venstre sad min fætter Simon, som på det tidspunkt var fire år, til højre sad toårige Mathias med en sut i munden, og i midten sad jeg med håret sat op i to små rottehaler og verdens største smil på mine treårige læber. Bag bedstemor og bedstefar stod min onkel med armene om sin kone, og ved siden af dem stod min mor og far.

I mine øjne lignede de verdens lykkeligste mennesker - min mor og far. Når man stod og kiggede på billedet, var det svært at forstå, at dette var vores sidste jul sammen. Min mor og far blev skilt kun et halvt år efter. Far flyttede til Sjælland og boede der i nogle år, før han rejste til Hongkong, hvor han havde fået et fantastisk jobtilbud. Fra da af så jeg kun min far to gange om året, når han var hjemme i sommer- og juleferien.

Jeg tørrede en undsluppen tåre væk fra min kind og bevægede mig ned for enden af gangen, hvor mit værelse lå. Værelset var for nyligt blevet renoveret, og det var første gang, jeg skulle se det færdige resultat. Mildt sagt var jeg mundlam!

Det var gået fra at være et kedeligt gæsteværelse, jeg lånte, når jeg var på besøg, til at være mit eget personlige værelse. Væggene var malet med en meget diskret lyserød farve, og det lyse egetræsgulv var tildækket af pjuskede, gyldenbrune gulvtæpper. I den ene side af værelset stod en hvid enkeltmandsseng fyldt med puder og bamser, der matchede tæpperne og væggene. En lille hvid kommode med en gammeldags læselampe stod ved siden af sengen, og en lyskæde var viklet omkring sengens hovedgærde.

I den anden side af værelset stod et slidt skrivebord, et stort tøjskab og en bogreol, der gik hele vejen op til loftet. Henne under værelsets eneste vindue var der bygget en lille bænk med puder og tæpper; et sted hvor jeg højst sandsynligt ville bruge meget tid på at sidde og læse. I loftet hang en stor gammeldags lysekrone, som oplyste værelset i varme farver. 

Værelset var noget min onkel og fætter havde gjort klar. De vidste, det ville blive svært for mig at flytte hertil, så de havde gjort alt, hvad de kunne, for at få mig til at føle mig hjemme. Min mor havde selvfølgelig hjulpet dem med indretningen, men jeg var dem stadig evigt taknemmelig for det fantastiske resultat, de var kommet frem til.

Nu manglede jeg bare at få sat alle mine små nipsting op, men da jeg kastede et blik over på kufferten fyldt med førnævnte ting, blev jeg enig med mig selv om, at det måtte blive en anden dag. I stedet gav jeg mig til at pakke mit tøj ud og lægge det på plads i tøjskabet. Det var først, da jeg blev færdig med at lægge mit tøj på plads, at jeg opdagede, hvor træt jeg egentlig var blevet.

Jeg besluttede mig for at børste mine tænder med det samme og gik ud på badeværelset, som lå to døre væk fra mit eget værelse. Jeg løsnede mine gyldenbrune lokker fra deres to sædvanlige franske fletninger, kørte tandbørsten en hurtig omgang rundt i min mund - måske lidt for hurtig, hvis du spørger tandlægen - og hoppede i mit bløde sæt nattøj. Inden jeg gik ud fra badeværelset, smilede jeg til mit spejlbillede. 

Jeg havde aldrig betragtet mig selv som pæn. Jeg kunne nemt komme på hundredvis af andre, som var meget pænere end mig selv. Mine øjne havde en mærkelig sumpgrøn farve; min næse var lidt for spids; mit hår var hverken krøllet eller fladt, det faldt bare i mærkelige bølger ned omkring mine skuldre; og fregnerne på mine kinder og næseryg var, syntes jeg selv, alt for tydelige.

Men jeg havde altid været overbevist om, at alle og enhver var hundrede gange pænere, når de smilede. Derfor smilede jeg altid til mig selv i spejlet, når jeg stod op om morgenen, og når jeg gik i seng om aftenen. Jeg var overbevist om, at det hjalp at smile. Og den aften på badeværelset var ingen undtagelse. 

Efter at have kastet et sidste blik i spejlet, gik jeg ind på mit værelse igen. Jeg havde egentlig besluttet mig for at gå i seng med det samme, men da mit blik landede på guitarkassen under sengen, blev jeg enig med mig selv om, at tyve minutter mere ikke kunne skade. Jeg fiskede min guitar op af kassen og satte mig på sengen i skrædderstilling. Langsomt lod jeg tommelfingeren glide hen over de sorte bogstaver, der var skrevet med sprittusch. Always sm;)e. Forsigtigt lod jeg fingrene glide langs strengene, og overvejede hvad jeg skulle spille. Kort efter begyndte jeg at synge. 

”Wise men say only fools rush in, but I can’t help falling in love with you.” 

Jeg lukkede øjnene og lod fingrene gøre sit arbejde selv.

Jeg havde efterhånden spillet ’Can’t help falling in love’ så mange gange, at jeg kunne den udenad. Hvis nogen spurgte mig hvilken sang, der var min yndlings, ville jeg nok svare denne. Der er bare et eller andet ved den, som jeg altid har elsket. Om det så er Elvis’ fantastiske stemme eller den smukke tekst, ved jeg ikke, men jeg har altid haft en svaghed for de der pladderromantiske kærlighedssange. Den håbløse romantiker, det er mig!

”For I can’t help falling in love with you.”

Til sidst var min stemme kun en hvisken, og i lang tid sad jeg bare der; i min seng med lukkede øjne. 

”Bravo, skat! Det var meget smukt,” lød det henne fra døren.

Jeg åbnede øjnene med et sæt.

”Mor!” gispede jeg og lagde hurtigt guitaren fra mig. ”Hvor længe har du stået der?”

”Du skal ikke være flov, Elli. Du er rigtig dygtig.” 

Mine kinder blev røde, og jeg prøvede at skjule det ved at rulle med øjnene og køre en hånd gennem mit hår. 

”Bank lige på næste gang, ikke?”

Mor smilede og satte sig ned ved siden af mig. ”Så ville jeg jo forstyrre dig midt i sangen.” Hun kyssede mig på håret og så sig omkring i værelset.

”Onkel Kasper og fætter Simon har da virkelig gjort det godt herinde,” konstaterede hun. 

”Ja, jeg er helt vild med det. Jeg må huske at sige tak til dem, når jeg ser dem!”

Mor nikkede.

I en tid sad vi bare i en behagelig stilhed, skulder mod skulder, og så rundt i værelset. 

”Nå, jeg kom egentlig bare for at sige godnat,” sagde mor sagte og brød tavsheden.

”Jeg er vist også på vej i seng.” Som for at understrege hvor træt jeg var, gabte jeg med munden på hvid gab. 

”Det lyder som en god idé,” lo mor og aede mit hår. ”Det har været en lang dag.”

Jeg nikkede. ”Vil du sige godnat til Bedste fra mig?” spurgte jeg.

”Det skal jeg nok,” svarede mor og kyssede min pande. ”Sov godt, skat.”

Jeg smilede og lagde mig ned under dynen. ”I lige måde, mor.”

Hun slukkede loftslampen, så værelset kun var oplyst af lyskæden ved sengen.

I en tid lå jeg bare og stirrede op i loftet med et lille smil på læben. Det var hårdt at vende tilbage til Bakkely, når bedstefar ikke var der mere, men jeg vidste, at der ikke ville gå lang tid, før jeg igen kunne føle mig hjemme. Det ville blive svært i starten, men livet fortsatte. 

.

.

.

A/N: Heyho alle!


Dette er en historie, jeg har arbejdet på meeeeget længe, og nu har jeg endelig fået taget mig sammen til rent faktisk at dele den med nogen. Jeg er langt fra færdig, men jeg har alligevel allerede fået skrevet en del på den. Og så har jeg selvfølgelig en masse idéer, så jeg er faktisk virkelig spændt på, om der er nogen, der vil læse med, for jeg nyder virkelig selv at skrive om Ella Clara og Ulvedalen. Og så glæder jeg mig til at præsentere jer for alle de spændende(synes jeg selv) karakterer, der er med, hehe. ;) 


Mange tak, fordi I læste med! Og glem endelig ikke at skrive, hvad I synes, eftersom jeres kommentarer betyder meget for mig! :) Jeg håber, vi ses i bunden af næste kapitel! :D

 

Preview for kapitel 2:

"Du ser lidt fortabt ud."

Jeg vendte mig om imod stemmen for at se, om det rent faktisk var mig, der blev talt til. Det var det. Jeg bed mig nervøst i læben og betragtede drengen foran mig. 

"Er det virkelig så tydeligt?" spurgte jeg med et skævt smil.

"Nej, jeg får bare den her mærkelige fornemmelse, hver gang der er en jomfru i nød."

Jeg stirrede på ham og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Der var en akavet pause, men så begyndte han at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...