BesaT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2018
  • Opdateret: 19 jun. 2018
  • Status: Færdig
Byens gader ligger øde.
- Den kan se mig. -
Min krop føles som en tom skal.

1Likes
0Kommentarer
33Visninger

1. BesaT

Det blæser ualmindeligt meget i aften. Vindstødene skubber mig længere tilbage mod busstoppestedets bagvæg. Jeg skutter mig i min vinterjakke og forbander mine jeans for ikke at holde kulden ude. Det er efterhånden blevet så mørkt, at det eneste, jeg kan se uden for byen, er en snoet stjernerække af lygtepæle langs landevejen. Byens gader ligger øde, for næsten ingen bevæger sig ud efter aftensmadstid. Ingen udover mig, men jeg hører heller ikke til her.

         Jeg skulle bare hjem til Benjamin.

 

Byens åndedrag hvirvler blade hen over asfalten. Mine tænder begynder at klapre. Jeg tripper frem og tilbage med hænderne dybt begravet i mine bukselommer for at holde varmen. I nogle af haverne på den anden side af gaden er der hængt lyskæder op på tagene og i træerne. Det giver lys og en følelse af hjemlighed, selvom jeg synes, at det er tøset. Det er dog bedre, end hvis det havde været helt mørkt.

         “Mand dig dog op,” siger jeg til mig selv og fnyser.

         Det er for dumt at ryste i bukserne over, at solen for længst er gået ned. Det kan da ikke være rigtigt, at man begynder at tænke på psykopater eller seriemordere og kriminelle på flugt fra politiet, fordi man er udenfor alene. Nej, i stedet holder jeg udkig efter bussen og glæder mig til at komme hjem til min computer og varmen.

         Der går et par minutter før jeg får øje på den. Den står midt på vejen ind mod byen med et forvrænget, rødt smil malet på sit ansigt. Den har en økse i hånden, som hænger slapt ned ved siden af dens kasseformede bukser og de store sko. Klovnen rør sig ikke. Den står bare og stirrer på mig.

         Den kan se mig.

         Jeg får revet blikket løs fra den og ser hen ad gaden i den anden retning efter nogen, hvem som helst, men der er ingen. Jeg drejer hovedet tilbage mod klovnen og håber i et kort øjeblik, at den er forsvundet, at det var min fantasi og mørket, der spillede mig et puds.

         Klovnen står stadig ubevægelig, men nu ti meter tættere på busstoppestedet.

         Min hals snører sig sammen, og jeg får svært ved at trække vejret. Den isnende kulde kryber ind under min vinterjakke og får små hår til at rejse sig overalt på min krop. Hvordan kunne den bevæge sig så hurtigt?

         Modvilligt lukker jeg øjnene og åbner dem så langsomt igen, mens jeg forsøger at synke en klump, der har sat sig fast i halsen. Klovnen har flyttet sig ud på den ene vejbane og to meter nærmere. Dens optegnede øjenbryn dykker ind mod næsen, som er en rød plet midt i det blege ansigt. Nu kan jeg se dens øjne. De er kølige og lumske i en unaturlig lys farve. Jeg ønsker, at det skyldes farvede kontaktlinser, men noget siger mig, at det ikke er tilfældet.

         Jeg tør ikke fjerne øjnene fra klovnen igen i frygt for, at den vil komme tættere på. Min krop føles som en tom skal. Det eneste, der er tilbage, er en dyb rædsel. Jeg ved ikke, hvor længe vi står der og holder øje med hinanden, men det føles som om, at tiden er gået i stå. Vinden river stadig i den lille by, men ellers er der stille. En lysende plet dukker op i det fjerne bag klovnen. Lyset deler sig i to, og det går op for mig, at det er bussen, der er på vej. Jeg kan høre motorens brummen og svagt skimte chaufføren i forruden. Det store køretøj sænker ikke farten. Det fortsætter som gennem klovnen, hvis røde mund åbnes i et lydløst skrig. En hyletone synger i mit hoved. Øksen falder til jorden. I et splitsekund ligger klovnen på knæ på vej ind under bussen. I det næste er den væk. Bussen blinker ind og standser. Dørene åbner, men jeg bliver stående og stirrer tomt ud i luften. Køretøjets bagende dækker for vejen, og det syn, jeg lige har været vidne til.

         “Skal du med eller hvad?”, spørger buschaufføren irriteret.

         Jeg ser op på ham, en ældre mand med gråt hår ved ørene og rynker under øjnene.

         “Vil du lige give mig et øjeblik?”

         Buschaufføren mumler noget uforståeligt om, at jeg må have haft masser af tid, men han ender med at sige god for den. Jeg går ned langs bussens side og forsvinder bag om hjørnet.


 

         “Så kører vi.”

         Bussens indre er tomt, og han sætter sig ned bag i. Varmen og fugten får ruderne til at dugge på indersiden, men han kan se sit eget spejlbillede, de lyse øjne og smilet, der ikke er til at tage fejl af.

         Udenfor er der sort, som befandt bussen sig på bunden af havet. Lygtepælene er sluppet op. Snart er han fremme, hjemme, hvor hans mor venter. Hun står sikkert i døren med en islandsk sweater på for at holde varmen. Det kan være, at hun rækker ud efter ham, trækker ham ind i sin favn og siger: “Hej Peter, var det sjovt hos Benjamin?”.

         Peter plejer at skubbe hende irriteret væk, selvom han ved, at hun kun gør det, fordi hun elsker ham.

         Men det er ikke Peter, hun tager imod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...