Julie - Hunden der blev taget fra sit hjem

Det er en sand historie, jeg blot vælger at skrive ned. Endnu et dyr, misforstået, og bliver derfor kastebold. Jeg er imod at man har kæledyr for sin egen skyld! Vi styrer dyrenes verden, og vi gør det meget ubetænktsomt!

- Tænk dig om, før du køber dyr hos en avler, fordi den skal have en stamtavle, eller bestiller et dyr der endnu ikke er født. Har du gårkatte, så kastrer dem. Der er for mange løse kæledyr, de bliver kørt ned, sulter, fryser ihjel, fordi det ikke var et dyr man havde tænkt sig at tage ansvar for i alle dets leveår. Det væsen stoler på DIG! Men du mister interessen efter 5 år.. Hvor ansvarlig er du?? Hvis du skal have et dyr, så hjælp et der allerede er opgivet af andre, og sørg for at beslut dig for at du ikke gør det samme!<3

0Likes
0Kommentarer
77Visninger
AA

5. Hvad så nu?

Ja, i tænker nok hvad de fleste andre ville tænke. Sådan en hund kan man ikke have.
Men hvad gør vi så?
Skal den have et nyt hjem, eller er det synd? 
Bliver vi nød til at aflive den, fordi vi ikke ved om der kommer til at være høns hvor den kommer til at bo? Hvad hvis Julie også begynder at gå efter katte og andre dyr?

 

Personligt synes jeg ikke man skal gøre nogen af delene. Det er din hund, og hunden er dit ansvar. Vi bør vide hvilken hund vi tager til os, og hvad der ligger tydeligt i deres gener. Hos Julie er det jagt af rotter, og åbenbart  mest høns.

Min veninde og hendes mor begyndte at ville finde et nyt sted til hende, fordi de har høns. Men sjovt nok har hendes mor for en måned siden gjort et ihærdigt forsøg på at komme af med sine høns, fordi hun ikke kunne overskue dem.

Hvorfor er det så hunden der skal væk? Når ja, vi har også en kat, og naboens katte kommer også gående en imellem.

Det er min veninde der har fået til opgave at kontakte dyrværnet, og høre om vi selv skal finde et nyt hjem til Julie, eller om de vil have hende ind. Vi regner med at de siger at vi selv skal finde et hjem til hende, da de har rigeligt med dyr at se til.

Der er nu gået en hel måned, hvis ikke snart to, siden hun tog den tredje høne. Der er stadig ikke sket noget, da min veninde stadig ikke har ringet til dyrværnet. Jeg passer Julie som sædvanlig, men hun er kun ude i snor, medmindre hun bliver bedt om at holde sig helt tæt på, eller hvis vi leget med bold lidt, og hønsene ikke er i nærheden.

Hun er glad, og frisk. Vi går og løber turer som vi plejer. Der er faktisk ikke rigtig noget der har ændret sig, andet end at vi nu giver hende mere opmærksomhed, end før. 

Da jeg gik i seng den ene aften, lå Julie allerede klar oppe ved min hovedpude, klar til at putte.
Da jeg kravlede under min dyne, blev hun helt skør og rullede rundt og fnyste på den måde hun nu gør, når hun fjoller. Jeg tossede lidt med hende, og lagde dynen over hende, og hun fik rullet sig om på ryggen, helt ind til mig. Jeg sagde "Putteee" og så lagde hun hovedet på mig, og slappede af. Nu kunne vi sove. 

Der gik lidt, og så begyndte tårerne at trille ned af mine kinder, og jeg krammede hende, så meget jeg kunne uden at klemme hende. Jeg lå bare og græd i jeg ved ikke hvor langt tid, med hende i mine arme, og tænkte, det ikke kan være rigtigt, at hun skal være kastebold. Det forstår hun jo ikke noget af. Hvor blev mine mennesker af? 

 

Hvorfor skal hun udsættes for at skulle vænnes til nye omgivelser, mennesker, lugte, områder og indlærer nye sove og spisevaner? Må hun sove i sengen med sin næste ejer? Leger de med hende som vi gør? 

Da hun kom hos os, var hun bange, hver gang du sagde noget til hende, eller sagde hende navn. Nu kigger hun på dig, og begynder at logre helt vildt. Hun elsker at lege, og putte. 

 

Det er ikke fair.
- Julie, jeg bliver ikke den der ringer til dyrværnet. Jeg er hende der altid vil være hos dig. Jeg vil gøre det så godt jeg kan! <3 

Jeg elsker dig, min lille vaps.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...