Say something

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
Elise Campbell har ikke sagt et ord i 11 måneder. Hun har ikke forladt hendes hus i 8 måneder og 13 dage. Hun er pessimistisk, underlig, og hun har egentlig kun haft to venner igennem hele hendes liv. Den ene ven er hendes kat. Alligevel kæmper hun for at få tiden til at gå. For at finde en mening med det hele. Men det er svært, når man ikke kan finde ud af at give slip. Derfor er det noget af en udfordring, da Elises optimistiske fædre sætter hende på et fly til Italien, hvor hun sammen med 11 andre unge starter en rejse fyldt med drama, spænding og hemmeligheder, der vil føre dem rundt i hele verden.
Like gerne, og smid endelig en kommentar, hvis du har konstruktiv kritik!<3

1Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

2. chapter one

chapter one

Nogen gange går livet ikke lige, som man egentlig havde forventet. Nogen gange sker der det, at tingene ændrer sig. Folk tager andre valg, vælger en anden vej. Laver de en fejl, prøver nogen igen, mens andre blot lader det ligge og fortsætter videre. Videre mod det eneste vi rent faktisk er 100% sikre på her i livet. Hver dag kommer vi tættere på døden. Hver handling er blot en måde at få tiden til at gå på, før vi en dag stopper med at trække vejret. Meningen med livet er egentlig, at få tiden til at gå. Det handler ikke om kærlighed, venskab, succes. Det handler kun om at få tiden til at gå. Og hvis man ikke kan få tiden til at gå. Ja, så tager man sit liv.

Mange tænker ikke over det. Hvad er meningen med livet? Hvorfor bruge sin tid på sådan nogle filosofiske tanker, når der er bedre ting at tage sig til? Svaret på det spørgsmål er forskelligt fra person til person. Sådan oplever jeg det i hvert fald for det meste. Dog tror jeg stadig, efter 11 måneder, at der kun er en mening med livet. Og det gælder for os alle. Tiden skal gå. Det er vores job, at få den til at gå. Hvilket vi gør, når vi lever et liv, som vi selv former, efter de valg vi tager. Efter de veje vi vælger at gå. Lige meget hvad vi gør, går tiden. Medmindre vi vælger at sige farvel. Siger vi farvel, stopper vi tiden. Mere kompliceret er det ikke.

Jeg har haft 11 måneder til at tænke over livet. Til at tænke over, hvordan et simpelt lille valg kan ændre vores fremtid, vores skæbne. Hvis du nu havde valgt, at du ville have røræg til morgenmad, men du havde ikke flere æg, så ville du blive nødt til at gå et sted hen og købe de her æg. Måske havde du mødt din kommende kæreste nede i Brugsen? Måske havde du mødt en ven, du ikke har set længe? Men havde du derimod bare valgt, at spise din sædvanlige skemad til morgenmad, ville ingen af de ting være sket, men måske havde du så skrevet med din mor, mens du spiste. Små valg, som vi egentlig ikke tænker over, ændrer vores dag. Ændrer vores fremtid. Og det, synes jeg, er en skræmmende ting. For det betyder, at jeg kunne have ændret noget. Jeg kunne have sørget for, at hun ikke døde.

I 11 måneder har jeg ikke sagt ét ord. Jeg har ikke snakket med nogen overhovedet. Ikke siden hun døde. Ikke siden andre bestemte, at det hun brugte hendes tid på, hendes måde at få tiden til at gå på, ikke var god nok. Og derfor skulle hun dø.

I 8 måneder og 13 dage har jeg ikke forladt det hus, der er lokaliseret lige ved siden af Londons gågade. Det er nu 4 dage siden, jeg forlod mit værelse for at gøre andet end at gå i bad osv. Mit liv er gået i stå. Og alligevel har jeg formået at få tiden til at gå, selvom jeg ikke har sagt noget i 11 måneder. Selvom jeg ikke længere kommunikerer med mennesker. Det er da alligevel ret sejt.

Med en lettere forsigtig hånd begyndte jeg at få malet de sidste detaljer på det maleri, jeg var i gang med. Det havde taget mig evigheder at få det til at fungere, men jeg var næsten tilfreds med det nu. Det forstillede en pige, omgivet af sommerfugle. Sommerfuglene havde dog huller og sår på vingerne, som samtidig var malet i matte farver. Pigen prøvede at redde dem, men det var umuligt, da der var så mange. Det var et ret dystert maleri, men jeg kan ikke rigtigt finde ud af at male andet. Min kreativitet fungerer ikke rigtigt, når det gælder glade og positive ting. Dog er jeg mester i at gøre ting sørgelige. Det er nærmest mit speciale. Men det er sådan set også kun fordi, mit indre er ret sørgeligt, og så smitter det ligesom af, hvis du forstår?

Efter omkring en halv time var jeg endelig tilfreds med mit maleri, og jeg lagde med en hurtig bevægelse penslen ned i noget vand, hvorefter jeg kiggede rundt på mit værelse. Det var rodet, dog uden rigtigt at være rodet. Selve møbleringen og indretningen var rodet, men det var ikke fordi, der ligefrem flød ting rundt, som ikke skulle flyde rundt. Væggen var en masse forskellige farver, da jeg i tidens løb har malet en masse forskellige ting på den. Når jeg havde en idé til et maleri, men ikke lige havde min skitseblok i nærheden, endte jeg altid med bare at male på væggen. Derfor var min væg egentlig bare et stort kaos. Alligevel havde jeg fundet skønheden i den og valgt at beholde det. Min seng stod uden pis midt i rummet. Det var luft fra den og så hen til væggen alle steder fra. Det var ret hyggeligt faktisk. Og praktisk. Lige meget hvor jeg var, var der ikke langt hen til min seng, så hvis jeg var træt på nogen måde, kunne jeg nemt smide mig i den og bare sove. En seng midt i rummet kan klart anbefales.

Resten af mine møbler var egentlig lige så hulter til bulter som min seng. Da jeg flyttede hen til det her hus, sammen med mine to fædre – ja, jeg har et homoseksuelt par som forældre, og ja, jeg er adopteret – var jeg egentlig fuldkommen ligeglad med indretningen af mit værelse, så jeg smed bare nogle møbler lidt her og der, og så endte jeg med et farverigt værelse med planter over det hele. Jeg er plantetypen, der bliver super glad bare af at kigge på en kaktus. Hvis den så er plantet i en gul potte, så bliver det ikke rigtigt bedre. Derfor er mit værelse fyldt med planter i alle farver, der er plantet i gule potter. Gul er, og vil nok altid være, min yndlingsfarve.

Jeg kastede et blik på mit nu færdige maleri, og opdagede til min store overraskelse, at jeg ikke havde signeret det, som jeg altid plejede at gøre som noget af det første, efter jeg var færdig med et billede. Hurtigt fik jeg rejst mig og bevæget mig hen til min seng, hvor min hvide tusch lå. Den brugte jeg altid, når jeg signerede mine malerier, da hvid normalt var den eneste farve, som man virkelig tydeligt kunne se på mine mørke, lidt dystre baggrunde. Min spinkle hånd greb hurtigt om tuschen, hvorefter jeg gik hen til maleriet. Det var stadig ikke helt tørt, men venstre hjørne i bunden var dog efterhånden ved at være der. Derfor kørte jeg hurtigt tuschen over den mørkeblå baggrund, hvor de hvide, snirklede streger til sidst dannede mit navn. Elise Campbell. Et sjældent lille smil gled over mine læber, som jeg så, at jeg rent faktisk ikke havde fucket op, da jeg skrev b’et. Det seneste år var jeg begyndt at øve mig på at skrive sammensat. Jeg var faktisk tæt på rigtig kalligrafi, dog uden den fancy blæk-pensel, eller hvad den hed. Jeg havde aldrig rigtigt forstået den, men det så sejt ud, når man så folk skrive med den på Instagram. For helt ærligt, alle følger da mindst én sej person, som skriver sejt. Det er noget af det rareste at kigge på, og af en eller anden grund havde jeg sat mig selv et mål. Jeg skulle kunne lave sådan nogle seje videoer. Noget skulle jeg jo bruge min tid på. Det kunne ligeså godt være det, selvom jeg godt ved, at jeg aldrig rigtigt kommer så langt. Så god bliver jeg aldrig. Det eneste jeg rent faktisk kan finde ud af, er at male. Men det er jo også okay. Det er bare det, jeg bruger min tid på.

Eftersom at jeg fyldte 20 for nogle måneder siden, er det nu 2 år siden, jeg færdiggjorde high school. Mange i min alder ville måske være begyndt på en uddannelse. De fleste ville nok også være flyttet hjemmefra. Men nu er jeg, som du måske kan fornemme, ikke rigtigt som de fleste. Jeg bryder mig ikke om at snakke, eller engang brød jeg mig ikke om det, nu kan jeg knap nok huske, hvordan man faktisk formår at få et ord ud. Jeg har altid været dårlig til mennesker. Jeg er en særling. Pisse pessimistisk. Super træls. Mega underlig. Og jeg kunne blive ved. Igennem mit 20 år lange liv har jeg haft to venner. Det lyder ikke af meget. Men for mig betyder det en masse. Det er jo altid noget, at jeg har haft bare én ven. Hellere det, end ingen.

For præcist 11 måneder og 24 dage siden døde Karen. Den ene af mine to eneste venner her i livet. Karen og jeg har kendt hinanden siden børnehaven, hvor vi legede sammen som små. Siden da har vi altid fulgtes ad, trods det, at vi var totale modsætninger. Jeg er, som jeg nævnte tidligere, totalt pessimistisk og underlig, mens Karen er, eller var, sprudlende, optimistisk, glad, energisk, og jeg ved ikke hvad. Der er en del, som har undret sig over, hvorfor sådan en som Karen dog ville være sammen med sådan en freak som mig. Men hun havde aldrig nogensinde tænkt på mig som underlig. Og derfor elskede jeg hende så højt.

Jeg savner hende. Det, at hun ikke længere lever, har fuldkommen ændret mit liv. Nogen ville måske sige, det har ødelagt mig. Jeg er ikke længere den, jeg var engang. Men det betyder jo ikke, at det er dårligt? Bare fordi man ændrer sig, betyder det jo ikke, at jeg lider af et eller andet sindssygt. Selvom det ikke rigtigt ville undre mig, hvis jeg havde en psykisk sygdom. Det ville bare være typisk mig.

Med en langsom bevægelse kørte jeg min spinkle hånd igennem mit brune hår. Det gik mig til et sted omkring hagen, og pandehåret hang lidt hulter til bulter. Det var efterhånden blevet alt for langt, men jeg gad ikke til at gå til frisøren. Jeg gad ikke forlade huset. Og mine fædre skulle da overhovedet ikke klippe det. Så skulle det klippes, måtte jeg selv gøre det, og det ville gå galt, uden tvivl. Jeg er pisse dårlig til nærmest alt, så hvorfor skulle jeg være god til at klippe pandehår? Hvem er lige god til at klippe pandehår? Seriøst?

Jeg sukkede, en smule træt af, at jeg altid skulle komme i tanker om, hvor lort jeg egentlig er til alting. Det var typisk mig. Heldigvis kom min kat i samme øjeblik gående ind af min dør, der faktisk havde en kattelem, så kun katten kunne komme ind, når døren var lukket. Min kat var min anden ven. Karen og min kat var mine venner. Selvom Karen var død, selvfølgelig. Hun var stadig min ven.

Som forventet sprang Tril, som min kat nu hedder, op på mit skød, og jeg begyndte hurtigt at kæle med den. Dens orange hår var over det hele på mit værelse, hvilket var grunden til, at det kun var min ene far, Callum, der kom ind på mit værelse, når der var noget jeg skulle høre. Jacob, min anden far, var nemlig en smule allergisk over for katte, så han fungerede ikke så godt inde på mit værelse. Det var der ikke rigtigt nogen af dem, der gjorde. Der lugtede altid af maling, sagde de. Det lagde jeg dog ikke så meget mærke til, sikkert fordi jeg havde vænnet mig til lugten. Jeg havde trods alt malet i over 6 år. Var det ikke fordi jeg er underlig og ligesom sidder fast, af en eller anden uforklarlig grund, var jeg for længst rejst langt væk. Flyttet op i bjergene i Schweiz eller et eller andet. Så kunne jeg bo langt væk fra mennesker, alene med min kat, min eneste ven, hvor jeg samtidig kunne male i fred. Bare blive inspireret af omgivelserne. Shit, det kunne altså være rart.

Det bankede på døren, og med et suk måtte jeg rejse mig op, for at få låst den op. Jeg låste altid min dør, også selvom jeg udmærket godt vidste, at der ikke rigtigt var nogen, som ville brase ind. Mine fædre havde prøvet at ’fikse mig’, men det var nu ikke gået så godt, så de havde heldigvis givet op. De accepterede det, og det var jeg dem evigt taknemlige for. Jeg havde det helt fint med, ikke at snakke. Faktisk var det rigtig rart, selvom det godt kunne være en smule akavet, hvis nogen snakkede til en, og man så ikke svarede. Men det havde jeg dog ikke oplevet endnu, og det kom jeg sikkert heller ikke til. Jeg kommer sikkert aldrig ud af det her hus igen. Never ever again. Men det er nu nok også okay. Hvis jeg bare blev derinde og malede, så skulle alting nok gå godt. Så ville jeg ikke møde nye mennesker, og så ville de ikke synes, jeg var en totalt freak, plus at inden jeg kendte ville dø. Faktisk var det bare en helt fantastisk mulighed for mig, og jeg tog den med glæde. Mit liv var fint, hvis man spurgte mig. Jeg hyggede mig, jeg havde to fantastiske venner, den ene var dog død, men den anden levede endnu, selvom den smed pelsen ret så meget.

”Maaad,” sang min far, som han åbnede døren helt, efter jeg havde låst den op. Jeg kiggede bare på ham med en ligegyldig mine og så på, mens han satte tallerkenen med salat på mit bord. Kort efter satte han også min yndlingskop med te i ned på bordet. ”Din far og jeg skal snakke med dig i morgen, Eli, og du skal komme ud i stuen denne gang. Vi skal nok lave te.”

Hans ord overraskede mig en smule, men jeg viste det ikke. Jeg viste generelt ikke rigtigt mine følelser til nogen længere, det var en del nemmere. Sådan set havde jeg heller ikke så mange følelser, så det var egentlig ret simpelt. Jeg så altid enten koncentreret eller sørgelig ud. Ofte begge dele faktisk.

Min far kiggede på mig med et spørgende blik for at tjekke, om jeg havde forstået hans ord. Det havde jeg jo, men jeg vidste ikke helt, om jeg turde sige ja. Dog kunne jeg ikke rigtigt gøre noget, så jeg nikkede bare en smule forsigtigt, mens mine store brune øjne betragtede ham. Han så glad ud. Gad vide hvad de nu havde fundet på…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...