What about tomorrow?

Jenny's er ikke den samme siden dén dag.
Liam vil aldrig glemme hvad hans mor gjorde.

Jenny møder den mytiske hjemløse fyr Liam i den lille by Westmore, hvor hun med sin skole er på studietur. Liam er sur på livet, men da han møder Jenny er det som om han vågner op fra de døde.

De har mere tilfælles end hvad de vil indrømme.

Hvad gør man når man forelsker sig på ny, men alt modgang er mod en?

Vil Jenny glemme dén dag?
Vil Liam endelig få fred?
Vil deres kærlighed nogensinde få en chance?

0Likes
0Kommentarer
44Visninger
AA

3. Jenny, 3

Vækkeurets ringen flår mig ud af drømmeland. Jeg sætter mig op og gider øjnene, imens jeg prøver at komme helt til mig selv. Jeg skal mødes med min klasse om 1 time. Jeg skynder mig i bad og hopper i tøjet på rekordtid. På vejen ud griber jeg en bolle som jeg spiser på vej i bilen.

Da jeg ankommer til skolen, er klassen allerede på vej ind i den bus som skal køre os hen til togstationen, hvor vi skal på det tog som skal transportere os til den lille by Westmore, Canada.

 Jeg får øje på Maddie der desperat prøver at flygte fra Ethan. Ethan var Nikolas’ bedsteven og vi hang tit ud alle sammen, sammen. Ethan har altid haft et godt øje til Maddie, men hun afviser ham gang på gang. Stakkels Ethan. Han er faktisk meget pæn med sit blonde hår der står lige i vejret og nogle store blå øjne. Maddie har ikke givet ham en chance og hvor den afsky hun har til ham kommer fra, ved jeg ikke.

Maddie får øje på mig og vinker mig hen, tydeligvis lettet over at slippe af med Ethan.

”Hey Jenny, fedt at du tog med.” Ethan klappede mig på skulderen og jeg stivede straks. Med nogle dybe indåndinger får jeg kontrollen tilbage og sender et halvhjertet smil til Ethan.

”Det er på tide at komme lidt ud ik?” Min stemme skælvede, men Ethan lod ikke til at lægge mærke til det. Han forsvandt hurtigt ind i bussen sammen med hans venner og nåede med nød og næppe at undvige ms. Gisby der står og krydser navne af forrest i bussen. ” Hr. Friar!” råber ms. Gisby frustreret.

”Den energi du udviser over vores udflug,t vil jeg gerne se mere til i undervisningen. Så kan det måske være at du kan komme videre i dit liv i stedet for at plage mig i skolen, resten af mit liv.” Eleverne begyndte at udbryde ord som ”av” og ”åå” imens Ethans kinder begyndte at få lidt farve.

Maddie gik op i bussen og jeg fulgte hende hen til et ledigt sæde. Vi skal heldigvis kun være i bussen i en times tid. Selve tog turen vil tage 14 timer. Jeg finder mine høretelefoner frem og mærker lettelsen da alle lyde forsvinder og bliver erstattet med sød musik. Resten af turen går i en tåge.

Ms. Gisby farer stresset rundt for at få eleverne under kontrol, som var det en 2 klasse hun havde med og ikke en gymnasieklasse. Da vi endelig kom til toget, var mit hoved helt ørt. Klokken er tæt på 8 om morgen og den manglende søvn begynder at trange sig på. Hvordan de andre kan være så fuld af energi, fatter jeg ikke.

”Okay hør alle sammen!” Ms. Gisby står og vifter med nogle papirer, som ville denne handling få alle til at stoppe med at snakke.

”I skal komme hen til mig så vil i få jeres sædenummer og nummeret på hvilken kabine i skal side i.” Den store menneskemængde begyndte at flokkes om hende og den lave dame syntes at forsvinde.

 ”Jeg skal nok hente det. Bare bliv her” Maddie begyndte at snoge sig igennem de mange mennesker og jeg takker hende inderligt for ikke at lade mig hente det selv. Det er for mange mennesker efter hvad jeg kan klare, og der er alt for stor en chance for at jeg vil få kropskontakt med nogle af de andre.

Det udtryk der var i Maddies ansigt da hun kom tilbage fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

”Undskyld Jen, men hun var ikke til at rykke eller stikke i.” Beklagede hun og jeg står ganske forvirret.

”Hey my ladies.” Ethan kommer hen og ligger en arm omkring Maddie og skulle lige til at gøre det samme med mig, men kom åbenbart i tanke om hvem jeg er og stoppede armen midt i vejret og sank den langsomt ned langs siden.

”Glæd jer til de næste 14 timer for det vil blive de bedste timer i jeres liv. 14 timer i himlen!” Han gjorde store fagter med armene og Maddie lignede en der kunne dræbe ham med det bare blik. Først nu går det op for mig at vi ikke har fået en kabine alene, som vi havde bedt om, men at vi skal dele en med Ethan og hans ven Chris.

”Maddie det gør ikke noget, jeg klare mig.” Forsikrer jeg hende om. Jeg er ikke 4 år, selvom jeg måske opføre mig som en på 4, jeg burde være i stand til at dele et rum med 4 andre. Jeg er pluslig taknemlig over at jeg har pakket en bog ned i min håndtaske og har høretelefoner med, så jeg kan lukke verden ude, hvis det bliver for meget. Jeg puffer til Maddie for at komme forbi og tager så min bilet fra hende og begiver mig over imod toget. Bag mig hører jeg Ethan grine og Maddie dasker til ham før hun små løber for at indhente mig.

***

”Jenny.” En blid stemme kilder mig i øret. Nickolas kysser mig blidt og jeg griber fat i hans nakke for at trække ham tætter på igen.

”Jenny, vågn op.” Stemmen er lys og tilhøre ikke Nickolas. Jeg kigger op på ham og langsomt begynder han at forsvinde, som en tåge der fordamper. Hans blik borer ind i mit og jeg kalder på ham, men han svare ikke.

” Hvorfor?” Denne stemme tilhører ham og det skær ind i hjertet. Sorgen og smerten i hans blik får min hals til at knuge sig sammen.

”Det er alt sammen din skyld.” Jeg ryster på hovedet og mærker de varme tårer trille ned ad kinderne. Nickolas ser på mig med så meget had i blikket. Foragt, som var jeg det største monster der fandtes.

”Vågn nu op vi er her!” Den stemme igen. Jeg bevæger mig imod den imens tågen og Nickolas langsomt forsvinder. Mine øjenlåg flakker og svagt lys finder vej ind imellem dem. Maddie står med en panderynke i panden og kigger ned på mig. Mit åndedrag er unormalt og selvom jeg prøver at styrer panikken i mit blik ved jeg at hun har set det.

Maddie er ikke dum, hun kan læse mig som en åben bog. Det hele havde bare været en drøm. Nikolas er her stadig ikke, jeg er her stadig.

”Jeg er okay.” Forsikrer jeg Maddie om, men min stemme knækker og afsløre mig. Maddie for et medlinden blik i øjnene og jeg krymper mig under det.

”Kom. De andre venter på os.” Mine øjne flakker og ud af vinduet ser jeg, at vi holder på en station. Vi må allerede være ankommet. På vej ud bliver vi mødt af en stor skærm der viser at klokken er 2 om natten. Jeg sukker og prøver at tænke på den varme hotelseng der venter. Bussen der er lejet til at transportere os hen til hotellet, er der allerede og jeg er taknemlig over at jeg ikke skal stå ude i efterårs kulden og vente. Den kølige brise der ramte mig på vej ind i bussen, var nok til at få mig til at skælve.

Mine klassekammerater ser ikke ud til at være bare den mindste smugle træt og det trætter kun endnu mere at se dem så fuld af energi.

”Rolig alle sammen!” Ms. Gisby ser også ud til at kunne bruge et par timers søvn. Hendes brune hår står ud til alle sider og er faldet ud af den pænt opsamlede knold hun havde tidligere.

”Jeg ved i er spændte, men reglerne er de samme!” Den ælder dame hævede stemmen kun for at blive overdøvet igen. Hun begynder at remse regler op, som ingen alkohol eller ophold på andres værelser, men jeg hørte ikke efter.

 Jeg læner min kind mod den kolde rude og ser på de skrøbelige regndråber der triller lige så fint ned, som hendes tårer tidligere. Lydløs, som havde de aldrig været der. Et lydløs glimt oplyser himlen og et øjeblik blev alle helt stille. Brølet der kom bag efter fik dem i gang igen og jeg holdte mig for ørene og prøvede at flade tilbage i min bobbel igen.

Hvis bare Nikolas havde været her. Mit hoved imod hans bryst i hans beskyttelse. Hun havde ikke beskyttet ham. Hun var en forræder og fortjente ikke at gå på denne jord mere.

Tag dig sammen!

Jeg ryster tankerne af mig og ser at bussen er stoppet og alle er på vej ud, i en kamp om at komme først. Hun var den sidste i bussen selv Maddie havde forladt bussen og stod nu ude og lignede en der var klar til at knuse Ethans boller, hvis han bare kom et skridt, tætter på hende. Med et suk kaster jeg min taske over skulderen og går ud af bussen.

De var i gang med at råbe navne op på os og jeg valgte at stille mig væk fra flokken, imens vores bagage blev taget ud af bussen.

”Jeg har fået værelsekortet. Du kommer bare når du er klar ikke?” Jeg smilte taknemligt og nikkede. Jeg havde brug for et par minutter alene efter al den tid sammen med en masse mennesker og Maddie vidste præcist, hvordan jeg havde det. Der er intet tegn af regn her. Ingen sky på himlen kun de smukkeste stjerner. Den blide brise fanger mit hår og gåsehuden ligger sig over min hud. Bussen køre og et øjeblik lukker jeg alt ude. Kun mig og himlen. Månen er fuld og stjernerne glitrer så fint.

” Undskyld.” Min stemme skælver da jeg hvisker ordet. Jeg kigger op på de mange stjerner og føler for første gang i lang tid at jeg er tæt på Nikolas. Mine øjne bliver våde, men jeg blinker hurtigt tårerne væk. Jeg lukker øjnene og ser hans ansigt for mig.

Jeg ville sådan ønske jeg kunne gøre det hele om. Ville ønske at du stod her lige ved siden af mig.

Et kraftig vindslag slog imod mine kinder, som et svar og det var nok til at slå alt luften ud af mig. Et par hænder klemmer blidt mine skuldre og jeg vender mig om og ser ms. Gisby’s bekymrede ansigt.

”Er du okay, Jenny?” Hendes blide stemme gav genlyd i den lille gade. Eleverne var efterhånden kommet ind på plads og hun var nu den eneste tilbage udenfor.

”Ja jeg har det fint. Bare lige giv mig et øjeblik.” Min lære nikkede og vente sig så om og gik ind. Jeg kastede endnu et blik op mod himlen og høre så en lyd. Et stort egetræ stod med grene svajede i vinden. Jeg kunne svage på, at jeg så noget. En skygge eller sådan. Jeg tog blidt vedhænget fra min halskæde imellem mine finger og tænkte tilbage på den sommer, hvor alt havde været godt.

Nu står hun har i kulden, med et iskoldt og tomt hjerte og det sidste hun har løst til er at leve uden Nikolas ved sin side. Med et suk vendte jeg mig om og begav mig tilbage mod det luksuøse hotel, hvor jeg skulle tilbage de næste mange dage på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...