Ridderen på den sorte hest

Kristoffer har et mørke i sig. Det har ikke altid været der, men han er blevet mørk. Kan mørket forsvinde, eller er det en del af ham?
Deltagelse til anti-helt konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
347Visninger
AA

26. 26. Død

Han står ikke så langt fra os. Denne gang står han kun med en anden. Jeg klemmer Tomas hånd og trækker hende med mig væk. "Det er Adam", siger jeg panisk. I stedet for at fryse sveder jeg. Mit hjerte banker også lidt hurtigere, og min vejrtrækning bliver tungere og mere hivende. "Tag det roligt. Han har ikke set os, bare prøv, at slappe af". Toma har ret. For at være helt sikker på at han ikke ser os, tager jeg hætten på. Lige inden jeg får trukket hætten op, kigger Adam. Og han har set mig. Han har ikke bare set mig, han har også set Toma. Sikke noget møg! Jeg skjuler mit ansigt i hætten, og vi løber nærmest. Vi er ikke de eneste her. Heldigvis er der også nogle andre mennesker. Nu løber Adam og den anden direkte i retning af os. Vi løber, alt vi kan. Adam og ham drengen haler ind på os. Adam fælder mig, og jeg falder lige ned i nogle småsten. Toma græder nu, og jeg har ingen ide om, hvad jeg skal stille op. Jeg overvejer at skubbe benene under Adam, rejse mig hurtigt op, og løbe væk med Toma. Midt i mine tanker om vores muligheder, tager Adam en pistol op af hans jakkelomme. Jeg skal dø. Jeg er næsten sikker. Aldrig før har jeg troet, at det skulle være sådan her, at jeg skal dø. "Nå døve, hvad hedder du? Jeg har jo brugt noget tid på at finde dig og din lille kæreste." Han sender Toma et klamt smil, og det giver mig lyst til at dræbe ham. Han skal ikke så meget som se på Toma, det beskidte dyr. "Jeg hedder Kristoffer". Min stemme dirrer, ikke af frygt, men af vrede. "Så kan du jo høre noget, din skiderik. Jeg tænkte det nok, du er bare ikke glad for at svare, vel? Men i hvert fald lad mig komme til sagen, Kristoffer. Ingen og jeg mener ingen skal sparke mig mellem benene. Ingen skal så meget som røre mig". Han griner hysterisk på sådan en sindssyg måde. Han er kule skør. "Du skal straffes for det du gjorde, sidst ville vi jo bare tale med dig, men du valgte at lade være med at svare. Det synes jeg ikke er okay. Nu bliver du altså straffet." Straffet? Hvad har han tænkt sig? Og hvorfor gør igen noget? Folk går bare forbi, ingen så meget som kigger på os. "Jeg ved, hvem du er Kristoffer. Tro mig, jeg har researchet lidt, og jeg ved at den flotte kælling ved siden af mig hedder Toma. Er det ikke rigtigt? Toma din lille kæreste. Og siden du godt kan lide hende, giver jeg dig et valg: Enten dræber jeg dig, ellers dræber jeg Toma. Det er op til dig, Kristoffer. Du bestemmer. Det er bare mig, der trykker på aftrækkeren, det er alt. Jeg synes selv, at jeg er ret gavmild, siden jeg kun vælger at dræbe en af jer." Sveddråberne løber ned ad panden på mig, og jeg har lyst til at brække mig. Jeg kan ikke vælge mellem Toma og mig selv. Adam er vanvittig. Jeg prøver virkelig at udtænke en plan, jeg ved bare ikke, hvad jeg kan gøre. Som en løve, der springer på sit bytte, springer jeg på Adam. Han falder og taber pistolen. På en eller anden måde får han sig sat oven på mig. Det bliver mig! Han dræber mig, jeg skal dø. Jeg vil ikke dø! Og det er nu at mørket tager over. Toma er ældre end mig. Hun har haft et bedre liv end mig. Jeg har ikke nået, det jeg skal endnu. Det er der, det går op for mig. Hvis ikke vi slipper væk fra Adam, vælger jeg Toma. Jeg kan ikke dø, ikke nu. Til gengæld er det bedre, at det Toma i stedet for mig. Ham, der stod med Adam, som er en dreng på omkring 19 med sort løst tøj, lyse dreadlocks og en ansigtstatovering. Tatoveringen forestiller et dødningehoved, og det er lige på hans vestre tinding. Hans øjenbryn er sorte og tykke, og han har ingen overlæbe. Selvfølgelig får han fat på pistolen, og sigter den på mit hoved. "Hvad bliver det til, Kristoffer? Du kan ikke forhindre det her. Du er nødt til at vælge: Dig eller Toma?" Jeg tænker ikke, før jeg svarer, for jeg ved, hvad jeg skal svare. "Toma", siger jeg. Mine øjne løber i vand, og vi når lige at få øjenkontakt, inden der lyder et skud, og lyden af Tomas slappe krop, der falder ned på småstenene. "NEJ!" råber jeg. Jeg kommer fri fra Adams greb og kravler hen til Toma. Hendes øjne er våde af tårer, og hendes mund er en smule åben. Jeg kysser hende og skriger. Adam blinker til mig, smiler et skævt smil og siger: "Det var så lidt". Det var dråben. Jeg rejser mig op og går hen og giver Adam en lussing, og en til, og en til. Jeg græder og råber. Adam er stærk og fjerner mine hænder. "Det nytter ikke noget, hun er død, og det er din skyld". Jeg råber og falder sammen. Toma er død! Og det er min skyld. Alligevel ved jeg, at jeg traf den rigtige beslutning. Jeg elskede Toma, men nu er det slut. Hun er død, og en del af mig døde også. Mens jeg ligger på stenene ved siden af hendes døde lig, holder jeg ligeså stille op med at græde. Verden er igen et mørkt sted. Himlen er skiftet fra mørkeblå til kulsort. Hun døde i mørket sammen med mig. Jeg var hendes ridder. Nu er jeg ikke andet end et mørkt hul.

Dette er sidste kapitel før slutdatoen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...