Ridderen på den sorte hest

Kristoffer har et mørke i sig. Det har ikke altid været der, men han er blevet mørk. Kan mørket forsvinde, eller er det en del af ham?
Deltagelse til anti-helt konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
343Visninger
AA

22. 22. At elske

På arbejdet fortæller jeg Toma om Adam og de andre. Jeg prøver at lade være med at lyde som en tøsedreng, men min stemme bliver ved med at skælve. Uden at lægge mærke til det græder jeg. Toma kigger trist på mig. Jeg lukker øjnene og prøver at slappe af. Hver gang jeg lukker øjnene ser jeg Adam for mig. Han nåede ikke engang at gøre mig noget, alligevel er jeg bange. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan en tøs, men jeg bliver ved med at græde. Toma inviterer mig over til hende efter arbejde. Jeg siger til hende at jeg gerne vil over til hende. 

I dag har føltes som den længste arbejdsdag nogensinde. Jeg lægger mig ned på Tomas seng. Hun ligger ved siden af mig, og vi fletter fingre. Her er jeg tryg. Hverken Allan eller Alissa er hjemme. De er til fødseldag hos en af Alissas veninder. "Hvorfor er du ikke til fødselsdag med dine forældre?" spørger jeg. Hun smiler og klemmer blidt min hånd. "Fordi jeg hellere vil være sammen med dig. Og fordi jeg ikke rigtig kender hende så godt". Jeg bliver helt varm. Inden jeg ved af det vækker Toma mig. Jeg er åbenbart faldet i søvn i hendes favn. "Jeg tænkte, at du måske ville vækkes så vi kan få noget at spise. Jeg har bestilt pizza, det håber jeg er okay". Jeg er ikke specielt vild med pizza. Toma smiler og hendes lidt skæve hjørnetand er så fræk. Lidt ligesom de der flotte, små frække sportsvogne, det er på den måde fræk. Jeg er vild med det. Og det er nok til, at jeg er ligeglad med at vi skal have pizza. 

Vi spiser pizza, mens vi ser en film. Jeg følger kun halv med, i stedet ser jeg på Toma, der faktisk ser filmen. Hun ser sød ud, når hun spiser. Jeg føler mig klam i forhold til hende. Jeg skal hele tiden tørre mig om munden med servietten, mens hun spiser, er der hverken krummer eller andet rundt om hendes mund. Jeg ser kort på fjernsynet, og så kigger jeg igen på Toma. "Kristoffer?"

"Ja?" 

"Jeg elsker dig" 

"Hvad?" 

 "Jeg elsker dig!" Jeg bliver på samme tid lykkelig og nervøs. Toma elsker mig! Jeg er helt mundlam. Hun sidder og smiler, og så kysser hun mig. Jeg kan slet ikke koncentrere mig om kysset. Toma elsker mig! Det er jo kæmpe stort. Der er aldrig nogen, der har sagt, at de elsker mig. Jeg ved bare ikke, om jeg elsker Toma. Eller om jeg kan få mig selv til at sige det. Hvis jeg sagde det, ville det så være løgn? Er det her ikke alt, hvad jeg kunne ønske mig? Jeg kommer i tvivl. Der er ingen tvivl om, at jeg kan lide Toma, der er ingen tvivl, om at jeg er forelsket i hende, men jeg er i tvivl om jeg elsker hende. Hun er helt uimodståelig og fantastisk. Men elsker jeg hende? Det ved jeg ikke. Og jeg er tavs, og Toma er tavs, men det er den slags stilhed, der skal brydes, og den burde blive brudt af mig, der fortæller hende, at jeg elsker hende, men jeg er stille. Jeg kan ikke lyve. Derfor siger jeg: "Tak". Det mest åndssvage jeg kunne sige. Det var det eneste jeg kunne komme på, og jeg nåede ikke at tænke mig om, inden jeg sagde det. "Det var så lidt", siger Toma genert. Vi er stille, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Toma har det tydeligvis på samme måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...