Ridderen på den sorte hest

Kristoffer har et mørke i sig. Det har ikke altid været der, men han er blevet mørk. Kan mørket forsvinde, eller er det en del af ham?
Deltagelse til anti-helt konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
337Visninger
AA

20. 20. På vej hjem fra Toma

Vi har spist. Maden smagte godt, men jeg nød den ikke ligeså meget, som jeg nød Toma. Hun fik mig til at grine. Det føltes godt, det er længe siden, at jeg har grinet. Nu sidder vi på hendes værelse. Hun taler, og jeg lytter. Jeg taler, og hun lytter. Sådan skiftes vi. Jeg føler mig fri. Med Toma er alt lettere. Jeg er lettere. 

Inden vi går ned, fordi det er blevet sent, og jeg skal hjem, kysser vi. Jeg holder hende om livet, og hun nusser mig kærligt i nakken. Det kilder, og hendes hofter er som skabt til mine hænder. Jeg er vild med Toma. Lige nu er jeg så lys, som jeg kan blive. I det her sekund er der intet mørke i mig. Jeg har en følelse af at have været presset ned, og endelig letter presset sig. 

Vi siger farvel. Alllan og jeg giver hånd, og jeg ved ikke om det bare er mig, eller om han trykker hånden lidt mindre hårdt end da jeg kom. Denne gang smiler han, og jeg tror det er ægte. Alissa giver mig et kindkys et hurtigt et, ligesom man gør i udlandet. Jeg rødmer og mumler et hurtigt "godaften eller godnat" og skynder mig at gå. På vejen hjem har jeg det fantastisk. Jeg føler mig som en ny person. Jeg er stadig Kristoffer Mørk. Også selvom jeg føler mig mere lys end mørk. I mørket står en gruppe drenge. Nok lidt ældre end mig. De ryger og er drikker. De ser berusede ud, og nogle af dem råber højrøstet. Jeg ignorer dem, kigger stift frem, og går forbi dem. "Hallo" Jeg går videre, det var muligvis til mig at der blev råbt, men jeg går stift videre. "HALLO!", råber en af drengene. Ikke den samme som før. Jeg vender mig om og står og venter på, at de skal sige noget mere. Da ingen af dem siger noget, beslutter jeg mig for at gå videre. Mens jeg går, kan jeg høre nogen skridt bag mig. En dreng, en af dem fra før, står og rusker i mig. Så griner han til en af de andre. Han ser skør ud. Hans pupiller er store, og han har skægstubbe. Hans kæber er brede, og hans træk er hårde. Jeg bliver lidt nervøs. Drengen står så tæt på mig, at jeg kan lugte hans ånde, der stinker af alkohol og røg. Det giver mig lyst til at brække mig. "Jeg tror, han er døv", råber en af de andre. "Adam, prøv at ruske i ham. Se, om han er vågen." Mine hår rejser sig, idet ham, som hedder åbenbart hedder Adam, sætter sine kolde hænder på mine skuldre og rusker i mig. Jeg prøver at fjerne mig, og skubbe ham væk, men hans hænder er stærke, og han har godt fat i mig. "Er du døv, hva? Når nogen kalder på dig, skal du svare, ikke også? Man svarer når nogen kalder. Det er normalt din fatsvage spasser." Mens han taler, prøver jeg at finde på noget jeg kan gøre. Jeg prøver at tale, men jeg ryster, og der kommer ikke et ord ud. Jeg er som frosset fast til jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...