Ridderen på den sorte hest

Kristoffer har et mørke i sig. Det har ikke altid været der, men han er blevet mørk. Kan mørket forsvinde, eller er det en del af ham?
Deltagelse til anti-helt konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
362Visninger
AA

17. 17. En underdrivelse

Til at starte med vidste jeg ikke, hvor jeg var. Mit blik var lidt sløret, og jeg var øm i ansigtet. Jeg tog min hånd op til mit ansigt og mærker størknet blod. Idet jeg mærkede blodet, huskede jeg det. Det hele. Hvordan jeg bankede Jason og Toma, der havde set det hele.

Endelig kunne jeg se normalt, og jeg var på Tomas værelse. Hendes seng var ikke til at tage fejl af. Af en eller anden grund var det først på det tidspunkt, at jeg nærstuderede hendes værelse. Det var ikke første gang, jeg var derhjemme, alligevel var det først der, at jeg lagde mærke til detaljerne. Hendes kolossale walk-in-closet i lys eg, hendes tegninger, der hang i rammer, med hendes flotte abstrakte mønstre. Vinduet med udsigt over søen og hendes have. En mærkelig følelse bredte sig i mig.

Toma og mig havde talt, og vi havde talt utrolig længe. Jeg talte meget, som ikke lignede mig, og jeg talte mest. Toma havde været meget chokeret, da jeg tæskede Jason. Hun havde aldrig set mig sådan før, så det var jo klart. Jeg fortalte hende om mit "mørke", om hvordan det nogle gange overvældede mig. Dog fortalte jeg ikke, hvordan jeg nogle gange havde lyst til at slå ihjel. Selvfølgelig fik hun ikke alt at vide, nogle ting behøvede hun ikke at vide. Jeg tror nu, hun fik et rimelig godt billede af, hvordan jeg kan være. Men jeg sagde til hende, hvorfor jeg havde opført mig, som jeg havde gjort. Ingen skulle kalde hende en luder! Jeg kunne ikke fortælle hende om, at jeg mistede kontrollen, jeg sagde bare, at jeg havde et hidsigt temperament. Også selvom det var en underdrivelse.

Det var bare første gang Toma så den side af mig. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Når først jeg er i gang, kan jeg ikke stoppe. Mine meget slemme dage er der trods alt ikke særlige mange af, nogle gange kommer de, og det accepterer jeg. De er åbenbart en del af mig, så derfor kan jeg lige så godt lære at leve med dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...