Ridderen på den sorte hest

Kristoffer har et mørke i sig. Det har ikke altid været der, men han er blevet mørk. Kan mørket forsvinde, eller er det en del af ham?
Deltagelse til anti-helt konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
449Visninger
AA

15. 15. Kærester

Når jeg er sammen med Toma, fører hun for det meste ordet. Det har jeg intet imod. Hun taler meget men ikke for meget, det er lige tilpas. Jeg siger selvfølgelig også noget, men hun taler, og jeg lytter til hendes dejlige stemme. Hun er ret interessant: Hendes meninger og tanker om forskellige ting. Hendes syn på livet er så meget anderledes end mit, og det er rart. Hun holder mig oppe. Hvis jeg er i et svingende humør eller bare gerne vil være alene, respekterer hun det. Hun ved når jeg skal være alene, og hun beklager sig ikke. Jeg er ikke så god til følelser, og nogle dage har jeg lyst til at destruere verden. Jeg føler mig som en støvsuger, der suger alt op, ikke bare støv, men alt. Mennesker forvirrer mig. Jeg forvirrer mig selv. Selvom folk ikke har gjort mig noget, kan jeg godt hade dem alligevel. Nogle personer kan jeg se på en gang, og så have lyst til at dræbe dem. Nogle gange er jeg i det humør, hvor jeg har lyst til at dræbe nogen, men inden jeg dræber dem, torturerer jeg dem, så de lider inden de skal dø. Selvfølgelig er det alt sammen kun tanker. Jeg bliver bare fristet. 

Toma ringede en dag grædende. De sjældne gange jeg græder, foretrækker jeg at være alene. Så isolerer jeg mig. Toma vil gerne have, at jeg er der. Men hun ringede, og jeg kom over til hende. Hun sagde, at hun var blevet kaldt en luder. Hun havde afvist en dreng, på en god måde, og sagt at hun ikke var interesseret, og at hun allerede havde en kæreste, og så havde han kaldt hende alt muligt ondt, blandt andet en luder. Det første jeg tænkte var, at hun havde kaldt mig sin kæreste. Det må være det vi er: Kærester. Jeg har ikke tænkt tanken før nu. Jeg trøstede hende og vidste ikke helt, hvordan jeg kunne få hende til at lade være med at græde. Hun var smuk, da hun græd. Jeg aede hendes hår, og mens jeg sad der og trøstede hende, kunne jeg mærke, at jeg var vred. Jeg var rasende. Ingen skal sige noget ondt til Toma. Det har hun ikke fortjent. Da hun var faldet lidt til ro, tørrede jeg en tåre væk fra hendes kind med min hånd. "Hvem var det, der sagde det?" spurgte jeg så blidt jeg kunne. Jeg dirrede af vrede. Hun fortalte mig, hvem det var, og hvor han var. Det første jeg gjorde var at kysse hende. Vi havde ikke kysset før. Det var mit første kys nogensinde, og jeg nød det, også selvom jeg var vred. Selvfølgelig smilede Toma efter kysset, og jeg blev en smule mindre vred.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...