Ridderen på den sorte hest

Kristoffer har et mørke i sig. Det har ikke altid været der, men han er blevet mørk. Kan mørket forsvinde, eller er det en del af ham?
Deltagelse til anti-helt konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
354Visninger
AA

13. 13. Noget anderledes

Jeg ved ikke helt hvordan, men på en eller anden måde er det lykkedes mig at lave en aftale med Toma. Vi skal mødes om en time ved søen. Mine hænder er svedige, og jeg er utrolig nervøs. Jeg har det faktisk fysisk dårligt og nok også lidt psykisk dårligt. Flere gange er jeg ved at besvime, og jeg har lyst til at hoppe ned fra en bro. Ikke fordi jeg vil dø, jeg vil mærke suset og leve. Sommetider har jeg det som om, mit liv er en boks, og jeg kun kan gøre det, der er inden for boksen, at jeg ikke kan bestemme selv, og at jeg kun har begrænsede muligheder.

Søen ser anderledes ud i dag. Måske er det vandet, det ser på en måde tungere ud. Ellers er det bare mig. Fem minutter er gået, mens jeg har stået her. For en sikkerheds skyld kom jeg ti minutter for tidligt. Toma burde altså være her om fem minutter. Her er ingen bænke, derfor sætter jeg mig ned på gruset. Det kradser på bagdelen. Nu håber jeg ikke, at jeg bliver helt sandfarvet på mine lyse cowboybukser. For engang skyld har jeg ikke sort tøj på. Jeg føler mig helt forkert. Jeg sidder ved søen, vejret er godt, og det er godt fordi solen skinner, ikke fordi det er overskyet og regner, og jeg har farvet tøj på intet sort overhovedet. Hvad sker der med mig? 

Jeg kan se Toma lidt på afstand. Hun har vist ikke set mig endnu, derfor rejser jeg mig op og går hen til hende. Hendes tykke mørkebrune hår er sat op. Det plejer hun ikke. Hun smiler, og hun ser lidt nervøs ud. Det ligner hende ikke at være nervøs. Mit hjerte banker utrolig hurtigt. Et eller andet gør mig nervøs, og jeg tror det er Toma. Jeg løfter hånden for at signalere et "hej". Hun gengælder ikke mit lille vink, istedet kommer hun hen og giver mig et kram. Jeg dufter til hende, og jeg kan ikke forklare det, men hun dufter fantastisk. Normalt krammer jeg aldrig nogen. Det føles meget rart. Vi bliver ved med at kramme, og jeg rykker mig væk. I det øjeblik er det ikke akavet. Vi går og ingen af os siger noget, men det gør mig ikke noget. 

"Jeg nyder dit selskab". Jeg er overrasket. Toma nyder mit selskab! Jeg smiler skævt, hun er den eneste, der kan få mig til at smile. Mit liv er som et uvejr, og hun får uvejret til at klare op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...