Vi var eufori

Jakobe sover ikke om natten. Hun har ikke set sin far i syv år. Emil har ikke glemt hende. Det burde han måske. Det er den tid hvor valg må træffes, selv hvis der ikke findes noget at gøre, der vil føles rigtigt.

7Likes
3Kommentarer
383Visninger
AA

3. JAKOBE, SØVNLØS

 

Foran hende ligger bunkevis af linjeret papir med hendes håndskrift, krøllet sammen.

Hun sidder lænet op ad radiatoren med en blyant bag øret og en blog i skødet. Rummet er indelukket og der står pizzabakker stablet ved døren sammen med tomme hvidvinsflasker. Ved siden af står en guitar, som hun ikke har rørt i flere uger. Hun glider en hånd igennem sit tykke, uredte hår og ser op på alle sine plakater og udklip fra magasiner. Lige da hun flyttede ind havde hun også sine egne fotografier hængende, men hun pillede dem ned for et par måneder siden. Hun ser ned på bloggen i sit skød og river den øverste side af for at starte forfra igen, men hun kommer aldrig videre på den tomme sider og bliver siddende med enden på blyanten hvilende imellem tænderne, som om den var en pistol rettet mod hende selv.  

Hun rejser sig og sætter sig op i sengen. Bloklysene, der står tændt på natbordet, er næsten brændt ned. Hun ser på tatoveringen på sin hånd, på teksten, der står skrevet på hendes håndled i to rækker. Åbner op og lukker ind – skæret fra dit lyse sind. Hun glider en finger over ordene igen og igen med en koncentreret udtryk, som om det kan ændre noget.

Klokken halv seks slukker hun lyset og ligger sig under dynen, stadig helt vågen. Det er først da hendes bofælle banker på, for at høre om han skal lave morgenmad til hende også, at hun er faldet i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...