It All Happened In June // Harry Styles

"Han var grunden til jeg ramte bunden."

Man skulle tro, at det var karma, der officielt havde givet June en lærestreg ved at overtræde den hellige girlcode, og gå efter en fyr hendes veninde havde kaldet dips på. For jo mere June lærte om Harry, og jo mere hun faldt for ham, desto tættere var hun på at ramme bunden. For i et spindelvæv af dystre hemmeligheder er det svært at navigere rundt, og se hele perspektivet.

8Likes
1Kommentarer
454Visninger

1. One

 

One 


Kunne jeg bebrejde ham, for at jeg ramte bunden? Nej. Men han var bestemt en af grundene. Det var dog ikke så let, bare at sige, at det var hans skyld alt sammen, for alting var mere kringlet og forvirret, end et simpelt ”Harry ødelagde mit liv”.

Men for at forklare mig selv, måtte jeg spole tiden nogen uger tilbage. For at være præcis var det til den dag, hvor Harry Styles startede på min skole, Halo High. Jeg huskede det, som var det i går. Specifikt den dag sad printet godt ind på min hjerne.

”Har i set ham den nye endnu? Han er dødlækker!” udbrød Ella, med et dånende suk, da hun mødtes op med hendes gruppe af venner igen, efter de alle havde været på sommerferie. Alle nikkede enstemmig. De lignede en flok sulte hyæner, klar til at jagte deres bytte, eller rettere deres næste offer.

”Nej ikke endnu, men jeg har hørt rigeligt om ham fra pigerne,” havde jeg sagt, og Ella kneb øjnene sammen. ”Du dagdrømmer alt for meget June. Selv sidste år da Ellis Bentson startede på skolen, opdagede du ham først efter to uger! Du går altid glip af alt det interessante,” sukkede Ella, og rystede på hovedet.

Det var dog sandt nok. Jeg sad altid med en bog, og når først jeg fordybede mig i linjernes hypnotiserende magt, så opfangede jeg ikke omverden. Det var sådan, jeg havde det bedst. Alle de andre var nogen værre sladretasker, men jeg valgte altid at holde mig uden for sladder.

Folk spurgte mig ofte, hvordan jeg blev venner med de tre, for jeg var ligesom en mus blandt katte: Jeg passede slet ikke ind. Men Ella, Elizabeth, Katherine og jeg havde kendt hinanden siden børnehaven, og så havde vi bare ændret os markant – eller jeg havde i hvert fald. Og af en eller anden underlig grund havde de bare beholdt mig i deres vennekreds.

”Ellis var ikke nær så pæn, som i alle beskrev ham, jeg gik slet ikke glip af noget der,” påpegede jeg med et skævt smil. Det var ikke for at være ond, at jeg sagde det, for Ellis og jeg var blevet ret gode venner, men de havde rost ham helt til skyerne, og havde nærmest beskrevet ham som en sexgud, når han godt nok var en smule cute men langt fra lækker.

”Men Harry er anderledes, June. Han er en lækkerbisken. Lige til at sætte tænderne i. Han har de dejligste grønne øjne og de smukkeste krøller, og når han snakker, har han bare den perfekte britiske accent med en lettere hæs stemme. Han er perfektion,” sukkede Katherine, og fløj på en lyserød sky.

Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule. ”Du lyder allerede til at være klar til at blive gift og få børn med ham, Kat. Hvorfor skulle jeg overhovedet kigge i hans retning, når i alle er helt smaskforelsket i ham allerede? Desuden når jeg heller ikke jeres udseende på nogen måder, jeg ville ikke have en chance,” grinte jeg, og rystede svagt på hovedet.

”Hov hov hold mig ude af den der June, jeg er kun forelsket i mit livs kærlighed, Brendan,” skældte Elizabeth, og fik et dånende udtryk over sig. Når man snakkede om solen, skinnede den. For i samme sekund dukkede Brendan op, slyngede armene om Elizabeth, og trak hende ind i et tungeslaskende kys. Jeg lavede bræklyde af dem. Elizabeth rullede sin smukke blå øjne af mig, men trak sig ikke ud af kysset før 5,5 sekund senere. Ikke at jeg talte eller noget.

”Du så barnlig June. Vi burde virkelig hook dig op med en eller anden lækker lille sag,” sagde Elizabeth, og prikkede mig drillende i siden. ”Jeg har allerede lagt planer og budget om at blive en ensom katte dame senere i livet, så du må ikke spoler mit livs drøm Beth,” sagde jeg, mens jeg knækkede sammen i et grin, der mest af alt lød som en døende hval, der prøvede at få vejret. 

”Dog ikke Harry, jeg kalder allerede dips,” svarede Ella, og rakte tunge af Katherine, der stod og surmulede lidt. ”Det kan du ikke gøre Ella! Nu er jeg jo nødt til at finde en anden, der ikke når Harry overhovedet,” sukkede hun, og himlede med øjnene. Vi tog dips meget seriøst. Hvis man dipser én, så betyder det at de har førsteretten, og andre skal holde sig væk.

”Jeg har det okay med du dipser ham, så kan jeg måske få noget fred af jer to kirsten gifteknive indtil der igen starter en ny hottie mchottie,” svarede jeg, og citerede Kats ord. Det var altid de to ord, hun brugte til, at beskrive fyre der lå langt over standarden i udseende. 

”Du får bare slet ikke fred for os, sveske. Vi håber stadig du en dag åbner øjenene en morgen og indser din udøende kærlighed for Ellis,” og med de ord sendte Ella mig et luftkys og svang tasken over ryggen, og bevægede sig ind til time.

”Mødes til frokost?” spurgte Elizabeth os alle, og vi nikkede. Derefter gik Elizabeth og Brendan i retning af idrætshallen, og Kat og jeg fulgtes til historie.

***

Historie var endnu værre end forventet. Jeg blev spurgt om så mange spørgsmål af hr. Winston, og jeg svarede forkert de fleste af gangene. Jeg var dygtig til alle andre fag end historie. Hvad skulle man også bruge fortiden til?

”Det forkert igen frøken June. Den franske revolution sluttede i år 1799,” vrissede han, og var tydeligt irriteret over min dumhed inden for historie. Jeg følte mig så ydmyget, at jeg var milimeter fra at gå. Men pludselig åbnede døren sig ind til lokalet.

Tiden gik fuldstændig i stå. Jeg kunne ikke lade være med at stirre. Hold kæft hvor var han smuk. Grønne øjne farvet som emeralder, krøller der levede deres eget liv og et smil, der kunne smelte hele Grønland. Pigerne havde langt fra overdrevet, da de fortalte at Harry var en sand lækkerbisken.

”Undskyld jeg kommer for sent Hr. Det skal ikke ske igen,” undskyldte han med en tung britisk accent, og hans stemme rev mig ud af mine tanker. ”Se hvad sagde jeg,” mimede Kat til mig og blinkede med det ene øje, og mine kinder blussede forlegent op.

”Du må være Harry. Jeg har aldrig set dårligere manére; at møde op forsinket første dag man møder ind. Respektløst. Men du kan sætte dig ved siden af June. Forhåbentligt er du bare en smule klogere end hende,” sukkede Hr Winston og dirigerede ham i retningen af mig. Jeg kiggede skamfuldt ned i mine bøger. Winston var en sand djævel. Vi havde ofte klaget over ham til inspektøren, men de var bedste kammerater, så inspektøren holdt hånden over ham.

”Du siger jeg har dårligere manére og bagefter kalder du pigen der for dum, så hvem er det lige der har dårligere manére her, hr. Winston?” spurgte Harry med et irriteret blik mod ham, og gik derefter op på sin plads ved siden af mig.

Jeg var målløs. Havde Harry virkelig lige forsvaret mig over for Hr. Winston? ”Tak,” hviskede jeg til ham, og han besvarede det med et lille smil. Derefter fokuserede vi mod tavlen.

Resten af timen skulede Winston mod Harry, men han sagde ingenting. Han vidste godt at Harry allerede havde vundet denne første verbale kamp, da han moralsk set havde været bedre end Winston. Men alle sad i spændthed og ventede på, om der ville komme flere kontroverser i timen. Det gjorde der dog ikke, men hvis vi kendte Winston ret, så skulle der nok komme et par af dem i løbet af året.

Man kunne sagtens sige, at vi blev reddet af klokken, for det gjorde vi virkelig. Da klokken rang ud til pause, åndede alle lettet op, pakkede deres ting hurtigere end lynet, og skyndte sig ud af klasselokalet uden at kigge over på Winston. Folk var virkelig bange for den nar. Jeg tog selv lidt længere tid om at pakke mine ting ned, og det samme gjorde Harry.

Winston havde allerede forladt klasselokalet. ”Er jeres lærer altid sådan en kæmpe douchebag?” spurgte Harry med et træk på smilebåndene. ”Ja, og ville ønske, jeg kunne sige, at man vænner sig til det, men det gør man ikke,” sukkede jeg, og kiggede ned på mine ødelagte negle. Jeg bed negle, og jeg gjorde det ofte, hvis jeg var nervøs. Lysten var der også nu, men jeg lod være.

”Hvorfor klager i ikke?” spurgte han med et løftet bryn. Jeg var tæt på at grine, men han vidste jo ikke hvordan tingene stod til her. ”Det har vi gjort masser af gange, men Winston og inspektøren er best buddies, så der sker ingenting,” svarede jeg ham kort.

”Hmm.. Måske man selv skulle gøre noget, for at få ham til at sige op, frivilligt,” svarede Harry med et glimt i øjet og et skævt smil på hans brede, fyldige læber. Derefter gik han ud af lokalet, hurtigere end jeg kunne nå at reagere på hans ord.

Hvad mente han med det, han havde sagt?

***

Derhjemme sad min mor som sædvanlig og syslede med hendes sædvanlige aktiviteter. Hun gjorde rent og satte sig bagefter med sin symaskine og designede kjoler til hendes kendte tøjmærke. Hun var virkelig talentfuld, og så fik hun en ukreativ pige som mig. Hun var sikkert skuffet, selvom hun sagde det modsatte.

”Hej mor,” råbte jeg, da jeg kom ind ad hoveddøren, hvorefter jeg smed skoene henkastet, og flygtede op på værelset. Jeg værnede meget om min mig-tid, og når jeg lige havde været i skole magtede jeg ikke mennesker den første halve time.

På værelset fik jeg hurtigt styr på mine lektier, hvorefter jeg kunne slænge mig på min seng foran fjernsynet og stene serier. Jeg blev dog hurtigt forstyrret af en notifikation på min mobil. Jeg rakte ud efter den, og kunne med nød og næppe lige nå den, selvom det ikke var et kønt syn, og så fik jeg låst telefonen op med min 4-cifrede kode.

Jeg havde fået en venneanmodning fra selveste Harry. Jeg godkendte den med et tøset grin, hvorefter jeg lavede himmelvendte øjne af mig selv. Siden hvornår var June Summers blevet en tøsetøs, tænkte jeg for mig selv. 

På kun få sekunder poppede der en besked ind fra Harry. Jeg rynkede panden svagt. Hvorfor skrev han nu til mig?

Inden jeg kunne klikke mig ind på beskeden, kaldte min mor på mig fra stuen med en alvorlig tone. Nervøsiteten steg mig til hovedet hurtigere end farten på en Tesla. Jeg hadede, når hun var alvorlig, for det var som regel aldrig noget positivt.

Så uden tøven løb jeg ned af trapperne og lige kladask direkte ind i en høj person med en velkendt deodorant. Med et hurtigt og lettere akavet elevatorblik spottede jeg hurtigt personen, og mine kinder blev lige så rød som den postkasse der stod ude ved vejen.

"Harry," rømmede jeg mig. "June," grinte han tilbage. "Sikke da en velkomst jeg sådan lige får." Jeg fumlede akavet med mine fingre, hvorefter jeg hurtigt bed mig i kinden og tog mig sammen til at kigge op. "Det må du virkeligt undskylde. Hvad laver du her?" spurgte jeg ham, hvorefter han smilede svagt.

"Det er helt okay. Faktisk er jeg her, fordi jeg skulle aflevere noget til din mor fra min mor. Det viser sig åbenbart, at de har kendt hinanden for år tilbage, og nu vil min mor invitere hende med til noget et eller andet," forklarede Harry, og jeg gav mig selv en mental lussing. Selvfølgelig var han her ikke på grund af mig. 

Han var bare kommet med en invitation til min mor. Skuffelsen ramte mig som et slag. Alligevel stod han her i mit hus. Jeg kunne da godt udnytte muligheden, når den sådan kommer flyvende forbi. Selvom jeg ville bryde vores girlcode. Jeg hadede alligevel når folk kaldte dips. Det var simpelthen for plat og overfladisk. 

"Hvor tilfældigt," smilede jeg. "Hvad laver du imorgen?" spurgte jeg, og han trak på skuldrene. "Ingenting så vidt jeg husker." 

"Så kan du godt få en kop kaffe med mig på den lokale café. Vi er jo alligevel klassekammerater," og med de ord smilede jeg skævt til ham, og spankulerede ind til min mor i stuen, for at høre hvad hun havde at sige. Harry kiggede måbende efter mig, hvorefter han smilede kækt og forlod mit hus. 

 

***

Det var så første kapitel. Hvad synes i? 

xx Den Digtende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...