Et knust hjerte

Dette er en af mine ynglings noveller, der handler om det, at have et knust hjerte, hvilket jeg tror mange kan relatere til. En novelle om ikke mindst at miste den man elsker, men også at miste sig selv i sorgen.

0Likes
0Kommentarer
101Visninger
AA

1. Et knust hjerte

Det føles som var det i går, at jeg så dig sidst. Arrene ligger skarpt i din pande; voldsomme, dybe og uundgåeligat fæste blikket på. Dit ansigt, din krop – dig. Du har ikke ændret dig en dag, og jeg kan se, at du stadig ikke er rask.

   Det er ikke mere end et halvt år siden, at jeg så dig sidst. Jeg husker tydeligt, da psykologen fortalte om din depression: hvordan du trængte til at komme væk og finde den ro, din slidte og medtagede sjæl manglede. Jeg lyttede ikke. Hvorfor skulle jeg, når du var alt, jeg havde?

   Nu står vi her, ansigt til ansigt, og frygten i mig vokser sig stor. Din krop presses mod min som en sky; kold. Du er iskold. Det føles næsten som at rammes af en hård vind, en januar morgen. Din hud er bleg; meget i den grad. Som et spøgelse. Du smiler ikke. Hvorfor er du ikke glad?

   Jeg tager din hånd, og kulden spreder sig op igennem min venstre arm. Så går vi her; ned ad en lang gang, som om vi er ingenting. Ingen kigger – de kan måske ikke se os. Når vi er sammen er vi som én: forenede. Jeg strammer hårdt om din hånd, så jeg ikke mister dig igen. Du siger ikke meget til det, smiler blot. Du ved måske ikke, at jeg kan se igennem din facade, men det kan jeg. Det har jeg altid kunnet. Jeg kender dig ind og ud, bedre end nogen anden. Du ved måske ikke, hvor meget jeg elsker dig? Jeg har manglet dig umådeligt meget; du var det perfekte publikum til min tilværelse. Du støttede, hjalp og trøstede mig. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne hjælpe dig: hvorfor kom du ikke til mig?

   Vi sætter os ud i min bil, som stadig står her, siden vi sidst var her for ét år siden. Mig bag rattet og dig ved min side. Du siger ikke noget, og din tavshed piner mig. Min mangel efter at høre din stemme igen er enorm. Din ru, men rolige røst, havde en effekt på mig, som intet andet. Det var som sød musik i mine ører og gav mig den ro, som ingen anden medicin kunne. Radioen spiller lavt, som baggrundsmusik; fjernt. Mine øjne fæster sig mod omgivelserne. Her er smukt. Aldrig har jeg set så voldsomme bjerge før. Bjergtoppene er grå, næsten sorte, og isen ligger som tårer ned ad de høje fjeld. Bag ved fjeldene, er himlen – blå. Straks tænker jeg på dine øjne. Blå som himlen i Grønland, tænker jeg. Jeg plejede at forgabe mig i dine kæmpe, runde øjne. De var milde, men stadig udmattede.

   Du talte tit om din måde at se verden på: hvordan du følte, at verden var fremmed for dig – at du ikke passede ind. Du var anderledes. Ganske vist en anderledes person, hvilket også er forudsætningen for min store kærlighed til dig.

   Gentagende gange, har jeg læst dine digte, uden din tilladelse. Jeg forstod jo godt, at der var noget galt, men hvordan skulle jeg hjælpe?

   Jeg husker tydeligt, da jeg læste dit sidste digt. Med et knust hjerte, smed jeg mig ned på knæ, med en trykken for brystet, som aldrig er stoppet.

”Vemodigheden vil vare for evigt.

Det er forfærdeligt. ”

   Jeg ved endnu ikke, hvorfor du var så tungsindet, men det smittede mig. Da du forlod mig, måtte jeg tage flere piller, end det kan tælles på hånden. De siger, at tiden heler alle sår, men jo længere tid, der går, jo sværere bliver det at trække vejret – at leve.

   Jeg stopper bilen, et godt stykke op ad et bjerg. Solen er ved at gå ned, og her er smukt. Nu sidder vi her og kigger ud over horisonten. Himlens farver maler sig som klatter i rød, orange og et strejf af lyserød. Du holdte meget af solnedgange, og jeg kan se at du smiler – denne gang, er det ægte. Jeg tager din hånd igen, men jeg har så svært ved at mærke dig. Du er kold. Iskold. Med mit blik fæstet på dig, ser jeg refleksionen af solnedgangen i dine øjne. De er ikke længere blå, men derimod fyldt med varme farver, som pludselig giver dig liv. Trods din beundring af soldansen, havde jeg forventet noget mere. En større begejstring: bare et eller andet. Sig nu noget, jeg føler mig alene. Hvorfor kan du ikke høre mig? Jeg råber dit navn, men du ser mig ikke. Ensomheden rækker ud efter mig med kæmpe hænder, og presser mig, indtil mit bryst gør ondt.

   NU indser jeg det. Jeg er faktisk alene.  

   Du forsvinder ud i ingenting, som var du luft. Jeg skriger, græder i mit forsøg på at holde fast i dig, mens du forsvinder mellem hænderne på mig. Min vejrtrækning er blevet til hyper ventilation. Jeg kan dårligt se, mens jeg rækker armene ned efter min taske. Tårerne triller ned af kinderne, og jeg får lynet min taske op. Fuldstændig panisk, finder jeg fumlende glasset frem, og prøver ihærdigt at åbne det. Med røde øjne og et knust hjerte, smadrer jeg glasset, så pillerne flyver ud over det hele. Jeg når akkurat at kyle otte stykker ned, inden vandet suser igennem mit svælg.

   Her bliver pludselig stille, og min krop føles tusinde gange tungere end før. Trætheden griber mig, og mine øjne lukkes i. Med ét er vi forbundet igen. Alt er som før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...