Put, min skat

Kort tekst om at være under et pres, der er så stort, at det kan medfører døden.

1Likes
2Kommentarer
49Visninger

1. Put, min skat

Jeg tænkte på hvad der kunne gå galt. Alt kunne gå galt. Den røde farve på ledningen sprang i hovedet på mig. Rød som blod. Hvorfor havde jeg meldt mig til at tage ind i militæret til at starte med? Min mand, han ville gå helt ned når min kiste landede tilbage i Danmark. Min lille put. Sveden perlede ned af min pande som var den et vandfald. Skulle jeg klippe den røde ledning? Min lille put. Hun var lige fyldt 4 år inden jeg tog herned. Hun græd da jeg sagde farvel. Er hun mon okay? Jeg savnede dem. Min mor og far, ja hele min familie. Tiden var knap 1:50 min. Den ville sprænge. Bomben. Jeg ville dø. Jeg savnede min mor, hun vidste altid var man skulle gøre. Som den gang i børnehaven hvor de store piger drillede mig. Hun vidste lige hvad der fik dem til at stoppe. Min lille pige ville jeg nogensinde kunne give hende sådan nogen råd? Ikke hvis jeg sprang i luften. Jeg tabte tangen ud af min hånd. Jeg rystede så meget jeg nærmest ikke kunne få fat i den. Jeg kiggede op. 1:35. Jeg var nødt til at træffe et valg! Var det den rigtige farve? Rød. Blod. Fare. Kærlighed. Roser. Postkasser. Postkassen, de ville modtage et brev i den hvor der stod at jeg var død under en opgave. Død. Døden. Var det virkelig det værd? Min mand, min lille pige. En tåre trillede ned af kinden den var kold. Jeg frøs. Jeg rystede. Var den røde den rigtige. Jeg tog tangen rundt om den røde ledning. Den lå det imellem det kolde metal. Rød. Skulle jeg klemme til, bare håbe på det bedste? ”Det er nu” jeg hørte det ikke rigtigt. Mit valg. Deres død. Min død. Hvis jeg klippede forkert døde de også. Min patrulje, min familie, min pige, min mand, mig selv. Jeg ville ikke dø. Hvorfor? Jeg kunne ikke lide farven rød mere. Hvad hvis den blå var den rigtige? Jeg havde stadigvæk tangen om den røde. Men den blå?

Jeg løsnede tangen om den røde ledning. Jeg stirrede nu på den blå ledning i noget der føltes som flere timer. Er den blå den rigtige? Jeg blev ved med at spørge mig selv om dette spørgsmål som om at jeg forventede et svar. Dør man på stedet hvis man bliver ramt af en bombe? Når man at mærke noget? Mit hoved var fyldt med spørgsmål. Spørgsmål jeg ikke kunne svare på. Igen fyldte Put mine tanker. Jeg savnede hendes smukke øjne der altid strålede. Hendes bløde krøllede hår. Hendes charmerende smil med den manglende fortand. Jeg savnede hendes stemme. Det gav et sæt i mig. Tiden. Sekunderne gik og her lå jeg stadig. Jeg kunne mærke blodet dunke i hele min krop. Den blå ledning. Blå som havet. Det mørke hav. En kuldegysning løb gennem hele min krop. Det var 26 år siden, men alligevel huskede jeg det som om det var i går. Sommeren der syntes at være så lun og lys, men endte som et mareridt. Natten. Badebroen der stoppede før jeg troede den ville stoppe. Det kolde hav. De hårde sten. Min lille krop der sprællede. Vandet der omringede mig og fyldte mine lunger. Min lille krop der ikke længere kunne bevæge sig, men som blev slappere og slappere. Jeg fjernede tangen. Det kunne ikke være den blå ledning der var den rigtige.

Ikke rød. Ikke blå. Sort. Put min skat, hun er større, ikke bange for mørket mere. Jeg er bange. Jeg mumler til ledningerne. Eller til Put. Eller min skat. Til nogen. Sort? Jeg holder tangen med venstre hånd. Holder ledningen med højre. 37 sekunder. Sort. Sorte prikker hænger i siderne af mine øjne. Jeg tror jeg trækker vejret endnu. 30 sekunder. Jeg lever endnu. Jeg klipper den sorte. Put min skat jeg elsker dig. Sort. Det er uden håb. En bølge af noget varmt går gennem min arm. Nogen skriger uden for bomben. Rød er der nogle der siger. Har de fundet det? Har de fået svaret? De skriger rød efter mig. 22 sekunder. Jeg fjerner tangen fra den sorte og retter den mod den røde. Noget knuger i min mave. Men de skriger udenfor at det er det jeg skal. 17 sekunder. Så det gør jeg. Min put, min skat, min mand, min mor, min far. Jeg elsker jer jo. Jeg skriger, da jeg i et stød klipper jeg den røde ledning. Jeg ænser en hyletone, nogen skriger. Jeg brænder. Put min skat, mor er død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...